Faglig kommentar: En vandbærer

Hr. Trut havde altid været en pligtopfyldende og hengiven søn, der jævnligt besøgte sin gamle mor på plejehjemmet. Her sørgede de godt for hans mor, og han kendte personalet godt og følte sig altid velkommen.

En novembernat blev han ringet op om, at hans mor ikke havde det så godt, og at man havde tilkaldt læge. Det så dog ikke så galt ud, at hr. Trut behøvede at komme farende, han skulle nok få besked senere. Hr. Trut gik i seng og sov sødt, indtil han blev ringet op ud på morgenen. Hans mor var blevet indlagt på sygehuset, men det så ikke ud til at være livstruende. Hr. Trut tog derfor på arbejde som sædvanligt. Efter fyraften kørte han ud til sygehuset. Oppe på afdelingen mødte han en venlig person, som fortalte, hvilken stue hans mor lå på.

Hr. Trut fandt stuen, netop som en sygeplejerske kom ud derfra. Hr. Trut hilste og fortalte, at han var på vej derind for at besøge sin mor.

''Hun ligger ikke her,'' svarede sygeplejersken.

''Jamen, jeg har lige fået at vide, at min mor lå på denne stue,'' fortsatte hr. Trut.

''Hun er her ikke.''

''Jamen, der var lige en, der sagde . . .''

''Hun er her ikke.''

''Jamen, hvor er min mor så?'' spurgte den forvirrede søn.

''Hun er vel taget hjem,'' svarede sygeplejersken.

''Min mor kan ikke være taget hjem. Hun bor på plejehjem.''

''Så er hun vel kommet tilbage på plejehjemmet.''

''Det er dog mærkeligt, at jeg ikke har fået noget at vide,'' fortsatte hr. Trut.

''Hun har nok ringet og fortalt sine børn det,'' sluttede sygeplejersken, for nu skulle der ikke bruges mere tid på det.

Hr. Trut opgav, gik ned til sin bil og kørte ud på plejehjemmet. Allerede på parkeringspladsen mødte han forstanderen, som fortalte, at der var blevet ringet fra sygehuset om, at fru Trut om formiddagen var blevet overflyttet til et mere specialiseret sygehus. Dette sygehus lå kun fem minutters gang fra hr. Truts arbejdsplads, så de følgende dage var det nemt for ham at smutte over og hilse på sin mor.

Et par dage efter ringede de fra plejehjemmet til hr. Trut og fortalte, at nu var hans mor kommet tilbage. Hun var blevet udskrevet samme morgen og sat i en bus sammen med en hel del andre patienter, der skulle hjem. Klædt i badekåbe, bare ben og badetøfler havde hun så kørt byen rundt i bus i næsten seks timer, indtil hun som en af de sidste var blevet sat af på plejehjemmet, udmattet, sulten og blåfrossen.

''Er det virkelig kommet så vidt med medmenneskeligheden over for de gamle i samfundet?'' spurgte hr. Trut, da han fortalte mig historien.

Medaljens bagside

Hvad skal man dog svare på det?

Der ligger mere end ét problem i plejen af fru Trut. Så da jeg ikke kan svare på spørgsmålet om, hvordan det står til med medmenneskeligheden over for de gamle, vil jeg fundere lidt over et spørgsmål om kommunikation og arbejdsfordeling.

Kunne det tænkes, at sygeplejersker i deres begejstring for kontaktsygeplejerskesystemet har overset, at medaljen måske har en bagside?

På forsiden af medaljen ser man den engagerede sygeplejerskes gode muligheder for at lære sine patienter og deres behov rigtig godt at kende. Bagsiden viser et kaos, hvor ingen ved noget som helst om nogen som helst, medmindre de tilfældigvis er kontaktsygeplejersker.

Dengang rundeplejen eksisterede som en velanskreven plejeform, var alt plejepersonale i hovedtræk orienteret om samtlige patienter, deres pleje og behandling, og afdelingssygeplejersken vidste alt om alle. Nu ved alle meget om enkelte patienter, men overblikket var i hvert fald ikke til stede, da hr. Trut gik rundt og ledte efter sin mor.

Sidst, jeg oplevede rundepleje, var i en flyver på vej over Atlanten og Alaska. Luften er tør oven over skyerne. Man har brug for meget væske i løbet af ti timer i luften. Mellem de faste serveringer gik en stewardesse rundt og rundt i kabinen med en stor kande fristende vand med is og citronskiver. Stille og roligt og med blik for hver eneste passager, hun passerede. Man skulle blot gøre tegn, når hun kom forbi, så fik man et glas friskt, koldt vand. Men stewardessen skænkede ikke kun vand. Hun observerede, om alt var i orden, og om der var nogen, der trængte til et eller andet. Rundt og rundt gik hun, og man vidste, at hun ville komme forbi lidt efter, hvis man blev mere tørstig.

Den opmærksomhed kunne jeg godt have undt en kollega, der for nylig havde været indlagt på sygehus, og som fortalte: ''Mens jeg lå med lammelser og hverken kunne eller måtte røre mig, var der ingen ende på opmærksomheden. Fra det øjeblik, jeg kunne komme i stol og var i stand til selv at trække i klokkesnoren, var jeg alene. Der kom aldrig nogen for at se, hvordan jeg havde det, og klokken er man jo ikke meget for at bruge.''

Familien Trut havde måske fået en bedre pleje, hvis de havde mødt en vandbærer på sin runde. En person, der var bredt orienteret om, hvad der foregik på afdelingen og vidste noget om almindelig høflighed. Så mangler vi bare, at også de sygeplejersker, som havde ansvar for overflytning og udskrivning, havde kunnet vise lidt omtanke.