Faglig kommentar: En kommende kollega

Nogle sygeplejestuderende har ganske givet ophøjet refleksionsprocessen til kult, og det virker stærkt irriterende på travle sygeplejersker i klinikken. Men sygeplejersker på nogle praktiksteder har også aldeles glemt, hvordan det er at være ny, og så er det ikke behageligt at være studerende.

En studerende beskrev det sådan: ''Starten er nok den sværeste tid for en fremmed. Ny afdeling hvor rutiner, rammer, afdelingssprog, formelle og uformelle normer er fastlagte.''

Det slog mig, at hun kaldte sig en fremmed. Ikke studerende eller ny, men fremmed. Ved nærmere eftertanke synes jeg, det var et godt ordvalg.

For er det ikke det, man glemmer, at de er fremmede, de ny studerende. De står i døren og forventes i løbet af meget kort tid at have dechifreret en kode, personalet har været lang tid om at konstruere.

Personalet er bare blevet blinde for koden. For dem er rutiner, sprog, normer og sygepleje tilgængelige størrelser. Der er ingen gåder længere.

Det vanskelige fagsprog

Da jeg for længe siden var timelønnet sygehjælper på en medicinsk afdeling, startede jeg den første dag med at få besked på at tage firesengen. Jeg anede ikke, hvad det betød. Jeg stod i et langt øjeblik og pillede ved dynebetrækket, mens oversygehjælperen nidstirrede mig. Jeg overvejede, hvad det var, hun forventede af mig, og hun havde tydeligvis besluttet ikke at fortælle det.

Vores forhold blev ikke varmere, da jeg senere samme dag tog hendes plads i personalerummet.

Det er et eksempel af ældre dato, men det, studerende beretter aktuelt, er ikke altid meget bedre.

Sproget er rent swahili for de ikke indviede. ''Han er obs. akut abdomen, er der taget elektrolytter?''

Eller ''Der er taget CKMB, og han kører pæn sinusrytme, men har perioder med 2. grads blok.''

Tænk på, at en almindelig rapportsituation for en fremmed er spækket med udtryk, som hun ikke har en jordisk chance for at forstå.

Fagsproget skal have en stor plads i sygeplejerskers kommunikation, men det er vigtigt at kunne sætte sig ind i, at det sprog er en barriere i begyndelsen af en sygeplejerskeuddannelse.

Naturligvis skal en sygeplejestuderende ikke indhyldes i en kokon af følsom forståelse, der gør hende ude af stand til at handle, medmindre hun altid har en sygeplejerske stående ved sin side, det tror jeg også, hun vil have sig frabedt. Men hun skal mødes af en eller to praktikvejledere, der både har vilje og evne til at uddanne. Den fornemmelse, jeg nogle gange har haft af, at praktikvejlederne har raflet om, hvem der skulle have det triste hverv denne gang, er i hvert fald ikke ansporende for lysten til sygeplejefaget.

Vi, der har nået læsebrillealderen, kan tænke tilbage på en elevtid, der var meget anderledes end det uddannelsessystem, der eksisterer nu. Og dog, for hvor er de store opfindelser egentlig henne i den uddannelse, der foregår i klinisk praksis? Brugen af informationsteknologi er et fatamorgana, fælles studiegrupper og fælles vejledning findes måske, måske ikke, og brug af video og bånd i patientkontakten er ikke nået til sygeplejen endnu.

En medicinstuderende skal derimod til eksamen i en konsultation i almen praksis. Konsultationen optages på video, og den studerende skal redegøre for processen og for eventuelle fejl og mangler. Mig bekendt har der aldrig været problemer med at finde villige patienter. Overført til sygeplejen kunne man sikkert lære meget af at se en indlæggelsessamtale på video.

Der er mange muligheder, som kan afprøves, evalueres og justeres, når studiet i klinisk praksis skal gøres mere attraktivt, og det vil utvivlsomt gøre hele studiet mere tiltrækkende, hvis praktikdelen får et rigtig godt ry.

Ufrugtbart mindreværd

Jeg ved godt, at der mange steder er arbejdet omhyggeligt med uddannelsesprogrammer, og jeg har set afdelinger foretage kvantespring i opfattelsen af det at uddanne, men nogle steder fungerer tingene stadigvæk ikke.

Sygeplejerskerne synes, de studerende er for teoretiske ­ hvad det så end betyder ­ og i stedet for at stille spørgsmål ud fra den praksis, de selv kender til og formidle den, ender det hele i ufrugtbart mindreværd.

Der er mange undskyldninger for ikke at tage uddannelsesforpligtelsen alvorligt, mangel på ressourcer og mangel på tid, er de hyppigst brugte, men der er kun én vej frem. Betragt den fremmede, ny studerende som en kommende kollega. Alt andet er for kortsigtet.

Hvis sygeplejersker ikke har overskud til at uddanne, tror jeg heller ikke, de har overskud til patienterne. De to parter er til dels i samme situation, usikre, fremmede og underlagt hvidkitlet magt. Men sammenhængen mellem patientpleje og uddannelse af sygeplejestuderende er vist ikke belyst, endnu.