Rosemarie Rizzo Parse: At være ægte til stede

Side 32

Billede

Side 33

Den amerikanske sygeplejeteoretiker Rosemarie Rizzo Parse er forholdsvis ukendt i dansk sygepleje. En lille håndfuld sygeplejersker har mødt hende til en konference om sygeplejeteori i Malmö i 1996, og enkelte danske sygeplejersker har deltaget i hendes sommerseminarer i Pittsburgh i USA. Parse har været en produktiv og indflydelsesrig professor ved Hunters College i New York og Loyola universitet i Chicago, hvor hun virker som vejleder for ph.d.-studerende, der inddrager hendes teori i deres forskning. I den amerikanske delstat South Dakota benyttes hendes teori i den primære sundhedssektor, og i Ontario, Canada, benyttes teorien på et større hospital. Det er muligt at kontakte Parse via Internettet, hvor Parse-Scholars diskuterer på adressen listserv@listserv.utoronto.ca. Parse har grundlagt og redigerer tidsskriftet Nursing Science Quarterly. Der bringes regelmæssigt resumeer af udvalgte artikler fra dette tidsskrift i Sygeplejerskens sektion 'Videnskab & Sygepleje'.

Sygeplejersker bør have et bredt kendskab til forskellige teoretiske retninger inden for eget fag. Vi har valgt at præsentere Parses teori, fordi det er en moderne teori, der afspejler nutiden og er med til at præge fremtidens sygepleje. Teorien er endnu ikke beskrevet på dansk, og det er nødvendigt at påpege, at Parse bruger et vanskeligt tilgængeligt sprog. Hun konstruerer sine egne ord, som er uigennemskuelige på dansk og på originalsproget engelsk. Dette giver vanskeligheder med at oversætte og forstå hendes tekster. Denne artikel indledes med en fremstilling af begreberne frihed og lidelse i lyset af Parses teori. Herefter præsenteres teorien, og vi venter med at kommentere teksterne til diskussionen sidst i artiklen.

Parses teori hedder The Human Becoming Theory (1), hvor Human Becoming betyder menneskelig bliven, eller tilbliven. Begrebet er lige så vagt på engelsk, som det er på dansk. Det henviser til menneskelig udvikling i et eksistentielt lys. De traditionelle udviklingsteorier, vi kender fra Freud, Eriksen og Cullberg, er tegnet i et psykologisk perspektiv. Parses teori hed oprindeligt Man-Living-Health (1981), men hun omdøbte teorien til The Human Becoming Theory (1995) for at benytte en mere kønsneutral terminologi (1, 2). Et centralt begreb i teorien er patienten, der betegnes som personen, for at afværge eventuelle undertoner, der måtte knytte sig til begrebet patient.

Terminologien er således politisk korrekt i forhold til nutidens strømninger i USA. I 1998 pointerer Parse, at hendes teori ikke længere er en eksklusiv sygeplejeteori, men en åndsretning for et forskerkollektiv med en fælles forståelsesramme (3). Fremtiden byder på slørede faggrænser, og Parse forsøger at foregribe dette ved at stille sin teori til rådighed for en bredere skare af humanistiske sundhedsforskere.

Viljens frihed

Parse mener, at menneskets frihed er central for sygeplejersker, der arbejder ud fra en humanistisk tradition. Frihed beskrives i et eksistentielt lys, som et middel til selvrealisering og er hermed forudsætningen for, at personen kan blive 'medforfatter' til sin egen bliven. Frihed forbindes med prioritering af menneskelige værdier, mening, livskvalitet og bliven. Bliven knyttes til sundhed, idet det eksistentielt afklarede menneske antages at kunne opnå sundhed. Parse er inspireret af Heideggers filosofi og har konstrueret begrebet situated freedom, situationsbunden frihed, som henviser til personlig frihed til at træffe valg i givne situationer, bevidst eller ubevidst (3).

Parses reviderede teori fremstilles i antologien, Illuminations, hvor en række forfattere deltager i beskrivelsen af begreber og anvendelsen af teorien i praksis og i forskning. I dette værk gennemgår sygeplejersken Gail J. Mitchell fænomenet frihed i lyset af Parses teori (1).

Frihed er, ifølge Mitchell, et overset aspekt i sygeplejerske-patientrelationen, idet den traditionelle sygeplejeforskning og -praksis er præget af positivistiske, behaviouristiske og derterministiske begreber som kausalitet og kontrol. Mitchell diskuterer de filosofiske yderpoler, viljens frihed kontra determinisme og tilslutter sig et frihedsbegreb, der nærmer sig den første pol. Dette står i kontrast til moderne skandinaviske sygeplejetænkere, der fremhæver det deterministiske synspunkt, som udtrykt af strukturalisterne, der mener, at mennesket er indlejret i bestemte strukturer med begrænsede handlemuligheder. Situated freedom er forudsætningen for, at mennesket kan indgå i samspil med omgivelserne, hvor frihed og begrænsning eksisterer på samme tid. Mitchell fornægter, at der på dette punkt er forskel på rig og fattig, idet hun påpeger, at fattige, hjemløse personer foretager daglige frihedsvalg på samme måde som andre mennesker. Hun beskriver, hvordan hjemløse vælger at fortsætte en usikker eksistens

Side 34

uden tag over hovedet for at bevare deres frihed til at gå omkring.

Mitchell illustrerer frihedsbegrebet i en patientsituation, hvor en traditionel sygeplejerske og en Parse-sygeplejerske sammenlignes. En kvindelig patient, der for nylig har fået konstateret insulinkrævende diabetes, står for snart at skulle udskrives. Patienten siger, at hun gerne vil klare sig uden insulin så hurtigt som muligt. En traditionel sygeplejerske ville, ifølge denne opfattelse, ikke medtænke patientens frihed i situationen, men blot tilskrive patientens udsagn som manglende viden. Både lægen og sygeplejersken ville forsøge at overbevise patienten om, at hun bør fortsætte med insulinbehandlingen, og undervisningen ville bestå i at overbevise patienten ud fra en rationel forklaring. Hvis patienten ikke følger sagkundskabens råd, bliver hun stemplet som en besværlig patient.

En Parse-sygeplejerske ville derimod ikke forsøge at kontrollere personens adfærd, men hellere søge at forstå personens sundhedsvalg og belyse situationen for personen. Hvis der er brug for at undervise og vejlede, står sygeplejersken til rådighed, men ellers vil hun blot være vidne til personens beslutning. Hvilken betydning har det at skulle tage insulin eller være medicinafhængig? Sygeplejersken lytter uden at dømme eller manipulere. Hun lader personen foretage et informeret valg og accepterer dette, ud fra den forståelse, at personen er ekspert på sig selv.

Mening og lidelse

I samme antologi, Illuminations, beskriver sygeplejersken John Daly fænomenet lidelse i forhold til Parses tænkning. Daly henviser til en række tekster, der fremhæver, at begrebet lidelse er objektivt, hvorimod fænomenet lidelse er subjektivt og bør beskrives erfaringsmæssigt. Ifølge Daly er sundhedslitteraturen rig på objektive beskrivelser af lidelse, mens den er fattig på subjektive lidelsesberetninger. Lidelse adskiller sig fra smerte, ved at lidelsen påvirker selvet. Dyr kan føle smerte, men kun mennesker kan lide, da lidelse er en trussel mod eller tab af selvet. Dette er et eksistentialistisk synspunkt, der udspringer af den forståelse, at kun mennesker er selvbevidste væsener. Mennesker forsøger at finde en mening med lidelsen, og lidelsen er den måde, en person vælger at være i en situation. Valget er ikke nødvendigvis bevidst, men det knytter sig til den betydning, personen tillægger lidelsens genstand. Og netop derfor er lidelse en personlig oplevelse, da andre mennesker ikke kan vide, hvad der har betydning for den enkelte person. Lidelsen udspiller sig i en sammenhæng, som personen ikke nødvendigvis deler med andre.

Daly giver et eksempel på lidelse ud fra det Første Princip i Parses teori. Eksemplet drejer sig om en kvinde, der gennemgår en skilsmisse. Kvinden beskriver den lidelse, der udløses ved tabet. Hun kan ikke længere leve i overensstemmelse med sine værdier, idet hun altid har tilstræbt at være en god hustru. Værdierne skal erstattes med nye, og i denne proces lider kvinden. Mennesker konstruerer betydning ud fra de muligheder, der er til rådighed. Lidelsen legitimerer situationen ved at give den mening. Lidelsen optræder i form af personens helbredstilstand og bliver et udtryk for personens værdier. Når personen vælger at være i lidelsen, er det udtryk for menneskets søgen efter nye veje. Det er et udtryk for menneskelig bliven.

Et eksempel på Parses måde at udtrykke denne proces er: ''In structuring meaning multidimensionally in the cocreation of reality, the human lives values at the prereflective and reflective realms of being all-at-once.''

Oversat betyder det noget i retning af, at mennesket skaber mening på mange måder ved konstruktionen af sin virkelighed og lever i overensstemmelse med sine værdier på én gang bevidst og ubevidst. Meningen med kvindens bliven ændrer sig, idet den udfoldes i fænomenet lidelse og den pinefulde vej mod nye muligheder. Hun får til sidst øje på en måde at leve uden lidelse. Sygeplejersken skal lade patienten gennemgå denne proces og acceptere lidelsen. Lidelsen skal gennemleves, den skal ikke dysses ned i utide. Således fremhæver Parse, at sygeplejersker hverken kan eller skal løse alle problemer for personen her og nu. Dette kan være vanskeligt for den handlingsorienterede sygeplejerske, der ønsker at opnå hurtige resultater.

Grand theories

Sygeplejeteorier bliver sommetider beskrevet som Grand Theories, Middle Range Theories og Single Domain Theories.

De store teorier, Grand Theories, er teorier, der kan forklare alle fænomener inden for en given disciplin (4, 5, 6). Middelområdeteorierne, Middle Range Theories, kan forklare

Side 35

et begrænset antal fænomener, og enkeltdomæneteorierne, Single Domain Theories, indskrænker sig til at forklare et enkelt aspekt ved et fænomen.

De store teorier kritiseres undertiden for at være så generelle, at de mister deres forklaringskraft, mens enkeltdomæneteorierne er svage, fordi de ikke forklarer tilstrækkelig mange faktorer. Middelområdeteorierne synes at beskrive et fænomen præcist, skønt de kan sønderdele et kundskabsområde, så længe der hersker tvivl om, hvilke fænomener der er centrale for en given disciplin.

Blandt grundlæggere af sygeplejens teorier kan nævnes Imogene King (1971), Rosemarie Rizzo Parse (1981) og Madeleine Leininger (1984) (7). Blandt middelområdeteorier findes for eksempel Hildegerd Peplau (1952) og Jean Watson (1985).

En teori kan tage udgangspunkt i et bærende fænomen, som behov i Hendersons teori, mål i Kings teori, egenomsorg i Orems teori og kultur i Leiningers teori. Nogle teorier er meget abstrakte, som Martinsens omsorgsfilosofi, mens andre er konkrete som Orems egenomsorgsteori. Parses teori spænder fra det metateoretiske niveau til det konkrete.

Parses teori

Parses sygeplejeteori blev først beskrevet i bogen Man-Living-Health, hvor Parse bekender sig til den eksistentielle fænomenologi, som var toneangivende på universitetet i Pittsburgh i 1970'erne (2). Kort fortalt er Parse inspireret af Kierkegaard, en ikke-fænomenologisk eksistentialist, og Husserl, en ikke-eksistentialistisk fænomenolog. Heidegger byggede videre på disse traditioner og grundlagde den eksistentielle fænomenologi.

Den filosofiske forankring af teorien er også inspireret af Sartres frihedsbegreb og Merleau-Pontys forståelse af menneskelig interaktion gennem ægte tilstedeværelse. Parses teori sætter fokus på menneskets levede erfaringer med sundhed. Udtrykket levede erfaringer er hentet fra fænomenologien, og man kan sige, at forskellen på erfaring og levet erfaring er, at levet erfaring knytter sig til en bestemt forskningstradition, der stammer fra Husserl, fænomenologiens fader (8). Den sene Husserl brugte i denne forbindelse ordet Lebenswelt, som henviser til personlige erfaringer, som er en forudsætning for alle andre erfaringer.

Endelig er Parse inspireret af sin læremester, sygeplejeteoretikeren Martha Rogers, hvis projekt var at beskrive personen som en enhed, der interagerer med universet. Både Rogers og Parse taler om universet frem for det lidt mere jordnære udtryk, omgivelser.

Dette tillader flere muligheder mellem himmel og jord, som det kommer til udtryk i nutidens New Age-strømninger. Parse vedkender sig det holistiske menneskesyn, at mennesket er en enhed, der ikke kan forstås ud fra summen af sine dele, men hun går et skridt videre og skelner mellem begreberne helhed og enhed. En helhed består af forskellige dele, hvorimod en enhed ikke kan opsplittes yderligere.

Herved tager hun afstand fra den Cartesianske dualisme, der har præget naturvidenskaben og argumenterer for et monistisk menneskesyn.

Parses paradigme

Parse opfatter sin sygeplejeteori som et alternativ til natur- og samfundsvidenskabelige teorier og den deraf følgende mekaniske menneskeopfattelse. Hun tager afstand fra det dominerende paradigme i sygeplejen, 'The Totality Paradigm', helhedsparadigmet, hvor mennesket antages at bestå af en fysisk, psykisk, social og åndelig dimension, som kan påvirkes hver for sig. Parse fremfører, at hun skaber et nyt paradigme, 'The Simultaneity Paradigm', samtidighedsparadigmet, forankret i humanvidenskaben, og efterfølgende udvikler sin sygeplejeteori og forskningsmetodik. Det nye paradigme henviser til, at menneskets dimensioner påvirkes og reagerer samtidig i en gensidig dynamisk proces, idet mennesket er en enhed. Hun vedkender sig imidlertid, at sygeplejen integrerer flere konkurrerende paradigmer, men opfatter det totalitære paradigme som en begrænsning for udøvelse af sygepleje.

Parses antagelser

Parses teori består af ni antagelser og tre principper. De ni antagelser er grundlæggende præmisser for hendes teoriudvikling, og de tre principper er teoriens centrale elementer. Den koreansk-amerikanske professor i sygepleje, Hesook Suzie Kim, har beskrevet en begrebsramme med fem abstraktionsniveauer til at analysere sygeplejeteori (9). Det øverste og mest abstrakte

Side 36

niveau er det videnskabsteoretiske niveau, hvorefter følger metaparadigme-, sygeplejefilosofi-, paradigme- og teoriniveauerne. Parses antagelser er filosofiske og hører således til blandt de øverste abstraktionsniveauer, mens principperne er teoretiske og befinder sig på et lavere niveau.

Den egyptisk-amerikanske professor i sygepleje, Afaf Ibrahim Meleis, beskriver antagelser som udsagn om begreber, der formodes at være sande (4). Al forskning begynder med nogle antagelser, da man ikke kan begynde helt forfra hver gang. Antagelserne afstikker værdier og mål for teorien. De første fire antagelser i Parses teori omhandler mennesket, og de følgende fem drejer sig om sundhed i form af menneskets bliven. Parse har på et senere tidspunkt revideret de ni antagelser (3), men oprindeligt lød de således (forfatternes oversættelse) (2):

1. Mennesket sameksiterer, mens det medskaber rytmiske mønstre med omgivelserne.
2. Mennesket er et åbent væsen, der frit vælger meningen i situationer og påtager sig et ansvar for sine beslutninger.
3. Mennesket er en enhed, der vedvarende medskaber relationsmønstre.
4. Mennesket transcenderer multidimensionalt med de givne muligheder.
5. Sundhed er en åben tilblivelsesmåde, som opleves af mennesket.
6. Sundhed er en rytmisk medskabende proces i forholdet mellem menneske og miljø.
7. Sundhed er menneskets måde at prioritere værdier.
8. Sundhed er en mellemmenneskelig proces, der består i at transcendere med de givne muligheder.
9. Sundhed er menneskeenhedens tilbliven.

Parses principper

Efterhånden som Parse beskrev sin sygeplejeteori, kom tre overordnede temaer til syne:

• Mening
• Rytmiske mønstre
• Transcendere sammen

Hvert af de tre temaer udvikles til et princip, der kommer til at fungere som en referenceramme for sygeplejerskens handlinger. Principperne kan være vanskelige at begribe, da de udtrykkes meget abstrakt. Her må vi atter påpege, at det er svært at oversætte principperne fyldestgørende, da sproget fremtræder som en blanding af neologismer og neoamerikanske udtryk. I det følgende har vi forsøgt at få meningen frem tættest muligt på Parses opfattelse.

Første princip

Mennesket konstruerer virkeligheden og giver virkeligheden mening ud fra de valgmuligheder, der er i en given situation, og som eksisterer i universet. Parse bruger hovedtemaet mening ud fra en eksistentialistisk forståelsesramme. Når forskellige mennesker opfatter samme situation forskelligt, vil de også tillægge situationen hver sin betydning. Mennesket skaber og genskaber mening, som hele tiden ændrer sig i takt med de levede erfaringer og personens livsforløb. Nye forestillinger giver nye muligheder, som kan vise sig ved refleksioner over den levede erfaring, der har haft særlig betydning for personen, ofte i relation til andre. Parse sætter fokus på sygeplejerskens mulighed for at forstå personen. Det træder særligt tydeligt frem i denne teori, at sygeplejersken skal forstå personen uden at manipulere. Vi så et eksempel herpå i begyndelsen af artiklen, hvor Daly beskrev en kvindes lidelse, erkendelsesproces og nyorientering efter en skilsmisse. Parses metode minder om traditionelle psykoterapeutiske metoder, hvor sygeplejersken kaster lys over personens muligheder, men personen selv træffer sine valg. I Parses teori benyttes metoden bevidst over for alle patienter.

Andet princip

Mennesket lever i takt med universets rytme og skaber relationsmønstre, der rummer modsætninger. Her er hovedtemaet rytmiske mønstre. Parse viser det kreative og forandrende element ved, at mennesket deltager i og skaber rytmiske mønstre i en gensidig

Side 37

proces med omgivelserne og samtidig selv påvirkes af disse mønstre. De rytmiske mønstre indeholder paradokser, der som en vekselvirkning foregår på én gang. Det kan for eksempel være i relation til et andet menneske, hvor personen på én gang afslører det ene og hemmeligholder det andet i løbet af sin erkendelsesproces.

Man kan sammenligne det med metaforen at gå ind ad den ene dør og ud ad den anden. Når mennesket ikke kan afsløre alt, er det, fordi livet er gådefuldt. I en valgsituation vil der altid opstå en mulighed i én retning og en begrænsning i en anden. Ethvert valg er også et fravalg. Parse fremhæver den indbyggede dobbelthed i menneskets valgmuligheder og modsætningernes samtidighed.

Tredje princip

Det tredje princip drejer sig om, at mennesket sprænger de givne rammer og udnytter hele sit potentiale. Hovedtemaet er at transcendere sammen. Sygeplejersken og personen når i fællesskab frem til et nyt erkendelsesrum. Personens tidligere handlemønstre i forbindelse med samvær og konfliktløsning overskrides. Både almene og personlige handlemønstre ændres, og personen opdager nye muligheder. For eksempel ved at personen verbaliserer sine håb og drømme for fremtiden. I bogen Illuminations beskriver Lois S. Kelley, hvorledes sygeplejersken tager følgeskab med patienten, idet de sammen visualiserer et erkendelsesrum ved hjælp af metaforer (1, 10). På denne måde finder personen meningen med sin sygdom. Sygdommen bliver til en skillevej i personens liv, hvor personen tvinges til at træffe nogle eksistentielle valg. Sammenfattende kan det i forbindelse med de tre principper siges, at mennesket skaber mening i sin tilværelse ud fra erfarede mønstre og gestalter. Der er indbyggede paradokser i menneskets naturlige livsrytme, som påvirker personens valg, og som på samme tid rummer muligheder og begrænsninger. Mennesket overskrider rammerne sammen med andre og er i konstant bliven.

Styrker ved Parses teori

Skønt sygeplejerskens rolle synes mere passiv i Parses teori, end den fremstilles i andre teorier, fremhæver Parse respekten for det andet menneske og holder fast i, at sygeplejersken skal have en ægte interesse for at kunne forstå den anden. Det er sygeplejerskens opgave at kaste lys over personens mulige valg, men det er personen, der træffer sin egen beslutning. Dette er en styrke ved teorien, fordi den tvinger sygeplejersken til at beskytte patientens integritet og drage patienten ind i beslutningsprocessen. Parse er ikke den eneste sygeplejeteoretiker, der beskriver disse forhold, men hun fremhæver dem i særlig høj grad. Det viser sig ofte i praksis, at sygeplejersker er for styrende og glemmer at lade patienterne komme til orde.

Parse holder sig konsekvent inden for de rammer, hun har afstukket, i dette tilfælde eksistentialismen. Hun fastholder mødet mellem sygeplejerske og patient som et centralt omdrejningspunkt i teorien. Det er en styrke ved teorien, fordi dette forhold trues i hospitalernes evige kamp for at effektivisere deres ydelser.

Parse artikulerer i højere grad end andre

Side 38

sygeplejeteoretikere livets uundgåelige paradokser. Nogle almindelige modsætningspar fremhæves og accepteres som en del af den menneskelige natur frem for at tilstræbe en pænere enten-eller-løsning. Dette giver teorien et strejf af ægthed og forståelse for menneskets kompleksitet.

Sundhed beskrives i højere grad som en udviklingsproces, eller en værdi, end en tilstand i et kontinuum mellem sundhed og sygdom. Oplevelsen af sundhed personliggøres mere end i den traditionelle objektive definition af sygdom som en patologisk proces. Sundhed udtrykkes som en del af personens bliven, som en levet erfaring, skabt af personen selv.

Sygeplejersken skal gøre sig sine fordomme bevidst for at kunne acceptere patientens valg, når det strider mod gængs opfattelse af, hvad der er sundhedsmæssigt korrekt. Det er så spørgsmålet, hvilke handlinger fører til sundhed, og om det er de stærkeste, der overlever. Det positive heri er, at sygeplejersken synliggør og reflekterer over sine fordomme. Det farlige er, at Parse ikke i tilstrækkelig høj grad berører konsekvenserne, hvis personen skulle træffe de forkerte sundhedsvalg.

Parses teori sætter fokus på sygeplejerske-person-processen og nedtoner de delegerede opgaver (11, 12). Herved fremhæves den individuelle sygepleje i særlig høj grad. Parses sygeplejeteori er en fornyelse af sygeplejepraksis, fordi hun får os til at sætte ord på vores traditioner og prøve nye grænser i sygeplejen.

Svaghederne

Parses sygeplejeteori er en svært tilgængelig teori. Både fordi hendes begreber bygger på et filosofisk fundament, som sygeplejersker ikke er rustede til at forstå, og fordi hendes sprog er så uigennemtrængeligt. Læseren skal være standhaftig for at tvinge sig igennem disse uldne tekster, der snart ligner røgslør, snart krukkeri. Parse er påvirket af filosoffen Heidegger og sociologen Garfinkels kontroversielle sprogbrug, og der ligger formodentligt en bevidst symbolik i at markere det nye paradigme med en ny sprogbrug, men det udgør en unødig bariere. De amerikanske sygeplejeforskere Janice Morse et al. påpeger, at sygeplejelitteratur ofte er uklar og forvirrende: ''Such obfuscation increases confusion'' (13). De citerer flere sygeplejeteoretikere, der benytter et dunkelt sprog og fremhæver behovet for klar tænkning og præcise termer.

Parse siger: ''Learning the theory in scientific disciplines requires formal study, a reverence for quiet contemplation, and creative synthesis. Neither the theory nor the methodologies presented in this work can be learned quickly'' (14). ''At lære videnskabelig teori kræver en formel uddannelse og tid til stille refleksion og kreativ syntese. Hverken teorien eller metoderne, der bliver præsenteret i dette værk, kan læres hurtigt.'' Parse er opmærksom på vanskeligheden ved at lære hendes teori og metode.

Men dette er ikke et forsvar for det dybereliggende problem, der ligger i, at hendes teori ­ at den skrællet for sin tykke skal af mystiske ord ­ muligvis ikke rummer så meget, som hun lover. Teorien er ideologisk, grænsende til det sekteriske, og det akademiske niveau i hendes bøger er ikke på højde med de filosofiske værker, hun refererer til. Filosofferne gennemgås som en opremsning af navne uden kritisk diskussion af deres forskellige budskaber. Parse sammenstykker sin teori af de mest kendte floskler fra hver enkelt teoretiker og postulerer en nytænkning, hun ikke er i stand til at levere. Den anvendte filosofi er for vanskelig for sygeplejersker uden overbygningsuddannelse, mens den er for elementær til at leve op til det akademiske niveau, den udspringer fra. Den teori, der styrer sygeplejeforskningen, skal være på samme niveau, som gælder for andre videnskabsgrene. Men hvis teorien skal kunne anvendes af sygeplejersker på grunduddannelsesniveau, skal den kunne formidles på en forståelig måde. Vi behøver jo ikke alle sammen at kunne fremstille en vaskemaskine, for at kunne anvende den.

Et andet kritikpunkt er, at teorien er individcentreret uden reference til mennesket kollektivt. Teorien er svær at praktisere, fordi sygeplejen finder sted inden for afgrænsede økonomiske og organisatoriske rammer. Sygeplejerskens metode er at bruge sig selv som redskab i et ægte nærvær med personen og dennes familie, og spørgsmålet er, om danske sygeplejersker og unge sygeplejestuderende er rede til at tilsidesætte sig selv og rette opmærksomheden på den anden i omsorgsrelationen? Måske forventer brugerne af sundhedsvæsenet, at sygeplejersken som vanligt går ind i problemløsningsmodellen og aktivt handler for dem. Der kunne opstå et imageproblem hvis patienten ikke føler, at han har 'modtaget'

Side 39

sygepleje, idet mange patienter forventer ikke at skulle handle, men at blive plejet og behandlet af andre.

Det må i denne sammenhæng ikke glemmes, at det ikke altid er muligt at give patienten tilstrækkelig viden til, at han er i stand til at træffe kvalificerede beslutninger. Sommetider er patienten for svag til at kunne danne sig et overblik. Parse mener, at patienten er ekspert på sig selv, men dette bør ikke medføre, at sygeplejersken giver patienten et alt for stort ansvar i forhold til hans formåen. Der mangler en kritisk stillingtagen til det etiske aspekt ved at lade patienten træffe alle sine sundhedsvalg.

Anvendelsesmuligheder

En teoris anvendelsesmuligheder skal ses i relation til praksis, uddannelse, forskning og ledelse (4). Parse har redigeret sine bøger således, at teorien præsenteres i relation til praksis, uddannelse og forskning i højere grad end til ledelse. Teorien kan anvendes bredt som baggrund for refleksion. Den kan dog ikke stå alene. Konkret er teorien mere anvendelig nogle steder end andre. Den kan have sin berettigelse, hvor humanismen er fremtrædende, og hvor der er tid til dialog. Selvom Parse udtaler, at sygeplejersker skal kunne de tekniske færdigheder og fokusere på dialogen, må man formode, at hendes teori bedst kan implementeres i visse dele af den sekundære sundhedssektor, specielt inden for ældreomsorgen og psykiatrien og i særdeleshed inden for primær sundhedssektor. Der er plads til Parses overordnede perspektiv i alle specialer, hvis den bruges som en del af sygeplejerskers brede resonansbaggrund. Det er en god idé at lade teorien indgå som en naturlig del af curriculum på sygeplejeskoler, men den kan ikke stå alene. Den bør indgå i den pluralisme af sygeplejeteorier, som burde være basis for fagets forståelse. Det må afslutningsvis siges, at den overordnede hensigt i Parses tænkning er i tråd med den samfundsmæssige tendens, hvor individet sættes i centrum, og hvor patienten medinddrages i beslutningsprocessen og derfor bringer os ind i det 21. århundrede.

Litteratur

1. Parse RR. Illuminations ­ The Human Becoming Theory in Practice and Research. New York: National League for Nursing Press; 1995.
2. Parse RR. Man-Living-Health ­ A Theory of Nursing. New York: John Wiley & Sons; 1981.
3. Parse RR. The Human Becoming School of Thought ­ A Perspective for Nurses and Other Health Professionals. Thousand Oaks: SAGE Publications; 1998
4. Meleis AI. Theoretical Nursing, Development & Progress. Philadelphia: Lippincott-Raven; 1997
5. Overgaard D. At leve med overvægt. Århus: Danmarks Sygeplejerskehøjskole skriftserie nr. 56; 1998.
6. Fawcett J. Analysis and Evaluation of Conceptual Models of Nursing. Philadelphia: F.A. Davis Company; 1995.
7. Egerod I. De store teorier og sygeplejen. Sygeplejersken 1996(30):12-5.
8. Van Manen M. Researching Lived Experience. Human science for an action sensitive pedagogy. New York: The State University of New York Press; 1990.
9. Kim HS. Theoretical Thinking in Nursing: Problems and Prospects. In: Nicoll LH editor. Perspectives on Nursing Theory. Second Edition. Philadelphia: J.B. Lippincott Company, 1992. p. 159.
10. Egerod I. Sprog. I: Lyngaa J, red. Sygeplejefag ­ refleksion og handling, Bind I. København: Munksgaard; 1998.
11. Overgaard D. Sygepleje er at være ægte til stede. Anmeldelse af bogen Illuminations ­ The Human Becoming Theory In Practice And Research. Sygeplejersken 1997(20):26.
12. Parse RR. Human Becoming: Parse's Theory of Nursing. Nursing Science Quarterly 1992;5(1):35-42.
13. Morse JM, Bottorff JL, Neander W, Solberg S. Comparative Analysis of Conceptualizations and Theories of Caring. In: Morse JM, editor. Qualitative Health Research. Newbury Park: Sage Publications; 1992.
14. Lee RE, Schumacher LP, Twigg P. Rosemarie Rizzo Parse. In: Marriner-Tomey A, editor. Nursing Theorists and Their Work. Third Edition. St. Louis: Mosby; 1994. p. 445-59.

Dorthe Overgaard er ansat på Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt og Ingrid Egerod er forskningsmedarbejder på Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning. Begge har været med i en studiegruppe for sygeplejersker i Parses sygeplejeteori og forskningsmetodik.

Nøgleord: Parse, Rosemarie Rizzo, sygeplejeteori.