Faglig kommentar: Et ensomt endeligt

En mand er død. Jeg ved ikke, om han døde pludseligt uden at blive klar over den forestående afslutning, eller om han har ligget hjælpeløs og bange i nogen tid, inden han døde. Jeg ved stort set intet om manden bortset fra, at han var 75 år og boede alene i en lejlighed i Valby.

Mit kendskab til manden stammer udelukkende fra et par mindre avisartikler, hvoraf den ene var sat på forsiden. Det er omstændighederne omkring mandens død, der har ført til den posthume berømmelse, idet manden først blev fundet et år efter sin død, hvor han lå som et skelet ved siden af sin seng. Pensionen var gået automatisk ind på en bankkonto, der i forvejen sjældent blev hævet fra, og da manden ikke var savnet af familie eller venner, var det først, da naboerne havde reageret på ubehagelig lugt, manden blev fundet.

Forebyggende hjemmebesøg

At manden endte på forsiden af avisen skyldes, at Ældre Sagens ældrepolitiske leder Olav Feldbo anklager kommunen for forsømmelighed. Manden kunne måske have været levende i dag, hvis Københavns Kommune havde levet op til sine forpligtelser om forebyggende hjemmebesøg hos borgere over 75 år, har han udtalt. Københavns Kommune har nemlig kun aflagt hjemmebesøg hos 14 procent af kommunens borgere over 80 år i hele 1997. Hvis kommunen havde levet op til lovens bogstav, havde der måske været en chance for at redde mandens liv, er Olav Feldbo citeret for at sige.

Hvad nu, hvis den afdøde mand kun havde været 74 år?

Det er muligt, at Københavns Kommune ikke lever op til loven om forebyggende hjemmebesøg. Men hold den sag adskilt fra den 75-åriges død. Det er en urimelig kobling, der tangerer politisk plat.

Opsøgende hjemmebesøg er et tilbud, enhver kan frabede sig. Selv om et besøg havde været aftalt, kunne manden have ligget død, uden at nogen behøvede at have mistanke om det, selv om der ikke blev lukket op. Han kunne også være afgået ved døden fem minutter efter et hjemmebesøg. På et tidspunkt ville kommunen nok have reageret, men er det egentlig af betydning for mandens ensomme endeligt, om han er blevet fundet en uge, en måned eller et år efter? Det er vel snarere et spørgsmål om æstetik. Sådan en uorden kan vi ikke have i et civiliseret samfund.

Røde ører

Hvis der er nogen, der skal have røde ører i denne sag, så kan det ikke være de kommunale hjælpeordninger. Det må være de nærmeste naboer, som har så lidt fornemmelse for, hvad der foregår bag væggen, at de ikke reagerer, før flæskeklanerne begynder at svirre om ørerne på dem. Nogle ville kalde det et koldt samfund. Men man kunne også sige, at sådanne historier trods alt er så sjældne, at noget tyder på, at der foregår en vis diskret naboovervågning i langt de fleste miljøer.

Selv personer med et nært og kærligt familieskab kan dø alene, og selv familie og venner har en vis reaktionstid, lang eller kort, afhængig af om man overhovedet har mistanke om, at der er noget galt. Man kommer dog ikke farende og bryder ind hos en person, bare fordi telefonen ikke bliver taget en enkelt gang.

En død i ensomhed finder vi trist. Men der må også være grænser for, hvor meget det offentlige skal sætte ind på at forebygge en hvilken som helst tænkt ulykke. Jo mere, vi forventer, det offentlige samfund tager sig af, des større risiko er der for, at vi undlader at føle et vist medmenneskeligt ansvar for dem, vi bor tæt på. Bliver der tændt lys om aftenen? Er her ikke mærkeligt stille? Det er for øvrigt lang tid siden, jeg har mødt... Det er så lidt, der skal til i dagligdagen.

Naboansvaret har desuden heller ingen alderskriterier.