Hvid brud i døden

Illustration: Birgitte Ahlmann

 Side 37

Det var i foråret, jeg første gang mødte Elizabeth. Hun havde en åben indlæggelse til den afdeling, jeg lige var startet på. Denne gang var hun kommet med mange smerter. De andre, som havde mødt hende før, beskrev hende som værende helt speciel, at hun var et utrolig dejligt menneske.

Elizabeth led af en uhelbredelig sygdom, men efter at hun havde accepteret det, havde hun stadig overskud til altid at se det lyse i livet, og det var sjældent, at hendes humør var påvirket af hendes alvorlige sygdom. Hendes mand Peter var hos hende altid, og i den sidste periode af hendes liv, hvor hun var på vores afdeling, boede han der også. På den måde havde vi en tæt og god kontakt til dem begge.

Elizabeth var fra Rumænien og havde indimellem et andet syn på tingene end os. Det var ofte nogle gode diskussioner, der kunne komme ud af det, det er jo altid rart at kunne se ting fra forskellige sider. Vi havde mange lange samtaler om danskere kontra Rumænere og kunne grine af både deres og vores særheder.

En aften fortalte Elizabeth mig, at hun altid havde ønsket at være hvid brud, men på grund af hendes og Peters forskellige religioner havde dette aldrig været muligt, Elizabeth var katolik. Hun havde derfor besluttet sig til, at når hun døde, ville hun være hvid brud. Til samme lejlighed havde hun fået lavet en brudekjole, og den måtte vi endelig love at give hende på. Desuden måtte vi love at sminke hende, så hun blev så smuk som muligt, og hun viste mig en lille kosmetikpung, hvor hun havde lagt alt det ned i, som vi skulle bruge.

Jeg må indrømme, at jeg blev helt paf. Men når man kendte Elizabeth, kunne selv det ikke komme bag på en. Jeg fortalte, at vi måtte snakke om det i plejegruppen, for der var jo ingen, der vidste, hvem der havde vagten lige på det tidspunkt, og for at det kunne gennemføres, måtte det været noget, alle ville være med til. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en film, jeg havde set med min datter, 'My Girl', hvor Jamie Lee Curtis lever af at sminke de døde i en bedemandsforretning. I USA er det åbenbart en ganske naturlig ting.

Endnu smukkere

Vi besluttede os for i plejegruppen, at vi ville efterkomme Elizabeths ønsker, selv om der aldrig var nogen, der havde prøvet noget lignende før. Vores mandlige personale ville også sørge for, at det blev gjort, hvis det nu skulle være i deres vagt.

Sommeren svandt, det samme gjorde Elizabeths kræfter. En dag i starten af september havde Elizabeth endelig fået fred. Det blev ikke mig, men en af mine kolleger, der efterkom Elizabeths ønske, men da jeg kom, lå hun stadig på stuen, og jeg måtte ind og sige farvel.

Jeg indrømmer, at jeg aldrig har set noget så smukt som Elizabeth i sin fine brudekjole med blomster strøet omkring hende. Hun var utrolig smuk i forvejen, men nu, hvor de sidste mange måneders lidelse var væk, var hun endnu smukkere.

Jeg listede lige så stille ud igen, tænkte, at det var den helt rigtige måde, Elizabeth havde valgt at tage afsked med denne verden på. Hun fik os til at se, at dette også kan lade sig gøre i Danmark.

Tinie van't Veen er ansat på Mave/tarm-kirurgisk afdeling på KAS Gentofte.

Patientens navn er ændret.

Nøgleord: Død, sygeplejefortællinger.