Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejen er sat i system

I efteråret 1998 præsenterede Sundhedsstyrelsen den længe ventede prøveudgave af de behandlingsprocedurer i sygeplejen, som skal indgå i Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem SKS. Nu skal systemet afprøves, og erfaringerne vil vise, om de klassificerede procedurer passer til sygeplejerskernes arbejde i praksis.

Sygeplejersken 1999 nr. 18, s. 32-34

Af:

Lise Therkelsen, sygeplejerske, konsulent, cand.mag.

Gradvist er det danske sundhedsvæsen ved at bevæge sig ind i informationsteknologi-alderen via elektroniske patientjournaler, praksislægesystemerne og kommunernes hjemmeplejesystemer. Patienters data bliver udvekslet over computere mellem faggrupper, mellem afdelinger, mellem sygehuse og på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet.

Der er en bevægelse mod, at læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre sundhedsprofessionelle skal arbejde sammen med reference i det hensigtsmæssige patientforløb i stedet for som nu at arbejde parallelt. Det kræver, at der er en fælles forståelse af patientdata, så de forskellige personalegrupper kan arbejde sammen med udgangspunkt i de samme patientdata og samtidig bidrage med hver sin faglige ekspertise.

Det har aktualiseret behovet for, at de sundhedsprofessionelle er enige om, hvilke data der skal registreres, og hvordan de skal registreres.

For at man kan genbruge data, skal de være entydige, standardiserede og klassificerede. Det vil sige, at man skal være enige om, at man forstår det samme, når man bruger et bestemt ord, og ordene skal indgå i et klassifikationssystem, så man eksempelvis kan præcisere, at en samtale med en patient ikke blot er en hvilken som helst slags samtale. Det er en bestemt samtale, eksempelvis en visitationssamtale, en indlæggelsessamtale eller en statussamtale.

Et landsdækkende system

Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem (SKS) (1) skulle ideelt set tjene det formål. Det blev introduceret i 1992 og skulle sikre, at der inden for alle områder af sundhedsvæsenet var standardiserede og klassificerede data til rådighed for den kliniske praksis. Som et andet vigtigt element skulle data udarbejdes og vedligeholdes efter de samme principper, det vil sige, at man for alt i verden ville undgå et hav af lokale systemer, hvor de kliniske data kun kunne bruges lokalt, men ikke indgå i den videre kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, da de så ikke kunne sammenlignes med andre. Kort sagt: Systemet skulle være landsdækkende, logisk, med ensartede, veldefinerede koder og ideelt set afspejle den daglige kliniske praksis.

Sundhedsstyrelsen startede arbejdet med at lægge de klassifikationssystemer, der allerede fandtes i forvejen, eksempelvis ICD-10 og andre, ind i SKS. Det var forholdsvis smertefrit. Men ­ så var der de områder, hvor der ikke fandtes klassifikationssystemer i forvejen, eksempelvis sygeplejen og ergo- og fysioterapi for at nævne nogle. For at tage hul på de områder blev der i Sundhedsstyrelsen nedsat arbejdsgrupper, der skulle komme med forslag til klassifikation af deres kliniske område.

SKS-arbejdsgruppen vedrørende sygepleje (2) blev nedsat i 1993. Arbejdsgruppens hovedopgave var at udarbejde en klassifikation af procedurer (undersøgelse, behandling og pleje), der udføres af sygeplejepersonalet i hele sundhedssektoren. Planen var også, at der bagefter skulle udarbejdes en klassifikation af sygeplejeproblemer eller, som nogen kalder det, sygeplejediagnoser. Gruppen afleverede sit forslag til klassifikation af procedurer til Sundhedsstyrelsen i 1996.

Lokale løsninger

Ude omkring på sygehuse og i hjemmeplejen var der i mellemtiden begyndt at spire det ene initiativ efter det andet med patientjournaler fælles for alle faggrupper. Behovet for klassifikation af plejedata blev mere og mere påtrængende. Mange opgav at vente og lavede lokale løsninger, hvor man plukkede lidt hist og pist. Typisk sygeplejediagnoser fra NANDA (North American Nursing Diagnosis) (3) sygeplejebehandlinger fra NIC (Nursing Interventions Classification) (4) og outcome fra NOC (Nursing Outcomes Classification) (5). Problemet med at benytte fremmede klassifikationssystemer er, at systemerne ikke er landsdækkende og ikke indpasset i SKS-arkitekturen.

SKS-arkitekturen er relativt enkel. Der er nogle overskrifter,

Side 33

kaldet toptermer, og derefter nogle undergrupper, der indgår i en meningsfuld sammenhæng med toptermen (boks 1).

Et klassifikationssystem kan beskrives som en systematisk og formålsbestemt gruppering af begreber i klasser efter et eller flere kriterier.

I efteråret 1998 præsenterede Sundhedsstyrelsen en prøveudgave af 'Katalog over sygeplejens behandlingsprocedurer' (6). Her var nu sket en sammenblanding af tre hidtil adskilte klassifikationer, nemlig ergo- og fysioterapi, sygepleje og ikke-operative behandlinger. Samtidig var der udarbejdet en klassifikation for administrative forhold samt en tillægsklassifikation. Udgangspunktet for sammenskrivningen var den kirurgiske procedureklassifikation, hvor hovedgrupperne er organiseret efter organforhold i relation til patientens sygdom.

Den blev modtaget med en let undren blandt mange sygeplejersker, men også med en vis lettelse ­ endelig sker der da noget!

SKS-systemet er dog stadig præmaturt. Der er kun lavet klassifikationer for sygeplejens behandlingsprocedurer, der mangler stadig klassifikationer for sygeplejeproblemer.

Klassifikationssystemet er bygget op, så hver handling har en kode, der består af bogstaver og tal.

Eksempel:

BW Procedurer med generel anvendelse

BWE Kommunikationshandlinger

BWEC Samtaler

BWEC01 Indlæggelsessamtale

Toptermen er en procedure ibehandlingsklassifikationen (B) med generel anvendelse. Det er en kommunikationshandling, en samtale og en bestemt slags samtale ­ nemlig en indlæggelsessamtale. Den enkelte sygeplejerske skal ikke kende bogstaverne eller numrene, og i mange tilfælde er der på forhånd lagt de mest anvendte koder ind i den journal, man anvender på den pågældende afdeling.

I eksemplet med indlæggelsessamtalen vælger man blot indlæggelsessamtale direkte i en menu på computerskærmen i stedet for at gå igennem de øvrige tre niveauer. Systemet finder så selv ud af at give den rigtige kode. Det vil sige, at man lokalt på arbejdspladsen laver sine egne kataloger med de mest anvendte handlinger, man bruger netop der.

Langt fra enighed

I forhold til de udenlandske systemer har SKS den svaghed, at de enkelte termer endnu ikke er beskrevet, så man kan være nogenlunde sikker på, at alle faggrupper forstår det samme med termen. At nå til enighed om at beskrive termer er et arbejde, der vil tage flere år, men det er vigtigt, hvis ideen i SKS skal føres ud i det praktiske kliniske liv.

Når en sygeplejerske skal anvende klassifikationssystemet, kan hun for det første se, hvor klassifikationen hører hjemme i SKS-hierarkiet, så om toptermerne giver mening. Dernæst om de underliggende termer virker meningsfulde. Så tager man et udpluk af de mest anvendte handlinger, man bruger i dagligdagen, og ser, om de er med ­ og igen om de optræder i en

Side 34

meningsfuld sammenhæng med egen praksis. Gør de det, kan man lave sit eget katalog, gør de ikke, må man gå den lange vej og søge dem ændret via henvendelse til Sundhedsstyrelsen.

Individuel sygepleje kræver præcise data om den enkelte patient. Det kræver igen, at sygeplejen bygger på dokumenteret viden, og at der er kvalitet og kontinuitet i patient/klientforløbet. Sygepleje- og sundhedsinformatik er nogle af de redskaber, der muliggør det, men det vil aldrig fratage den enkelte sundheds- og sygeplejerske ansvaret i forhold til den situationsbestemte sygepleje til den enkelte patient. Det vil der aldrig være noget redskab eller system, der kan.

Basale regler

For at et klasifikationssystem skal give mening og være let at bruge i dagligdagen, er der nogle få basale regler, der skal overholdes. Det er at:

  • der er ét kodesystem med klare grænser mellem delklassifikationerne, der er eksempvis forskel på, om det er en indlæggelsessamtale eller en udskrivelsessamtale
  • ethvert begreb har én kode
  • der er en konsekvent hierarkisk opbygning
  • der er entydige koder
  • klassifikationen er overskuelig og let at bruge
  • der er danske tekster
  • klassifikationen kan hurtigt og konsekvent vedligeholdes
  • klassifikationen er udviklet ud fra klinisk praksis
  • klassifikationen skal have national anerkendelse.
SÅDAN ER SKS-SYSTEMET BYGGET OP

Eksempel fra behandlings- og plejeklassifikationen:

BW PROCEDURER MED GENEREL ANVENDELSE

BWE Kommunikationshandlinger.

BWH Medikamentel behandling som ikke klassificeret andetsteds.

BWJ Procedurer vedrørende generelle kost- og diætforhold.

BWL Procedurer vedrørende sekretion.

BWS Sikringshandlinger.

BWT Medicingivning.

BWU Medicinadministration.

BWY Kontrol af behandlinger med generel anvendelse og virkning eller uden specifikation.

BWE Kommunikationshandlinger.

BWEA Generelle pædagogiske handlinger.

BWEA0 Vejledning, motivering, instruktion og undervisning af patient.

BWEA00 Vejledning af patient.

BWEA01 Instruktion af patient i konkret fremgangsmåde.

BWEA02 Rådgivning af patient om muligheder.

BWEA03 Oplæring af patient i manuel færdighed. Inklusive: Igangsætning.

BWEA04 Undervisning af patient i nødvendig viden.

BWEA05 Motiveret af patient.

BWEA06 Oplæring af patient i dagligdags handling. Inklusive: Igangsætning.

BWEA07 Afledning af patient.

BWEA08 Supervisering af patient. Inklusive: Kontrol af indlæring.

BWEA1 Hukommelsesstøtte. Inklusive: Påmindelse og pegning.

BWEA4 Personlig støtte ved direkte kontakt.

BWEA40 Holde om patienten.

BWEA41 Holde patienten i hånden.

BWEA42 Være til stede hos patienten.

BWEA43 Ledsage patienten.

BWEC Samtaler.

BWEC0 Samtaler i forbindelse med indlæggelse.

BWEC00 Visitationssamtale.

BWEC01 Indlæggelsessamtale.

BWEC02 Statussamtale.

Koderne i klassifikationssystemet er bygget op, så de fire første led er bogstaver og de efterfølgende led er tal.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Sundhedsvæsenets Klassifikations System. København: Sundhedsstyrelsen; 1992.
  2. Sundhedsstyrelsen. SKS-klassifikation af sygeplejehandlinger. København: Sundhedsstyrelsen; 1996.
  3. Gordon Marjory, Manual of Nursing Diagnosis 1991-1992. Mosby Year Book; 1992.
  4. McCloskey J.C., Bulechek G.M. Nursing Interventions Classification. Mosby; 1996.
  5. Johnson M, Maas M. Nursing Outcomes Classification. Mosby; 1997.
  6. Sundhedsstyrelsen. Katalog over sygeplejens behandlingsprocedurer. København: Sundhedsstyrelsen; 1999.

Lise Therkelsen er ansat i Dansk Sygeplejeråds sekretariat.

Nøgleord: Elektroniske patientjournaler, informationsteknologi, klassifikationer, SKS.

Billedtekst
Sundhedsvæsenets Klassifikationssystem SKS skal sikre ensartethed i sygeplejen.

Tema: Fremtidens sygeplejejournal

Journalen ligger i computeren                    

Fremtidens patientjournal               

Sygeplejen er sat i system