Sygeplejersken
Boganmeldelse
Sygeplejersken 1999 nr. 22, s. 40-41
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
MAGTESLØS I BEHANDLINGSSYSTEMET
Marilyn French
En tid i helvede
Oversat fra amerikansk af Ulla Warren
København: Lindhardt og Ringhof 1998
192 sider, 238 kroner
Marilyn French, forfatter til 'Kvinder' og 'Det blødende hjerte' med flere har skrevet en selvbiografisk beretning om en del af sit liv. Vi følger hende, fra hun en dag i marts 1992 opdager, at hendes stemme har forandret sig, gennem utallige besøg hos læger, til hun får diagnosticeret spiserørskræft med metastaser, bliver behandlet med kemo- og stråleterapi, og til hun til sidst er sygdomsfri, men med varige skader.
Det er dyrt at være syg i USA. Alt, simpelthen alt, udregnes i penge, og private forsikringer dækker tilsyneladende kun en brøkdel af det, det koster. Ambulance, fysioterapeut, hjemmesygeplejerske, hospitalsophold og så videre skal betales. Det har selvfølgelig den fordel, at sygeplejersken for eksempel ikke nøjes med at komme på kortvarige hjemmebesøg. Nej, de bliver i Marilyn French's hjem otte timer ad gangen, dag, aften og nat.
Men hospitalerne lader meget tilbage at ønske, også selv om patienterne selv betaler. Marilyn French skriver harmdirrende om de gange, hvor hun ikke kunne holde sin mund over for læger, der behandlede hende og hendes kvindelige medpatienter nedladende, distancerende og tyranniserende. Hun skriver: ''Læger opfører sig især afskyeligt over for fattige, farvede kvinder, og jeg fandt stor fornøjelse i at udfordre dem på dette område.'' Hun beskriver detaljeret, til tider vredt, til tider morsomt om de rædsler, hun må gennemgå i et magtesløst og bureaukratisk behandlingssystem.
Igennem alle sygdomsårene er det hendes børn, familie og venner, der trofast er ved hendes side hjemme og på hospitalerne. Selv da enkelte læger mener, at hun er hjernedød, bliver hendes nærmeste ved med at besøge hende, tale til hende og hjælpe hende tilbage til livet. Især betyder kvindeheksegruppens møder meget for hende. De mødes regelmæssigt, sludrer, får en drink og spiser en herlig middag. (I mange år kunne Marilyn French intet spise, kun drikke små mundfulde vand, tynd saft og lignende). Sidste punkt på aftenen er den magiske ceremoni, der går ud på at omslutte den, der har behov herfor, med intens velvilje og kærlighed. Hertil er ørnefjer, tryllestave og perler uundværlige.
Selv om bogen er oversat fra amerikansk, er den stadig i sin danske udgave meget (for meget) amerikansk i sin grundtone. Mange superlativer, mange rosende og prangende ord om kendte kunstnere og mange overstrømmende ord på kanten af det sentimentale og patetiske. Men vigtigst, det er en rystende beretning om kræft, voldsomme og uventede bivirkninger og fragmenterede behandlingsseancer, samtidig er det også en stærk fortælling om kærlighed, venskab, livskraft og livsmod.
Marilyn French slutter med at skrive, at hun selvfølgelig ikke var glad for at blive syg. Det havde hun slet ikke tid til, fordi hun skulle færdiggøre flere bøger og havde kalenderen fyldt til bristepunktet med oplæsningsaftaler i USA og i Europa. Men da det nu engang var sådan, at hun blev syg, er hun glad for, at sygdommen førte hende derhen, hvor hun er nu. For selv om hendes balanceevne langsomt bliver dårligere, selv om hun højst kan sove to timer i træk om natten, og selv om hun meget let får spontane brud på ryggen, er det sted, hvor hun nu befinder sig, bedre end dér, hvor hun var før: ''Mit møde med døden indprentede en forståelse i min bevidsthed af, at idealet ikke bliver til virkelighed, at det altid har været en vrangforestilling...''
Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.