Sygeplejersken
Fagligheden i front
Fagdagen i Odense bliver måske starten til egentlige fagkongresser. Dansk Sygeplejeråd ønsker at bruge de faglige sammenslutninger langt mere offensivt både fagligt og sundhedspolitisk. Derfor er tiden inde til omstilling, lyder budskabet fra hovedbestyrelsen.
Sygeplejersken 1999 nr. 24, s. 28-29
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Jubilæumsfagdagen i Odense, hvor de faglige sammenslutninger, FS'erne, havde mulighed for at markere sig og samlet vise, hvad de duer til, er et initiativ, som på lidt længere sigt måske kan bane vejen for egentlige fagkongresser. Det mener Dansk Sygeplejeråds næstformand Grete Christensen, der har de faglige sammenslutninger under sit resortområde.
I Norge mødes tusindvis af sygeplejersker hvert andet år til fagkongres, hvor de nærmest bliver 'høje' af at diskutere fag. Den chance burde danske sygeplejersker måske også have, synes hun. I hvert fald er begyndelsen nu gjort med jubilæumsfagdagen i Odense, hvor godt 700 danske sygeplejersker havde vinket farvel til en fridag i familiens skød og i stedet sat hinanden og faget stævne på en grundlovsdag.
I det hele taget falder fagdagen i Odense godt i tråd med Dansk Sygeplejeråds intentioner om at bruge de faglige sammenslutninger langt mere offensivt end tidligere. Men det betyder, at der nu bliver stillet nye og anderledes krav til FS'ernes arbejde. Bagved ligger blandt andet en accept fra Sundhedsstyrelsen om, at de faglige sammenslutninger kan regne med at blive hørt i faglige spørgsmål på linie med de medicinske selskaber eksempelvis ved høringssvar eller medvirken ved udarbejdelse af referenceprogrammer.
Grete Christensen har ikke nogen fiks og færdig plan til en ny samarbejdsmodel, men der bliver tale om faglig oprustning og en ny struktur, siger hun:
''Når Dansk Sygeplejeråd har nogle fremtidige forventninger til de faglige sammenslutninger, bliver vi naturligvis nødt til at spørge os selv om, hvad vi kan gøre fra organisationen for, at FS'erne kan honorere de nye krav. Det skal vi arbejde med i den kommende tid, efter at hovedbestyrelsen tidligere på året formulerede sine forventninger til de faglige sammenslutninger.''
Færre sammenslutninger
Med hensyn til faglig oprustning kan Grete Christensen allerede nu fortælle, at bestyrelserne i de enkelte faglige sammenslutninger vil få tilbudt kurser i foreningsarbejde hvordan agerer en bestyrelse, hvordan knækker man et regnskab, og hvordan er de juridiske spilleregler. Herudover vil man fortsætte med kurserne i eksempelvis dokumentation og andre faglige tiltag.
Strukturen skal der også gøres noget ved.
''Hvis de faglige sammenslutninger fremover skal deltage i råd, nævn og udvalg og være i stand til at afgive ekspertudtalelser og høringssvar på et højt fagligt og specifikt niveau inden for den del af sygeplejen, som de repræsenterer, må de organisere sig på en anden måde end den nuværende, '' siger Grete Christensen.
'' I dag er der 30 faglige sammenslutninger store og små alt afhængig af specialet og af, hvor mange foreningsår de har på bagen. Men fælles for sammenslutningerne er, at de meget gerne skulle være noget større. Ellers vil det blive ekstra svært for dem at honorere de kommende krav. Et skridt på vejen kunne være færre faglige sammenslutninger. At de stærke kræfter, der vitterligt er i FS'erne, fusionerer og dermed bliver bedre i stand til at støtte hinanden i at varetage de nye opgaver.''
Side 29
Grete Christensen afviser, at de faglige sammenslutninger konkurrerer indbyrdes. Når der er så mange, skyldes det den stigende specialisering inden for sygeplejen:
''Hver gang, man har opdyrket et nyt speciale, har sygeplejerskerne set det som deres fornemste opgave at danne deres egen faglige sammenslutning i stedet for at lade sig indlemme som en underafdeling eller en niche i en bestående faglig sammenslutning.''
Men det er den model, hun ser for sig nu: At flere finder sammen under en paraply med diverse underafdelinger.
Grete Christensen nævner her FS2 for sygeplejersker, der arbejder på operationsafdelinger, skadestuer og modtageafdelinger, kirurgiske ambulatorier og steriliseringscentraler. Her er man gået sammen fra forskellige grene af sygeplejen i en slags paraplyorganisation med en række interessegrupper under paraplyen.
''FS2 har valgt at dyrke forskelligheden sammen. Det er en model, jeg tror på og er meget glad for, at nogle har vist, at den kan fungere i praksis,'' siger hun og kan fortælle, at plejehjemssygeplejerskerne og hjemmesygeplejerskerne går med lignende planer om at slå sig sammen.''
Grete Christensen understreger, at det ikke er tanken, at det er bestyrelserne i de faglige sammenslutninger, som skal stå for alt det faglige input:
''De skal have overblikket over deres fagområde og over de sygeplejersker, som sidder inde med en stor faglig viden om specialet, og som de kan trække på, når de bliver bedt om eksempelvis et høringssvar. Ellers ville de faglige udfordringer blive alt for store,'' siger hun.
Også på det sundhedspolitiske område ønsker Dansk Sygeplejeråd større markering fra de faglige sammenslutninger:
''Hvis de faglige sammenslutninger markerer sig som en del af Dansk Sygeplejeråd, er det selvfølgelig vigtigt, at de respekterer vores principprogram, men derudover vil der stort set ikke være grænser for deres udmeldinger. For Dansk Sygeplejeråd er det vigtigt, at sundheds- og sygeplejen er på dagsordenen så meget som muligt. Derfor er der ingen snærende bånd.''
Bestyrelserne i de enkelte faglige sammenslutninger er livsnerven til medlemmerne og udadtil. Ofte er det 'Tordenskjolds soldater', der trækker læsset. Det har fået nogle til at overveje, om Dansk Sygeplejeråd burde kompensere økonomisk for deres indsats eventuelt med frikøb af timer fra arbejdet. Men det er ikke aktuelt, mener Grete Christensen:
''Det er rigtigt, der er tale om nogle ildsjæle, der gør et meget stort stykke arbejde. Men det bygger på frivillighed, og frivilligt arbejde er jo en del af det danske demokrati. Vi skal passe på, at vi ikke får sat kroner og ører på alt. Belønningen for arbejdet i de faglige sammenslutninger ligger i det kick, man får, når man kan se resultatet af egen indsats.''
Dialogen mellem de faglige sammenslutninger og Dansk Sygeplejeråd sker formelt på en stor konference hvert andet år, men af hensyn til de nye krav vil det nu ske hvert år dog med et lidt mindre arrangement. Herudover er der den løbende kontakt til Dansk Sygeplejeråds sekretariat, hvor konsulent Ulla Oddershede har FS'erne som sagsområde.
Nøgleord: Faglige sammenslutninger, jubilæum.
Billedtekst
Grete Christensen: ''Belønningen for arbejdsindsatsen i de faglige sammenslutninger er de kick, man får, når man kan se resultatet af egen indsats.''