I praktik i Australien

En koalabjørn holder øje med artiklens forfattere, der i fritiden nød den særprægede australske natur.

En række af tilfældigheder og personlige bekendtskaber er årsag til, at Viborg Sygeplejeskole og Deakin University's School of Nursing i Melbourne, Australien, har indledt et formelt udvekslingsprojekt.

Første praktiske resultat af samarbejdet er, at tre sygeplejestuderende på tredje uddannelsesafsnit i juli rejste til Melbourne for at gennemføre ti ugers praktik som led i uddannelsen på Viborg Sygeplejeskole.

Udlandspraktikken og den kommende udveksling er kommet i stand ved hjælp af den dansk uddannede sygeplejerske Bodil Rasmussen, der nu er lektor ved Deakin University's School of Nursing.

Problembaseret indlæring

Vores praktikperiode var fordelt med seks uger på skolen og fire uger på det private Cabrini Hospital. Undervisningen på universitetet er baseret på ideen om problem-baseret indlæring og er fordelt på forelæsninger, rollespil, klasseundervisning og værkstedsøvelser. Vi fulgte to units: Long Term Illness og Family Health Care.

Forelæsningerne indeholdt faktaviden om

Side 43

et givent emne ­ for eksempel sukkersyge ­ pankreas' normale funktion og patologi ved sukkersyge, insulinbehandling, kost, motion og så videre. Forelæsningerne foregik i auditorier med op til 300 tilhørere, og stoffet blev gennemgået ved hjælp af overheads.

I rollespillene medvirkede professionelle skuespillere, der agerede patienter og/eller pårørende. En studerende indgik i rollespillet og havde til opgave at afdække og løse den sygeplejefaglige problemstilling. De professionelle skuespillere gjorde det nemmere for den studerende at indleve sig i rollen og arbejdet som sygeplejerske. Situationen blev mere naturlig, og man blev selv mere engageret, end hvis studerende selv agerede alle roller.

Undervejs kunne den studerende bede om en pause for at få mulighed for at diskutere situationen med klassen, bede om råd eller lade en anden studerende tage over.

Klasseundervisningen af 20 studerende foregik i grupper à 4-5 studerende, som arbejdede ud fra casestudies ­ en patienthistorie, hvor gruppen afdækkede behovet for viden for at kunne diskutere/løse de givne problemstillinger. Gruppen fordelte arbejdet og samlede trådene ugen efter. Læreren fungerede som vejleder for grupperne og sikrede, at de valgte centrale problemstillinger og indhentede relevant teori.

Værkstedsøvelserne knyttede en praktisk færdighed til patienthistorien ­ for eksempel at give en person med sukkersyge insulin subkutant.

De skemalagte timer var relativt få, og selvstudium var nødvendigt for at dække emnerne/problemstillingerne. Der var mulighed for vejledning, og værkstedet kunne bestilles, hvis man havde brug for det.

Intensiv vejledning

Vi tilbragte fire uger på Cabrini Hospital ­ et katolsk, privat fondsejet hospital. Vi var to uger på en medicinsk afdeling med specialer i onkologi og neurologi og to uger på en kirurgisk afdeling med specialer i hjertekirurgi, ortopædkirurgi og abdominalkirurgi.

Praktikgruppen på ti studerende blev fulgt af to kliniske vejledere, educators. Hver morgen fik vi tildelt en sygeplejerske, som vi kunne spørge til råds og følge i hendes arbejde. Sammen med hende planlagde vi dagens arbejde omkring hendes gruppe af patienter, vi fik tildelt egne patienter og diskuterede eventuelle problemer omkring disse.

Side 44

Et par gange om dagen forventede vejlederen, at den studerende kunne give rapport på sine patienter ­ det vil sige om sygepleje og behandling, evaluering og planlægning.

Sygepleje og behandling blev vægtet højt, idet der oftest blev fokuseret på rapportgivningen/vejledningssituationen ­ det vil sige temperatur, blodtryk, puls, respiration, intravenøs kalkulation, pumper, sug, katetre, medicin og så videre. Sidst på vagten skrev vi under vejledning plejeplan eller gav rapport via diktafon.

I den sidste time af vagten mødtes gruppen af studerende til debriefing. Her kunne man få ordet og fortælle om problemer eller oplevelser, man havde haft i løbet af dagen. Vejlederen kunne også gennemgå noget praktisk ­ for eksempel infusionspumper, diverse katetre, førstehjælp og så videre.

Fagligt og personligt udbytte

Studiet i Australien har givet os et meget stort fagligt og personligt udbytte, som vi kan anvende i livet i almindelighed og i sygeplejen i særdeleshed. Vi lærte meget om at udføre, lede, formidle og udvikle sygepleje.

De fire uger på Cabrini Hospital var en meget intensiv læreperiode. Praktiske færdigheder, viden om pleje og behandling dimension, prioritering og overblik var i fokus. Der blev lagt stor vægt på observation af patienten ­ puls, blodtryk, respiration, temperatur, farver, smerte/ubehag, sår/cicatrise, sug, katetre, IV medicin (bivirkninger), mestring af egen situation. Vi skulle lære at identificere pleje- og behandlingsmæssige behov ved at observere og at sætte mål, gennemføre, evaluere og justere sygeplejen.

På Deakin University brugte man for os nye teorier ­ for eksempel Rollands Typologi og Carnevallis sygeplejeteori ­ som vi skulle anvende både i praktik og i en skriftlig opgavebesvarelse. Rollands Typologi sætter kroniske sygdomme i forhold til de faser, som er opstillet i typologien.

På Cabrini Hospital havde vi rig mulighed for at diskutere med den kliniske vejleder, som ikke indgik i plejen og derfor havde distancen og ikke mindst tiden til at opfylde de studerendes behov for at koble teori og praksis. Der var klart fokus på teori inden for det naturvidenskabelige fagområde, mens kritisk stillingtagen til sygepleje i samfundsmæssige og etiske problemstillinger ikke blev forventet af studerende.

Ved at udføre sygepleje til patienter med en anden kulturel baggrund er vores selvindsigt blevet større, idet vi har været tvunget til at forholde os til deres og vore egne værdier og normsæt.

På Deakin University lærte vi at hente forelæsningsnotater, artikler og information fra Internettet, så vi nu kan bruge det som et arbejdsredskab.

At lede sygepleje

På Cabrini Hospital oplevede vi en anden ledelsesstruktur end den, vi kender fra Danmark.

Side 34

Den administrerende afdelingssygeplejerske gik stuegang på alle patienter. Hver patient havde en kontaktlæge, der fulgte hele indlæggelsesforløbet og var ansvarlig for det. Samarbejdet mellem sygeplejerske og læge var ikke tydeligt, fordi det var afdelingssygeplejersken, der gik stuegang. I det hele taget var det tværfaglige samarbejde ikke så synligt, som i Danmark.

Som studerende på afdelingen planlagde og gennemførte vi under vejledning af en sygeplejerske den enkelte patients sygepleje.

Det blev på Cabrini Hospital vægtet, at studerende var i stand til at administrere egen tid på afdelingen, så vi lærte så meget som muligt og samtidig var i stand til at prioritere opgaver i forhold til tid. Vi lærte også at vurdere menneskelige, materielle og økonomiske ressourcer i forhold til pleje- og behandlingstiltag omkring vore patienter.

At formidle sygepleje

I løbet af opholdet på Cabrini blev vores engelsk væsentligt bedre. Det gjaldt fagsproget og forkortelser, men ikke mindst hverdagssproget, så vi kunne tale med patienter, pårørende og samarbejdspartnere og gøre det så godt, at deres situation eller problemstilling var i fokus ­ ikke vores engelsk.

Australien er et multikulturelt samfund. Det afspejlede sig på afdelingerne ved, at patienterne repræsenterede en mangfoldighed af religioner og kulturelle baggrunde. Blandt andet er Melbourne efter Athen den by i verden, hvor der bor flest grækere. I den sammenhæng blev det tydeligt, at formidling er mere end blot det talte sprog. Det er også vigtigt at have kendskab til nogle religions- og kulturbetingede omgangsformer og uskrevne regler for at kunne etablere et tillidsfuldt samarbejde med patient eller pårørende.

Vi har beskrevet og dokumenteret sygepleje i journal, ved rapport og i diktafon. Dokumentation af sygeplejen på Cabrini Hospital blev skrevet i journalen, der var et arbejdsredskab for alle, der havde med patienten at gøre. Sygeplejen var ­ sammen med andre faggruppers observationer, behandlingstiltag og evalueringer ­ dokumenteret i samme dokument i kronologisk rækkefølge.

I forbindelse med projektet har vi holdt adskillige foredrag for at udbrede information om og skabe interesse for udvekslingsprojektet og om forskellene mellem dansk og australsk sygepleje og sygeplejeuddannelse. Vi brugte megen tid på at planlægge, evaluere og tilpasse foredragene til de forskellige målgrupper. Endvidere har vi skriftligt evalueret udvekslingsprojektet i forhold til vores forventninger, og vi har evalueret på det faglige udbytte af studiet i Australien.

At udvikle sygepleje

At have set sygepleje i andre rammer end det danske sundhedssystem har givet os indsigt i og forståelse for et andet syn på menneske, samfund og sygepleje. Det giver os et redskab til at se sygeplejen i et større perspektiv. Vi har nu bedre mulighed for at være kritisk reflekterende over for den sygepleje, vi ser, og for at finde alternativer til den udførte sygepleje.

I Australien oplevede vi det private sundhedssystem og så andre metoder, som vi forholdt os kritisk til. Det har også fået os til at forholde os kritisk til det offentlige system i Danmark, dets værdigrundlag, effektivitet, kvalitet og fordeling af ressourcer. Og det gør os forhåbentlig bedre i stand til at bidrage til udvikling af den danske sygepleje.

 
Nøgleord: Deakin Universitys School of Nursing, Melbourne, multikulturelt, problembaseret indlæring, religion.