Vi glemmer aldrig

Velkommen til Danmark.'' Det er de første ord, de kosovo-albanske flygtninge hører, når de møder til den obligatoriske sundhedssamtale med en sygeplejerske på Randers Kaserne.

Efter fornedrelse, frygt, massakrer og flugt er flygtningene nu i sikkerhed, men i et fremmed land. Her skal deres menneskelige værdighed og håbet om en fremtid genskabes.

Samtalen med Røde Kors centersygeplejersken er et væsentligt led i denne proces. Foruden den medicinske screening vejleder hun asylsøgeren i, hvordan sundhedsvæsenet kan hjælpe, visiterer og sætter de nødvendige undersøgelser og behandlinger i værk. Samtalen med centersygeplejersken er det første længere møde med en dansker. Det skal også formidle tro på muligheden af en menneskeværdig tilværelse, og sygeplejersken kommer uundgåeligt til at repræsentere Danmark, danskerne, hjælpeorganisationerne og sundhedsvæsenet.

Centersygeplejerske Birgitte Vasegaard har tidligere arbejdet på Røde Kors Centret ved Vipperød for ledsagede og uledsagede flygtningebørn. På Asylcenter Randers indgår hun i teamet, der screener og fører helbredssamtaler med voksne flygtninge. Samtalen foregår i et mindre lokale med et skrivebord og et par stole. Birgitte Vasegaard og den kosovo-albanske tolk Ramé Bytyqi har hentet Shefqet i venteværelset.

''Velkommen til Danmark,'' hilser Birgitte Vasegaard på Shefqet, en høj mand sidst i 50'erne.

''Vi er meget glade for at være kommet her,'' svarer Shefqet og bukker let. Der hilses med hånd hele vejen rundt i den lille forsamling, og Birgitte og Shefqet gør sig umage med at udtale hinandens navne.

Sygeplejersken forklarer, hvad der skal ske. Først skal det kontrolleres, at navnet er stavet rigtigt, og at fødselsdato, ankomstdato med mere svarer til udlændingenummeret, som skal bruges ved alle henvendelser. Senere vil Udlændingestyrelsen udstede et identitetskort. Alle udlændinge skal have skrevet journal med personlige data, helbredsoplysninger, familiære situation, uddannelse, tidligere arbejde, interesser og sprogkundskaber.

Når helbredssituationen er bedømt, vil sygeplejersken spørge til vilkår og oplevelser i forbindelse med flugten. Til sidst skal Shefqet skrive under på, at journaloplysningerne må videregives til andre sundhedsmyndigheder, som dansk lov kræver. Samtalens elementer er gjort klar fra begyndelsen.

Fyret fra serbisk fabrik

Shefqet er ankommet til Danmark med sin kone, en datter, en søn, svigerdatter og et barnebarn. Han har fem børn i alt, hvoraf de tre bor i Tyskland. Han har ikke familiær tilknytning til Danmark, men hans kone har bekendte i grænseområdet til Tyskland. Shefqet er muslim.

Shefqet har 12 års skolegang ­ otte år i folkeskolen, fire på gymnasiet og fire år på universitetet, hvor han læste jura. Det er dog finanser, der interesserer ham mest, og han har været 25 år i en ledende stilling på en fabrik lige under direktøren. Birgitte og Ramé bliver enige om, at hans stilling må have svaret til en produktionschefs.

I 1990 blev Shefqet fyret fra sin arbejdsplads, fordi han var af albansk oprindelse. Det samme skete for de øvrige albanere på fabrikken. To gange har de efterfølgende henvendt sig fra fabrikken og tilbudt ham at genoptage sit arbejde. Begge gange har Shefqet afslået. Hans krav var, at de fyrede landsmænd fik samme tilbud, og det ville fabrikkens ledelse ikke efterkomme. Siden har hans ene søn, der er maskinarbejder i Tyskland, sendt penge hjem til familiens underhold. Familien boede i eget hus i en landsby.

Shefqet har stort set haft et godt helbred siden sin barndom. Han fortæller en lidt uklar historie om, at han har været indlagt på hospitalet i Pristina efter indånding af nogle dampe på arbejdet, men det har ikke haft følger. Det alvorligste i den forbindelse var, at lægen var serber, og at han derfor fik en ringere behandling. Nogle rygproblemer er også overstået. Shefqet har haft det fysisk og psykisk dårligt i forbindelse med flugten, men det går bedre nu. Sygeplejersken spørger

Side 7

Billede

Side 8

specifikt til hoste, maveinfektion og diaré. Der har været lidt af det hele i Stankovac I-lejren i Makedonien, hvor familien har opholdt sig i fem uger. Shefqet bruger ikke medicin, han hører og ser godt, men det kniber med at læse. Han har en smule tandproblemer, men ikke egentlig ondt.

Et lidende menneske

Birgitte fortæller, at hun noterer i journalen, at det næste center, Shefqet ankommer til om få dage, skal sørge for at sende ham til optiker med henblik på at skaffe ham læsebriller. Muligheden for at komme til tandlæge er også til stede. I den nuværende situation henviser sygeplejerskerne dog kun til tandlæge ved smerter.

''Føler du dig sund og rask,'' spørger Birgitte.

''Ja, problemerne i Stankovac er overstået.''

''Hvordan kom du fra din hjemby til Stankovac-lejren,'' spørger Birgitte. Derefter spørger hun, hvilke konkrete årsager der var skyld i flugten.

Den første del af samtalen er forløbet i et neutralt, stilfærdigt stemningsleje, og Shefqet har svaret klart og relativt uberørt på spørgsmålene. Da Shefqet begynder at fortælle om uddrivningen af landet, bliver det sværere at holde rede i rækkefølgen af begivenhederne.

Shefqets beretning ligner dem, vi har læst og hørt om i medierne de sidste par måneder. Forskellen er, at det nu er den fordrevne og traumatiserede mand, der selv fortæller, og gruen forplanter sig og berører tilhørerne. Shefqet er et lidende menneske, og i samværet med ham kan man ikke distancere og forskanse sig. Tragedien i Kosovo bliver et fælles anliggende.

Serbisk politi rykkede ind i Shefqets hjem og indtog kælderen. Shefqet og familien blev samlet i et rum og stillet op ad væggen. Serberne tog deres penge og værdier og smed dem ud af huset. Senere blev de truet med skydning, hvis de ikke forlod landsbyen. Shefqet er ikke selv blevet slået af serberne, men han har set sine venner blive slået, og hans kone er blevet truet. Han har set, hvordan en ung mand er blev truet til at tage alt tøjet af og gå nøgen gennem byens hovedgade. For enden af gaden stod serbere og snittede ham i maven med en kniv. Han har set børn og gamle blive jaget. Han har hørt, hvordan en kvinde er blevet voldtaget i et tilstødende værelse, mens kvindens familie overværede det. Han har mødt sultne mennesker, der ikke havde fået mad i otte dage. Han har oplevet, hvordan familier er blevet skilt.

''Jeg har set folk i bjergene i sne uden mad.''

Kunne ikke forsvare sig

Selve flugten til grænsen foregik i en bus, de måtte vente på i syv timer, mens de var omringet af militær. Shefqet var blevet skilt fra sin familie, der var sendt i forvejen. De har været med overfyldte, aflåste tog, men blev sat af før grænsen, hvor de måtte gå en hel dag på sporene, fordi serberne sagde, der var mineret langs skinnerne. Ved selve grænsen til Makedonien kom de dog over uden problemer. Shefqet udpeger sin by, flugtruten og grænsebyen Blace på landkortet.

Da Shefqets mere faktuelle oplysninger om flugten efterhånden går over i en beskrivelse af grusomhederne, truslerne og frygten, har han svært ved at fortsætte. Birgitte skubber æsken med papirlommetørklæder over til ham. Shefqet beder om lov til at tænde en cigaret, og et interimistisk askebæger bliver hurtigt fremstillet. Birgitte giver Shefqet tid og lægger sin hånd på hans arm. Det er naturligt, at du reagerer, siger hun til Shefqet, og du skal også tale om det.

''Kan du tale med din kone om oplevelserne?''

Centersygeplejersken spørger, hvordan Shefqet har det nu, om han kan sove eller drømmer om hændelserne i Kosovo. Shefqet kan godt sove, og han drømmer ikke om begivenhederne. ''Men når jeg tænker på det, gør det ondt,'' siger Shefqet. Han vil helst ikke tale om det nu. ''Jeg er ikke klar.''

''Vi vil gerne hjælpe dig til at få det bedre,'' siger Birgitte. ''Jeg skriver, at du har det dårligt og måske får brug for behandling på det næste center. Du skal vide, at muligheden er der, hvis det kommer til at fylde for meget.''

''Jeg ville have forsvaret mig, hvis jeg havde haft våben, men jeg havde ingenting.'' Offeret for overgrebene undskylder næsten sin situation.

''Du har reddet din familie,'' siger Birgitte. ''Kom det bag på dig, at du også skulle snakke om dine oplevelser her til samtalen?''

Shefqet svarer ikke direkte, men fortæller, at han tidligere har været officer i Jugoslavien:

''Jeg har aldrig kunnet forstå, at serberne kunne være sådan. Efter 1986 gav jeg min uniform tilbage. Jeg tror aldrig, vi kommer til at glemme. Gamle mennesker fortæller om, at de har oplevet første og anden verdenskrig, men at de aldrig har oplevet noget som det, der foregår nu. De har taget unge piger og kvinder i landsbyen. Vi ved ikke, hvad der er gjort ved dem. De har prøvet at ødelægge os fysisk og psykisk på alle måder.''

Birgitte rækker et skema over til Shefqet og spørger, om han vil udfylde det ved lejlighed. Det er et skema, Dansk Røde Kors har udarbejdet med henblik på at vurdere graden af posttraumatisk stresssyndrom (PTSS) hos flygtningene. Skemaet har

Side 9

Billede

Side 10

Billede

Side 11

spørgsmål vedrørende koncentrationsevne, flashbacks og søvn, og der bliver også spurgt om, hvordan flygtningen eventuelt prøver at holde ubehagelige tanker og følelser under kontrol. Shefqet ønsker ikke at udfylde det:

''Nej, jeg vil ikke snakke mere om det.''

''Det er i orden,'' siger Birgitte. ''Vi må afslutte nu, men du har stadig tilbud om at komme til at tale med nogen, når du får brug for det.''

Ikke arbejde til albanere

Birgitte afslutter samtalen med at måle højde og vægt, og Shefqet konstaterer, at han har tabt fem kilo.

Sundhedssamtalen har varet 50 minutter. Der gives hånd igen, og Birgitte ønsker held og lykke i Danmark.

Den følgende samtale er kortere. Det tilstræbes, at den samme sygeplejerske taler med alle voksne medlemmer i den samme familie, og det er Shefqets 25-årige datter Kefsers tur nu. Kefser går på en teknisk højskole og studerer til maskiningeniør. Heller ikke i Kosovo-provinsen er det almindeligt, at piger vælger så tekniske fag. Hun har ikke arbejde. Der er ikke arbejde til albanere.

De indledende spørgsmål er hurtigt overstået, da faren allerede har gjort rede for familieskabet og flugten. Kefser har ingen helbredsproblemer, og hun virker mere fri og uanfægtet end sin far. Da hun bliver spurgt om, hvordan hun har det psykisk, fortæller hun, at hun har været meget bange, især hver gang hun så serbisk politi og militær. Hun har ikke været udsat for vold. De første dage i Stankovac I-lejren havde hun det dårligt, men nu synes hun, det går bedre. De taler sammen om deres oplevelser i familien, og Kefser ved, at hendes far har det værst, fordi han har set så meget. Kefser sover dog ikke roligt igennem om natten.

Birgitte opfordrer igen til, at familien fortsætter med at tale indbyrdes om deres oplevelser, og hun gentager tilbuddet om at henvende sig, hvis Kefser får behov for at tale med en professionel.

''Er der mere, du synes, vi skal vide,'' spørger Birgitte Vasegaard.

''Masser,'' svarer Kefser, ''men ikke nu.'' Heller ikke Kefser orker at blive konfronteret med PTSS-skemaet. 

Så deres eget hus brænde

I samtalerummet overfor har sundhedsplejerske Jette Nørregaard en far og hans tre børn til samtale. Alle børn kommer til samtale sammen med en af eller begge deres forældre. Det lyse samtalerum med nyindrammede plakater på væggene er fyldt med nyt og farvestrålende legetøj, engangsbleer og en smule udstyr til syns- og høreprøver.

Børnene, to piger og en dreng, sidder ved siden af hinanden i en sofa, og deres far sidder ved siden af på en stol. Faren er med for at kunne supplere med oplysninger, men det er børnene, det drejer sig om. Kosovo-albanerne er generelt meget hengivne og omsorgsfulde over for deres børn, fortæller sundhedsplejerskerne på stedet, og det lyser også ud af denne far, der har hele sin opmærksomhed vendt mod børnene. Faren udpeger en by på kortet og fortæller, at de boede fire kilometer udenfor i et hus. Børnene var vant til at hjælpe med havearbejde. Familien har været på flugt i 13 dage, hvor de har kørt på traktor fra landsby til landsby, efterhånden som landsbyerne blev brændt ned. De har set deres eget hus brænde. Man kan ikke mærke på faderen, hvad familien har været igennem. Han synes udelukkende at være fyldt af glæde over, at hans børn er i sikkerhed nu, og at der bliver taget hånd om dem. Familien har været i Stankovac I-lejren i fem uger.

Børnene er i begyndelsen en anelse forlegne ved situationen, men de lytter opmærksomt til Jette Nørregaard, der fortæller, at hun vil tale med dem om det samme, som hun taler med danske børn om. Enhver lille munter bemærkning gribes af børnene, der ler med, og da tolken hjælper til med at måle og veje og fortæller, at han har lært så meget nu, at han snart kan åbne sin egen klinik, ler børnene med. Stemningen er afslappet, når der sker noget, men der er ikke langt ned til følelserne. Marita kører diskret pegefingeren hen under øjnene, som bliver stadig mere røde.

Marita fortæller, at hun har spillet meget volleyball og håndbold, og Jette Nørregaard siger, at hun nemt vil kunne finde en klub i Danmark, hvor hun kan komme til at spille. Danskerne er også meget glade for håndbold.

''Er der nogen, du savner, Marita,'' spørger Jette. ''Har du mistet nogle veninder.'' Spørgsmålet bliver besvaret med nik, og Marita må tørre noget mere vådt af øjnene.

Den yngste pige har spil i øjnene og sender små gavtyvesmil. Drengens ansigt er i ro og lyser kun op i glimt, men fingrene vrides ustandseligt og slår knuder, så knoerne bliver helt hvide.

Tænderne er et tilbagevendende spørgsmål. Også Marita har ondt og udpeger et par tænder, der er problemer med. Det er ikke akut, så Jette nøjes med at fortælle om, at alle børn har ret til tandpleje i Danmark, og at hun må huske at børste sine tænder grundigt, lige indtil hun kan mærke med tungen, at de er glatte, og især når hun har spist slik.

Sjælen og tænderne kommer ikke uskadt igennem en landsfordrivelse.

Nøgleord: Asylansøgere, Dansk Røde Kors, flygtninge, helbredssamtale, kosovo-albanere, posttraumatisk stresssyndrom.

Billedtekster
Det tager 5-10 dage at behandle asylansøgernes sag og finde et permanent opholdssted til familierne. Omkring 800 asylansøgere opholder sig i ventetiden på Røde Kors-modtagecentret.Den ældre mand er lettet over at være i sikkerhed.De kosovo-albanske flygtninge er endelig i sikkerhed. Nu skal deres menneskelige værdighed og håbet om en fremtid genskabes.En borger i Randers har indsamlet hundredvis af børnecykler, som er blevet sat i stand til flygtningebørnene.Børnene får udleveret nye skoletasker og begynder at gå i skole igen, allerede mens de er på Asylcenter Randers.