En god sygeplejerske

Lene Bruun Helms (tv) og Birthe Rasmussen er glade for deres tid på Testrup Højskole: ''Den gav os ballast og inspiration til sygeplejen,'' siger de. Foto: Kirstine Theilgaard.

Et væksthus med lys og varme hedder det i adjunkt Regner Birkelunds forskningsprojekt om Testrup Højskole, der fra 1927-75 var sygeplejehøjskole, det vil sige forskole for unge piger, som ville kvalificere sig til en elevplads på et af landets sygehuse. Lene Bruun Helms og Birthe Rasmussen, veninder og kolleger gennem en lille menneskealder, synes, udtrykket er velvalgt. For dem var Testrup stedet, der gav ballast og inspiration til sygeplejen.

''De skal nok blive en god sygeplejerske,'' lød beskeden til dem, da de som 19-årige forlod skolen i 1957. Dengang kunne man ikke få nogen højere ros. For Lene og Birthe betød det elevpladser i henholdsvis Nykøbing Falster og Randers, hvor der var kamp om at komme ind på de splinternye centralsygehuse med tilhørende sygeplejeskoler.

''Hvis man som pige ville have en ''pæn'' uddannelse i midten af 1950erne,'' ja, så var lærer-og sygeplejerskeuddannelserne oplagte,'' mindes de to veninder, der i sind og skind er vidt forskellige, men alligevel har en utrolig masse berøringsflader.

Olga Kaa med to af sine medarbejdere.

Begge er gårdmandsdøtre, de

Side 17

mødtes på Testrup, blev sygeplejersker, tog videreuddannelser fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole og endte i samme slutstillinger -­ som hjemmeplejeledere i henholdsvis Vallø og Københavns kommuner. Begge er lige gået på efterløn efter et hektisk arbejdsliv og skal nu i gang med den tredje alder.

''En mærkelig fornemmelse at kunne sidde her midt på dagen og bare nyde livet,'' siger Birthe.

Sygeplejerskens medarbejder mødte de to veninder hjemme hos Lene, der til vores samtale har fundet et tykt, sort ringbind frem: Hendes mors samling af begejstrede breve fra dengang, hun var på Testrup.

Lene læser højt:

''Kære Mor, du kan godt få lov at høre, hvordan mit vidnesbyrd er, det vil sige så meget, jeg nu kan huske af det: Ret god til dansk, endnu bedre til regning, flittig og vågen, med lyst og interesse for faget, optræder stilfærdigt, men alligevel ikke mere end at jeg kunne mærkes på klassen, psykisk balance, god ordenssans (noget, som du vist ikke samtykker i), gode evner (hvordan de så har fundet ud af det), gode udviklingsmuligheder ­ og til slut: De skal nok blive en god sygeplejerske.''

Lene og Birthe finder de store smil frem:

''De skal nok blive en god sygeplejerske.'' Det var dengang. Var man sød og stilfærdig var det en kvalifikation i sig selv. Siden har de gjort en gevaldig indsats for at aflære rollen som de pæne, stille piger.

''Datidens vidnesbyrd er meget tankevækkende. Dengang skulle man endelig ikke komme med noget modspil. Det var nærmest en anerkendelse, hvis man ikke sagde for meget. Det gjaldt også på sygeplejeskolerne. I dag er det lige modsat. Nu skal man være synlig. Helst så meget som muligt,'' siger Birthe.

Testrup Højskole 1957: Maren Grosen (tv) med sin lille sorte kalot, sygeplejelærer Minna Hansen og Ingrid Kaa (th), der efterfulgte Maren Grosen som forstanderinde i 1947. Ingrid Kaa virkede frem til 1967, men havde sin gang på højskolen helt frem til 1992.

Væk fra flinkeskolen

Regner Birkelund omtaler forskolevirksomheden på Testrup Højskole som et pædagogisk eksperiment. Forberedelsen til den autoriserede sygeplejerskeuddannelse var en kombination af traditionelle højskolefag og sygeplejefaglig kvalificering.

De to forstanderinder Maren Grosen og senere Ingrid Kaa var meget bevidste om det faglige, men som Maren Grosen sagde:

''Det er sygeplejeuddannelsen, der er inviteret ind i højskolen, ikke omvendt.''

Almen dannelse eller livsoplysning, som det blev kaldt, var derfor en vigtig del af elevernes forberedelse til at blive sygeplejersker. Formålet med undervisningen og det daglige samliv på Testrup skulle fremme de unges udvikling og ''hjælpe dem til at blive oplyste, dygtige og gode mennesker.''

For Lene og Birthe og deres kammerater

Side 18

var denne indstilling et skub i retning af frigørelse fra flinkeskolen. Man skulle kunne mærkes i klassen, som der stod i Lenes vidnesbyrd.

Eleverne skulle blandt andet holde foredrag og tilrettelægge undervisningstimer i sygeplejelære, hvilket på det tidspunkt var ret avanceret inden for pædagogikken.

''Egentlig var vi hunderædde for at stå frem for kammeraterne,'' mindes Lene og Birthe. I dag kan de se nytten. Første skridt i aflæringen af stillepigerollen.

De fik også lært at samarbejde på Testrup, selv om det ikke blev kaldt samarbejde. Indstillingen var, at alle var lige meget værd, og alle skulle være med i fællesskabet. De elever, der for eksempel ikke havde råd til at tage med på udflugterne -­ her mindes Lene og Birthe især dannelsesrejsen til Sønderjylland og Slesvig -­ fik en tjans i køkkenet eller jordbærrene.

Selv måtte Lene slå græs. Sammen med en anden elev, Karen, boede hun hos en af de ansatte i et lille hus ved siden af skolen. Her skulle de to skiftes til havearbejdet, men Karen snød en gang imellem, fremgår det af brevene hjem til mor på Lolland:

''Nu går jeg hen til Birthe, denne gang skal hun ikke slippe,'' skriver Lene.

Etik var også et markant træk i undervisningen. De kristne livsværdier blev fremhævet, men aldrig som noget, der skulle trækkes ned over hovedet på folk, mindes Birthe, der altid i sin sygepleje har prøvet at efterleve de gode ord: Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig selv.''

For hende har sygeplejen været noget af et kald. Det var bare noget, hun ville være. Også selv om det dengang ikke var nogen tradition, at piger fra landet skulle have en uddannelse. I Birthes hjem var der otte børn ­ syv piger og en dreng. De fik alle en uddannelse. 

 
Når Birthe taler om kald i forbindelse med sygeplejen, har det ikke udpræget noget med religion

Side 19

at gøre, men snarere som Maren Grosen formulerede det: Sygeplejen får karakter af et kald og ikke kun et arbejde med den rette medmenneskelige indstilling til patienterne.

Også for Lene betød Testrup et kulturelt og åndeligt løft:

''Jeg kom fra en større gård på Lolland. Måske levede vi i dagligdagen lidt på overfladen. Havde ikke så mange åndelige værdier. Højskolen åbnede en helt ny verden for mig.''

Flagskibet

Testrup var flagskibet blandt sygeplejehøjskolerne. Det at have gået på Testrup var noget særligt. Derfor var det heller ikke svært at få en elevplads bagefter. Hospitalerne og sygeplejeskolerne kunne regne med de vidnesbyrd, som Maren Grosen og Ingrid Kaa gav deres elever.

Som Lene siger:

''Der blev ikke givet ved dørene.''

Derfor kunne gamle Testrup-elever ofte opleve bemærkninger som:

''Gør nu ikke Testrup skam. Du, der kommer fra Testrup, burde vide bedre.''

Elevtiden på hospitalerne dengang var en verden for sig. Lene husker den ikke med udelt fornøjelse:

''Der blev rykket tre år ud af ens liv, tre år, hvor man ikke kunne beskæftige sig med andet end lige netop hospitalet. Vi arbejdede for eksempel fra klokken syv til tolv og så igen fra femten til atten eller måske fra seksten til nitten. Næsten altid var vi i vagt. Det var ikke noget problem, syntes hospitalet, for vi boede jo i de tilhørende elevboliger. Hvis man havde lyst til at dyrke sport eller andet, kunne man godt glemme alt om det. Der var kun tid til sygeplejen.''

Den indstilling er heldigvis forbi, mener de to veninder. Hvis man som dengang bliver det samme sted, (hvad mange ofte blev efter elevtiden), gror man fast i nogle rutiner. Verden bliver så lille. Det oplevede Birthe meget tydeligt, da hun som nyuddannet skulle supplere sin uddannelse. Afdelingssygeplejersken blev utrolig vred over, at Birthe havde formastet sig til at arrangere stiklagnerne på en anden måde end den 'autoriserede'.

''I virkeligheden var hun lykkelig over et modspil, og vi endte med at blive de bedste venner,'' mindes Birthe.

Birthes datter er også blevet sygeplejerske, og Birthe selv kunne ikke tænke sig at have haft noget andet arbejdsliv. Men hun er ikke sikker på, at hun vil anbefale sit barnebarn at gå sygeplejerskevejen. Arbejdet er for hårdt og for dårligt betalt i dag, mener hun. Som leder har hun været ansvarlig for et budget på flere millioner kr. Til en løn i lønramme 36. Hvor kan man finde tilsvarende forhold? spørger hun.

Lene er endnu mere kontant. Hun, der både har arbejdet i USA og Frankrig som sygeplejerske og en tid været sygeplejelærer på sygeplejeskolen på Rigshospitalet og i øvrigt er merkonom i administration og personaleledelse, vil direkte fraråde unge mennesker at gå ind i sygeplejen i dag:

''Vi skal først have skabt større respekt om faget. Før kan jeg ikke anbefale det,'' siger hun og peger blandt andet på, at uddannelsen må forbedres, så sygeplejerskerne kan få den eftertragtede bachelorgrad.

''Som det er i dag, er vi nærmest en slags kulier, der løber rundt og skal klare så meget som overhovedet muligt. Det generer mig, at der ikke sættes pris på faglighed. Nu skal alt bare være billigt. Økonomer har ikke interesse for kvalitet.'' 

 
Nøgleord: Sygeplejeforskole, Testrup Sygeplejehøjskole, Uddannelse.  

Artikler om sygeplejerskers erindringer​ ​
​	Verden lå foran mig​      ​​Norge, Sverige, Tyskland, England og Grønland. Det krigshærgede Europa kaldte i 1945 på en nyuddannet dansk sygeplejerske, som takket være sin faglige ballast fik en række oplevelser for livet.
​	​En god sygeplejerske     Beretningen om to sygeplejerskers erindringer fra sygeplejeforskolen Testrup Højskole.
	​Omkring en seng    Sygeplejens bedstemødre har nogen kaldt dem. Det er dem, der stadig kan fortælle en historie om, hvordan det var at være elev og senere sygeplejerske dengang ­ i 40'erne, 50'erne og 60'erne. Læs om erindringsprojektet i Århus Amtskreds 1999.