Faglig kommentar: En uretfærdig verden

Forstanderen på plejehjemmet rettede mig, da jeg spurgte, hvor meget tid sygeplejerskerne brugte på at hælde medicin op i doseringsæsker. ''Sygeplejersken,'' svarede forstanderen og lagde tryk på entalsendelsen. ''Vi søger ustandseligt sygeplejersker til dag- og aftenvagter, men stillingerne må i praksis besættes af plejehjemsassistenter eller social- og sundhedsassistenter.''

På Asylcenter Randers melder sygeplejersker sig spontant for at høre, om der er arbejde til dem i modtagecentret. Her er ingen problemer med at skaffe kvalificerede sygeplejersker, selv om der stilles helt specielle krav til arbejdet med flygtningene. Se artiklen 'Reserverne melder sig' i Sygeplejersken nummer 25/99. På Sankt Lukas Hospice har jeg en gang fået at vide, at de ligefrem har sygeplejersker på venteliste. Herunder også sygeplejersker med andet fuldtidsarbejde, men som gerne vil have aften- og weekendvagter på hospicet.

Én ansøger

Verden er uretfærdig. Nogle steder kan man vælge og vrage mellem ansøgere. Andre steder er man taknemmelig for blot én ansøger og må jævnligt stille sig tilfreds med personale med kortere uddannelse i sygeplejerskestillinger.

Hvis der uddannes 2000 sygeplejersker om året, og et arbejdsliv varer 40 år, skulle der være 80.000 sygeplejersker i arbejde i Danmark. Der er vel knap 50.000, hvoraf mindre end 40.000 er fuldtidsansatte. Cirka og inden for en træskolængde. Selv om man fratrækker sygeplejersker, der helt har forladt sygeplejen, burde der være temmelig mange reserver at appellere til. Det nyder nogle områder godt af, mens andre kæmper fortvivlet for at få enderne til at nå sammen. Det er ikke enestående for sygeplejen. Det gælder også inden for lægestanden, men her er geografien anderledes afgørende, hvad især yderamterne mærker til.

Hvad mon det er, der tiltrækker sygeplejersker? Lønforskel kan det ikke ligge i. Mon ikke det snarere ligger i den betydning, sygeplejersker lægger i det pågældende arbejde, og i den prestige, området har i omgivelsernes øjne.

Dominerende fagområde

Fælles for Dansk Røde Kors' asylcentre og hospiceområdet er, at sygeplejen er det dominerende fagområde, og at der er tale om en ren sygeplejeledelse. Sygeplejerskerne skal ikke arbejde i skyggen af læger i et system, der er struktureret og organiseret på en anden faggruppes præmisser og traditioner. Men det samme kan siges om plejehjemsområdet og hjemmeplejen. Som hovedregel, for i primærsektoren ser vi også, at nogle kommuner besætter ledende stillinger med andre faggrupper, og alene det siger noget om, at det sygeplejefaglige niveau ikke altid er afgørende for kommunale arbejdsgivere. Det er ikke et valgtema på samme måde som hjemmehjælp, og medierne beskæftiger sig i hvert fald ikke med niveauforskelle i den forebyggende sygepleje. Der er langt mere drama og prestige i at holde sårhager for en hjertekirurg end i at lære gamle koner knibeøvelser.

Sygeplejersker har uomtvisteligt et hjælper-gen. Det rykker i os, når vi ser folk i nød. Det er oplagt at springe til, når et helt folk er blevet martret og sendt på flugt. Meningsfuldt arbejde. Det er også meningsfuldt at arbejde på et hospice og gøre en indsats for at gøre den sidste del af livet så god som muligt for patienterne. Eller på et plejehjem, hvor det også handler om at gøre den sidste del af livet så god som muligt. Faktisk er der vel ikke noget sygeplejerskearbejde, der ikke er meningsfuldt. Selv om der nok skal findes områder, hvor et sjak udbrændte sygeplejersker har reduceret sygeplejen til blot og bar administration af patientgennemtrækket. Men det er jo ikke fagets skyld.

På sygeplejens præmisser

Svarene på, hvad der skal til, for at sygeplejersker popper op og højmotiveret skrider til handling, er næppe helt enkle. Hjælper-genet er kun en del af forklaringen. Der er også ydre faktorer. Hvor sygeplejersker har lejlighed til at arbejde på fagets egne præmisser, og hvor de kan komme til at bruge deres uddannelse kompromisløst og selv sætter kvalitetsmålene, vil der altid være sygeplejersker.

Hvor sygeplejersker ustandselig må gå på kompromis og tvinges til at bruge de hurtige løsninger fremfor de fagligt set bedste, går motivationen fløjten. Hvor budgettet lægger det faglige niveau, og kvalitet måles med patienttilfredshed, kan det ikke undre, at der med tiden sker en udtynding blandt sygeplejersker, hvis de har valgmuligheder.