Synspunkt: Fyret uden at kende årsagen

Afdelingssygeplejerske fyret efter 16 år på plejehjem stod der i den lokale avis for et par år siden. Det var mig, der var blevet fyret, og jeg er stadig ikke kommet over det.

Efter 13 år som hjemmegående tog jeg mod til mig og søgte stilling på et plejehjem. Her fik jeg job på deltid, glad for, at jeg kunne bruges trods de mange års fravær. Da jeg havde været der i tre år, sagde afdelingssygeplejersken op, og jeg blev opfordret til at søge stillingen. Glad og smigret over opfordringen sagde jeg ja til at prøve et halvt år, idet jeg håbede at få indflydelse på personaleledelsen, idet jeg ikke syntes, der blev vist personalet nok tillid.

Der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at der ingen ledelse og kompetence blev delegeret til mig. Jeg følte ikke, at lederen havde tillid til mig. Han talte sjældent med mig undtagen på møder med de øvrige afdelingsledere, og han virkede fraværende, når jeg opsøgte ham for at drøfte et problem.

Jeg havde så meget andet at være glad for. Et godt forhold til beboere, pårørende, medarbejdere og andre samarbejdspartnere. Forholdet til medarbejderne kunne dog være problematisk, fordi lederens kone var ansat på min afdeling. Jeg følte, at tingene blev afgjort ved køkkenbordet i lederens hjem. Det kunne dele medarbejderne i, hvem der støttede hvem.

Det var ikke kun mig, der ikke blev vist tillid. For eksempel måtte sygehjælperne ikke have nøgle, så de kunne låse sig ind, hvis en beboer havde låst sin dør og fik brug for hjælp. Om natten måtte de tilkalde bagvagten, hvis de skulle bruge en nøgle. Jeg gav sygehjælperne ret og fik til sidst nøglerne udleveret.

Modstand mod ændringer

Som årene gik, fik jeg mere erfaring, deltog i kurser og følte mig efterhånden som en rimeligt værdifuld medarbejder. Men når jeg foreslog ændringer, mærkede jeg modstand fra lederen og hans kone, for eksempel da jeg foreslog at gå fra rundepleje til tildelt beboerpleje. Omsider blev en gruppe nedsat, men dens udspil var ikke helt, som jeg kunne ønske. Vi skulle dog prøve det i en periode, hvilket medførte, at jeg måtte ændre på enkelte medarbejderes vagtplan. Det gav lidt muleri, men i stedet for et møde, hvor tingene kunne snakkes igennem, indbød lederen til medarbejdersamtaler. Da det blev min tur, fik jeg at vide, at nogle af medarbejderne mente, at jeg var årsag til problemerne.

Jeg var målløs og havde ingen mulighed for at rette misforståelser, da medarbejderne var blevet lovet fortrolighed. Lederen sagde, at hvis jeg valgte at gå, ville han anbefale, at jeg gik stille med dørene. Selv kunne han ikke klage over mig og mit arbejde.

Jeg valgte at glemme det hele og komme videre. Det var det dummeste, jeg nogen sinde har gjort. Ved den mindste kritik fik jeg det dårligt. Det var måske alligevel mig, der var noget i vejen med. Hvad var det egentlig, der var blevet sagt om mig? Var det kun et par stykker, eller var det flertallet? Jeg gik til lederen og fortalte, hvor dårligt jeg havde det, og bad om at få den gamle sag gjort færdig. Det var blank afvisning. Der skulle ikke tages noget op igen.

Uddannelsesorlov

Jeg fik det stadig værre. Blev deprimeret. Tumlede hele tiden med, om jeg overhovedet intet var værd, heller ikke som ven, hustru og mor. Måske var alle bedst tjent med, at jeg slet ikke var her. Jeg havde aldrig tidligere været syg, men begyndte nu at gå til læge med alle mulige symptomer.

Sovemedicin, lykkepiller, smertestillende medicin, hjertemedicin, medicin for forhøjet blodtryk, for mavekatar og endelig for mavesår, hvorefter jeg var nødt til at lade mig sygemelde. Jeg havde en del samtaler med min læge, og det var da en hjælp at få fortalt om mine problemer, men jeg blev kun anbefalet at komme derfra. Det var det eneste, jeg ikke ville. Jeg ville blot have løst problemerne.

Efter en kort sygdomsperiode vendte jeg tilbage. Medtaget, men med følelsen af, at jeg havde gjort mit arbejde samvittighedsfuldt. Jeg følte dog stadig, at lederen ville af med mig, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg søgte om to måneders orlov uden løn, derefter uddannelsesorlov. Jeg nød at sidde på skolebænken og at opdage, at jeg slet ikke var så dårlig og dum.

Med nyt mod på tilværelsen skrev jeg til plejehjemmet, at jeg gerne ville tilbage, og jeg mødte til samtale. Betingelserne var et chok for mig. Tre måneders prøvetid, og den nye stillingsbeskrivelse skulle ikke gælde for mig. Jeg ville blive kørt i kort snor. Da jeg spurgte lederen, om han havde været tilfreds med min arbejdsindsats, var svaret: ''Du har gjort det godt, endda ovenud godt.'' Jeg græd, da jeg gik derfra, for jeg mærkede, at han overhovedet ikke havde flyttet sig. Alligevel aftale vi et tidspunkt, jeg skulle møde på.

Lederen sendte et referat af samtalen, men jeg kunne ikke skrive under på det. Herefter fik jeg brev om, at jeg ville blive indstillet til opsigelse. Ved forhandling mellem parterne skulle Dansk Sygeplejeråd tale min sag, men jeg måtte ikke selv deltage, skønt det eneste, jeg ønskede at få at vide, var, hvorfor jeg skulle fyres. Opsigelsen lød: ''Divergerende opfattelse af ledelsesfunktioner og opgaver.'' Ti måneders løn og fritstillet.

Jeg har fået et vikariat, som er forlænget en gang, og her gælder ikke specielle forhold for mig. Jeg er glad for hver dag, jeg skal møde, men jeg har stadig ofte smerter i maven og hele kroppen, fordi jeg er anspændt, og jeg har problemer med at sove. Jeg kan ikke blive færdig med oplevelsen af min fyring, for jeg ved stadig ikke, hvad årsagen til den var.