Afskaffelse af tortur er en betingelse for demokrati

Tortur ­ fysisk og psykisk ­ har været kendt gennem stort set hele menneskehedens historie og i stort set alle kulturer. Tortur bliver i nogle lande brugt som straf for reelle eller imaginære forsyndelser mod samfundsnormerne.

Tortur er blevet og bliver anvendt som middel til at få oplysninger, som ønskes af magthaveren. Det være sig under krige, sociale omvæltninger eller som under inkvisitionen for at frempresse tilståelser om 'hekseri'.

Torturen bliver i dag anvendt til at undertrykke og knække anderledes tænkende individer og til at skabe frygt og usikkerhed i en befolkning eller befolkningsgruppe. Ved at knække potentielle ledere og kunstnere og ved at skabe en frygtreaktion i befolkningen undertrykkes mulighederne for oprør mod et regime, og vejen til demokratiet bliver lang.

Megen af den tortur, vi har fået kendskab til fra rædselsberetninger fra historien, men også fra dette århundrede og ikke mindst fra 2. Verdenskrig, opleves af de fleste som et udtryk for ren sadisme.

Spørgsmålet 'hvordan kunne det dog ske?' rejser sig igen og igen. Det er ved adskillige lejligheder forsøgt nedtonet som enkeltpersoners perverse udtryksformer. Intet kan være mere fejlagtigt. Torturens bødler er ikke generelt pesoner med en specielt patologisk personlighed. De udgør heller ikke en særligt lavt begavet gruppe i en befolkning. Den 'gode' bøddel anser sit job for et erhverv eller en profession, som han sætter en ære i at leve op til. I princippet kan enhver af os, hvor forholdene betinger det, blive bøddel.

Torturen udvikler sig

Undersøgelser har vist, at rekrutteringen til funktionen ikke er særligt svær.

Gennem træning, der er præget af ekstrem uforudset vold, grove chikanerier, udnyttelse og et

Side 29

stærkt stressende miljø, udvikles bødlen. I træningen undertrykkes al sans for, hvad der er ret og rigtig, og der kan ikke stilles spørgsmål til autoriteten, som bliver den eneste ledestjerne i et så ondt miljø.

Men torturen udvikler sig, hvor uhyggeligt det end lyder.

Stadigt nye former for tortur kommer i anvendelse, og det kan kun ske, fordi der står statsmagter og stærke systemer bag torturen.

Torturen har gennem tiden vist sig i lige så mange afskygninger, som den menneskelige hjerne og fantasi har kunnet producere. Fra den grove vold og lemlæstelse under offentlighedens aktive deltagelse eller medviden til den mere sofistikerede tortur, som finder sted i isolerede omgivelser. Til tider overvåges torturen af medicinsk personale, som kan vurdere, hvor meget offeret 'kan tage'.

Da koncentrationslejrfangerne ved afslutningen af 2. Verdenskrig kom hjem, var man ikke klar over, hvordan langtidsvirkningerne efter så ekstreme lidelser ville være. Korttidsvirkningerne af hunger, mishandling og tortur blev behandlet medicinsk og psykiatrisk. Først senere i 50'erne og 60'erne kom erkendelsen af et egentligt KZ-syndrom med voldsomme psykologiske og fysiske problemer.

Danmark som foregangsland

I Danmark kom arbejdet for rehabilitering af torturofre på dagsordenen i begyndelsen af 70'erne, og initiativet viste sig meget hurtigt at bære frugt.

Ikke blot blev nogle af torturoverleverne hjulpet, men der blev takket være Rehabiliterings Centret for Torturofre (RCT) begyndt en systematisk indsamling og registrering af viden om torturformer, om torturens konsekvenser på kort og længere sigt.

At det hjælper, er der ingen tvivl om. Offentlighed om overtrædelser af menneskerettigheder og tortur kan mange regeringer, der gerne vil være med i 'det gode verdenssamfund', ikke lide. Mange lande har derfor neddæmpet eller helt afskaffet tortur og dødsstraf. Men der er også tegn på, at der udvikles nye og sværere dokumenterbare torturformer. Der er således god brug for stor årvågenhed, når vi møder fremmede, som er stille, men udviser reaktioner, der kunne tyde på, at de er torturofre.

Det blev et stort gennembrud for hjælpen til torturofre og for bekæmpelsen af torturen, da FN i 1984 vedtog konventionen mod tortur. Denne konvention er i dag tiltrådt af 114 lande.

Aktive sygeplejersker

Allerede i 1948 havde FN vedtaget den generelle menneskerettighedserklæring, som indeholdt en bestemmelse om: 'at ingen skal være offer for tortur eller grusom, inhuman eller nedværdigende behandling eller straf'.

I 1975 vedtog FN's generalforsamling en deklaration om beskyttelse af alle mennesker fra at blive udsat for tortur.

I Danmark gik Folketinget og regeringen ind i arbejdet med at fremme denne anti-torturbevægelse ved at stille økonomiske midler til rådighed for RCTs arbejde. I dag har RCT centre over hele verden. Her ydes hjælp til ofrene og deres familier, og der indsamles information. De mange centre er i dag samlet i et fælles internationalt netværk, Internationalt Rehabiliterings Center mod tortur (IRCT).

Læger, sygeplejersker og fysioterapeuter har alle i deres internationale etiske kodeks eller regler medtaget spørgsmålet om tortur. Ligeledes arbejder de aktivt med i de fora, som bekæmper tortur. Men alligevel ses det til stadighed, at også disse grupper sættes under pres af regeringer for at få dem til at medvirke til tortur under en eller anden form eller for at få dem til at indstille rehabiliteringsaktiviteterne.

Det var derfor med god grund, at der i en årrække blev arbejdet for at få FN til at etablere en særlig dato til at sætte fokus på torturen. Den 26. juni 1998 gennemførtes den første af disse dage. Mange af de initiativer, der i dag gennemføres verden over, har oprindeligt rod i danske aktiviteter, og i året, hvor Danmark kan fejre 150-året for Grundlovens tilblivelse, er der ekstra grund til, at der sluttes op om arbejdet mod tortur.

Et demokrati kan kun udvikles og trives, hvor der er frihed til at tænke tro og tale, hvor der er lige ret for alle, hvor forsamlingsfriheden og retten til at organisere sig er fastslået. I Danmark har vi haft dette privilegium i 150 år.

Da der den 26. juni 1999 kaldtes til aktiviteter for torturens ofre, var sygeplejerskerne blandt de aktive deltagere. Det er vores ret, men også vores pligt.

Dansk Sygeplejeråd har siden 1996 været repræsenteret i RCTs bestyrelse ved Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Kirsten Stallknecht. Hun er endvidere medlem af IRCTs executivcommite.