Sygeplejerske i Bhutan: Gode ben og handlekraft

Vi har snakket lidt om det indbyrdes, når vi er private.''

Det er et af standardsvarene, når man spørger bhutanesiske sygeplejersker om deres syn på løn og arbejdsvilkår. De har ikke formuleret nogen fælles holdning, for de må ikke organisere sig. Fagforeninger er forbudte, og ytringsfrihed er det også småt med. Man kan miste sit statsborgerskab, hvis man taler illoyalt om kongen, landet eller det bhutanesiske folk, hedder det i en lov fra 1985.

Det er ikke kun en tom frase. Uden for landets grænser sidder 90.000 mennesker i flygtningelejre. En del af dem, fordi de har insisteret på ytringsfrihed og demokrati i Bhutan.

Men efter at have rejst rundt i landet og besøgt hospitaler og klinikker kan vi uden at nævne navne hilse og sige, at sygeplejersker i det lille bjergland på mange måder har det som deres danske kollegaer: De elsker deres fag, mere end de elsker deres løn, arbejdsvilkår og indplacering i sundhedsvæsenets hierarki.

Vi kan således ikke snakke fagforening med nursing superintendent Tandin Remo, der er chef for hen mod en tredjedel af Bhutans sygeplejersker. Hun er ledende sygeplejerske for de 108 sygeplejersker, der er ansat på det nationale hospital i Thimphu. I alt er der kun 382 sygeplejersker i Bhutan.

Tandin Remo er også chef for nationalhospitalets 20 portører, 24 rengøringsmedhjælpere og seks dørvogtere. Dørvogterne skal hindre de pårørende i at overbefolke hospitalet.

Med ved interviewet er sygeplejerske Manikele Laygoi, der er lærer ved hospitalets tilknyttede sygeplejeskole og praktikvejleder på hospitalet.

Skolen, der er tilknyttet nationalhospitalet, er den eneste, der uddanner sygeplejersker samt såkaldte sundhedsassistenter. Nationalhospitalet er opkaldt efter den tidligere konge, Jigme Dorji Wangchuck National Referral Hospital. Det har 180 sengepladser og behandler 197.000 ambulante patienter om året. Der er 35 læger.

Kun mænd som klinikchefer

Kun mænd kan blive sundhedsassistenter, og kun sundhedsassistenter kan blive ledere på sundhedsklinikkerne, de såkaldte Basic Health Units, rundt i landet. Dette til trods for, at sundhedsassistenten ikke har nogen længere uddannelse end den sygeplejerske, der også er anbragt på klinikken.

Sygeplejerskerne synes ikke, at det er retfærdigt, at det kun er mænd, der kan blive ledere på sundhedsklinikkerne. Det taler de om indbyrdes ­ ligesom de taler om, at sygeplejerskerne kun får enkelte symbolske repræsentanter med på de store årlige sundhedssektorkonferencer, som betales af Danida. Det er ­ som i mange andre ulande ­ trods alt ­ sygeplejerskerne, der driver hovedparten af den primære sundhedssektor.

Når den årlige sundhedskonference holder fest og danser sidste aften, indskrives danserinder fra det kongelige danseinstitut til den bhutanesiske kædedans, der ellers ville blive temmelig énkønnet.

De kongelige danserinder førte an i dansen ved i alt tre store dansk-bhutanesiske sundhedssektorfester, der blev holdt de fire uger, Sygeplejerskens udsendte var i Bhutan. De to andre fester var til ære for missioner, som Danida havde sendt ud for at vurdere Danidas indsats i landet.

''Vi fik at vide, at vi ikke skulle være til stede, fordi der ikke var sygeplejeemner på den årlige sundhedskonference. Men selvom der ikke var noget specifikt sygeplejeemne, føler vi os som en væsentlig part af sundhedssektoren,'' siger Tandin Remo og Manikele Laygoi, men skynder sig at tilføje, at det skam ellers

Side 17 

	​
​TB-patient og sygeplejerske ved et hospital, der oprindeligt kun var for spedalske. Spedalskhed er  en sygdom på retur. De hyppigste sygdomme i dag er luftvejsinfektioner og diarréer.	​	​Tsering Choida og Namgay Om, der her lægger sonde på en patient på Nationalhospitalet, er begge studerende. Han bliver sundhedsassistent, hun sygeplejerske. Deres uddannelser er lige lange, men kun sundhedsassistenter kan blive chefer på sundhedsklinikkerne.

 

Den bhutanesiske kultur er præget af et stærkt familiesammenhold, så det er sjældent, patienterne får lov at ligge ensomme hen. 

Side 18

går fremad. Sygeplejefaget er langsomt ved at få mere prestige. Det går i retning af, at man betragter sygeplejen som en betydningsfuld selvstændig profession, og søgningen til uddannelsen er god.

I henhold til den officielle regeringsretorik findes der ingen kønsdiskrimination i Bhutan:

''Bhutan er faktisk et matriarkat,'' siger sundheds- og undervisningsminister Sangay Ngedup til Sygeplejersken.

Flyttes hvert 3. år

Offentligt ansatte søger ikke selv stillinger i Bhutan og vælger ikke selv deres tjenestested. Hvert tredje år flyttes de til et geografisk nyt sted efter ordre ovenfra i systemet.

''Nogen kan lide det. Andre kan ikke, men de har ikke noget valg,'' fortæller de to fremtrædende sygeplejersker.

Da de hører, at danske sygeplejersker selv kan søge arbejdsplads og blive på samme arbejdsplads i årevis, spørger Tandin Remo:

''Jamen, hvis de bliver længe på samme sted, bliver de så ikke ligeglade, forsømmelige og trætte af rutinen?''

Manikele Laygoi tilføjer, at forflytningssystemet har den fordel, at sygeplejerskerne lærer forskellige befolkningsgrupper at kende og også tit flere af de sprog, som tales i landet.

Ikke alle tjenestesteder er lige eftertragtede, så det ligger i luften, at det kan betale sig at stå sig godt med de embedsmænd i Sundhedsministeriet, som flytter rundt på brikkerne. Det er praktisk taget sådan, at alle kender alle inden for sundhedssektoren.

Tre slags sygeplejersker

Der er tre forskellige sygeplejerskeuddannelser i Bhutan.

Sygeplejerske/jordemoder, kaldet general nurse midwife, bliver man på tre år efter 10. klasse. Denne uddannelse fører til en placering i løngruppe ni med en månedsløn på 5.300 ngultrum, svarende til 883 kroner. Dem er der i alt 123 af i landet.

Hjælpesygeplejerske/jordemoder, auxiliary nurse midwife, bliver man på to år efter 10. klasse. Denne uddannelse fører til en placering i løngruppe 10 med en månedsløn på 800 kroner. Den type sygeplejersker er der 96 af i Bhutan.

Sygeplejerskeassistenter, assistant nurses, har to års uddannelse efter 8. klasse og får 566 kroner om måneden. Den slags er der 163 af.

Der er 123 af de mandlige sundhedsassistenter, der bliver chefer på klinikkerne. De ligger på linje med hjælpesygeplejerskerne både med hensyn til uddannelsens længde og lønnen, men de har foruden det sygeplejefaglige også en komponent af administration i deres uddannelse.

Endelig er der i bunden af systemet 158 sundhedsarbejdere, basic health workers, med en étårig uddannelse.

Vægt på det menneskelige

En typisk sundhedsklinik ude i bjergene vil være bemandet med en sundhedsassistent som leder samt en hjælpesygeplejerske og en sundhedsarbejder.

Alle slags sygeplejersker samt sundhedsasssistenterne uddannes på skolen ved nationalhospitalet, og uddannelsesforløbet er delt nogenlunde fifty-fifty mellem teori og praksis på hospitalet. Som nyuddannet vil man typisk blive sendt ud i et landdistrikt.

Der er stor søgning til uddannelsen, der har plads til 40 sygeplejeelever og 12 sundhedsassistenter. Sygeplejerskeuddannelsen er den højeste sundhedsuddannelse, man kan få inden for landets grænser. Der er ikke noget universitet i det lille land, så læge og farmaceut må man studere til i udlandet.

Ansøgere til uddannelsen skal gennem både en teoretisk prøve og et interview, hvor man prøver at danne sig et indtryk af deres karakter.

''Hvor der er tvivl, vægter jeg de menneskelige egenskaber hos ansøgeren højere end de teoretiske kundskaber,'' siger chefsygeplejerske Tandin Remo, der er med ved optagelsesprøverne.

Det er også Tandin Remo, der har ansvaret for fordelingen af de 108 sygeplejersker på nationalhospitalets afdelinger.

''Jeg snakker med dem og prøver at imødekomme deres ønsker, for man arbejder mere og

Side 19

	​
​Chefsygeplejerske Tandin Remo, Nationalhospitalet, er chef for op mod en tredjedel af Bhutans 382 sygeplejersker.	​	​Debatten om forholdet til patienterne, omsorg og etik er ikke formaliseret i noget forum, men indgår i uddannelsen og bliver nu og da taget op på de månedlige møder om den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet på Nationalhospitalet.

 
Man må klare sig, som man bedst kan. Her på hospitalet i Phuentsholing i det sydlige Bhutan ender drænet i en tom ølflaske under sengen. 

Side 20 

bedre, hvis man kan lide sit arbejde,'' siger hun.

Som landets højst placerede sygeplejerske er Tandin Remo selv i løngruppe syv og får, hvad der svarer til 1100 kroner om måneden.

Nej, Tandin Remo og Manikele Laygoi synes ikke, at sygeplejerskernes løn afspejler deres arbejde og ansvar. Til trods for at de faktisk kører hele den primære sundhedssektor, får de typisk kun en tredjedel af en læges løn.

''Indbyrdes taler vi om, at det er urimeligt, men vi har ingen forening og ingen steder at fremføre vore synspunkter. Nu snakker regeringen om at oprette et sundhedsråd. Måske vil vi en gang i fremtiden kunne formulere vore ønsker i dette råd,'' siger de.

Danskerne vil i alt komme til at forære bhutaneserne 68 landlige sundhedsklinikker. Her er sundhedsarbejder Rinchen Chung Chung og sundhedsassistent Pema Samdup ved en Danida-betalt bjergklinik i Geneka.

Etik og omsorg

En gang om måneden samler Tandin Remo nationalhospitalets sygeplejersker til et møde.

''Vi drøfter praktiske ting om arbejdet og personaleproblemer,'' fortæller hun.

Sygeplejerskerne er ikke specialicerede. Alle udfører alle plejefunktioner, og der er ikke noget karrieresystem, ifølge hvilket man kan blive forfremmet eller få mere i løn end de andre. Det bestemmes ovenfra, hvor man skal placeres, og lønnen er praktisk taget ens på alle afdelinger og niveauer.

Om der nogensinde er mere bløde sygeplejeemner eller etik på dagsordenen på det månedlige møde for sygeplejersker?

''Ja, hvis der er anledning til det, kan jeg godt tage emner om sygeplejerskernes attituder over for patienterne op. Eller vi kan drøfte emner om information af patienter og pårørende eller om behandlingen af døende,'' siger Tandin Remo.

Omsorgsemner fylder også meget i den teoretiske uddannelse af sygeplejersker.

''Hele vor buddhistiske tradition og kultur lægger megen vægt på, at vi skal have omsorg for hinanden og naturen. Men én ting er teori, én anden praksis, når man står i pressede situationer på afdelingerne. Derfor er det emner, vi løbende tager op med de studerende ­ både i teori og praksis,'' fortæller Manikele Laygoi.

Gode ben

Ude på de små sundhedsklinikker i bjergene, hvor hovedparten af de bhutanesiske sygeplejersker er anbragt, kræver arbejdet ikke alene stor faglig dygtighed, selvstændighed og handlekraft, fordi man tit vil blive nødt til at klare vanskelige tilfælde på egen hånd (der er ingen læger).

Arbejdet kræver også gode ben.

Mange steder må man vandre halve eller hele dage for at besøge patienter eller bistå ved fødsler.

På klinikken må man tage sig af alle akutte tilfælde, give medicin og stille foreløbige diagnoser med henblik på henvisning til et af de lidt større distriktshospitaler. I forbindelse med ulykker eller akutte alvorlige sygdomme skal der organiseres båretransport til den nærmeste landevej, hvor patienten kan blive samlet op af en ambulance. Sundhedsvæsenet råder ikke over nogen helikopter.

Når Tandin Remo selv skal beskrive sit fag, er hun ikke i tvivl: ''Jeg elsker det. Så meget, at jeg faktisk tit overvejer, om jeg ikke skulle gå tilbage til det rigtige sygeplejearbejde med patienter i stedet for at sidde i en ledende stilling, hvor det hele er administration.''

Kærligheden til faget deler hun med praktisk taget alle de bhutanesiske kollegaer, Sygeplejersken mødte i Bhutans byer og bjerge.

Nøgleord: Bhutan, sygepleje.