Synspunkt: Når afdeling lukker

Jeg har ikke hørt om afdelinger, der lukker efter en henstilling fra personalet. Det er en beslutning, som ledelsen træffer. Jeg har engang oplevet en afdeling, som skulle lukke. Personalet ventede. I ventetiden blev de mere og mere umotiverede, nogle var kede af det, og andre var nervøse for fremtiden. De havde protesteret over for ledelsen, men ikke evnet at få vendt beslutningen.

Det var en afdeling, hvor personalet plejede at passe patienterne efter gammel lærdom, og det var svært for nyt personale at vinde indpas med ny viden og nye ideer. Personalet kunne have taget udfordringen op. I stedet sad de tilbage med sårede følelser og forurettede miner: ''Har vores arbejde virkelig ikke været mere værd?''

Sundhedssektoren udvikles hele tiden. Hvorfor så stille sig på bagbenene, hvis ledelsen påpeger, at der skal ske fornyelse? Personalets argumenter mod at lukke en afdeling er ofte, at det går ud over patienterne. Det gør det også nogle gange. Men ikke altid. Der sættes jo noget i stedet.

Jeg tror, det handler om vores egen frygt. Vi skal skilles fra vores kollegaer, og vi skal finde nyt arbejde. Men skift i tilværelsen giver også mulighed for udvikling, og er det så dårligt?

Skal sygeplejersker absolut holde på deres afdeling? Eller skal vi se frem og aktivt forsøge at finde nye veje? Det er i sidste ende ikke vores beslutning, om en afdeling skal lukkes. Men vi kan belyse mulighederne og konsekvenserne set fra vores synspunkt.

Gode argumenter

Jeg frygter, at sygeplejerskerne ses som modstandere og ikke som samarbejdspartnere. Ledelse, økonomer, læger, sygeplejersker... Vi er vel fælles om at få afdelingen til at fungere. Sygeplejersker bør kunne se, om en afdeling er urentabel: Har vi en lav belægningsprocent? Kan indlæggelsestiden reduceres? Kan hjemmeplejen overtage patienterne tidligere i behandlingsforløbet? Kan patienthotel benyttes? Kan ambulatoriet bruges bedre? Kan vi nøjes med et femdøgnsafsnit? Har vi et akutberedskab, som kan varetages af en anden afdeling eller et andet sygehus?

Hvis det er nødvendigt at have den urentable afdeling, er det okay. Men vi må søreme kunne argumentere for det. Ellers ved vi ikke, hvorfor vi kæmper for afdelingens overlevelse, og vore argumenter over for ledelsen bliver vage og nemme at feje af bordet.

Efter sådan en selvransagelse opdager vi højst sandsynligt, at vi mangler belæg for argumenterne. Hvordan kan vi vise, at der er brug for os? Det kan vi på flere måder: Resultater af projekter gennemført på afdelingen. Interview af patienter. Konsekvensbeskrivelser for den akutte patient, hvis vi ikke selv har akutberedskab og så videre. Det drejer sig om at være opfindsom. Det er sværere at afvise personalets argumenter, hvis der er hold i dem, og det er der kun, hvis de er gennemarbejdede.

Hvis vi ikke kan finde gode argumenter for, at det bestående skal bestå, må vi arbejde med nye løsningsmodeller. For selvfølgelig er det os, der kender patienternes behov for sygepleje. Derfor skal vi gå i dialog med ledelsen og gerne før, de henvender sig til os. Vi har måske tænkt den tanke, at vores afdeling er urentabel. Vi har måske en ide om, hvordan afdelingen kan gøres mere rentabel. Men vi tør ikke sige det. Vi vil hellere gemme vores opdagelse end tage konsekvensen. For tænk, hvis ledelsen skar ned i vores normering? Så ville det være vores egen skyld.

Ledelsen ved godt, at vi ikke frivilligt henvender os og gør opmærksom på opdagelser af den karakter. Derfor tager de beslutningen om nedskæringer efter bedste skøn. Jeg ville ønske, at dette skøn kunne være en sygeplejerskes. Hvis vi arbejder med projekter med henblik på udvikling og er villige til at drage konsekvenserne af resultaterne, får vi mere goodwill fra ledelsens side. Desuden giver godt projektarbejde prestige. For den enkelte sygeplejerske, for afdelingen og for ledelsen.

Hvis afdelingen er kendt og synlig på landkortet, er vi en gevinst for ledelsen. Der er mindre grund til at lukke vores afdeling. Men skal afdelingen lukke, så har vi gjort, hvad vi kunne for at få de ansvarlige til at forstå konsekvenserne. Så kan vi ikke gøre mere ved det.

Og mon ikke vi hurtigt finder et nyt job med udfordringer i?

Susanne Leed Henriksen er stedfortræder for afdelingssygeplejersken på øjenafdelingen, Odense Universitetshospital.