Tordendragens eksotiske land

Inde i klostret sidder en munk og fløjter på en lårbensknogle fra et menneske. Udenfor vandrer en lille eksklusiv gruppe af amerikanske millionærer forbi på bjergstien, og på vej til byen passerer vi huse, som er dekorerede med store naturalistiske tissemænd. De holder dæmonerne væk, forstås.

Bhutan eller Druk-Yul, Tordendragens land, er vildt, smukt og anderledes, og som besøgende kan man ikke undgå følelsen af at være med i et eventyr, der kunne begynde således og være ganske sandt:

''Langt ude i de høje bjerge lå et lillebitte land, hvor kongen var gift med fire søstre.

Kongen, som bestemte alting, havde blandt andet bestemt, at alle mænd skulle gå i kjoler. Hvis ikke de gik i kjole, som på deres sprog hed en gho, fik de bøde eller kom i fængsel.

Alle mennesker malede deres huse smukt med fine mønstre, blomster, dyr, drager, dødningehoveder og tissemænd.

Inde i klostrene sad munkene og drak af sølvbeslåede hovedskaller, og i byen lukkede alle butikker på den ene side af gaden om tirsdagen, mens dem på den anden side af gaden lukkede om onsdagen...

Landet blev kaldt det sidste Shangri-La, og folk var for det meste glade, indtil de hørte om andre lande med biler, fjernsyn, cowboybukser og Coca-Cola...

Så bestemte kongen, at fjernsyn skulle være forbudt, og cowboybukserne dækkes af gho'er. Men nogle folk blev ved med at gå og surmule. Dem fra nord blev uvenner med dem fra syd, og nogen syntes, at kongen bestemte alt for meget. Men det turde de ikke sige højt, for så kom de i fængsel...''

Indhyllet i mystik

Bhutan kaldes ofte det sidste Shangri-La efter Himalaya-dalen i James Hiltons roman Tabte Horisonter fra 1933. Landets skønhed, menneskenes simple liv og deres stærke kultur og religion har givet stof til myten om den sidste plet på jorden, som er ubesmittet af den vestlige civilisation.

Sådan var det, men sådan er det ikke mere. Bhutaneserne er på vej ind i den moderne verden ­ godt hjulpet af de danske skatteborgere.

Nogen ambassade har Danmark ikke i hovedstaden Thimphu, men der er en dansk repræsentation med ambassaderåd og konsul og en halv snes danske rådgivere og eksperter, som er fulgt med Danida-millionerne.

Mange af de udsendte danskere kommer til at holde meget af landet:

''Vi taler så godt med bhutaneserne, vi forstår hinanden, vi har samme form for humor,'' hører man igen og igen fra dem. De danske rådgivere finder det også tilfredsstillende at arbejde med udvikling i Bhutan. Ulandshjælpen virker, fordi det autoritære styre er effektivt og i det store og hele ikke korrupt. De sociale fremskridt kan næsten måles fra dag til dag.

''Det er dejligt at se så gode resultater af indsatsen,'' siger læge Bent Jensen, der gennem nogle år har været chefrådgiver i sundhedssektoren i Bhutan. Han har tidligere arbejdet i Afrika, hvor det kan være svært at se effekten af ulandshjælpen.

Kong Jigme Singye Wangchuck, der kom på tronen som 17-årig i 1972, har bestemt, at Bhutans udvikling skal foregå kontrolleret og balanceret og med respekt for kultur og religion. Kongen, der siger, at folkets bruttonationallykke er vigtigere end bruttonationalproduktet, er ­ så vidt det kan bedømmes ­ meget afholdt af folket.

Så vidt det kan bedømmes, for der er ikke ytrings- og pressefrihed i Bhutan.

Tegn på demokrati

Den politiske opposition, der kræver demokrati, kaldes for 'antinational' og fængsles. Slægtninge til 'de antinationale' er i stort tal blevet fyret fra offentlig tjeneste inden for det sidste par år.

Der synes dog at være nogle tegn på en demokratisk udvikling.

Bhutan har ingen forfatning, men den enevældige konge trådte i 1998 af egen drift tilbage som regeringsleder og bestemte, at posten skulle gå på omgang blandt de ministre, som han udpegede. Kongen beholdt dog sin

Side 22

enevældige magt på sikkerheds- og udenrigsområdet, ligesom han fortsat er landets øverste retsinstans.

Den lovgivende Nationalforsamling er en slags stænderforsamling, som mødes et par gange om året. Et flertal af medlemmerne er folkevalgte repræsentanter fra distrikterne, men de må ikke repræsentere politiske partier, og de bliver ikke valgt ved hemmelige afstemninger.

Bhutans regering lægger i al sin tale megen vægt på decentralisering af beslutningsprocesserne og på folkelig deltagelse på det lokale niveau.

''Vi mener, at vi med den danske ulandshjælp kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige demokratiske retning,'' siger ambassaderåd Michael Vinding, der er chef for den danske repræsentation i hovedstaden Thimphu.

Et andet tegn på demokratisk udvikling er, at kongen i anledning af sit 25-års jubilæum i sommer gav folket adgang til Internettet, og samtidig fik landet også et nationalt tv-program, der åbnede med at hylde kongen ligesom den øvrige statsejede monopolpresse uafladeligt gør.

Myternes og troens land

Fjernsyn og Internet er ikke noget, der med det første vil nå ud til de 90 procent af befolkningen, der lever som små selvforsyningsbønder med terrasselandbrug i bjergene, og hvoraf halvdelen er analfabeter. Den ideologiske tyngde i deres liv vil fortsat være myter, tradition og religion.

For eksempel myten om, hvordan munken Guru Rinpoche i det ottende århundrede kom flyvende på ryggen af en tiger og udbredte sin lære fra de hellige tantra'er og dermed lagde grunden til den Mahayana buddhisme, som i dag er statsreligion i Bhutan.

Ved alle offentlige bygninger er der anbragt bedemøller, som man kan give en manuel omgang, men man kan også vælge den mere magelige løsning og sende bønnerne af sted ved hjælp af vind- og vandkraft. Overalt i bjergene blafrer de hvide og kulørte silkebedeflag, og små bedevandmøller snurrer lystigt, hvor der er mulighed for det. Der ligger tusindvis af klostre og små helligdomme rundt i bjergene, og der er 5.000 statsansatte munke, som rekrutteres til klostrene i seks-syvårsalderen. Deres bestilling er blandt andet at udføre puja'er ­ religiøse ceremonier ­ både for det offentlige og for private.

Da regnen udeblev i foråret, fik de statsansatte munke besked på at gennemføre en ugelang regn-puja. Det var et statsligt bestillingsarbejde, og det virkede. Næppe var de rødklædte munke ophørt med deres mumlende remser og trompettrut, før regnen styrtede ned.

I tilfælde af sygdom er det også helt almindeligt at tilkalde munkene, så de kan holde puja i hjemmet. Fløjten på en lårbensknogle fra et menneske skulle være særlig virkningsfuldt over for sygdom, fortæller munken Leki på et kloster i det sydlige Bhutan.

Religionen spiller en stor rolle i bhutanesernes hverdag, og den er ikke præget af smålige fortolkninger. Buddhismen har tværtimod optaget mange træk fra de traditionelle religioner både med hensyn til ritualer og indhold. Det har resulteret i et religiøst univers, som er rigt befolket med dæmoner, skytshelgener og forskellige ånder.

Dertil kommer troen på reinkarnation. For tiden er man meget optaget af en treårs dreng, som formodes at være en reinkarnation af en statholder, der levede for adskillige århundreder siden.

De store tissemænd på husene er ikke pornografiske. De er heller ikke frugtbarhedssymboler, men skræmmebilleder til fordrivelse af onde ånder.

Hvis man for alvor er hjemsøgt af uheld eller menneskelig ondskab som bagvaskelse, kan man fremstille en stor naturalistisk penisskulptur og anbringe den ved vejsiden ­ eventuelt sammen med andet hokuspokus, der kan jage dæmonerne ud ad landevejen.

Vi var ved at snuble over en af den slags penisopstillinger lige uden for hovedstaden Thimphu. En veluddannet kvinde, der arbejdede i den offentlige administration, fortalte os, at hun regelmæssigt stillede hjemmelavede peniser ud ved vejen, især når hun følte sig udsat for intriger på sin arbejdsplads.

Få turister

Bhutan er ikke for folk med højdeskræk. Overalt åbner sig afgrunde for ens fødder, og bilture på de ensporede veje, der slynger sig som små indhuggede riller uden på bjergene, er så hasarderede oplevelser, at man hver gang er forundret over at overleve.

Hvis man tør lade sig slynge rundt på afgrundens rand i bil eller har kræfter til at vandre over bjergene, ligesom bhutaneserne gør det til daglig, så er belønningen til gengæld panorama-udsigter så eventyrlige, at de brænder sig ind på nethinden, græssende yakokser i rododendronskove med blomsterbuske så høje som huse og en helt igennem enestående oplevelse af stor, ren og næsten uberørt natur.

Sådan skal naturen blive ved med at være, ren og næsten uberørt, mener bhutaneserne. De ser nabolandet Nepal som et skræmmende eksempel og vil ikke invaderes af rygsækturister, der tramper landet ned og efterlader det fattigere, end de fandt det.

Side 23 

	​
​Munken Leki sidder i et tempel i det sydvestlige Bhutan og fløjter på en lårbensknogle fra et menneske.	​	​På indkøb. Butikkerne i hovedstaden Thimphu findes bag de små vinduer ud mod gaden.

 

De gamle Dzong'er, der blev bygget som en blanding af klostre og forsvarsværker, huser i dag både den verdslige og kirkelige administration. Her Dzongen i byen Trongsa i det centrale Bhutan. 

Side 24

Derfor er turismen kontrolleret og begrænset. Det koster 270 amerikanske dollars i døgnet at besøge Bhutan som turist. Så der kommer kun 4.-5.000 turister om året, og det er overvejende rige amerikanere og japanere, der bliver ført rundt af statsautoriserede guider.

Kvinder arver, og mænd bærer børn

Bhutaneserne bygger gerne store flotte huse, der foruden husdyrene i stueetagen kan rumme mindst et par generationer fordelt på første og somme tider anden sal.

Loven giver i dag lige arveret til sønner og døtre, men traditionelt har det været en udbredt skik, at døtrene arvede gården, mens sønnerne blev sendt ud i verden for at klare sig selv ­ eller for at flytte ind hos deres tilkommende brud.

Sådan er det stadig mange steder, og det bhutanesiske familie- og kønsrollemønster adskiller sig betydeligt fra omverdenens. De bhutanesiske kvinder er ikke i tvivl om, at de har en langt højere grad af ligestilling end kvinderne i nabolandene, Indien og Nepal.

Traditionelt har ægteskabsinstitutionen været fleksibel og uden mange formaliteter. Man flyttede sammen og var gift og flyttede fra hinanden igen og var skilt. Sådan fungerer det stadig tit på landet, og det er ikke forbundet med nogen skam for kvinder at få børn uden for ægteskabet eller at være fraskilte.

I dette løse familiemønster er kvindernes og børnenes overlevelsesmuligheder blevet sikret af den kvindelige arveret.

Mænd kan gifte sig med flere kvinder, men kvinder kan også have flere mænd.

Selvom det ikke er hyppigt, finder man stadig kvinder, der er gift med flere mænd, typisk et par brødre.

Det hænder også, at en mand gifter sig med både en mor og hendes voksne datter. Fordelen ved at gifte sig med søskende eller med en mor og datter er, at man holder sammen på familieformuen.

Det er helt almindeligt og dagligdags at se både unge og gamle bhutanesiske mænd gå rundt med småbørn på ryggen. Mændenes tætte forhold til børnene forklares med, at familierne traditionelt har levet meget isoleret. Det har været naturligt for mænd at bistå deres koner under fødslen og passe såvel barselskvinderne som de nyfødte børn.

Faktisk siger man, at det bringer ulykke over et hus, hvis faderen ikke selv tager mod sit barn og selv vasker det snavsede linned efter sin kones fødsel, fortæller formanden for den officielle kvindeorganisation i Bhutan, Dasho (adelstitel) Dawa Dem.

De fattigste

I internationale statistikker er Bhutan klassificeret som et af verdens fattigste lande, men det giver ikke et reelt billede af landet.

Hovedparten af bhutaneserne har ganske vist kun en beskeden pengeindkomst, fordi de er selvforsyningsbønder, men de er ikke fattige på samme måde som de fleste indere eller afrikanere. Man møder ingen tiggere og ser praktisk taget ingen pjaltede, sultende eller underernærede børn blandt bhutaneserne. Tværtimod stråler de fleste af sundhed med deres bronzefarvede æblekinder.

Bhutans virkeligt fattige er de kontraktarbejdere fra Indien, Nepal og Bangladesh, som via agenter kommer til landet i tusindvis med deres familier og somme tider bliver i mange år for at bygge og vedligeholde veje og for at arbejde i minerne eller på de store byggerier, som bliver betalt af Bhutans donorer, heriblandt Danida.

Bhutaneserne siger selv, at de ikke har fysisk arbejdskraft til den slags arbejde. De importerede fremmedarbejdere lever under usle vilkår i småhytter, som er bygget op af forhåndenværende materiale som plasticsække og bambusmåtter. Ringe vandforsyning og dårlige sanitære forhold medfører hyppige epidemier blandt arbejderne og deres familier, og om vinteren dør mange af febersygdomme på grund af kulden, fortæller sundhedspersonale rundt omkring i landet.

Sundhedsminister Sangay Ngedup erkender problemet, men siger, at det ville fordyre byggeriet af for eksempel hospitaler (som blandt andre Danida betaler) alt for meget, hvis de importerede arbejdere skulle have bedre bolig- og arbejdsforhold.

De udenlandske donorer, herunder Danida, lukker øjnene for dette fattigdomsproblem. Det lykkedes os ikke at finde hjælpeprogrammer, der var rettet mod de fattigste i Bhutan.

Dyb respekt for naturen

Danmark støtter også byudviklingen i Bhutan. Både i hovedstaden Thimphu, der har 35.000 indbyggere, og i den næststørste by Phuentsholing med 24.000 indbyggere har Danida betalt for vandbehandlingssanlæg, kloakering og vandrensningsanlæg. Forsyning med rent drikkevand og rensning af spildevand betyder meget for bekæmpelsen af de vandbårne diarrésygdomme.

''Vi har ikke haft et eneste tilfælde af kolera, siden vandrensningsanlægget blev taget i brug,'' fortæller borgmesteren i Phuentsholing, Jochu Dorji, begejstret.

Bhutaneserne har en dyb og traditionel respekt for naturen og strenge regler, der skal sikre, at den beskyttes og bevares. Begrænset turisme, nøje kontrol med træfældning (65 procent

Side 25

Det er helt almindeligt at se unge og gamle mænd bære rundt på børnene. Kønsrollerne i Bhutan er meget anderledes end i de omgivende lande.  

Side 26

af landet er stadig dækket af skov) og et netop indført forbud mod plastikemballage i hele landet er blandt de forordninger, som skal sikre det enestående velbevarede Himalaya-miljø for fremtiden.

Danida har siden 1990 støttet opbygningen af den statslige miljøsektor.

''Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med bhutaneserne på miljøområdet,'' fortæller den danske biolog Margot Nielsen, der i et par år har været Danida-rådgiver i Bhutans Nationale Miljøkommission. ''Bhutaneserne er realistiske og ved godt, at det ikke kan undgås, at økonomisk udvikling påvirker miljøet, men de arbejder meget med at finde en sund balance mellem udvikling og miljøhensyn. Det har de formuleret i en miljøstrategi, som de kalder 'middelvejen'.''

Blandt Danidas øvrige større engagementer er en ny bygning til den statslige rigsrevision i Thimphu og støtte på i alt 22 millioner kroner til den statsejede monopolpresse. Blandt de mindre kan nævnes støtte til computerudstyr i højesteret, restaureringen af et kloster uden for Thimphu og støtte til bevarelse og registrering af gamle buddhistiske skrifter på nationalbiblioteket i Thimphu.

Mange bhutanesere maler store tissemænd på deres huse. Det er ikke frugtbarhedssymboler, men skræmmebilleder, der skal holde dæmoner væk fra hjemmet.

Nøgleord: Bhutan, kultur, sundhed.