Faglig kommmentar: Rollespil

De sygeplejestuderende har brug for rollemodeller, patienterne har brug for rollemodeller, vi har alle brug for rollemodeller.

Hvad er det, vi savner, når rollemodellerne bestandigt efterlyses blandt sygeplejersker?

Det er en sygeplejerske med en særlig glorie om panden. Hun er ikkeryger, hverken for tyk eller for tynd, har regelmæssige, pæne tænder, spiser frugt i alle pauser og er gift med en trofast ægtemand, der ofte henter hende fra arbejde. Børn er der selvfølgelig også. Tilde på fire og Tom på seks. Rollemodellen er bare dygtig, alt hvad hun foretager sig er velovervejet, klogt og fornuftigt. De sygeplejestuderende nikker beundrende, hvad enten rollemodellen tager en krisesamtale eller fjerner fem suturer fra en mave.

Nu dæmrer det måske. Der er en god grund til, at rollemodellerne ikke er til at støve op, at det kun er en lille bitte håndfuld sygeplejersker, der ønsker betegnelsen 'N.N., sygeplejerske, rollemodel' på navneskiltet. Rollemodeller er ulidelige, og sygeplejen er ikke til at holde ud, hvis det ord er det eneste brugbare, når talen falder på formidling af faglig dygtighed.

I følge nudansk ordbog bruges ordet 'rolle' inden for sociologien om det adfærdsmønster, der forventes af en person i en bestemt social position. Model betyder at have medansvar for noget, eller at noget kun eksisterer i ét eksemplar.

Brugen af ordet synes herefter håbløs. Vi ønsker os masser af sygeplejersker med en særlig type adfærd, men de skal kun findes i ét eksemplar.

Mon der i øvrigt findes andre fag med et korps af rollemodeller? Mon de evigt citronmåne-spisende politimænd fra Jylland har en rollemodel med på deres første patrulje på Vesterbro?

Eller en journalistelev? Eller en fysioterapeut for den sags skyld?

Jeg vil lægge hovedet på blokken, hvis ordet bruges andre steder end blandt sygeplejersker.

For resten er der to rollemodeller, jeg husker, selvom det er 10 ­ 20 år siden, jeg så dem i funktion. Det er Manja og Lise. Jeg har bare aldrig tænkt på dem som andet end kloge sygeplejersker med en fagidentitet, der betød, at de i alle mulige og umulige situationer tænkte sig om og gjorde det, de syntes var rigtigt.

De kloge

Manja lod sig aldrig påvirke af den hektiske 'vi er meget akutte her'-stemning på modtagelsen. Hun hilste venligt og roligt på alle patienter, og hun lærte mig at tage blodprøver.

Jeg tør næsten ikke indrømme det, men det var en fornøjelse.

Lise havde modet til at udføre sygepleje, der hvor sygepleje ikke måtte udføres. Det kom en gammel dame til gode, som blev indlagt via skadestuen. Hun var stærkt forkommen og forvirret og ikke mindst snavset efter at være faldet i hjemmet og have ligget på gulvet i et par døgn. Hun skulle videre til en medicinsk afdeling, så der var ikke nogen grund til at tage sig af hende. Syntes nogle, men ikke Lise. Hun kørte den gamle dame i bad på en badebåre og talte stille og roligt til hende imens. Damen fik rent tøj på, og så kom hun op på medicinsk afdeling. Lise overhørte og overlevede det kollegiale pres. Når der nu var tid til det, skulle den omtumlede, snavsede dame i bad. Hvis det var min tante, ville jeg bifalde tanken.

En fagligt dygtig sygeplejerske, ja. Rollemodeller, nej. Sygeplejersker kan være gode til forskellige ting, men ingen er perfekt til det hele. Det er et fejlgreb at holde liv i en idealforestilling om sygeplejerskegenier, som vandrer rundt og udlægger sygeplejen og tilværelsen for alle søgende sygeplejestuderende og patienter. Som gennem deres perfekte adfærd og udseende påvirker rygende og overvægtige patienter til at kvitte tobakken og lade kiloene rasle af.

Kald en dygtig sygeplejerske for en dygtig sygeplejerske, og lad det blive ved det.