Florence Nightingale svigtede på Krim

Der er skrevet adskillige bøger og afhandlinger om Florence Nightingale, hendes liv, virke, myterne og betydningen for sygeplejen. I en stormfuld tid for sundhedsvæsenet verden over, og hvor sygeplejersker søger at frigøre sig af Nightingale-skolens normer og værdier, er det interessant, at endnu et arbejde om Florence Nightingale er kommet til i 1998.

Bogen 'Florence Nightingale Avenging Angel' er skrevet af Hugh Small. Den rummer en række helt nye forklaringer på, hvorfor Florence Nightingale bliver syg i 1857 efter hjemkomsten fra Krim, som hun blev sendt til for at pleje de syge og sårede.

Bogen rejser spørgsmålet, hvorfor hendes påstand om, at 14.000 engelske soldater døde på hospitalet i Scutari -­ fordi hun og den lægelige stab ikke tog sig af konsekvenserne af de dårlige sanitære forhold -­ aldrig er kommet frem i biografierne om hende eller på anden måde er taget alvorligt.

Forfatteren fastholder, at det var det, der i virkeligheden først betingede hendes totale sammenbrud i 1857 og efterfølgende kom til at være drivkraften bag hendes arbejde fra 1858 indtil hendes død. En række af de andre myter om hendes holdninger bliver ligeledes gjort til genstand for debat. Heraf tilbagevises en del som direkte forkerte oplysninger.

Forfatteren har haft adgang til en række Nightingale-papirer og private korrespondancer, der ikke tidligere har været brugt som kilder. En væsentlig kilde er de engelske militær- og regeringsarkiver.

Bogens oplysninger om hendes opvækst, opgøret med familien, hendes uddannelse med faderens hjælp og hendes religiøse opfattelse er stort set alle kendt fra tidligere værker og ikke opsigtsvækkende, selv om det er interessant, at hendes besøg i Kaiserwerth hos pastor Fleidner, der startede diakonissesygeplejen i Tyskland, end ikke nævnes.

Det helt centrale i bogen er beskrivelsen af tiden, fra krigsminister Sir Sidney Herbert sender Florence Nightingale til Scutari, og til et år efter hendes hjemkomst fra Krim, hvor hun erkender, hvad der egentligt forårsagede de mange dødsfald på hospitalet i Scutari.

Myten om de mange dødsfald

At hun sendes ud for at pleje de syge og sikre dem bedre adgang til de forsyninger, som i store mængder sendes til krigen, står uantastet.

Hendes arbejde for at bedre den enkelte soldats vilkår med vask, renlighed og tøj står ligeledes uantastet, og hendes opgør med såvel militære myndigheder som lægerne beskrives i bogen stort set i overensstemmelse med, hvad der tidligere er beskrevet. Soldaternes oplevelse af hende som en betydelig trøst i et helvede står også klart.

Side 9

Det nye er den rædsel, det vækker, at så mange på dette hospital dør -­ både soldater og læger. Myten har i vid udstrækning været, at de mange dødsfald blandt andet skyldtes, at Florence Nightingale ikke troede på betydningen af miljøets forhold og dermed smittekilder og forurening. Forklaringerne på, at så mange døde, har blandt andet været, at de sårede soldater kom for sent til dette hospital. At de kom underernærede, overanstrengte og belastede af krigens forhold og derfor var for svage til at klare sygdoms strabadser. Og at de ikke fik, hvad de har brug for på hospitalet på grund af fejl i administrationen af forsyninger af mad, medicin og tøj.

Florence Nightingale modtager sårede soldater i Scutari. (Fra omslaget til bogen 'Florence Nightingale ­- an avenging angel').

Forholdene undersøges

Cirka 3-4 måneder efter Florence Nightingale overtager ansvaret for sygeplejen, sendes en ny gruppe sygeplejersker fra London ud til krigszonen. Dem vil Florence Nightingale ikke påtage sig ansvaret for.

Dels fordi hun ikke mener at kunne opretholde den nødvendige disciplin for så mange, dels er hun ikke indstillet på at påtage sig ansvaret grundet manglende eller usikker beslutningskompetence for, at disse sygeplejersker rykker ud til hospitaler nærmere krigshandlingerne.

Samtidig sender den daværende krigsminister to grupper civile folk ud for at undersøge de forhold, aviserne og Florence Nightingale har rapporteret hjem om. Den ene gruppe skal beskæftige sig med de fysiske rammer for militærets sundhedstjeneste, den anden gruppe skal beskæftige sig med forsyningsforholdene og søge at afhjælpe disse.

Forsyningsgruppen tager fat på præcis de forhold, som Florence Nightingale har klaget over i en række breve, og hun er godt tilfreds med de forbedringer, gruppens arbejde medfører. Således også at denne gruppe tager fat på de militære ledere for at sikre en bedre situation. De sanitære grupper er rystede over de forhold, de finder, og forsøger at udbedre så meget de kan, blandt andet kloakering omkring hospitalet, udluftning af sygestuer og så videre.

Florence Nightingale stifter bekendtskab med enkelte af gruppens medlemmer, som hun får et varigt venskab med. Det er desuden vigtigt for hende, at nogle af de tiltag, gruppen får sat i værk, giver tåleligere forhold for soldaterne. Men hun ser ikke denne gruppes observationer som forklaring på den høje dødsrate. Hun anbefaler sågar, at endnu flere soldater sendes til dette hospital, og hun får udnyttet yderligere bygninger, der ligger i tæt tilknytning til det gamle barakhospital.

Dårlig hygiejne skyld i dødsfald

Den anden vinter, hun er der, falder dødsraten imidlertid, men det forklares med, at soldaterne kommer tidligere, og at vinteren ikke er så hård. Dødsraten er imidlertid stadig høj.

På et tidspunkt beslutter Florence Nightingale sig til at besøge de øvrige hospitaler, og hun har nogle alvorlige sammenstød med den militære cheflæge Dr Hall. Ikke over hans ordre om ikke at bruge kloroform ved amputationer, men over de forhold, som soldaterne behandles under i øvrigt. Det er således ikke hans medicinske

Side 10

kompetence, hun betvivler, men hans vilje til at skabe bedre forhold for den enkelte soldat, der er såret eller syg.

Florence Nightingale bliver i Scutari, indtil den sidste soldat har forladt stedet efter krigens afslutning, og hun rejser hjem med ophold i Frankrig. Hun er derfor ikke opmærksom på den politiske magtkamp, der på det tidspunkt finder sted mellem dronning Victoria, regeringen og parlamentet om, hvem der skal have kontrollen over militæret.

	​
​Krigsminister Sir Sidney Herbert sendte Florence Nightingale til Scutari. Efter krigen indgår han en aftale med hende, så hendes fulde rapport om de katastrofale forhold ikke kommer frem.		Sammen med statistikeren Dr William Farr arbejder Florence Nightingale sig frem til, at dødsraten for soldater og læger var langt højere i Scutari end på andre hospitaler.

Da hun endelig kommer hjem, begynder hun omgående at ordne de mange optegnelser, som hun selv og blandt andet en religiøs søsterordens medlemmer, der har tjent under Florence Nightingale, har gjort. Hun er dybt berørt af den megen virak, hun modtager, af de mange penge, der er indsamlet til en fond, som skal administreres af hende til at etablere en systematisk sygeplejerskeuddannelse, og af en række andre positive reaktioner. Hun er imidlertid i stigende grad betænkelig ved at blive en brik i det politiske spil og mister tilliden til ministre og andre. Efter en række velbeskrevne politiske manøvrer lykkes det hende at få regeringen til at nedsætte en komité, der dels skal undersøge de forhold, der førte til den sundhedsmæssige katastrofe og de mange dødsfald på Krim, dels placere et ansvar.

Undervejs i denne proces bliver Florence Nightingale ifølge forfatteren mere og mere overbevist om, at det er de sanitære forhold i Scutari, der har forårsaget de fleste dødsfald. Hun har løbende

Side 11

Efter sammenbruddet i 1857 bruger Florence Nightingale sin egen skyldfølelse til at gennemføre det, hun selv mener, hun forsømte at gøre i Scutari.​

Side 12 

kontakt med to af den sanitære kommissions medlemmer og statistikeren Dr Farr. Rapporten fra den sanitære kommission er blevet underkendt af en kongeligt nedsat undersøgelsesgruppe præget af militæret og lægerne, og Florence Nigthingale bestyrkes i sin tro på, at det er hygiejnen, der er hovedproblemet. Hun arbejder sig blandt andet frem til, at dødsraten for soldater og læger var væsentligt højere i Scutari end ved de andre hospitaler. Ligeledes fører de statistiske oplysninger til en erkendelse af, at antallet af døde faldt den anden vinter som følge af, at den sanitære udsendte gruppe gennemførte en række forbedringer.

Disse oplysninger præsenterer Florence Nightingale i en fortrolig rapport til Sidney Herbert, der er formand for den komité, der er nedsat, og hun insisterer på, at hendes rapport skal følge med kommissionens rapport. Det sker imidlertid ikke. Sidney Herbert ønsker, at Florence Nightingale skal undlade at grave i det forgangne og i stedet bruge sine fund til at forbedre fremtiden. Et opgør finder tydeligvis sted, og en eller anden aftale indgås mellem Sidney Herberg og Florence Nightingale, så hendes fulde rapport ikke kommer frem.

Skyldfølelse

Umiddelbart herefter kommer hendes sammenbrud. Hun plages af skyldfølelse over de mange soldaters unødvendige død. Hun udpeger i første omgang Dr Hall som ansvarlig for den manglende hygiejneaktivitet, men kommer til den erkendelse, at læger faktisk er uegnede til det ansvar. Derfor retter hun sine anklager højere op mod Sidney Herbert, der var ansvarlig politisk, da forholdene var værst. Forfatteren søger at dokumentere både handlingsforløb og konkrete årsagsforhold gennem såvel kendte breve som breve, der ikke tidligere har været inddraget i beskrivelserne af Florence Nightingale.

Det virker dokumenteret, når forfatteren påstår, dels at der politisk skjules realiteter om krigens konsekvenser og forholdene for soldaterne, dels at Florence Nightingale bliver en brik i spillet, men også at hun med sin medvirken erkender, at hun ikke tjener soldaterne, som hun burde.

Hendes sammenbrud i 1857 fører til, at hun lukker sig selv ude fra omverdenen, blandt andet ved at rejse til Frankrig, hvor hun nægter at modtage besøg. Men hun destruerer også en væsentlig del af sin korrespondance om disse forhold.

Bogens dokumentation er således stykket sammen på mange utraditionelle måder. 

Bedre sanitære forhold

Da hun kommer hjem i 1858 er hun ifølge forfatteren et forandret menneske, der egentlig har mistet interessen for at gå tilbage til et hospital og løfte sygeplejen. Hun forsøger at komme ud af ledelsen af Florence Nightingale-fonden, hvilket ikke lykkes. Hendes forhold til Sidney Herbert er for altid skadet, og hun anvender selv udtrykket, at hun ''har noget på ham.'' Hun har uden tvivl accepteret, at hendes fortrolige rapport ikke blev offentliggjort med kommissionsrapporten, men en del af handelen har muligvis været, at hun på et senere tidspunkt kunne anvende den. I hvert fald fremsender hun den i forbindelse med sine efterfølgende aktiviteter og kampe til en række mennesker med indflydelse. Rapporten er blevet kendt gennem deres arkiver.

Florence Nightingale kaster sig ud i en voldsom aktivitet til fremme af de sanitære forhold i England, på sygehuse og blandt civilbefolkningen. Hun har hårde opgør med Londons cheflæge, hvilket fører til en konfrontation mellem hende og lægerne. Forfatteren hævder, at der stadig er reminiscenser af konfrontationen, hvilket fremgår

Side 13

af moderne militærlægelig historieskrivning.

Hun bruger i hele sin aktivitet efter 1858 sine fund fra Scutari som grundlæggende dokumentation for behovet for bedre sanitære forhold. Hun bruger sin egen skyldfølelse til som en 'hævnende engel' at gennemføre det, som hun selv mener, hun forsømte at se og gøre i Scu-tari. Forfatteren af denne bog rejser afsluttende spørgsmålet, hvordan Florence Nigthingale gerne ville mindes.

Diagram over dødsfald i Scutari fra april 1854 til marts 1855.

Hun var optaget af, at Sidney Herbert ønskede at blive mindet for det gode, han gjorde. Han gør opmærksom på, Florence Nightingale i 1873 skrev artiklen 'Hvad vil være vores religion i 1999' (Kirsten Stallknechts oversættelse). I den hentyder hun til den store fejltagelse i sit liv. Hun skriver blandt andet: ''Ja, fejl-organiserede fejltagelser er mere skadelige end kriminelle handlinger. Ja, organiseret mangel på omtanke er mere smertende end selv aktuel synd'' (Kirsten Stallknechts oversættelse).

Forfatteren slutter med at tilkendegive, at han tror, hun ville have ønsket at blive husket for, hvordan en ung ambitiøs kvinde reagerede på en unik mulighed. Hvordan hendes land kaldte på hende i en stor national krisesituation og sendte hende med ubegrænset magt og ressourcer for at pleje sundheden af 'den fineste hær der nogen sinde har forladt Englands kyst'.

For at minde nutiden om den lektie, der kunne uddrages af det, har hun ønsket, historien skulle huske, hvordan hun, på grund af mangel på viden og arrogance, lod en hær dø.

Bogen er centreret om Florence Nightingale, men det er det politiske sceneri omkring hendes virke, hærens og samfundets sundhedsforhold, der træder i karakter i en grad, som ikke er set i tidligere beskrivelser med Florence Nightingale som hovedperson. Bogen fortjener at blive kendt af mange med interesse for historien, men den har også budskab til sygeplejersker, der står midt i en politisk betinget omstillingsproces af deres arbejdsplads. Florence Nightingales brug af dokumentation, baseret på facts ­ hvor ubehagelige de end måtte være ­ kombineret med erkendelse af egen fejltagelse, er et skoleeksempel på, at den rette sygepleje i ordets bredeste forstand kan gøre en forskel.

LÆS MERE OM FLORENCE NIGHTINGALE
	​Florence Nightingale  Hun er verdenskendt som grundlæggeren af den moderne sygepleje. Overklassekvinden, der ville lære sygepleje og blev sendt til Krim for at pleje syge og sårede soldater - og for at rette op på de britiske regeringens forsømmelser. Hvem var hun - myte og virkelighed. ​
	​Florence Nightingale’s betydning for dansk sygepleje   Der går en lige linje fra Florence Nightingale’s sygeplejeskole og idéer om sygepleje til dansk sygepleje. Dansk Sygeplejeråds to første formænd havde begge stiftet bekendtskab med Nightingalesystemet, og det blev styrende for deres politik inden for uddannelse og organisering af sygeplejen på sygehusene