Traume-sygeplejersker i USA

I forbindelse med at Rigshospitalet skulle åbne et traumecenter i efteråret 1999, tog jeg og en anden sygeplejerske på studieophold i USA for at studere det amerikanske traumesystem.

Stedet, vi besøgte, var The University of Massachusetts Medical Center, Emergency Department, beliggende cirka 40 kilometer vest for Boston. Et offentligt hospital med cirka 400 senge, hvor alle kirurgiske specialer er repræsenteret.

Baggrunden for netop dette valg var, at vi ved flere lejligheder har været sammen med en af lægecheferne ved dette center, Philip Anderson, senest ved konferencen 'The Danish Emergency Medical System', som blev holdt på Christiansborg (1). Desuden har Philip Anderson flere gange besøgt Rigshospitalets skadestue og har et ret indgående kendskab til danske forhold.

Inden afrejsen modtog vi et meget detaljeret program for vores ophold, med navngivne personer vi skulle følge dag for dag. Der var sat tid af til samtaler med de ledende og uddannelsesansvarlige sygeplejersker, traumekoordinatoren og chefsygeplejersken for Life-Flight ­ en enhed, der består af helikoptere, som overflytter patienter og bringer tilskadekomne fra skadested til hospital.

Endvidere var der tid til at køre med paramedics, flyve med Life-Flight og et ophold på alarmcentralen ­ Dispatchen. Dagene var planlagt, så vi gik i traumecentret fra klokken 9-15 og kørte med paramedics fra klokken 15-19. To formiddage var reserveret til Life-Flight.

På studieturen ønskede vi nærmere bestemt at få kendskab til:

1. Opbygningen af traumesystemet.
2. Traumesygeplejerskernes uddannelse og kvalifikationsniveau.
3. Samarbejdet med det præhospitale system, herunder alarmeringssystemet.
4. Traumecentret i funktion.
5. Personalesammensætninger og normeringer.
6. Samarbejdet med traumekoordinatoren.
7. De fysiske rammer og udstyr.

Side 17

Sluttelig var vi interesserede i at få kendskab til, hvilke vanskeligheder, der er forbundet med at oprette et traumecenter, og om der var nye sygeplejeopgaver, vi kunne satse på i fremtiden.

Traumecentret i Boston bestod af fire afdelinger:

• Traumemodtagelsen.
• En skadestue for ambulanceindbragte patienter, der ikke er lægehenviste, men som henvender sig selv.
• To semiintensive afsnit, et for børn og et for voksne.
• Et observationsafsnit, hvor patienterne kunne ligge natten over.

Afdelingen modtog cirka seks traumepatienter i døgnet. En stor del af disse havde været impliceret i trafikulykker. Ellers fordelte skadestyperne sig, som vi kender det fra danske skadestuer, dog var der flere skudlæsioner og knivstiklæsioner. Mange af traumepatienterne var endvidere påvirkede af narkotika eller alkohol.

Faglig stolthed og høj løn

Vi fulgte sygeplejerskerne i deres daglige arbejde på de forskellige afdelinger i traumecentret.

Det, der gentagne gange slog os, var sygeplejerskernes meget professionelle holdning til faget. Deres faglige stolthed og engagement.

Sygeplejerskerne havde en meget fremtrædende rolle i traumecenteret. Mange var aktive i forebyggende kampagner som for eksempel brug af sikkerhedsseler, børn på bagsædet og så videre. I den forbindelse var der lavet badges med slogans, som personalet bar og gav til patienterne. På den måde blev sygeplejerskerne meget synlige både i og uden for hospitalet og skabte stor respekt om deres arbejde.

En traumesygeplejerske tjener cirka 360.000 danske kroner årligt ­ uden vagttillæg. De fleste sygeplejersker tjente således cirka 450.000 danske kroner årligt. Til

Side 18

gengæld har de kun 14 dages betalt ferie og en 40-timers arbejdsuge. I USA er cirka 30 procent af sygeplejerskerne mænd, og man kan spørge sig selv, om det er en medvirkende årsag til de relativt høje lønninger, eller om det er lønnen, der er med til at trække flere mænd til faget?

Da der er mange traumesygeplejersker i USA, udgiver de hver måned et fagblad 'Emergency Nurses', der indeholder artikler, faglige diskussioner, nyt fra forskellige traumecentre og kursustilbud. Vi fik en stak med hjem, og når man læser dem, kan man både se, hvor velorganiseret traumesygeplejen er og klart fornemme det høje uddannelsesniveau.

En anden ting, vi lagde mærke til, var det store udbud af faglitteratur. Der er i USA tradition for selv at holde uddannelsen ajour og tilegne sig ny viden i en grad, som vi ikke kender herhjemme. Dette skal muligvis ses i sammenhæng med, at sygeplejerskerne skal til en test hvert andet år. Den skal bestås, hvis de skal bevare kompetencen. Testen koster 1.000 kroner og betales af sygeplejersken selv. Det gælder i øvrigt også andre faggrupper i sundhedsvæsenet.

Højt fælles niveau

Der findes flere uddannelser for traumesygeplejersker på internationalt niveau. De to mest anvendte er: Advanced Trauma Nurse Course (ATNC) og Trauma Nursing Core Course (TNCC). Begge uddannelser er bygget op over samme læst og indeholder stort set de samme emner og øvelser af praktiske færdigheder (Skill Stations). Begge kurser er baseret på at ruste sygeplejerskerne til at modtage traumepatienter og deres pårørende samt at udføre den første vurdering af patienten. Kurserne er udviklet for at standardisere tilgangen til plejen og praktiske livreddende færdigheder.

Patienten bliver gennemgået systematisk fra top til tå, hver eneste gang på samme måde. Dette er med til at minimere fejl og forhindre, at noget overses. Begge kurser svarer nogenlunde til ATLS ­ Advanced Trauma Life Support for læger, hvor principperne er de samme.

Kurserne varer fra tre til fem dage og afsluttes med en praktisk prøve og en multiple choice, som skal bestås med mindst 80 procent rigtige svar. Inden kurset skal man have læst den teoretiske del ­ et kompendium på 600 sider.

Traumesygepleje er et speciale, som efter endt grunduddannelse kræver to-tre års erfaring fra en intensiv afdeling eller en anæstesiafdeling, før man kan komme i betragtning. I uddannelsesperioden er der tilknyttet undervisende sygeplejersker, sygeplejespecialister, eller instruktører, som de kalder sig. Underviserne deltager i plejen, underviser teoretisk og øver de praktiske færdigheder i afdelingen med eleven. Vi så instruktørerne dagen igennem i arbejde med patienterne, og de blev derfor en naturlig del af personalet, hvilket skabte gode læresituationer og tryghed i afdelingen.

Begge instruktører, Lis Shilale og Paul Mckennan, er godkendt til at holde TNCC-kurser, også på andre traumecentre i USA. Ud over alt dette deltager de i uddannelsesprogrammer for sygeplejersker i Latinamerika, Armenien og Hviderusland.

Hele dette store faglige engagement og høje uddannelsesniveau kunne iagttages i modtagelsen af traumepatienterne. Selvom de modtog to-tre traumepatienter på én gang, herskede der en afslappet stemning, hvor arbejdet foregik meget professionelt og disciplineret. Alle kendte deres opgaver og plads i teamet, hvilket igen fortalte os, hvor vigtigt det er at arbejde på samme niveau.

Traumekoordinatoren

På traumecentre i USA er der ansat en traumekoordinator, som er sygeplejerske. Vi fulgte traumekoordinatoren Patty Hughes ved flere lejligheder og så hvilken central rolle, hun spillede i traumecentret og ved modtagelsen af traumepatienterne. Sammenslutningen af traumekoordinatorer i USA har lavet følgende beskrivelse af de centrale komponenter i arbejdet:

''Traumekoordinatoren fremmer optimal traumebehandling inden for rammerne af et regionalt traumesystem gennem kliniske aktiviteter, uddannelse, forskningsaktiviteter, kvalitetssikring og administrative funktioner.''

Det er en rolle, der kræver en evne til at behandle informationer, at arbejde selvstændigt og at være igangsætter. Man må være stædig, diplomatisk, fleksibel, udholdende og selvsikker. Personen må være systemorienteret med en bred klinisk baggrund. Traumekoordinatorer har som minimum en universitetsuddannelse i sygepleje på bachelorniveau.

Patty Hughes, som har 20 års erfaring som traumekoordinator, kunne fortælle, at det var vigtigt, at man var en ildsjæl. Man skulle virkelig brænde for arbejdet, være meget

Side 19

udholdende, kunne arbejde i modvind, have det helt store overblik og være i stand til at skabe tillid og respekt omkring sig.

Endvidere er det meget vigtigt ikke at have særinteresser, hvad angår bestemte afdelinger eller personer. Denne vurdering blev bekræftet af både læger og sygeplejersker på traumecentret. På Massachusetts Medical Center blev traumekoordinatoren kaldt til alle traumer og kom i det omfang, hun kunne, uden for normal arbejdstid.

Hun fulgte patienten og traumeteamet gennem hele forløbet. Alle seancer blev videofilmet til evaluering af situationerne. Det var også traumekoordinatoren, der gennemgik videofilmen med traumeteamet.

På Rigshospitalet i København er Danmarks første traumekoordinator nu uddannet. Stillingen ligger tæt op ad den amerikanske, men er tilpasset danske forhold. På Rigshospitalet har man valgt at gøre stillingen vagtfri. Vi har hermed skabt en ny stilling i sygeplejen med helt nye sygeplejeopgaver.

(Læs i øvrigt artiklen 'Danmarks første traumekoordinator' side 6).

Inspiration og specialuddannelse

Vi var naturligvis spændte på, hvad vi fik ud af opholdet i USA. Selvom vi var godt forberedte, havde vi svært ved at forestille os, hvordan et amerikansk traumecenter fungerede i praksis. Spørgsmålene var mange: Kom vi tilbage med noget brugbart? Kunne det omsættes til danske forhold? Kunne vi inspirere vore kolleger?

Svarene var afgjort bekræftende. Ud over den store inspiration, det var at følge sygeplejersker, der var så engagerede og veluddannede, gav det os inspiration til at gå i gang med nogle helt konkrete opgaver.

For det første uddannelsen. Det blev helt klart for os, at en formaliseret specialuddannelse er en nødvendighed på længere sigt, hvis vi vil have en fremtrædende rolle i et traumeteam og arbejde på et traumecenter på internationalt niveau. Som det er i dag, besidder sygeplejerskerne en stor sum af viden, som er samlet fra mange forskellige specialer.

Denne viden er med andre ord meget spredt, og præstationerne i de konkrete situationer bliver let uensartet. Det medfører ofte utryghed og en følelse af utilstrækkelighed. Ved at øge kompetencen gennem en speciel traumeuddannelse bliver overskuddet til den egentlige patientpleje større.

Erfaringerne fra USA viser også, hvor vigtigt det er, at traumesygeplejerskerne i hele landet samarbejder om en ensartet uddannelse. I foråret mødtes sygeplejersker fra traumecentre og skadestuer fra hele landet med netop dette formål for øje og for at udveksle erfaringer, så vi er godt på vej.

I vores egen afdeling har forskellige grupper arbejdet målrettet. En gruppe har udarbejdet action-cards, kort der præcist beskriver arbejdsopgaver i forbindelse med modtagelse af en traumepatient. Ved hvert vagtskifte udpeges, hvilke sygeplejersker der skal indgå i traumeteamet i den pågældende vagt. Det giver sygeplejerskerne mulighed for at forberede sig mentalt, tjekke udstyr og lignende.

En sygeplejerske tager sig af de pårørende. For at forbedre sygeplejen til de pårørende er en anden gruppe ved at udarbejde et pårørendeskema. Her noteres den givne information, de ansvarlige kontaktpersoner og indgåede aftaler med de pårørende. Det skal sikre kontinuteten i plejen, også når patienten og de pårørende fortsætter til andre afdelinger.

Med hensyn til uddannelse er første skridt afholdelse af tre kursusdage for alt personale, bestående af to dages teoretisk undervisning og en dags teamtræning plus en fagspecifik multiplechoice-test. I første omgang skal denne test belyse, hvordan yderligere undervisning skal planlægges.

Næste skridt bliver at sende fire sygeplejersker til USA for at følge TNCC og ATNC. Derefter vil vi beslutte os for, hvilket af disse kurser der er mest velegnet til danske forhold.

Litteratur

1. Berg, J. Dansk akutsystem uden sammenhæng. Sygeplejersken 1998; (40): 4-9.
2. Berg J. Ulogisk akutsystem. Sygeplejersken 1998; (40): 10-13.

Pia Kirkeberg er afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets Traumecenter og Skadestue.

Nøgleord: Traumecenter, traumesygepleje.