Faglig kommentar: Æstetik i sygeplejen

Når man skal bade patientens hovedbund med varmt vand eller planteafkog med det formål at berolige patienten, kan man lægge patienten med hovedet i fodenden med ansigtet opad og hovedet ud over sengekanten. Derefter tager man et stykke linned, snor det og lægger det stramt om hovedet, så afkoget ikke løber ned i øjnene eller ansigtet. En balje med det varme planteafkog stilles under hovedet, og så bliver man ved med at overhælde patientens hoved ved hjælp af en kande, så længe afkoget er varmt. Om vinteren skal afkoget være varmere end om sommeren, men sådan at det ikke brænder patienten, og det gør man ved først at prøve med hånden.

Det lyder faktisk dejligt. Det skulle ikke undre mig, om virkningen er mindst lige så god som fem milligram apozepam. Vi mangler bare en randomiseret, klinisk undersøgelse for at kunne dokumentere værdien af at genindføre metoden i sygeplejen.

Det er nu ikke så meget den mulige gode effekt af hovedbundsbadning, jeg hæftede mig ved, da jeg læste artiklerne om 1600-tallets sygepleje i Spanien i Sygeplejersken nummer 35 og 36, 1999. Det var selve beskrivelsen af teknikken, der fik mig til at tænke over, hvor sjældent vi ser sygeplejemetoder beskrevet med vægt på de æstetiske kundskaber.

De fire kundskabsområder

Empirisk og etisk kundskab fylder meget i beskrivelser af sygeplejen. Den personlige kundskab må vi læse os til mellem linierne, hvilket måske har at gøre med almindelig blufærdighed. Personlig kundskab er ikke fælleseje som den empiriske og etiske kundskab. Men det er som om, de æstetiske kundskaber også er blevet noget personligt, noget den enkelte sygeplejerske kan lægge i udøvelsen af sygeplejen. Sådan har det ikke altid været.

Der ligger megen æstetik i beskrivelsen af, hvordan man snor et stykke linned og lægger det stramt om hovedet på patienten, så han ikke får vand i øjnene. Det er en rationel handling, der beskrives. Patienten skal ikke have vand i øjnene. Det er rationalet bag metoden, og det kunne have været udtrykt som et princip. I beskrivelsen af, hvordan man snor linnedkluden, tilføres det metodiske en ekstra dimension. Man ser det for sig: Broderen, der med elegance hvirvler linnedstykket rundt i luften, så det opnår en passende fasthed i snoningen og uden løse ender, mens hans discipel, munkeaspiranten, ser andægtigt til og siden hen må øve sig igen og igen, inden han går til midnatsmesse.

Glemmebogen

For en menneskealder siden var den slags beskrivelser almindelige i lærebøger. Man lærte for eksempel at lægge hjørner på underlagenet. Lige hjørner. Bispebjerghjørner. Rationalet var, at lagenet skulle blive liggende fast og glat uden at glide af og slå folder. Den æstetiske dimension lå i, at det så pænt ud, når alle sengene på en afdeling var redt på samme måde. Det var en del af afdelingens ansigt udadtil. Og så lagde man selvfølgelig aldrig puden ind i pudevåret, så striberne i puden lå på tværs af sengen. Nu er alle puder ensfarvede, og dermed er kunsten at lægge puden i den rigtige retning gået i glemmebogen.

Hvor meget er gået i glemmebogen, fordi det blev umoderne at gå op i det metodiske? Demonstrationsstuerne på sygeplejeskolerne kom mere og mere til at ligne pulterkamre, hvis de da ikke helt blev afskaffet. Metoder skulle læres i praksis hed det, og det passede sig ikke at lade studerende lære at kopiere andres metoder. Var vi blevet for fine til at vedkende os, at sygeplejen også er et håndværk? Ikke desto mindre er det i håndværket, æstetikken opstår, lever og overleveres. Måske er det godt nok, at det metodiske tilegnes i praksis. Der er bare den hage ved det, at det så bliver ret tilfældigt, hvad den studerende får håndelag i og lærer at tilføre en æstetisk dimension. Praktikvejlederen er måske en klumpedumpe eller en sjuske. Sygeplejens æstetiske kundskaber kommer til at bero på tilfældigheder og bliver personnafhængig ligesom arbejdspåklædningen. Det er helt op til den enkelte sygeplejerske, hvordan hun vil klæde sig.

Ekspertisen bliver synlig

Den findes jo i sygeplejen, æstetikken. Ikke kun som situationsfornemmelse, empati og andre af de mere luftige egenskaber. Æstetikken kan findes helt konkret og sanseligt i dygtige sygeplejerskers handlinger. Når en sygeplejerske kan skifte en stomipose, uden at noget af indholdet løber ned ad maven, uden at patienten får flået maveskindet af, uden at omgivelserne overhovedet kan lugte det stinkende indhold eller får det at se, så kommer de æstetiske kundskaber i sygeplejen til udtryk. Sygeplejen viser mere end rationalet hygiejne. Sygeplejeekspertisen bliver synlig. Men hvem finder på at beskrive de æstetiske metoder i detaljer, så de kan videreføres og blive fælleseje igen?

Se for eksempel på, hvad sygeplejersker har fundet det værd at gemme gennem tiderne, og som nu udstilles på Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Blankpudsede kobberkar, smukke uniformer og gedigent håndværk. Hvem gider gemme et PVC-holdigt engangsmedicinglas for fremtiden?

I anledning af at vores sygeplejefællesskab fylder hundrede år, skal mit ønske for fremtiden være, at sygeplejersker igen gør de æstetiske kundskaber til fælleseje. Vi skal tale om dem, diskutere, beskrive, filme, fremme og overlevere æstetikken i faget, inden den forsvinder eller bliver et rent personligt anliggende. Æstetikken kan blive en værdi igen. Det bør vi også bruge vores fælles organisation til.