Ildsjælenes historie

Fra kapitlet: Kampen for faget

Den oplæring, der blev givet i sygepleje i de sidste årtier af 1800-tallet, var både tilfældig og uensartet. Eleverne tilbragte hele oplæringstiden, der kunne variere fra nogle måneder til et par år, på den afdeling, de var startet. Her gik en stor del af tiden med rengøringsarbejde, sengeredning o.lign. Kun på et hospital, Københavns Kommunehospital, var der fra 1897 forsøgsvis indført et kort teoretisk kursus for sygeplejeelever ud fra en nyttebetragtning om, at de derved ville kunne udvikle sig ''fra en rent mekanisk til en forstaaende, intelligent Medhjælp'' for lægerne.

Men til trods for den hastige udvikling inden for lægevidenskaben, der skabte behov for en mere kvalificeret sygepleje, var flertallet af landets læger stadig af den opfattelse, at en ren praktisk oplæring var at foretrække.

For Dansk Sygepleråds bestyrelse var en systematisk og alsidig uddannelse ikke blot sygeplejerskens ret, men den var også en nødvendighed for at opnå den ønskede faglige kvalitet og sociale status.

Da hverken staten eller lægeverdenen tog sig af at forbedre sygeplejerskernes uddannelse, måtte den unge sygeplejerskeorganisation gøre opgaven til sin. Men den havde ingen magtmidler, der kunne stilles bag kravet om en uddannelsesreform. Forbedringer måtte derfor skridt for skridt gennemføres via forhandlinger med læger og hospitalsmyndigheder. Det viste sig særligt i de tidlige år at være en vanskelig og ofte ufarbar vej. Hospitalsautoriteterne anerkendte ikke Dansk Sygeplejeråds myndighed til at forhandle på sygeplejerskernes vegne, og de havde som regel ganske andre forventninger til uddannelsen end sygeplejerskernes organisation. Den holdning, der blev udtrykt i dagbladet ''Politiken'' i forbindelse med Dansk Sygeplejeråds stiftelse, taler sit tydelige sprog om, hvad det var, den unge sygeplejerskeforening var oppe imod:

''Bedre Uddannelse tiltrænges sikkert ikke stærkt, de danske Sygeplejersker er saa ferme og flinke, saa lette paa Haanden og saa milde om Hjærtet som noget Lands.''

Side 5

Selv om lægerne ønskede sygeplejersken som kvalificeret medhjælper, gik det trægt med at få en generel forståelse for, at det krævede andet end et varmt bankende hjerte og ferme hænder. På billedet assisterer sygeplejersken lægen på Århus Amtssygehus omkring 1913. (Dansk Sygeplejeråds arkiv)

Det anstrengende arbejde krævede, at sygeplejersken var sund og stærk. Derfor blev daglig motion i frisk luft anbefalet. Her sker det i form af en rask sneboldkamp i en pause i arbejdet på Finseninstitutet. Niels Finsen til højre i billedet ser på. Billedet er fra omkring 1900. (Dansk Sygeplejeråds arkiv)

Side 6

Fra kapitlet: selvstændighed og fagidentitet

Ikke alle så med lige stor begejstring på efterkrigsårenes udvikling, hvor specialisering, effektivitet samt tekniske og administrative færdigheder blev sat i højsædet, og hvor tendensen gik i retning af, at en del af sygeplejerskens traditionelle pleje- og omsorgsfunktioner som led i hospitalernes rationaliseringsbestræbelser blev overladt til nye personalegrupper. Således udtalte forstanderinde Maren Grosen under SSNs kongres i Oslo i 1946 bekymring for, at udviklingen ville få sygeplejersken til at svigte omsorgen og den direkte patientpleje til fordel for en rolle som lægens assistent. Det, hun stillede spørgsmål ved, var, om sygeplejen faktisk udviklede sig til det selvstændige fag, således som Dansk Sygeplejeråds undervisningsudvalg havde proklameret.

I de følgende år dukkede betragtninger som medmenneskelighed i sygeplejen og patienten som centrum for sygeplejen med jævne mellemrum op.

I sygeplejerskernes tidsskrift afsluttede redaktøren Vera Brock i sommeren 1948 en leder om sygehuset som arbejdsplads således:

''skal upersonligheden fortsat fejre sine triumfer, vil det snart være for sent at diskutere, hvordan ånden i sygeplejen kan bevares.'

Og forstanderinde Inge Funding påpegede i sin tale ved dimissionsfesten for Bispebjerg Hospitals elever i 1954 faren for, at faget mistede sin identitet, og understregede, at sygeplejen ikke havde brug for ''papirsygeplejersker'', men for kvindens naturlige trang til at værne om liv. For at lægge ekstra vægt bag sine ord citerede hun Florence Nightingales betragtning om, at ''en kvinde, som synes, at noget arbejde, som hører til sygeplejen, er under en sygeplejerskes værdighed, er simpelthen i vejen.''

Den betragtning var efter Inge Fundings mening atter blevet aktuel med 1940'ernes og 50'ernes specialiseringer og rationaliseringer.

Inge Fundings tale var en påmindelse til de nybagte sygeplejersker om ikke at lade de nye tekniske hjælpemidler og skrivebordsarbejdet overskygge sygeplejens pleje- og omsorgsopgaver. Om ikke at lade sygeplejen få præg af upersonligt samlebåndsarbejde.

Det var således en fastholden ved fagets traditionsbundne identitet, sygeplejersker som Maren Grosen og Inge Funding gjorde sig til fortalere for. Det var sygeplejersker, der i tidens udvikling så en bevægelse bort fra fagets egentlige kerne ­ fra den grundlæggende pleje- og omsorg, der som mindre kvalificeret arbejde overgik til den nye personalegruppe, sygehjælperne.

Bekymringen for fagets fremtid skulle ikke blive mindre gennem de følgende årtier og skabte hos sygeplejerskerne et voksende behov for klare definitioner af, hvad sygepleje var.

Eksamensfest i 1970. Alvorligt lytter de nyuddannede sygeplejersker til oplæsning af sygeplejerskeløftet. Det var en mere verdslig version, der i 1958 havde afløst det religiøstprægede Nightingaleløfte. (Tidsskrift for Sygeplejersker 1970)

Side 7

Klokken er 7 om morgenen på Bispebjerg Hospital. Sygeplejerskerne går i samlet flok til deres respektive afdelinger. En lang og anstrengende dag tager sin begyndelse. Billedet er fra 1920'erne. (Dansk Sygeplejeråds arkiv)

Erkendelsen af den alt for tidlige nedslidning af sygeplejersker skærpede Charlotte Muncks kamp mod den lange arbejdstid i de sidste år af hendes formandstid. Her sikrer en af sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospital, at hun kommer til at sidde mageligt under en pause fra forstanderinde- og formandsjobbet. Billedet er fra 1927. (Dansk Sygeplejeråds arkiv)

Side 8 

Fra kapitlet: Vi behøver sygeplejersker -­ men til hvad?

Indenrigsministeriets manglende reaktion og de stadige løn- og kompetencestridigheder på arbejdsstederne fik Dansk Sygeplejeråd til at tage initiativ til et diskussionsmøde, der blev afholdt i Merkur Teateret i København i maj 1964. Mødets emne var ''Vi behøver sygeplejersker ­ men til hvad?'' og ikke siden året før krigsafslutningen havde der været en så voldsom tilstrømning til et diskussionsmøde for sygeplejersker. Det viste noget om emnets alvor og om et fag i identitetskrise.

Fagets identitetskrise må ses i lyset af den fortsatte tendens til, at sygeplejersken fjernede sig fra de direkte omsorgs- og plejeopgaver. En tendens, der i 1960'erne blev forstærket dels ved ansættelsen af de nye hjælpegrupper, der bl.a. betød en forøgelse af sygeplejerskernes administrative og pædagogiske opgaver, dels af den eksplosive vækst af nye tekniske hjælpemidler og sygeplejerskens overtagelse af opgaver, der traditionelt havde været varetaget af lægen, som eksempelvis intravenøse infusioner og injektioner.

Atter kom spørgsmålet om sygeplejerskens grundlæggende funktioner på dagsordenen, hvad temaet ved SSNs kongres i 1962 ''Sykepleie og den medmenneskelige omsorg i vår tekniske tidsalder'' var et blandt flere eksempler på. At det var hovedtemaet på den nordiske kongres viser desuden, at de danske sygeplejersker ikke var alene om problemstillingen. 

I sin indledende tale på kongressen gav Dansk Sygeplejeråds næstformand Birthe Kofoed-Hansen udtryk for det ejendommelige og nærmest vemodige ved

''at befinde sig i den situation at måtte diskutere, hvad sygeplejersker skal anvendes til. At et fag og en stand, der har sin rod langt tilbage i historien, er kommet til et sådant vendepunkt i sin tilværelse, at der kan rejses tvivl, og dermed diskussion om dets udøveres rette placering i samfundet.''

Det var yderst presserende for sygeplejerskerne at få en klar definition og målsætning for, hvad sygepleje var, og hvilke arbejdsopgaver der kun burde udføres af sygeplejersker. Birthe Kofoed-Hansen slog fast, at sygeplejerskens arbejde for fremtiden burde koncentreres om de rent sygeplejefaglige, administrative og undervisende opgaver. Men samtidig advarede hun mod den misforståelse, at teknisk betonede opgaver blev sat op som en modsætning til sygepleje. Alt arbejde, der ud over kendskab til teknisk apparatur også krævede kendskab til patientens psyke, sygdomsindsigt og observation med anlæggelse af et klinisk skøn, burde ifølge Birthe Kofoed-Hansen varetages af sygeplejersker.

Birthe Kofoed-Hansen afviste, at sygeplejerskerne ville monopolisere de plejemæssige opgaver og forhindre, at nye grupper opstod inden for hospitalsarbejdet. Det, Dansk Sygeplejeråd var imod, var, at disse grupper blev konkurrenter til sygeplejerskerne med bedre arbejdstid, fritagelse for vagttjeneste mv. Desuden måtte der tages afstand fra, at sygeplejerskerne fik en rolle som altmuligmænd, der var parate til at påtage sig de opgaver, som andre skubbede fra sig. Det var formodentlig opgaver, som lægerne skubbede fra sig, Birthe Kofoed-Hansen her havde i tankerne.

Det gjorde efter hendes mening hverken faget særligt respekteret eller prestigefyldt og ville for alvor give mangel på sygeplejersker. Sygeplejen skulle tværtimod være et specialområde, der tilbød samfundet sin ekspertservice på lige fod med andre professioner, blev det fra dansk side understreget på SSNs kongres i 1966.

Til trods for at en klar definition af, hvad sygepleje var, blev betragtet som en nødvendig forudsætning for, at faget kunne hævde sig som en selvstændig disciplin i forhold til andre sundhedsgrupper, kom Dansk Sygeplejeråd ikke en definition af sygeplejerskens funktionsområde nærmere. Vi skal frem til begyndelsen af 1970'erne, før der blev taget skridt til en egentlig afklaring.

Side 9

Maria Madsen og Gunhild Kirchheiner efter et møde med statsminister Knud Kristensen i oktober 1946. Maria Madsen var da efterhånden en øvet forhandler. I et senere interview udtalte hun om sin tid som forhandler: ''Første gang jeg havde en vanskelig forhandling, var jeg lige ved at tude. Senere har jeg oplevet, at jeg blev så vred, at jeg satte hatten forkert på, da jeg gik.'' (Foto: Hakon Nielsen, Nordisk Pressefoto)

Sygeplejersker og elever fra operationsafdelingen på Kongevejshospitalet i Sønderborg i gang med den omstændelige procedure at undersøge, lappe og pakke de brugte vaskede gummihandsker før sterilisering i autoklaven, der ses i baggrunden. Billedet er fra 1950'erne. 

Side 10 

Fra kapitlet: Rekrutterings- og imageproblemer

Ved indgangen til det nye årtusinde stod det danske sundhedsvæsen med et nyt problem. Antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen var dalende, så det kneb med at få de normerede uddannelsespladser besat. Hvad der gjorde det særligt foruroligende var, at søgningen til sygeplejerskeuddannelsen var mærkbart mindre end til andre uddannelser.

Jette Søe understregede på Dansk Sygeplejeråds kongres i 1998, at det var nødvendigt at gøre sygeplejerskeuddannelsen attraktiv i den tiltagende konkurrence med andre uddannelser, da ansøgertallet de seneste år havde været vigende i større grad, end tilfældet havde været til andre uddannelser som følge af de små ungdomsårgange. Dansk Sygeplejeråd havde derfor indledt et samarbejde med arbejdsgiverne og Undervisningsministeriet for at afdække årsagerne til problemet. Ifølge Jette Søe var det et samarbejde, som Dansk Sygeplejeråd ønskede intensiveret, ud fra en erkendelse af, at hvis ikke der kom forbedringer både på det faglige og det løn- og ansættelsesmæssige område, så

''står ikke alene sygeplejerskerne og sygeplejefaget, men hele det danske sundhedsvæsen med et kæmpeproblem om ganske få år.''

Det fik Dansk Sygeplejeråd til i de første måneder af jubilæumsåret 1999 ­ i lighed med jubilæumsåret 50 år tidligere ­ at gennemføre en egentlig rekrutteringskampagne. Denne gang under sloganet ''Bliv sygeplejerske -­ det giver mening''. Gennem kampagnen blev sygeplejen beskrevet som et fag, der gav valgfrihed og ansvar, bød på udfordringer, var præget af verbalt og nonverbalt sprog, var karrierebetonet, handlede om mennesker, rummede fleksibilitet og internationale muligheder.

Sygeplejerskemanglen gav anledning til, at der i pressen kom flere tegninger og bemærkninger med bid i. Her er det Vejle Amts Folkeblad, der i december 1994 bragte denne tegning med følgende undertekst: ''Danmark skal støvsuges for sygeplejersker. Hverken alder eller års fravær fra faget skal være nogen hindring for at få sygeplejersker til at vende tilbage. Det er Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Vejle, der har taget initiativ til det første kursus.'' 

Det var det billede, Dansk Sygeplejeråd forsøgte at bibringe de små ungdomsårgange. Det var ikke billeder af sygeplejersker med trætte, sørgmodige øjne, der tonede frem i kampagneavisen, eller udtalelser om dårlige løn- og arbejdsforhold, der prægede

Side 11

denne kampagne. Den blev helhjertet bakket op af arbejdsgiverne i amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvilket understregede, at vanskelighederne ved at få de unge til at søge sygeplejeuddannelsen var en fælles alvorlig problemstilling for både sygeplejersker og arbejdsgivere.

At sygeplejerskerne var nødt til at gøre opmærksom på, at sygeplejefaget faktisk rummede værdier, der modsvarede de unges behov for oplevelser og udfordringer, gerne af følelsesmæssig karakter, var også fremtidsforsker Maria-Therese Hoppes budskab på den temadag om sygeplejens imageproblemer, som Dansk Selskab for Sygeplejeforskning arrangerede sidst i januar 1999. Efter hendes opfattelse havde sygeplejerskerne ved ensidigt at fokusere på dårlig løn og dårlige arbejdstider givet sygeplejen et så kedeligt ry, at de unge ikke ønskede at tilmelde sig faget. Sygeplejens imageproblemer hang ifølge forskningssygeplejerske Grethe Østergaard-Nielsen også sammen med, at mange grundlæggende plejeopgaver var blevet overladt til sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, mens sygeplejerskerne mere og mere tog sig af administrative opgaver.

''Med fare for at lyde floskelagtig, så tror jeg, at det er væsentligt at få mere helhed i sygeplejen. De administrative opgaver skal modsvares af mere patientomsorg ­ det vil sige mere følelsesmæssigt betonede opgaver. Man skal huske på, at sygeplejen er et fag for hånd, ånd og hjerte og ikke et handelsskolefag,'' lød det fra Grethe Østergaard-Nielsen.

Endnu en gang blev fagets image- og identitetsproblemer knyttet an til det grundlæggende spørgsmål: hvem skal varetage sygeplejen? Siden efterkrigsårene havde mange sygeplejersker ligesom Grethe Østergaard-Nielsen udtrykt bekymring for, at det ikke var sygeplejersker, der varetog de patientnære opgaver. En problematik, der kan forklares historisk, idet den rækker tilbage til den hierarkisering af sygeplejeopgaverne, som det indenrigsministerielle udvalg, bestående af bl.a. sygeplejersker og læger, anbefalede i 1949 for at komme sygeplejerskemanglen til livs.

Derved blev mere rutineprægede opgaver i forbindelse med den direkte patientomsorg og -pleje uddelegeret til sygehjælpergruppen.

Fra 1987 kom de decentrale lønpuljer, de såkaldte fedterøvstillæg, ind som en del af løndannelsen. Meget mod en stor del af sygeplejerskernes ønske, hvad der fremgår af Frederiksborg amtsbestyrelses demonstration under Dansk Sygeplejeråds kongres i 1994. (Foto: Søren Svendsen, Billedhuset)

Nøgleord: Historie, jubilæum.