Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jubilæumsudstilling i rådhushallen

Dansk Sygeplejeråds jubilæumsudstilling i rådhushallen på Københavns Rådhus blev rost af de inviterede gæster, der overværede åbningen den 11. oktober. På udstillingen blev Dansk Sygeplejeråds jubilæumsbog 'Firkløveret og ildsjælene' for første gang præsenteret.

Sygeplejersken 1999 nr. 42, s. 44-46

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-1999-42-44-1

Dansk Sygeplejeråds jubilæumsudstilling set fra balkonen i rådhushallen.

Side 45

I to uger i oktober bød Dansk Sygeplejeråd interesserede indenfor til en jubilæumsudstilling i rådhushallen på Københavns Rådhus.

Plancher fortalte sygeplejens historie i billeder og tekst, og i montrer kunne man studere arbejdsredskaber, som var lånt fra Sygeplejemuseet i Kolding. En af datidens sygestuer var blevet genskabt i rådhushallen foruden en børnesygestue og en sygeplejerskes private værelse på et hospital. Derudover kunne man se en kollektion af tidligere tiders uniformer, som Dansk Sygeplejeråd har fået nyproduceret.

Hovedattraktionen på udstillingen var en omfattende samling af unikke plakater med sygeplejemotiver, som stammer fra Røde Kors' museum i Genève. Udstillingen bød endvidere på et galleri af portrætter af Dansk Sygeplejeråds formænd, som ellers til daglig har deres plads på Vimmelskaftet 38. Man kunne også se en samling af internationale frimærker med sygeplejemotiver. Den nye bog om Dansk Sygeplejeråds 100 års historie 'Firkløveret og ildsjælene' skrevet af historiker Nete Balslev Wingender blev præsenteret for første gang.

Dansk Sygeplejeråd havde inviteret en lang række gæster til åbningen. Det var blandt andet repræsentanter fra offentlige institutioner, repræsentanter for Dansk Sygeplejeråds udvalg og sekretariatet. De kunstnere, der havde bidraget til udstillingen, var også inviteret foruden sponsorer og dem, der direkte havde stået for at arrangere udstillingen, Lars Haastrups tegnestue og historiker Esther Pedersen fra Dansk Sygeplejeråd.

Jette Søe åbnede udstillingen og sagde blandt andet:

'Side 46

SY-1999-42-44-2aHovedattraktionen var en samling unikke plakater med sygeplejemotiver fra Røde Kors' internationale museum i Genève.

'Udstillingen gør meget ud af at følge sygeplejens faglige udvikling, der fortsat går i retning af en stadig højere grad af specialisering, hvilket blandt andet også er afspejlet i uddannelseskravene. Om vi så kan opnå den fireårige grunduddannelse, som vi ønsker os, er en helt anden sag.''

Om præsentationen af jubilæumsbogen 'Firkløveret og ildsjælene' sagde formanden:

SY-1999-42-44-2bHospitalsskibet Jutlandia havde fået sin egen montre med gamle rekvisitter.

''Resultatet er blevet en meget spændende bog. Det er historien om den kolossale udvikling, sygeplejefaget har gennemgået de sidste hundrede år takket være de mange ildsjæle, der i årenes løb har meldt sig under firkløveremblemets fane for at arbejde for sygeplejen og for sygeplejerskernes sag.''

Nete Balslev Wingender har været over tre år om arbejdet med bogen, og hun var lettet over, at spændingen nu endelig er blevet udløst, og resultatet er blevet en flot indbundet bog på 500 sider delt op i to bind. SY-1999-42-44-2c

Overborgmester i Københavns Kommune, Jens Kramer Mikkelsen, Jette Søe og historiker Nete Balslev Wingender holdt taler ved åbningen af udstillingen.

I sin tale sagde hun:

''Mit håb er, at den vil blive læst af mange sygeplejersker og af andre med tilknytning til Dansk Sygeplejeråd. At den vil bidrage til viden om, hvordan det har været, og dermed til viden om de holdninger og mønstre, der har præget udviklingen af sygeplejefaget og sygeplejerskernes løn- og arbejdsvilkår. At den vil inspirere sygeplejerskerne til refleksioner, nu hvor de står på tærsklen til deres organisations næste århundrede, '' sagde Nete Balslev Wingender.

Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen roste udstillingen og kom i sin tale ind på sygeplejerskernes position i sundhedssektoren.

''I har skærpet jeres faglighed på en måde, så sygeplejerskerne er en del af ledelsen i vores sundhedsorganisationer, og således at faget har fået en profil, som både fører til doktorafhandlinger, til høje stillinger i undervisningsinstitutionerne og til en position i forskningssammenhæng. Det er godt gået på hundrede år.

I har også skærpet den fagpolitiske profil. Ikke mindst i det seneste årti. Hvor sygeplejerskerne førhen var de pæne piger, som ikke lavede uro og ballade, så har vi i de seneste år både set jer demonstrere og strejke. Det ser jeg som et tegn på, at faget er ved at søge et nyt ståsted og ved at opbygge en ny bevidsthed,'' sagde Jens Kramer Mikkelsen.

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, jubilæum.