Politisk mod

''Efter min mening er det en af de stærkeste sygeplejerskeorganisationer i verden,'' lyder Jane Salvages karakteristik af Dansk Sygeplejeråd.

Som WHO Europes regional adviser i sygepleje havde hun løbende kontakt til alle de europæiske sygeplejerskeorganisationer, inklusive de nye organisationer fra det gamle Sovjetunionen og Østblok-landene. Samtidig oplevede hun Dansk Sygeplejeråd på nært hold, fordi WHO Europe ligger i København, og hun boede her i næsten fem år.

''Jeg beundrer dem for deres styrke og vilje til at bruge den politisk på en måde, som mange andre organisationer er afskåret fra, fordi de ikke har den opbakning på næsten 100 procent, som man ser i Danmark,'' siger Jane Salvage.

Jane Salvage, England, var leder af afdelingen for sygepleje i WHO Europe i første halvdel af 90'erne, mens de nordiske organisationer for alvor engagerede sig i de tidligere Østblok-lande med en række udviklingsprojekter. Hun er her fotograferet i sit WHO-kontor på Østerbro i København.  

'Side 28

'Mens jeg boede i Danmark, var der for eksempel strejke på grund af lønnen (1995, red.). Det var meget interessant at opleve Dansk Sygeplejeråds militante holdning, for det er et skridt, sygeplejersker i mange andre lande er nervøse for at tage.

De er bange for at miste befolkningens opbakning. Men jeg oplevede, at folk betragtede de danske sygeplejerskers strejke som en helt legitim kamp for deres ret.''

Så stor en styrke rejser dog i sig selv problemer, tilføjer Jane Salvage.

''Efter min opfattelse bør den ledende sygeplejerske i Sundhedsministeriet for eksempel have en fremtrædende rolle i alle lande. Men det er vanskeligt, når sygeplejerskeorganisationen er så stærk som Dansk Sygeplejeråd.

Et åbent spørgsmål er også, om det svækker bredden i diskussionerne, når én organisation har monopol. Man skal i hvert fald være meget opmærksom på faren for, at organisationen bliver udemokratisk. Og det er ikke ment som en kritik af Dansk Sygeplejeråd, for udefra set virker det, som om organisationen arbejder meget bevidst med dette problem. Én stærk organisation er da også langt at foretrække frem for en situation som i Frankrig, hvor der er op imod 60 forskellige organisationer. Men det er en vanskelig opgave at afspejle forskellene inden for sygeplejen og varetage medlemmernes meget forskellige behov inden for én organisation.''

Hjælp uden formynderi

­ Hvordan synes du, Dansk Sygeplejeråd og de øvrige nordiske organisationer har håndteret de hjælpeprojekter, de har gennemført i de gamle Østblok-lande efter systemskiftet?

''De har spillet en betydelig rolle for udviklingen af sygeplejen og for den sociale udvikling i Østeuropa og den tidligere Sovjetunion. Hjælpen var virkelig påkrævet, og det var vanskeligt for os at finde penge til større udviklingsprojekter.

De har ikke kun bidraget med deres egne projekter, de har også optrådt som formidlere og for eksempel lettet vejen til Danida og andre donororganisationer.

En af de ting, jeg beundrer mest hos de skandinaviske sygeplejersker, er faktisk deres ægte engagement i det internationale arbejde og deres vilje til at hjælpe uden at ville påtvinge andre deres egen tilgang til tingene.''

Jane Salvage har set mange hjælpeprojekter i sin tid i WHO, og en nærliggende fare i hjælpearbejdet er, at man bevidst eller ubevidst eksporterer sin egen måde at gøre tingene på, påpeger hun.

''Som britisk eller dansk sygeplejerske betragter man det for eksempel som en selvfølge, at de nye lande har brug for en treårig sygeplejerskeuddannelse, sådan som EU har anbefalet. Men måske har det land, man gerne vil hjælpe, umiddelbart mere brug for en kortere efteruddannelse af alt sundhedspersonale.

Som sygeplejerskeorganisation antager man også helt selvfølgeligt, at den naturlige samarbejdspartner er den stedlige sygeplejerskeorganisation. Og hvis den fungerer dårligt, ser man det som et indlysende mål, at den må styrkes. Hvor et samarbejde med sundhedsmyndighederne i stedet måske ville give flere resultater.

Med mindre man har meget stor erfaring med internationalt arbejde, er det meget vanskeligt at frigøre sig fra egne perspektiver og forudsætninger.''

Diskussion påkrævet

Derfor går Jane Salvage generelt ind for, at hjælpeprojekter skal foregå i en større sammenhæng, for eksempel i WHO- eller ICN-regi snarere end fra land til land eller fra organisation til organisation.

''Land-til-land projekterne har det fortrin, at de skaber entusiasme. Man lærer hinanden at kende og kan identificere sig med hinanden,'' siger hun. ''Problemerne opstår den dag, projektet er slut, eller pengene slipper op. Så står modtagerne pludselig alene og er næsten værre stillet end før.''

Jane Salvage understreger igen, at hendes overvejelser ikke er ment som en kritik af Dansk Sygeplejeråd. ''Tværtimod tror jeg måske, den ekspertise, de skandinaviske organisationer har udviklet gennem deres projektarbejde, kan blive en katalysator for en international diskussion af, hvordan man arbejder sammen med andre lande. For vi kan alle blive bedre.''

­ Hvilke udfordringer vil Dansk Sygeplejeråd stå overfor i de kommende år?

''Formentlig de samme, som vi står over for i Storbritannien. Ikke at måtte lade som om vi er noget andet, end vi er, for at bevise vores berettigelse i et sundhedsvæsen, der lægger større og større vægt på økonomi. At sikre at de humanitære værdier i sygeplejen bevares og udvikles uden at have for travlt med at beskytte vores territorium. Vi må samtidig være åbne for forandring og parat til at nedbryde grænser.

Men de allerstørste udfordringer kommer nok til at handle om udviklingen uden for sundhedsvæsenet. De miljømæssige trusler og vanskelighederne ved at opretholde fred og social retfærdighed. Vi skal ikke længere væk end Kosovo for at se, hvor svært det er.

Den sociale retfærdighed er igen et spørgsmål, som Dansk Sygeplejeråd altid har haft i syne. Og et perspektiv jeg håber, de vil bevare.''

Nøgleord: Dansk Sygeplejeråd, jubilæum.