16 år med turbulens

Når rektor Inge Andersen har valgt at forlade sin post på Danmarks Sygeplejerskehøjskole med udgangen af 1999, skal det ikke opfattes som retræte:

''Alle mine 16 år som leder af højskolen har været turbulente,'' siger hun.

''Derfor skal man ikke begynde at gisne om, at jeg går, fordi højskolen står over for en større omvæltning, hvis ellers planerne om et universitetsinstitut for kandidatuddannelsen og et center for højskolens andre uddannelser bliver til noget. Jeg går, fordi jeg har alderen til det.''

Da Inge Andersen holdt sin tale til dimittenderne ved årsafslutningen i sommer, havde hun fundet et kinesisk ordsprog frem til lejligheden:

''Man skal følge den, der søger sandheden, men når han har fundet den, skal man skyndsomst forlade ham igen.''

''Det er herlige ord,'' siger hun, ''for de fortæller jo, at hvis man stiller sig tilfreds med at stoppe hos den, der mener at have fundet de vises sten, stagnerer man. Man vil aldrig flytte grænser endsige fatte mod til at være grænseoverskridende. Selv har jeg ikke fundet den evige sandhed ­ og heldigvis for det. For det har givet mig mod og mulighed for at være med til at afstikke kursen for højskolen og dens uddannelser i det 21. århundrede. Nogle vil måske synes, det er synd for deres gamle højskole. Selv synes jeg, vi har lagt en strategi, der virkelig vil noget!''

Kampen for anerkendelse

Inge Andersen har fået sin sygeplejerskeuddannelse på Århus Kommunehospital. Senere fik hun ansættelse som sygeplejerske på hospitalets neurokirurgiske afdeling og som oversygeplejerske ved radiumstationen. Derefter gik turen til sygehuset i Hjørring til en stilling som viceforstander, som hun fik orlov fra, da hun blev næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Der stikker nemlig en politiker i Inge Andersen:

''Jeg har altid været interesseret i organisationsarbejde. Var fællestillidsmand på Kommunehospitalet og senere stærkt engageret i opbygningen af tillidsrepræsentantsystemet i Dansk Sygeplejeråd og etableringen af Dansk Sygepleråds dengang nye struktur med amtskredsene.

Sjovt nok var det ikke specielt uddannelse, der var min store interesse, da jeg kom ind i Dansk Sygeplejeråd, men området hørte under næstformandsposten, så det var bare med at tage fat. Når man skal repræsentere sine kolleger på et område, må man fatte interesse for det, også selv om man i første omgang synes, det er mindre spændende. Det er min indstilling. Og heldigvis gik der ikke længe, før jeg gik op i netop dette arbejde med liv og sjæl.

Uddannelse er spændende ­ både herhjemme, i EU og i internationalt regi. Jeg er så privilegeret, at jeg har været med til at præge udviklingen i alle disse sammenhænge.''

Det er ingen hemmelighed, at Inge Andersen kan blive noget så fortørnet, når talen falder på sygeplejerskeuddannelserne i udlandet og den hjemlige:

''Danske sygeplejersker er lige så dygtige som kollegerne i andre lande. Vi har bare aldrig fået samfundets anerkendelse af det, vi kan. Derfor har vi i årevis måttet kæmpe for at få vores kandidatuddannelse, ph.d.-overbygningen og bacheloranerkendelsen på grunduddannelsen. Sidst af alle i Norden har vi fået disse muligheder. Sidst så jeg, at man nu har fået en Bachelor of Nursing Science på Bahama-øerne. Hvorfor har vi skullet kæmpe i årtier for at få tilsvarende? Vi har været sidst til alting. Det er ikke fair!''

En anden ting, der undrer Inge Andersen, er fraværet af en effektiv strategi i forbindelse med manglen på sygeplejersker:

''I stedet for at uddanne de sygeplejersker, der er behov for, har man valgt at uddanne en ny stor hjælpegruppe som social- og sundhedsassistenterne. Det kender jeg ikke tilsvarende for andre fag,'' siger hun.

Knasterne

16 år som leder af en stor uddannelsesinstitution er mange. Men for Inge Andersen er det, som om hun kom ind ad døren i Vennelystparken i går. Den ene hurdle har afløst den anden. Der har aldrig været tid til et pusterum på hendes post. Når ét mål var nået, blev der automatisk lagt an til det næste:

''Da jeg tiltrådte, blev der lavet en handlingsplan. Først gjaldt det det administrative område. Her var hovedopgaven at få højskolens to afdelinger i Århus og København til at fungere som én institution. Siden har det været uddannelserne, der har været i fokus. Nye bekendtgørelser, nye uddannelser, nye studieordninger. Nye regler for censorvirksomheden, nye regler for klageadgang, nye eksamensformer, ny struktur, nyt tilhørsforhold til Undervisningsministeriet. Og oven i det hele ombygning og udvidelse af højskolen og indførelse af ny teknologi. Jeg kan blive ved.

Mest markant har nok været etableringen af den længe ønskede kandidatuddannelse og ph.d.-overbygning i 1990-91. Samtidig blev diplomuddannelserne revideret i forbindelse med den store reform af sygeplejerskernes grunduddannelse, hvor man gik fra mesterlære til studium. Så fulgte arbejdet med at finde en ny struktur til de nye uddannelser. Og nu er vi på vej med noget nyt igen.''

Inge Andersen er hyperaktiv til det sidste. Det er hende, der fører pennen i de mange papirer, der cirkulerer mellem højskole, ministerium, universitet og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med planerne om center og universitetsinstitut.

Der har været mange knaster i arbejdet. Én af dem hedder stillingsstruktur. ''Den er jeg godt træt af. Det generer mig, at vi gang på gang får at vide, at vi er en højere læreanstalt. Alligevel kan vi ikke få den stillingsstrukur, som en højere læreanstalt bør have. Ikke siden midt i 1970'erne er der sket noget med afdelingslærernes løn på højskolen. Og de par lektorater, vi har opnået, er åbenbart langt fra sikre.

Vi forhandler og forhandler, og hver gang vi mener, vi er tæt på målet, sker der noget. Et nyt folketingsvalg, en ny regering, en ny minister ­ eller nye overenskomstforhandlinger. Alt går i stå. Det er næsten ikke til at bære. Den sag ville jeg gerne have haft på plads, inden jeg går.''

Tid til alting

Fremtiden? Den lokker forjættende. Inge Andersen glæder sig som et lille barn til at lægge et travlt og til tider anstrengende og stresset arbejdsliv bag sig:

''Når ens kalender er overtegnet med møder et helt år frem, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig den frihed, jeg nu skal have. Nu er det familien, vennerne, litteraturen, slægtsforskningen og min egen sygeplejehistorie, der kommer i første række. Det sværeste er egentlig at tage beslutningen om at stoppe, men når først det er sket, har man det helt fint.

Jeg plejer at citere:

Alting har sin tid ­ ligesom der er tid til alting.

Citatet har jeg fra intet ringere end Bibelen, fra Prædikerens Bog. Selv om det er en 2000 år gammel tekst, kan den anbefales. En utrolig inspirationskilde. Jeg har haft min tid på højskolen. Nu skal der være tid til ''alting.''

Prorektor Ellinor Nicolaysen konstitueres i stillingen som rektor, indtil højskolens fremtid ligger fast. Ellinor Nicolaysen, der har haft base ved afdelingen i København, tiltræder, når Inge Andersen stopper ved årsskiftet.

Nøgleord: Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Inge Andersen.

Billedtekst
Inge Andersen: ''Det har været 16 spændende år på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, men alting har sin tid.''