Faglig kommentar: Patientintolerans

Fru Mogensen er en plaget dame. En nakkeskade og et knust led efter en ulykke for adskillige år siden satte stop for hendes karriere som sygeplejerske. Laktoseintolerans, kronisk luftvejsinfektion og en smertende karsygdom har siden ført til adskillige kontakter med sundhedsvæsenet. Nu har hun lært systemet at kende fra den anden side.

Som om de nævnte diagnoser og handicap ikke var nok. Fru Mogensen har også dårligt syn, er blevet tiltagende langsom og træg. Hun er kuldskær, træt, obstiperet og har tabt sig voldsomt i vægt. Ni kilo er meget, når udgangspunktet er 50. Alle de mange klager og diffuse symptomer er måske også for meget for sundhedsvæsenet, der fungerer bedst, når patienterne har en enkelt og klar diagnose som fx koronarokklusion, malleolfraktur eller appendicitis. Sådanne patienter er til at håndtere. Vi ved, hvor de skal indlægges, og hvad der skal gøres, og de er til at slippe af med igen.

Fru Mogensen har erfaret, hvordan man som kronisk patient må tage hånd i hanke med sit eget sygdomsforløb, hvis der skal være sammenhæng i pleje og behandling. Hun begærer aktindsigt, hun har en bisidder med ved alle samtaler, og hun betaler ekstra for at være i gruppe 2 i sygesikringen, så hun selv har indflydelse på, hvem hun vil behandles af.

Mistillid til systemet

Fru Mogensen tager altså ansvar for sin egen situation, og det fremhæves jo bestandigt som noget ønskværdigt. Eller er det i virkeligheden noget helt andet, vi mener? Når en patient beder om aktindsigt, opfatter vi det som et tegn på mistillid. Hvad skal hun have bisidder med for?

Gruppe 2-patienter viser jo tydeligt, at de vil have mere indflydelse og andre muligheder. Vi tåler måske slet ikke patienter, der opfører sig, som om de har mistet tilliden til systemet.

Når sygeplejersken standser op under indlæggelsessamtalen og siger, at nu vil hun ikke skrive flere diagnoser på stamkortet, hænger det måske naturligt sammen med, at der er et begrænset antal linier til rådighed. To af fru Mogensens diagnoser kom i hvert fald aldrig til at figurere der. ''Sygeplejersken vidste ikke, hvad en morbus Raynaud var,'' fortalte fru Mogensen, og det kan selvfølgelig også være en forklaring på den skrabede dataindsamling.

''Har du god forbindelse til din familie,'' spurgte sygeplejersken lidt efter. En almindeligt høflig og velafrettet patient ville have svaret, at forholdet til familien var godt. Hvad svarer man ellers en fremmed på den slags spørgsmål? Men fru Mogensen er ikke mere en velafrettet patient. Hun blev irriteret over klicheen og sagde skarpt fra. Det kom ikke nogen ved. ''Det hører ellers til vores procedure at spørge til familieforholdene,'' indvendte sygeplejersken.

Obstipationen interesserede ingen sig til gengæld for. ''Jeg overværede også, hvordan lægen dikterede ''varm og tør'' til journalen, mens jeg sad overfor og rystede af kulde,'' fortalte fru Mogensen.

Fru Mogensen blev omsider udskrevet med uforrettet sag, dvs. uden diagnose og behandling. Personalet har sikkert draget et lettelsens suk, da den besværlige og utilpassede patient tog hjem. Måske var det gået bedre, hvis overlægens første kommentar ikke havde været: ''Det kan ikke bringe mit pis i kog,'' da fru Mogensen fortalte, hun havde tabt ni kilo.

Be happy

Fru Mogensen burde nok have efterlevet ''Patienternes Jantelov'':

• Begræns antallet af klager, så de kan overskues af personalet.
• Tro ikke, du er klogere end personalet.
• Stil dig aldrig tvivlende over for formålet med personalets spørgsmål.
• Vis aldrig, at dit lange, kroniske sygdomsforløb har gjort dig skeptisk, nærtagende og har svækket din tålmodighed.
• Tal aldrig skarpt til personalet. Appellér til hjælperinstinktet.
• Vær ydmyg over for systemets ufejlbarlighed.
• Brug ikke uforståelige fremmedord.
• Kræng dit privatliv ud på forlangende.
• Vær ubetinget tillidsfuld.
• Be happy.

Måske hører det slet ikke med til historien, at fru Mogensen fik stillet diagnosen myksødem, da hun opsøgte en anden specialist. For det er vel ikke sådan, at det er en regelret diagnose, der er afgørende for, hvordan patienten mødes?