Sved på panden

Torsdag den 16.9.1999.

Sikke et vejr, stadig sol og sommer. Klokken er lidt i otte, og jeg er på vej til Petrea. Go'e, gamle Petrea, enke efter en fodermester, og lige så ravjysk i dag, som dengang hun for snart en menneskealder siden for første gang satte sine ben på den sjællandske jord. Otte børn har hun født, hvoraf de seks vist endnu lever, og nu går hun i sit 97. år. Med alderen er hun blevet noget tunghør og lidt svimmel, men har ellers ingen synderlige skavanker. Hun er en dame med faste principper, har sine meningers mod og helt egne regler for dette og hint. Petrea er derfor ikke lige sådan at bide skeer med.

Netop pga. disse egenskaber har hun også delt vores lille hjemmehjælpsgruppe i to lejre: I dem, der er for Petrea ­ og dem, der ikke er det. Den første gruppe synes, hun er festlig, selv om hun ''ka' gi' dem sved på panden.'' Den anden gruppe får kun sved på panden.

Jeg hører afgjort til i den første gruppe, og det bliver helt rart at besøge hende igen. Det er meget længe siden, jeg sidst har haft æren. Jeg ringer på dørklokken, som udsender en infernalsk larm, og låser mig ind. Petrea vågner dog ikke, så jeg går ind i stuen, trækker gardinerne fra og tager tæppet af buret med hendes nye Piphans. Hun havde ellers lige skilt sig af med den gamle, da hun efter et hospitalsophold syntes, hun var for dårlig til at passe den. Men nu sidder der altså en ny ''Pipper'' på pinden. Symaskinen og kniplebrættet er fundet frem, så alt tyder på, at Petrea er på banen igen. Jeg går ind og vækker hende, og snart sidder hun på sengekanten. Håret stritter, hun gaber længe og inderligt, klør sig på maven og mumler: ''Ja, så må a wel heller' se å kom' i mi' klæ'r.'' Hun hopper ud på gulvet og strækker armene i vejret, som tegn på, at jeg kan trække natkjolen af hende. Så rækker jeg hende korsettet, som hun gesvindt slynger om maven, og jeg strammer velkrobåndene godt til.

Underbukserne bliver hejst på plads, og hun kontrollerer, om strømpebåndene sidder i den rette position. Det gør de ­ næsten. Strømperne, som de små, tynde ben dårligt kan fylde ud, bliver hægtet på plads, og hun stikker benene i det næste par underbukser, bukker sig rask ned og skal lige til at trække dem op, da hun ombestemmer sig og råber: ''Ka' do et hjælp' mæ' ­ man ka' nok mærk' do et er wan' te å hjælp' gammel folk.''

Nu er det underkjolens tur ­ en ægte Petrea-model, syet af stofrester. ''Så ka' do godt hjælp' mæ u' og wask' mæ,'' siger hun, idet hun spurter ud i badeværelset. Jeg når lige at gribe hende om albuen: ''ja, så ka' a godt sjæl' ­ do ka' law' mi' kaff' imæns.''

En stille bøn og et mirakel

Jeg trækker mig tilbage til køkkenet ­ hvordan var det nu med den kaffe? Der sidder en seddel på væggen: ''5 kopper vand,'' og ­ ''står der 2 mål kaffe?'' Jeg må hellere spørge! Petrea er nu kommet til tænderne ­ som plasker lystigt rundt i håndvasken.

''Det står po sæ'len ­ det' to skeful' ­ man ka' nok mærk' do et er wan' te å kåm hær,'' læsper hun og koncentrerer sig igen om bisserne. Tilbage i soveværelset kommer hun i kjolen, får skoene på, nødkaldet om halsen og brillerne på næsen. ''A ska' snårt klip's og krøl's,'' siger hun og tilføjer: ''Så do må law' æ hææst'hål' fo' mi' hoer ær så långt ­ a ska' oss' ha' di 3 kaam' i... sæt dem nu godt fast.'' Efter et par forgæves forsøg er kammene på plads, og en fiks lille hestehale titter frem i nakken. Nu

Side 33

kan vi gå videre til næste punkt på dagsordenen ­ morgenmaden.

''Hår do et rææst' mi' båål' ænu,'' siger hun anklagende, da vi kommer ud i køkkenet. Mens jeg finder tilbehøret til morgenmaden frem ­ efter nøje instrukser fra Petrea ­ rister hun sin bolle, og freden sænker sig et øjeblik, mens jeg skænker kaffen.

''Så ka' do gåt go ind og ræ' mi' sæng, mens a spiser mi' mor'nma' ­ så ka' a se om do ka' find' u' a' det.'' Dernæst følger en redegørelse om pudernes indbyrdes placering, og ''Operation Sengeredning'' tager sin begyndelse.

Jeg retter til, lægger sammen, stopper ind og glatter ud. Sengetæppet lægges på, og til sidst ­ som prinsessen på ærten ­ troner dukken på sin pude. Den er i øvrigt iført en fin hjemmehæklet kjole med sløjfer. Pludselig står Petrea i døråbningen. Falkeblikket lyner bag brilleglassene, parat til at slå ned på den mindste bule eller fold. Jeg opsender en stille bøn til Vor Herre ­ og tænk, miraklet sker:

''Næi,'' råber hun, slår hænderne sammen og farer hen til sengen: ''hvor er'n pæn. Dar' kun én te, der ka' law'n så pæn ­ det' heen' daj surthåred'­ åål' di annar lawer buler i'en.'' Sengen får et forelsket blik: ''Å do hår sat mi' dåk' po hin's pu'e.'' Et par anerkendende nik følger, og så siger hun med eftertryk: ''A godt te'freds.''

Jeg har dog endnu en trumf i ærmet: ''Petrea,'' smisker jeg, ''der var tre sløjfer på dukkens kjole, som var gået op, dem har jeg bundet.'' ''Næi,'' råber hun igen og klapper i hænderne: ''Det' do dæn føøst', der har gjort.'' Dukken bliver taget nærmere i øjesyn, og hun gentager: ''A godt te'freds møj godt te'freds endda.''

Pippers mad

Nu bliver hun helt snakkesalig, og vi taler om det gode vejr og hendes have. ''Jow, a go'er i mi' haw' hver daw'. I går war a dæru' fra klokken den war 2 te den war 5.'' Jeg ser hende for mig, stående med strakte ben og rumpen lige i vejret, mens hun luger ­ iført gummistøvler, spinlonkjole og hårnet. Et betagende syn. Jeg har selv prøvet det dér med de strakte ben og rumpen i vejret ­ jeg kan sgu ikke nå jorden uden at bøje knæene. Nu tøffer vi igen ud i køkkenet. Petrea sidder og ser på, mens jeg vasker op og rydder af vejen. Jeg sætter opvaskebørsten i et fint, lille metalstativ med bakke under ­ åbenbart en nyerhvervelse. ''Hwa' ær't do gør,'' råber hun, ''sætter do mi' bøø'st' mæ' hårene ne' a' ­ så råjner di jo.'' Jeg glor desorienteret på børsten og drejer den, så den står med hårene udad. Men så mister den balancen. Jeg føler mig som en komplet idiot. ''Måske skulle jeg forsøge, at sætte den med hovedet opad,'' tænker jeg og prøver. Jeg skæver nervøst bagud, møder Petreas opgivende blik og hører hende mumle: ''Ja så'n ­ det ka' do wel nok forstå ­ og så ka' do hææl' resten a' mi' kaaf' po termokanden,'' fortsætter hun.

Jeg griber taknemligt ud efter plastiktermokanden, som står ved siden af køleskabet. Det kan jeg vel finde ud af. ''Næi,'' råber hun, ''et' dæn, det' te mi' blomster ­ dæn der.'' Hun peger på en lille metaltermoflaske. Jeg har lige fået hældt sjatten fra kaffemaskinen på flasken, da den næste ordre lyder: ''Så ka' do se, om der er mer' wan' po ke'len. Det' fra mi' aftente,'' forklarer hun og peger på el-kedlen. Der er også en sjat tilbage. ''Det ka' do så hææl' po dæn der,'' siger hun og peger på plastikkanden: ''Det' te mi' blomster,'' genta'r hun: ''Di ka' bææst li' kogt wan'.'' Ved siden af står en tom vand- kande, men jeg opgiver at spekulere på, hvad den bruges til. Jeg tørrer i stedet sveden af panden. Nu er der heldigvis kun viskestykket tilbage, og jeg kan huske, det hænger på et stativ i det lille skab ved væggen. Jeg folder det pænt sammen og hænger det ind, da sirenen lyder igen: ''Næi, do ka' wel nok se, det et ka' hæng' så'n ­ det rammer jo Pippers ma'.''

Jeg glor fortvivlet ind i skabet. På bunden står et glas med fuglefrø. ''Do ska' læg' det sammen po tværs,'' siger hun opgivende, med tryk på de sidste to stavelser. Åh gud ­ jeg havde lagt det sammen ''po langs.''

Den sidste ordre

Endelig er jeg færdig og trækker mig nu rystende og nervenedbrudt baglæns mod hoveddøren ­ akkurat som fru Hyacinths nabo i tv-serien ''Fint skal det være.'' ''Ska' jeg låse hoveddøren,'' stammer jeg. ''Næi,'' råber hun, ''for nu ska' do båre se.'' Hun kommer farende med en taburet, som hun smækker i gulvet ude i det lille vindfang ­ to cm fra mine forskrækkede tæer. ''Nu goer a ind å sover te klokken dæn er 11, så kommer manden mæ mi' warm ma', den sætter han dær,'' hun peger på taburetten, ''så ringer han po, og så står a op og sætter den i mi' køl'skaw, og så spiser a, når klokken dæn er 12. A låser båre dæn dør (hun peger på døren mellem stue og vindfang), så er dær ingen, der ka' kåm ind te mæ'.''

Jeg nikker som tegn på, at alt er forstået, og siger pænt farvel. Idet jeg lukker hoveddøren, når jeg lige at modtage den sidste ordre: ''Træk nu døren årnli' te. Heen', der war her i går, ha'd et gjort det ­ dæn sto' åben hel' formiddawn.'' Jeg trækker døren ''årnli' te'' og vakler hen mod bilen, idet jeg overvejer at melde mig til den gruppe ''der kun får sved på panden.'' Jeg ser på uret, der er gået en time, og jeg kommer pludselig til at tænke på det udtryk, vi brugte i min skoletid: ''Hvornår slipper du i dag?'' Jeg er glad for, at det er ugens korteste dag, og jeg ''slipper'' kl. 13.30.

Kort tid efter er jeg igen hos Petrea, og hun underholder mig på bedste vis: Samme dag skal hun på en kort ferie hos familien. Hun har også lige været til en datters 75-års fødselsdag samt et barnebarns sølvbryllup.

Det bliver mig betroet at smøre hendes frokost, og det lykkes mig 1. at skære rugbrødskiverne (som opbevares i en plastikboks i køleskabet) over på den rette måde, 2. at smøre smørret helt ud til kanterne og 3). at skære spegepølsen (som gemmer sig i en aflagt sukkerpose) over i tilpas tykke skiver. Man kan undre sig over, at mange synes, gamle mennesker er så kedelige ­ men de har selvfølgelig heller aldrig mødt Petrea. Hun kan godt nok ''gi' os sved på panden'' ­ men hvor vil vi savne hende, den dag hun er borte.

Navnet på hovedpersonen er ændret, men hun har accepteret artiklen.

Inger Hansen er ansat i Hjemmeplejen, Birkerød Kommune.