Faglig kommentar: Fagblad - fagidioti eller tværfaglighed?

Et fagblad er et blad for et fags udøvere. Et fagblad er et blad, som modtageren er bekendt med, som man kan bruge til at holde sig orienteret om sit fag igennem, som provokerer, distraherer, tilfredsstiller ­ eller som rager én.

Sygeplejersken er ingen undtagelse. Gennem årene har jeg selv brugt mit fagblad på mange forskellige måder. Af og til er det blevet negligeret, til andre tider slugt råt. Sådan er det vel ­ helt naturligt ­ afhængigt af, hvor i ens tilværelse man befinder sig med sit fag, og afhængigt af, hvordan man helt privat befinder sig. Jeg bliver lidt betænkelig, når jeg hører kolleger udtale, at de kun læser stillingsannoncer, fordi det er dem, de er mest interesseret i. Jeg bliver også betænkelig, når jeg hører andre udtale, at de konstant har dårlig samvittighed, fordi de ikke når at få læst alt det, de gerne ville.

Sygeplejersken er jo sprængfyldt med artikler om sygepleje, som vi enten kan lære en masse af, eller som vi kan tage dyb afstand fra. Men det kræver selvfølgelig, at vi læser det.

Det kniber med interessen

Hvordan får man et fagblad til at interessere alle fagets udøvere? Er det overhovedet muligt eller bare en utopisk tanke? Derom har der utvivlsomt været holdt mange redaktionelle møder, kurser og seminarer, hvor dygtige journalister og andre mediefolk har udtalt sig om dette og hint. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mange sygeplejersker er blevet rådspurgt, og jeg er fuldt orienteret om, at sygeplejersker til enhver tid kan henvende sig til redaktionen med budskaber, de synes, er relevante for faget.

Alligevel kniber det af en eller anden grund med medlemmernes interesse for fagbladet. Hvor er det, det halter? Hvad er der galt? Hvem har skylden? Eller skal man bare forlige sig med, at et fagblad, der udkommer så ofte, som det er tilfældet, kun interesserer en lille del af de tilstræbte læsere?

Opblød grænserne

Jeg har af og til spekuleret på, om et fagblad kan blive for fagligt. Jeg er kommet til den konklusion, at det kan det sagtens. En sygeplejerske er selvfølgelig interesseret i sygepleje og alt, hvad det medfører. Men det kan nu også være ganske forfriskende at læse om, hvordan andre fag udøves, og hvad udøverne forsker i og har af forventninger og erfaringer. Det kunne måske oven i købet være med til at højne forståelsen for eget fag eller ­ i bedste fald ­ at give en bevidsthed om, ''at det, jeg beskæftiger mig med, i hvert fald er det bedste.''

Faggrænser er snærende bånd, som strammer og blokerer for udfoldelse. Alligevel trives faggrænser i bedste velgående, og fagbladene er måske med til at markere disse grænser frem for at opbløde dem. Sygeplejersken kunne måske ­ ved at åbne op for andre fags fortrin ­ være behjælpelig med at få faggrænserne udvidet, så begrebet tværfaglighed i stedet kom i fokus.

Vi lever i en tid, hvor tværfaglighed og nedbrydning af hierarkiske mønstre står på dagsordenen. Sygeplejerskerne får skyld for at mase sig ind på andre fags enemærker, og det er vel heller ikke løgn, at vi i de senere år har overtaget noget arbejde, som vi ikke tidligere påtog os. Hvorfor har vi gjort det? Er det anmassende, grænseoverskridende eller en ganske naturlig og velkommen udvikling?

Nogle af disse spørgsmål kunne vi muligvis få svar på, hvis vi havde øje for andre fags virksomhed. Jeg tænker naturligvis på de faggrupper, der ­ ligesom os ­ påstår at være fortalere for en bestemt gruppe personer, nemlig patienterne.