Indlagt på Bali

I vinteren 1998-99 tog min mand og jeg børnepasningsorlov for at realisere vores drøm om fire måneders rygsækrejse rundt i Sydøstasien med vores tre børn. Caroline på 10 år og tvillingedrengene Oliver og Emil på tre år.

Rejsen gik gennem Thailand, Malaysia og Singapore for at slutte på Bali. Det var vores livs oplevelse, og jeg kunne skrive sidevis om hvide strande, krystalblåt hav, koralrev, ubeboede øer og spændende kulturelle oplevelser. Og ikke mindst om en familie, som kom tilbage til Danmark med stort overskud og energi efter at have tilbragt fire måneder

Side 41
  

tæt sammen i en så vidunderlig del af verden.

Denne beretning omhandler dog en oplevelse af faglig interesse: Selv at være den fremmede kultur på et hospital på Bali, da vores datter blev opereret for blindtarmsbetændelse.

Det startede den 29. januar 1999. Vi var på restaurant som de fleste andre aftener. Caroline kunne ikke spise noget, hun havde ondt i maven. Børnene havde af og til lidt maveproblemer, så vi tog det ikke så alvorligt. Først næste morgen kunne jeg se på Caroline, at det ikke var almindelige mavegener. Hun var meget bleg, havde ondt præcis over blindtarmen og havde let temperaturforhøjelse. Jeg fik selv fjernet min blindtarm, da jeg var på samme alder, så jeg havde mine bange anelser.

Livet på spil

Vi fik tilkaldt en læge, som undersøgte hende grundigt. Han var i tvivl. Laboranter ankom og tog blodprøver, som intet abnormt viste. En sygeplejerske fra øens offentlige hospital tilså Caroline midt på dagen, og lægen vendte tilbage om aftenen. Diagnosen var stadig usikker. Vi så stadig situationen an, mens jeg kunne se Caroline blive mere og mere bleg og smerteforpint. Natten forløb roligt. Jeg lå vågen og vågede over mit syge barn.

Næste morgen blev hun og jeg indlagt på øens bedste hospital efter tilsyn af en sygeplejerske, som ikke var i tvivl om diagnosen.

Jeg var i vildrede. Jeg ville hjem til Danmark (18 timers flyrejse!), men blev talt til fornuft af en dansk læge fra rejseforsikringen. Jeg ville i det mindste til Australien eller Singapore (tre timers flyrejse, hver vej), men blev på det kraftigste advaret af den tilkaldte kirurg, som skulle operere Caroline: ''Vi er ikke i et uland,'' formanende han mig på sit lidt hjælpeløse engelsk, ''du sætter din datters liv på spil ved at nægte mig at operere hende.''

Jeg var dybt ulykkelig. Så bange og næsten sikker på, at hun ville dø af en infektion i forbindelse med operationen, men jeg havde jo intet valg. Fornuften sejrede heldigvis.

Caroline blev opereret to timer efter, vi ankom til hospitalet. Jeg forsøgte at forklare hende, hvordan jeg mente, forløbet ville blive. Jeg lovede hende at holde hende i hånden, lige til bedøvelsen virkede og at være ved hendes side, når hun igen slog øjnene op.

Nedværdigende at græde

I dag får jeg stadig ondt i maven og tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvordan jeg ikke kunne holde, hvad jeg lovede. Ved døren til operationsgangen blev jeg standset. Jeg måtte ikke være hos hende, mens hun blev bedøvet. Jeg glemmer aldrig det billede, jeg så af hende, lige inden døren blev lukket: Et par bævende læber, der formede ordet ''mor!,'' og et par store øjne, der var mørke af angst, og som tydeligt udtrykte: ''Du lovede!''

Jeg stod uden for døren til operationsgangen og hulkede som besat. Højlydt og klagende. Jeg følte mig så fremmed i dette land, i denne fremmede kultur, hvor det at græde åbenlyst var så nedværdigende, fordi det kendetegner personer, der ikke har magt over deres krop og deres følelser. Jeg fik bestemt ingen medlidenhed. Tværtimod blev jeg mødt af blikke fulde af foragt og en let rysten på hovedet over min totale mangel på dannelse. På de forbipasserendes blikke blev jeg også klar over, at min afslappede påklædning bestemt heller ikke var passende på et hospital.

Blindtarm på et fad

Operationen forløb fuldstændig ukompliceret. Efter 20 minutter kom kirurgen ud og overrakte mig Carolines betændte blindtarm på et fad. ''Her kan du se,'' sagde han stolt og hoverende, ''du kunne ikke være nået til Australien eller Singapore.''

Vi fik enestue på 2. sal. Jeg var medindlagt. Da der ingen elevatorer fandtes i bygningen, blev båren med Caroline båret op ad trapperne af seks personer: kirurgen, overlægen, rengøringsassistenten, et par sygeplejersker og en pårørende til en anden patient. Man hjalp hinanden, høj som lav!

Jeg fik aldrig brug for alle mine medbragte,

Side 42
 

steriltpakkede sygeplejeartikler. Alt var engangsmateriale og sterilt. Hygiejnen var i top. Det eneste, jeg på et tidspunkt ønskede, var en gummimembran på dropsættet, så de ikke havde behøvet at perforere dropslangen for derefter at tætne den med plaster, hver eneste gang de gav antibiotika intravenøst.

Caroline fik meget store doser antibiotika profylaktisk, for som de sagde: ''Turister er så sarte.''

Om morgenen efter operationen fik Caroline et godt, gammeldags sengebad fra top til tå. Jeg forsøgte at forklare, at vi i Danmark ville have taget patienten i brusebad og dermed også have mobiliseret hende lidt. Sygeplejersken rystede let på hovedet og svarede med himmelvendte øjne: ''Ja, ja da, men her i denne kultur drager vi omsorg, hjælper patienten og gør det behageligt for hende.'' Jeg opgav at diskutere, hvad der mon var den bedste sygepleje.

Stilfulde sygeplejersker

I løbet af formiddagen fik vi besøg af mange forskellige personalekategorier: operatøren (kontaktlægesystemet fungerede!), de to kontaktsygeplejersker, en spejlpudser, en servitrice, en toiletrengører, en afdelingslæge, en gulvrengører, en sengereder, en sygeplejerske, der gav intravenøs medicin. Jeg forstod pludselig, hvorfor der ingen arbejdsløshed fandtes i dette land, man delte simpelthen det arbejde, der var.

Sygeplejerskerne havde tre års teori og tre års praktik, før de var sygeplejersker. Først da måtte de bære den flotte, hvide kappe på deres kulsorte hår. De var meget smukke. Mine tanker fløj tilbage til den danske sygeplejerske med sin lidt for lange, løsthængende, gennemsigtige nylonkittel. De knælange nylonstrømper, der alt for ofte ålede lidt om anklerne, og de lidt for store, fodformede sundhedssandaler. Den balinesiske sygeplejerske var iført kort, stram nederdel, faconsyet jakke med guldknapper, højhælede sko, hvid kappe og perfekt makeup. Den ugentlige arbejdstid for en sygeplejerske var på 48 timer med én ugentlig fridag.

I den tid, jeg var medindlagt på det balinesiske hospital, fik jeg udvidet min forståelse for de fremmede kulturer i det danske sygehusvæsen. Jeg forstod pludselig, hvorfor der tit lugter underligt på stuen med de fremmede i Danmark. Alt det indonesiske personale rynkede på næsen og kiggede sig søgende omkring, når de trådte ind på vores

Side 43

stue. Jeg havde nemlig pludselig fået en uimodståelig lyst til skimmelost. Jeg gik ned og købte tre forskellige oste i et nærtliggende supermarked og opbevarede dem i sengebordet på den 35 grader varme stue. Stanken må have været ulidelig for dem, der kom udefra!

Jeg forstod også pludselig, hvorfor ''Muhammed Abdullah,'' når han var indlagt i Danmark, altid fik besøg af hele sin store familie uden for besøgstiderne. Jeg følte mig ganske ulykkelig og alene i verden den første dag på det balinesiske hospital. Så jeg ringede hjem til hotellet og bad min mand komme med hele familien. De ankom. Min mand, tvillingerne, min mands store søn, som var ude og besøge os, samt to balinesiske venner, vi havde fået. Jeg kunne tydeligt se på personalet, at det var uden for besøgstiden, men hvis jeg havde spurgt om lov til at modtage besøg, havde jeg måske fået afslag!

At være fremmed

Jeg forstod, hvorfor nogle muslimer på de danske sygehuse ikke vil spise maden, selv om vi forsikrer, at det ikke er svinekød. Jeg turde ikke drikke det vand, jeg fik serveret, fordi det var hældt op i glas. Jeg var nemlig ikke helt sikker på, at det kom fra rene flasker, selv om de lovede mig, at det gjorde det. Jeg kunne endvidere se personalet ryste på hovedet af mig, når jeg, lige så hurtigt de åbnede døre og vinduer for at lufte ud, lukkede igen, fordi jeg var sikker på, at vores egne bakterier var langt mindre farlige end dem, der kunne risikere at kravle ind til os udefra.

Jeg så, hvordan de væmmedes, når jeg forklarede, at vi brugte toiletpapir på toilettet i stedet for at vaske os med vand og sæbe efter hvert toiletbesøg. De så ud til at være glade for ikke at skulle dele toilet med os. Alt i alt var vi de fremmede, lidt primitive, med en underlig adfærd. Det gav stof til eftertanke, og jeg er blevet en bedre sygeplejerske efter den oplevelse.

Caroline blev udskrevet på fjerdedagen. Alt forløb fuldstændig ukompliceret. Det sidste, jeg lovede den balinesiske kirurg, var at fortælle danskerne, at Bali ikke er et uland, hvad angår hospitalsvæsenet. Det være hermed gjort.

Jane Zenker Bergenhagen er stedfortræder for afdelingssygeplejersken på Sygehus Fyn, Svendborg.