Synspunkt: Nye love hjælper ikke

Demente patienters sikkerhed har længe været for dårlig både i eget hjem, på hospitaler og i institutioner. Både sundhedspersonale, pårørende, politi og redningsfolk har efterlyst regler på området. Fra 1. januar kommer reglerne så. Det er nu lovligt at iværksætte foranstaltninger i plejecentre og ældreboliger, der hindrer de dårligst fungerende demente i at forvilde sig bort. Og det bliver lovligt at anvende beskyttelsesfiksering i større omfang end hidtil, fx på hospitalsafdelinger.

Lov eksisterer allerede

men er det regler og love, vi mangler? Og er det nu sidste gang, vi har hørt om demente, der forvilder sig bort?

Regler har vi faktisk haft længe ­ nemlig psykiatrilovgivningen. Psykiatriloven tillader allerede tvangsindgreb mod syge mennesker i hjælpeløs tilstand ­ ''Psykotiske eller tilstande, der kan sidestilles hermed'' (Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Lov nr. 331 af 24. maj 1989. Rev. 1998).

Når denne lov alligevel ikke har været anvendt så ofte til demente, skyldes det ikke så meget loven som rammer for behandling og pleje, vi har haft. Det er jo ikke så mærkeligt, at lægerne vægrer sig ved at indlægge demente blandt skizofrene og andre psykotiske patienter. Der hører de ikke hjemme.

Men det er heller ikke mærkeligt, at en politibetjent, der har fundet en afkræftet, bortgået dement, vægrer sig ved at bringe den pågældende tilbage til et plejecenter eller en privat bolig, hvor det meget let kan ske, at han igen forvilder sig bort. Og her har vi sagens kerne.

De plejemæssige rammer er for usikre både for de demente selv og for deres hjælpere, herunder de pårørende. Usikkerheden skyldes til dels upræcis diagnosticering, en pseudodemokratisk omsorgsfilosofi under dække af selvbestemmelse og selvforvaltning (som heldigvis er på tilbagetog mange steder), men også en høj grad af ansvarsforflygtigelse hos beslutningstagerne, når egnede pleje- og behandlingsmæssige rammer har skullet skabes.

Sund fornuft

Tilbage står, at ingen pårørende eller fagperson, der er tæt på de demente, er i tvivl om, at det skal forhindres ­ om nødvendigt med tvang ­ at svært hjælpeløse demente forvilder sig bort og kommer til skade. Enhver, der er i kontakt med svært dementsyge, ved, at sådanne mennesker har brug for konstant omsorg og ikke kan overlades til sig selv i omgivelser, de ikke kender eller ikke kan overskue. Til den erkendelse behøver vi ikke nye regler og love, snarere sund fornuft og viden om dementes behov ­ og dermed flere bevillinger til egnede rammer og mere veluddannet personale.