Synspunkt: Øget brandrisiko på plejehjem og hospitaler

Knap 10 personer mister hvert år livet ved brand på plejehjem, hospitaler og i beskyttede boliger mv. Tallet, der er et gennemsnit for de seneste seks år, svarer til, at mere end hver 10. dødsbrand finder sted inden for syge- og plejesektoren.

En sammenligning viser, at niveauet i den nævnte periode ligger omkring en tredjedel højere end i den foregående seksårsperiode. Og de seneste tal tyder på, at stigningen ikke blot fortsætter, men accelererer. Ifølge en foreløbig opgørelse omkom mindst 10 personer ved brand på syge-/plejeområdet alene i første halvår 2000.

Dødsbrandenes antal opgøres af Dansk Brandteknisk Institut, som i første omgang baserer sine tal på en systematisk indsamling af omtaler i medierne.

En halv snes dødsbrande, hvis oplysninger er baseret på medieomtale, kan ikke alene danne grundlag for skudsikre analyser. Alligevel tegner oplysningerne om de seneste brande et billede, som både peger på styrker og på svagheder i brandsikkerheden. Og det vil især sige på plejeområdet, da sygehuse forholdsvis sjældent rammes af dødsbrande. Dog skilte 1999 sig ud med fire hospitalspatienter blandt sektorens ni brandofre.

Den gode nyhed er, at alle de registrerede dødsbrande har været alenebrande. Ud over evakueringer og indlæggelser til observation for røgforgiftning er det ikke gået ud over andre end det ene offer.

At brandudbredelsen hver gang er stoppet, inden det gik værre, kan bl.a. tilskrives automatiske sikringsanlæg. I flere tilfælde var ABA-anlæg (automatisk brandalarmanlæg) årsag til hurtig brandopdagelse og alarmering, og en enkelt brand blev slukket af et sprinkleranlæg.

Den passive brandsikring (bygningskonstruktionerne) har også sin andel i de begrænsede brandforløb, ligesom det bør nævnes, at medarbejdernes indsats har spillet en væsentlig rolle.

Den dårlige nyhed er det enkle, men triste, faktum, at der opstår så relativt mange af disse alvorlige brande. Derfor bør det interessere, hvordan brandene startede, og hvorfor de fik mulighed for at udvikle sig.

Mindst otte af halvårets dødsbrande er ­ eller kan være ­ opstået i forbindelse med tobaksrygning. Både cigaretter og cigarer/cerutter mistænkes. I to eller tre tilfælde kan levende lys være brandårsagen.

Næsten alle brande har udviklet sig i tekstilmaterialer. Ud over madrasser, kørestolspolstring og polstermøbler har især beklædningsgenstande haft afgørende betydning ved dødsbrandene. I flere tilfælde nævnes det, at offerets beklædning bestod af nylon eller andet kunststof. Hændelsesforløbene sandsynliggør desuden, at løsthængende tøj og hår har spillet en rolle ­ ikke mindst ved brande, som skyldes levende lys.

Ved en enkelt brand oplyses, at offeret bar rygeforklæde. Når det alligevel gik galt, kan det skyldes, at rygeforklædet blev holdt oppe af en brændbar snor om halsen. Embedslægen i det pågældende amt har kritiseret forklædets konstruktion og sendt en indberetning til Sundhedsstyrelsen.

Hvad kan man gøre?

Brande kan aldrig helt undgås, men risikoen kan begrænses. Når det gælder dødsbrande af de her nævnte typer, kan de enkelte institutioner selv være med til at påvirke situationen. Dels gennem personaleinstruktion og træning af traditionelle færdigheder i brandbekæmpelse og evakuering, dels gennem etablering af fornuftige brandforebyggende regler og procedurer, hvor bl.a. aspekter omkring livsstil, påklædning og fysiske omgivelser indgår.

De pårørende kan også inddrages i det brandforebyggende arbejde. Det vil formentlig være berettiget i forbindelse med følsomme områder som f.eks. rygning, hvor den personlige integritet berøres.

Brug af levende lys på plejehjem finder sted både i fællesområder og i personlige boliger.

Uanset sted er der dog tale om en indlysende potentiel brandstifter, hvis brug og berettigelse i plejehjemsammenhæng man bør overveje.

Dødsbrandene viser kun toppen af isbjerget, da de fleste brande på pleje- og hospitalsområdet slukkes uden alvorlige personskader.

Foruden de mange småbrande indtræffer af og til storbrande, som for alvor peger på betydningen af brandforebyggelse og -beredskab. Det er der flere aktuelle eksempler på.

Sidste år opstod en voldsom brand i taget på Centralsygehuset i Holstebro. Brandrøg blev suget ned i bygningen, og patienter og personale fra fem af de ni etager måtte evakueres.

For få måneder siden ramtes Rigshospitalet af den største hospitalsbrand i Danmark i nyere tid. Branden opstod i loftrummet over det gamle militærhospital på Tagensvej, som heldigvis ikke husede liggende patienter. Tagetagen udbrændte, og resten af bygningen led svære skader.

Også ved andre kritiske hospitalsbrande uden alvorlige personskader har man været så heldig, at ilden startede i tagetagen. Det gælder storbranden på Århus Kommunehospital for en halv snes år siden og en brand i år på Sct. Josephs Hospital (nu plejehjem mv.) i København. Var disse brande startet nede i bygningerne, ville risikoen for alvorlige konsekvenser have været større.

Både udviklingen i dødsbrande og de nævnte storbrande må være et signal til ansvarlige på hospitaler og plejehjem om at vurdere den aktuelle indsats for brandsikkerheden.

Ole B. Kristensen er informationschef ved Dansk Brandteknisk Institut i Hvidovre.