Faglig kommentar: Grøn fluesvamp

Lige mødt i aftenvagt. Rapporten læst på den elektroniske patientjournal suppleret med mundtligt nyt fra dagvagten. Så ringer klokken. Åse på 74 år har fået en ny hofte for to dage siden. Hun er arkitekt og virker som en foretagsom kvinde. Jeg når at tænke, om hun mon har smerter, eller om hun vil ud og gangtræne.

Hun ligger henne ved vinduet: ''Hvorfor er her så grimt?'' spørger hun, og anklagen er ikke til at tage fejl af.

''Hvad mener du?'' siger jeg lidt befippet. Så vælter det ud af Åse med skarpe iagttagelser af afdelingens ydre miljø.

''I dag lugter her af en blanding af urin og fiskefrikadeller, sengelampen mangler en fjeder, så man kun kan læse, hvis man sidder i gardinstangen. Når lysstofrørene i loftet bliver tændt, ligner jeg en grøn fluesvamp, det brun-sorte billede på væggen giver tanker om snarlig død, og gardinerne var moderne i slutningen af halvfjerdserne.''

Det med lugten er rigtigt. Jeg lagde mærke til det, da jeg gik ind ad døren. Florence Nightingale gjorde opmærksom på problemet allerede i 1859.

''Sørg for, at den luft, patienten indånder, er lige så ren som luften udenfor, men uden at han kommer til at fryse.''

Jeg forsøger at sige til Åse, at vi skal kunne observere patienterne, så det er vigtigt med meget lys.

''Hvad så med mig?'' siger Åse. ''Er det ikke lige så vigtigt, at jeg kan læse i sengen, og at stuen signalerer liv og glæde, så jeg kan komme ud herfra i stedet for at gå i stå og blive endnu dyrere for systemet?''

Jeg må give hende ret. Da jeg går ud af døren, ser jeg afdelingen, som en fremmed må opleve den. Væggene er koldt mellemgule og smånussede. Gangen er fyldt op med tre rulleborde, en lift, en nyredt seng, en bækkenstol, to sengeborde og en gammeldags skrivemaskine. Lugten er ubeskrivelig og ikke god. Der hænger to lasede opslag på væggen, ''Pas på dine værdier'' og ''Fri besøgstid, men tag hensyn.'' De er hængt op med tape og hænger skævt, som den slags altid gør. Lyset ligner noget fra en Lars von Trier-film. Et lysstofrør blinker nervøst, resten kaster et nådesløst lys på både syge og raske.

Jeg er enig med Åse. Her er grimt. Mon det er undersøgt, hvad grimme omgivelser gør ved mennesker?

For et halvt år siden, da jeg var ny på afdelingen, lagde jeg mærke til, hvordan her så ud. Jeg tog to plakater med fra Louisianna og hængte dem op i en nattevagt. Brugte et vaterpas. Fredelige, ikke provokerende motiver. Da jeg mødte i dagvagt tre dage senere, stod afdelingssygeplejersken med en plakat i hver hånd. Hun holdt dem mellem tommel- og pegefinger, imens hun så på mig: ''Det er ikke nogen banegård det her.''

Åse og søn

To dage senere ringede Åse, da klokken var otte om aftenen. Jeg havde set hende gangtræne med en rollator og et glimt i øjnene, jeg ikke kunne tolke.

''Kom indenfor,'' sagde hun henne fra sengen, men jeg kunne ikke. Stuen var som forvandlet. På to skinner i loftet hang halogenspots, der gav et klart og alligevel varmt lys. På sengebordet var anbragt en praktisk blå sengelampe, der kunne indstilles i mange højder og længder, skulle det senere vise sig. Gardinerne passede til lampen, og de tre billeder på væggen gav stuen liv. I hjørnet stod en lænestol, der var klasser over den teak-plastic kombination, vi plejer at have stående.

Åse skruede på lysdæmperen, der lå på sengebordet. ''Hvad synes du?''

''Det er meget, meget flot,'' sagde jeg, imens jeg spekulerede over, hvordan hun havde haft fantasi og kræfter til sådan en indsats.

Åses søn dukkede op iført arbejdstøj. ''Jeg er el-installatør,'' sagde han. Vi fik lyst til at vise jer, hvordan det kan gøres.''

Jeg så på Åse. Hun lignede ikke nogen grøn fluesvamp længere.

Hun så vældig glad og tilfreds ud.