Omsorg for sygeplejersken

I sygeplejen tales der meget om omsorgen for det hele menneske ­ for patientens krop, sjæl og ånd.

Men hvad med sygeplejersken selv?

Som jeg oplever det, udføres der et stort og vigtigt arbejde på hospitalet. Dag og nat er der omsorgsfulde og medlevende sygeplejersker omkring patienten. Ofte i et stresset og presset tidsskema. Der skal skrives rapporter, gives medicin, vaskes, vendes, snakkes, tales med pårørende, tales med kolleger osv.

Nu kommer der også flere og flere patienter fra fremmede kulturer, som stiller nye krav til sygeplejersken om at være indfølende og tolerant over for en fremmed adfærd, masser af pårørende, der græder højt, når døden indtræffer, ægtefæller, der blander sig i behandlingen, mandlige patienter, som ikke vil behandles af kvinder osv.

Og oven i det skal sygeplejersken være opmærksom på patientens åndelige behov. Skal præsten tilkaldes? Og hvordan får man det sagt? For det er en almen, anerkendt sandhed, at patienten bliver forskrækket, hvis man kommer med tilbuddet om en præst: ''Skal jeg da dø nu?'' Hvordan får man det så sagt, hvis man mener, at det er dèt, der er brug for?

Flere gange har jeg undervist i, hvordan man ''bliver opmærksom på patientens eksistentielle spørgsmål og ressourcer; hvordan man skal lytte til den mening, spørgsmålene har i patientens livshistorie, og hvordan man hjælper patienten i hans/hendes eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn.'' Men nu spørger jeg: Hvad med sygeplejersken selv? Hvad med hendes eksistentielle spørgsmål og livshistorie?

Jeg hører ofte, at nyuddannede sygeplejersker holder op efter nogle få år, fordi arbejdet er for hårdt.

Og jeg undrer mig over, at f.eks. supervision ikke er et fast punkt på skemaet.

Hvor går sygeplejersken hen, når hun går ud som et lys?

Hvor går hun hen med sin egen sorg og smerte, med det pressede arbejdsliv, med alle kravene om at være fagligt dygtig og effektiv? Hvor går hun hen med identificeringen med den unge, døende mor med små børn, som hun skal skilles fra? Eller ­ når hun har den alder ­ med den midaldrende kvinde?

Ja, hvor går den ældre sygeplejerske hen, hende, om hvem man siger, at jo ældre man bliver i tjenesten, desto sværere er det at være vidne til menneskets forfængelighed, til sorg og smerte og lidelse?

Ja, hvor går de alle sammen hen?

Jeg spørger bare!

Bodil Rønnov Due er hospitalspræst på Bispebjerg Hospital.