Faglig kommentar: Problemløsning frem for problemlindring

"Hallo, hallo, kan De hjælpe mig?'' råber den 81-årige fra stue 4. Det gør hun i alle sine vågne timer, og det er mange, for hun sover kun 5-6 timer i døgnet.

Da sygeplejersken møder i aftenvagt, er der 24 patienter på stuerne på den ortopædkirurgiske afdeling og yderligere to patienter på gangen. Dem skal hun passe sammen med en social- og sundhedsassistent og en sygeplejestuderende.

Fem patienter klarer sig selv, resten skal have hjælp til toiletbesøg, til at drikke og spise og til personlig hygiejne. Tre vil meget gerne tale om den ulykke, der har medført, at de nu pludselig ligger på en travl hospitalsafdeling. En er dement og vil hele tiden gå sin vej, og så er der hende, der råber.

Sygeplejersken er 32 år og har været færdiguddannet i fire år. Hun føler sig nervøs, da hun får en forhastet rapport fra dagvagten, og hun noterer med en vis irritation, at den studerende hele tiden skruer låget af sin sodavand og drikker i små slurke, mens hun skriver. Social- og sundhedsassistenten har været på afdelingen i mange år. Hun ser rolig og fattet ud.

Som aftenen skrider frem, føler sygeplejersken sig i stigende grad utilpas. Der skal gives intravenøs medicin, der er akutte ordinationer, og der er en vred og nervøs pårørende.

Hallo-damen skal have et par venlige ord med på vejen for at falde til ro i bare fem minutter. Og så er der alle de gamle, der skal have hjælp til det meste. Den studerende er utilfreds med ikke at blive vejledt, og hun er selv så sulten, at hun spiser sin mad, mens hun hælder medicin op.

Da aftenen nærmer sig sin afslutning, kan sygeplejersken dårligt huske, hvad det er, hun skal skrive rapport om, og hun glemmer at give natmedicin på de sidste to stuer.

Da hun kommer hjem, sætter hun sig til at græde i køkkenet for ikke at vække familien, og næste dag ringer hun og melder sig syg til de sidste to vagter. ''Mentalhygiejniske sygedage,'' siger hun til sig selv, da hun kryber ned under dynen igen.

Der er håb forude

En skrækhistorie. Sygeplejersken lindrer følgerne af de problemer, hun har på sit arbejde ved at melde sig syg. Det ændrer ikke arbejdspresset, men sygeplejersken får en pause og kan komme til hægterne igen. Og så kan situationen gentage sig efter nogle måneder. Sygemeldingen bliver en løsning i sig selv. Når sygeplejersker er belastede i deres arbejde, benytter de sig hyppigst af den følelsesfokuserede måde at håndtere presset på. Det vil sige, at de kontrollerer deres stress og følelsen af afmagt, mens de er på arbejde, og senere flygter de fra problemerne uden at fjerne dem.

Den følelsesfokuserede metode bruges mest af erhvervsgrupper, der mangler selvtillid, og som ikke synes, de har kontrol over situationen.

Når man nu ved det, så er der håb forude. Sygeplejersker skal lære at håndtere problemer på en anden måde. De skal lære at formulere problemet, indsamle data, analysere, bearbejde og at komme med forslag til løsning frem for at tage situationerne på sig som personlige nederlag, der bliver til gråd, angst og udbrændthed.

I stedet for at krybe i skjul under dynen kan sygeplejersker gennem uddannelse og støtte blive gode til at præcisere de problemer, de oplever i sundhedsvæsenet og komme med detaljerede løsningsforslag, der rækker længere end mantraet ''flere ressourcer.''

Det er ikke kun sygeplejersker, der har et belastet arbejdsmiljø. Vi har indrettet samfundet, så alle, der er i arbejde, arbejder mere, end de nogen sinde har gjort. Konkurrencen er hård, og selv garvede IT-gutter med sort tøj og blikket indstillet på fjern og ligeglad er så belastede, at de, anonymt selvfølgelig, erkender, at det er ved at være nok.

''Hallo, hallo, kan De hjælpe mig?'' råber den gamle dame på ortopædkirurgisk afdeling. Det kan sygeplejersken, men hun skal også kunne hjælpe sig selv. Ikke ved at lægge låg på problemerne, men ved at synliggøre dem og løse dem. Og så er det værd at huske, at 90 pct. af sygeplejerskerne generelt er tilfredse med deres arbejde.