Som at arbejde på en fiskefabrik

Sygeplejerske Helle Krasnik sætter en tyk streg under, at hun elsker at være sygeplejerske. Og hun tvivler ikke det mindste på sine faglige kvaliteter. Hun mener, at hun er en dygtig sygeplejerske, som forstår at tage hurtige og rigtige beslutninger under voldsomt pres, og at hun er god til at håndtere og pleje patienter. Hvad enten de har været chokerede patienter på akut modtageafdelingen eller patienter, som var nervøse over at skulle på operationsbordet.

Alligevel har hun sagt sit arbejde op og meldt sig ud af Danske Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse. Efter to måneder uden arbejde er hun nu begyndt i et helt andet fag.

Kimen til hendes beslutning om at sige op blev sået, da hun i forbindelse med en operation af en kvinde, som var bange for indgrebet, hørte sig selv sige til en kollega: ''bedøv hende.''

''Jeg tog mig selv i at tænke, at hvis hun ikke blev bedøvet nu, så kunne jeg ikke nå mit program,'' fortæller Helle Krasnik, som indtil den 1. januar i år arbejdede på ortopædkirurgisk operationsgang på Gentofte Amtssygehus.

''Jeg har altid arbejdet bedst under pres og med mange bolde i luften, men arbejdsbyrden er bare blevet for stor. Det seneste år er vores arbejde blevet et produktionsarbejde, hvor patienterne skal så hurtigt igennem som muligt. Vi har ikke længere tid til at berolige patienterne og tage os ordentligt af dem. Jeg kunne lige så godt arbejde på en fiskefabrik,'' siger hun.

Hun frygter, at hun, ved at stå frem med sin kritik, risikerer ikke at kunne få arbejde igen som sygeplejerske. Men nogen er nødt til at pege på de elendige forhold, mener hun.

Ingen forståelse for sygeorlov

Hun fortæller, at det opskruede arbejdstempo ikke kun går ud over patienterne.

''Hele stemningen på afdelingen er påvirket af, at vi ikke har tid nok. Heller ikke, selv om vi løber så stærkt, som vi kan. Hver dag har vi pårørende i røret, som ikke kan forstå, hvorfor vi endnu en gang har udsat deres mors eller søsters operation. Vi er ikke folk nok, og så begynder vi at hakke på hinanden indbyrdes,'' siger Helle Krasnik og understreger, at hendes tidligere kolleger ikke kan bebrejdes den dårlige stemning på arbejdspladsen.

''Jeg arbejdede sammen med de dejligste piger. Men når man ikke, uanset hvad man gør, kan gøre det godt nok, og man oven i købet får for lidt for det, så går det i længden ud over arbejdsmiljøet.''

Helle Krasniks lyst til at holde op som sygeplejerske voksede, da hendes datter brækkede benet. Datteren pådrog sig et grimt underbensbrud, som betød, at hun ikke måtte støtte på benet i otte uger. Lægerne mente, at det ville være forsvarligt, at Helle som sygeplejerske passede datteren, og hun fik bevilget orlov i de otte uger. Uden løn.

''I al den tid jeg havde været sygeplejerske, havde jeg aldrig haft problemer med sygedage. Men da jeg skulle til kontrol med min datter på Gentofte Amtssygehus og mødte mine kolleger, spurgte de, om det virkelig var nødvendigt for mig at være hjemme hos min datter. De havde ikke engang overskud til at spørge, hvordan hun havde det,'' fortæller hun.

Side 17

''Det fik mig til at sige, at nu er det nok. Der var ikke blevet ansat en vikar, mens jeg havde orlov, og arbejdspresset gik ud over sammenholdet på afdelingen. Så ville jeg ikke være med mere.''

Men Helle Krasnik blev. Episoden fandt sted i sommerferieperioden, og hun vidste, at kollegerne var pressede. Hun besluttede at afkorte sin orlov og begyndte på arbejde igen.

Kolleger på lykkepiller

Et halvt år senere går det imidlertid galt igen. Datterens skole ringer, fordi hun er sløj. Hvis Helle Krasnik skal hente hende, vil en forestående operation skulle aflyses, så hun får sin mand til at hente barnet. Det viser sig, at datteren har 40 i feber, og dagen efter ringer Helle Krasnik til sin arbejdsplads og melder barns 1. sygedag.

Igen vender kollegerne deres frustration mod Helle Krasnik.

''Da jeg møder på arbejde igen om mandagen, fortæller min afdelingssygeplejerske mig, at de andre har været i opstandelse, fordi de vidste, at min datter var syg om torsdagen, og at jeg tog barns 1. sygedag om fredagen. Hvorfor tog de sig af det? De var så pressede, at de lod det gå ud over mig,'' vurderer hun og understreger igen, at det ikke var hendes kolleger, der var noget i vejen med.

''Jeg har set kolleger, som har gået til psykolog og er begyndt på lykkepiller pga. stress. Jeg har set dejlige kolleger, som virkelig forstod at tackle og pleje patienterne, som i dag kun holder ved med det yderste af neglene. De er omkring de 55 år, og de er nødt til at holde ud, fordi de snart skal på pension,'' siger Helle Krasnik, som også har set nyuddannede sygeplejersker, der glædede sig til at komme i gang med arbejdet, men som efter tre uger grædende holdt op, fordi det store ansvar og arbejdspres kom bag på dem.

''Når vi står ude i omklædningsrummet, siger vi til hinanden: Gud, har du også været på arbejde i dag? Vi har ikke haft tid til at møde hinanden til frokost eller eftermiddagskaffe, som vi tidligere gjorde. Det betyder, at der let opstår misforståelser, og at små ting bliver blæst op, fordi vi ikke får talt sammen i hverdagen. Og så begynder vi at hakke på hinanden.''

Vi burde have sagt fra

Helle Krasnik er harm på politikerne og på den administration, hun mener udelukkende tænker på at spare penge, samtidig med at ''produktionen'' skal opretholdes eller sættes i vejret.

''De siger, at de gør, hvad de kan for patienterne, men det passer ikke. De skærer ressourcer væk, så folk i stedet kommer på venteliste, for de patienter er gratis. De opprioriterer specialer som f.eks. hjertebehandling på bekostning af langt mere almindelige lidelser, som rammer de mange, svage patienter. Hvis ikke vi skal være til for dem, så ved jeg ikke hvad,'' siger hun.

Men hun mener også, at sygeplejerskerne kunne have gjort deres:

''Vi burde have sagt fra for lang tid siden. Vi skulle have sagt, at vi ikke kunne nå det, og at nu var det nok. Men i stedet for løb vi bare lidt stærkere. Så skulle vi nok nå det, tænkte vi.''

I dag føler Helle Krasnik, at hun aldrig skal være sygeplejerske igen, medmindre der sker en radikal ændring i sundhedsvæsenet.

''Jeg synes, det er synd for patienterne, at alle de gode sygeplejersker forlader faget, og hvis politikerne får øjnene op for problemerne, vil jeg gerne være med til at løse dem. Men i øjeblikket er det bare: produktion, produktion, produktion. Det er som at stå at kigge på flasker, der kører forbi, og der går min grænse,'' siger hun og tilføjer:

''Jeg ved, at jeg er en god sygeplejerske, og hvis jeg var blevet i mit job, var jeg blevet reduceret til en middelmådig sygeplejerske og en dårlig kollega. Når jeg siger til en kollega, at hun skal give en bekymret patient noget at sove på, fordi jeg har travlt, så er jeg for langt ude. Og der vil jeg ikke ende.''