Synspunkt: Det danske system svigter

De fleste flygtningebørn og forældre har traumatiske ting i bagagen: Krig, flugt, tortur og flere år på asylcentre. Det betyder, at det meste af børnenes opvækst er foregået under utrygge og uforudsigelige forhold. Den hjælp, vi kan tilbyde i Danmark, er 2-3 års ventetid på behandling af voksne torturoverlevere. For børn er der ganske få behandlingstilbud.

Børn har stort behov for struktur, en forudsigelig hverdag og for at opleve, at deres forældre kan passe på dem. Men en del forældre lever i et kaos med usikkerhed fra fortiden og for fremtiden. De oplever mangel på respekt og forståelse fra det danske samfund, og forældrerollen bliver svær. Belastende arbejdsforhold eller intet arbejde. Ingen rollemodeller i det danske samfund. Derfor er de usikre på, hvordan de skal støtte deres børn og unge.

Der er mange eksempler på, at børn er blevet brugt som tolke for forældrene ved psykiske, sociale, økonomiske og sundhedsmæssige problemstillinger. Herved forskydes magtbalancen yderligere mellem forældre og barn. Barnet skal tage vare på den voksne. Forældrenes usikkerhed betyder, at de holder fast i det, de kender, nemlig deres eget opdragelsesmønster. Det danske samfund trækker barnet og den unge i én retning, forældrene i en anden. Demokrati kontra autoritær opdragelse.

I Vejle tilser sundhedsplejerskerne familier med anden etnisk baggrund, når de flytter til kommunen, og når børnene er fire år. Det viser sig, at næsten alle fireårige flygtninge- og indvandrerbørn er i børnehave eller legestue. Til disse er tilknyttet tosprogede medarbejdere og sprogpædagoger, som støtter børnene. Opsøgende medarbejdere har fokus på de større børn i to store områder med alment boligbyggeri. De har kontakt med de børn og unge, som er i fare for eller er kommet ud på et sidespor.

I mit arbejde som sundhedsplejerske med flygtninge og indvandrere oplever jeg, at mange forældre har behov for at tale om deres bekymringer med de større børn. De føler sig usikre og ved ikke, hvor de skal sætte grænserne. Mange har ikke tradition for at oplyse om pubertet, sex, prævention og graviditet af frygt for, at børnene giver det for meget opmærksomhed. Forældrene har ikke brugbare rollemodeller som teenageforældre i Danmark. De kommer derfor til at stille urealistiske forventninger til børnene, som derved får nederlag, fordi de ikke kan leve op til dem. Nogle giver op, andre strammer grebet så meget, at den unge ikke får lov til at deltage i noget, og det skaber store frustrationer hos den unge.

Når sundhedsplejerskens, lærerens og pædagogens tilbud ikke er tilstrækkelig hjælp til barn og familie, underrettes de sociale myndigheder. Men det danske sociale system er ikke tilpasset disse familier, så mange efterlades med utilstrækkelig eller slet ingen hjælp.

Når opgørelser viser, at en femtedel af de palæstinensiske drenge mellem 16 og 19 år er i berøring med retssystemet, handler det om, at mange af disse drenge har helt anderledes opvækstvilkår end unge danske. Løsningen kan ikke være, at vi burer mange af disse børn inde på institutioner. Vi bliver nødt til at tilpasse forebyggende og behandlende tiltag langt tidligere og langt mere familieorienteret, end vi gør i dag.

Men forebyggelse kan ikke måles, hvis den fungerer. Sundhedsfremmere har ingen tal eller resultater, der kan måles og vejes. Derfor går det ofte ganske galt, før samfundet bliver opmærksom på, at forebyggelsen er slået fejl. Forfærdelige handlinger som gruppevoldtægt kan ruske op i politikere, så de ser nødvendigheden i at investere i forebyggelse frem for behandling af ekstremt belastede unge, hvis liv allerede har en meget ringe kvalitet for dem selv, deres familie og det omkringliggende samfund.

Hvis vi bare kan forhindre, at ét barn anbringes på en ungdomsinstitution til 1,8 mio. om året, har vi penge nok til at ansætte 6-7 sundhedsplejersker. Samfundet venter med at handle, indtil problemet har nået et uoverskueligt omfang, indtil den unge og familien er smadret, og deres magtesløshed er åbenlys for alle. Lav selvfølelse, håbløshed og uheldige adfærdsmønstre er blevet en del af den unges personlighed.

Jeg tror, vi skal støtte forældrene i deres rolle som opdragere. Vi må blive bedre til at lytte til forældrene og tænke i alternative løsningsmodeller.

Høj uddannelse - nul job
Mange kommer hertil med høje uddannelser, men må erfare, at de ikke kan bruges til noget hos os. Det får de voksne til at føle sig som andenrangs mennesker. Et værdigt job giver selvværdsfølelse, selvrespekt og stolthed, som gives videre til børnene. Gensidig tolerance for hinandens værdier, fælles sproglig forståelse, herunder mere brug af tolk, hvis vi ønsker en dialog, er vigtigt. Større villighed til at ville dele erfaringer og lære af hinanden. Det kræver tid at nå en fælles forståelse af et problem. Større fleksibilitet og ydmyghed for familiernes ressourcer undgår, at vi lægger vore normer og rammer ned over familierne. Vi kan ikke være bekendt, at børn lider af omsorgssvigt både i familien og i det offentlige.

Birthe Svendsen er sundhedsplejerske i Vejle.