Synspunkt: Håbløst arbejdsmiljø

Jeg er normalt ikke en person, der råber op og skriver læserbreve. Men nu, hvor jeg gør det, er det, fordi jeg oplever noget i min hverdag, på mit arbejde, der får mig op af stolen.

Det hele handler om, hvordan vi som sygeplejersker arbejder hårdt, mens der til stadighed bliver stillet flere og flere krav til os. Skal vi blive ved med at finde os i det? Hvordan gør vi især politikerne opmærksomme på, at det ikke holder i længden, når ressourcerne til sygehusvæsenet er for små? Hvordan gør vi dem opmærksomme på de bløde værdier? Hvornår tager de hensyn til patienterne og ikke mindst plejepersonalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø? Fordi det, der stresser i hverdagen, er ikke at have travlt og få udrettet en masse, men alt det, man må undlade at gøre, og som man ved ville være til gavn for patienten.

Jeg arbejder som sygeplejerske i fast aftenvagt på en ortopædkirurgisk afdeling. Afdelingen er normeret til 18 patienter. 85-90 pct. af disse er akutte, og de resterende er indkaldte. Dvs. størstedelen af patienterne har været udsat for en eller anden form for uheld, f.eks. trafik- eller faldulykker.

Vi er til daglig to sygeplejersker og en sygehjælper/social- og sundhedsassistent i aftenvagt.

I weekenderne skal der afvikles afspadsering, da det vil tynge budgettet, hvis pengene bliver udbetalt. Dvs. så er vi kun to i vagt. Sådan en weekend har jeg lige overstået - eller rettere overlevet.

Det hele stod i ét, da jeg mødte, da de i dagvagten også havde haft travlt og døjet med underbemanding.

Man må så prøve at få sig et overblik over situationen og tage en ting ad gangen.

I sådan en vagt har man som sygeplejerske overhovedet ikke tid til at tage sig ordentligt af patienterne. Selv de basale behov, som Virginia Henderson beskriver, kan næsten ikke opfyldes. Man må prioritere, som det så fint hedder.

Det værste er de patienter, der behøver noget ekstra psykisk pleje og omsorg: Den unge patient og ikke mindst hans familie, der har været impliceret i et trafikuheld, hvor han har mistet sin bror og kammerat. Den mor, hvis barn på to år har pådraget sig en femurfraktur og skal ligge i stræk i 4-6 uger. Den unge kvinde, der er væltet på cykel og har fået sutureret en del flænger i munden og i ansigtet. Hende, der ligger og har det dårligt, når hun tænker på sin seksårige søn, der var med på cyklen; og hvordan kommer hun selv til at se ud?

''Hun får da vist ikke nok at spise og drikke,'' tænker man sidst på aftenen, når der summeres op på vagtens forløb.

Alt dette ser og observerer man, og man prøver og prøver at få tingene til at hænge sammen. Men det hele er håbløst, da der også er alle de andre patienter, der kræver deres. 15 andre patienter, fortrinsvis ældre, ofte senile, der kræver en hel del omsorg og pleje. Og ikke at forglemme min kollega, hvordan klarer hun presset?

Weekenden er endelig slut, og man overlevede, men med nød og næppe og sikkert også med lidt sår i sin egen psyke. Så nu kan familien ånde lettet op. Mor har friuge! Lige indtil der ringes fra afdelingen om ekstra vagter! Det tager et par dage at komme ovenpå igen. Joh, sådan en friuge er tiltrængt. ''Det her må der gøres noget ved.''

Inden jeg mandag eftermiddag drager til undervisning i min fritid, tager jeg en snak med afdelingssygeplejersken. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal fungere sådan? At man søndag aften må sætte sig grædende og sige: ''Nu kan jeg ikke mere.''

Min frustration blev desværre ikke mindre. Men hvad havde jeg dog forventet? Skulle hun springe op af stolen for at få fat i mere personale eller hvad? Nej, det vidste jeg jo godt var helt umuligt.

Men jeg havde ikke ventet at høre fra min afdelingssygeplejerske, at vores sygepleje-niveau har været højt, at vi skulle til at vænne os til et lavere niveau, og at vores normering var for høj i forvejen. At jeg/vi måtte blive bedre til at prioritere opgaverne i mit/vores arbejde. Selvfølgelig var forståelsen der, men desværre har hun ikke mulighederne/kompetencen til at ændre på tingene. Hun kan kun handle inden for de rammer, der er udstukket af sygehusledelsen.

Totalt desillusioneret og slukøret gik jeg til undervisning i ''urinretention hos postoperative patienter.'' Flere ting, man skal blive bedre til for ikke at gøre mere skade på patienterne. Engangskaterisation hver 2.-4. time, hyppigere toiletbesøg, mere observation af patienten. Mon den engagerede urologiske sygeplejerske hørte min frustration, da jeg påpegede, hvordan dagligdagen så ud hos os? Mon hun forstod, at det ikke handlede om modvilje, men om...? Ja, hvad handler det hele egentlig om?

Ventelister, budgetter, økonomi osv. Men hvornår og hvordan kommer det til at handle om patienterne og plejepersonalet?

Dette er skrevet for at spørge, hvor sygeplejen er på vej hen. Hvad skal vi gøre for at bedre vores arbejdsmiljø, så vi kan være det bekendt?

PS: Efter dette Synspunkt er skrevet, har man i Nordjyllands Amt bestemt, at det ortopædkirurgiske afsnit på Hjørring-Brønderslev Sygehus skal være akutenhed for Vendsyssel.

Dvs. der kun vil blive indlagt meget færre elektive patienter på pågældende afdeling. Som følge af dette er der på afdelingssygeplejerskeniveau i ortopædkirurgisk afsnit taget initiativ til at lave et ''redskab'' til plejetyngdemålinger i afdelingerne.

Joan Jensen er ansat på ortopædkirurgisk afdeling på Hjørring/Brønderslev Sygehus.