Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mathias og bamsen

Det kan være hårdt at være sygeplejestuderende. Men engang imellem får man en succesoplevelse. Det fik jeg, da jeg mødte Mathias og hans bamse. Den oplevelse går jeg og gemmer på.

Sygeplejersken 2001 nr. 19, s. 36-37

Af:

Tina C. Hansen, sygeplejestuderende

Nogle dage oplever jeg, det kan være hårdt at være sygeplejestuderende. Man skal ikke bare tænke på, om man gør tingene praktisk godt nok, man skal også kunne sine teorier og argumentere for værdier og holdninger. Sådan føler man. Men så må man se på de lyse sider. På de små oplevelser, hvor man virkelig har lært noget. På de situationer, hvor man føler, at man virkelig har ydet en indsats. En sådan succes-oplevelse går jeg og gemmer på.

Jeg var i mit femte semesters praktikperiode på børneafdelingen på sygehuset i Nykøbing Falster. Det var lige før middag, og jeg var ved at skrive plejeplan færdig på de to børn, jeg havde denne dag. En af de pædiatriske læger, jeg tidligere havde haft rigtig god kontakt med, kom ind på kontoret, greb telefonen og ringede ned til skadestuen. Hun havde fået en akut opgave og skulle lige høre, hvad sagen drejede sig om.

Jeg blev færdig med mine plejeplaner og sad og lurede lidt. Jeg ville enormt gerne med derned og tage imod det akut syge barn. Jeg viste lægen min interesse, og hun opfordrede mig til at gå med derned. En, to, tre, så var vi ude af afdelingen og i fuld fart ned ad gangen. På vej til skadestuen fortalte lægen mig om barnets symptomer. Jeg tænkte faktisk ikke over, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle forholde mig i situationen.

Det var en lille, spinkel, bleg dreng, Mathias, på ca. fire år. Han havde kastet op og haft ondt i maven hele dagen. Moderen havde troet, at det var almindelig utilpashed og var derfor blevet hjemme med drengen denne dag. I løbet af dagen var drengen blevet tiltagende dårlig, havde fået lidt feber og var blevet bleg og træt. Pludselig var drengen blevet bevidstløs. Moderen havde fået en ordentlig forskrækkelse og straks ringet 112.

Vi nåede ned til stuen, hvor Mathias og moderen opholdt sig. Det var en mat lille fyr, der lå og græd og kastede op. Lidt døsig, men dog ved bevidsthed.

Moderen sad og holdt drengen i hånden, talte til ham, mens hun indimellem græd.

Vi præsenterede os, og lægen begyndte straks at undersøge ham. Jeg blev lidt ved moderen, holdt hende i hånden og trøstede, så godt jeg kunne. Lægen undersøgte Mathias' mave og fortalte moderen og Mathias, hvad hun havde mistanke om, nemlig appendicitis. Men der var ingen tegn på appendicitis, udfyldninger o.l., så for en sikkerheds skyld kontaktede hun sin kollega, der imidlertid heller ikke kunne finde noget. Moderen var nu blevet lidt mere tryg ved situationen, og jeg satte mig ned mellem hende og Mathias. Jeg målte respirationsfrekvens, blodtryk og temperatur. Alle værdier var normale. Lægen bestemte sig for at lægge en venflon, så Mathias' elektrolytbalance kunne stabiliseres pga. de talrige opkastninger på kort tid. Vi fortalte moderen og Mathias, hvad der skulle ske. Moderen blev nu igen meget nervøs, især da hun fik øje på alle de remedier, vi skulle bruge. Jeg fik så opgaven at holde Mathias' hånd roligt, mens lægen lagde en venflon. Sikke en opgave at få. En lille fyr på fire år, der ser kanyler og slanger. Så var den døsighed i hvert fald aftaget.

Han blev selvfølgelig enormt urolig og græd højlydt. Det var faktisk umuligt at få lagt den venflon.

Jeg fortalte Mathias, at jeg godt vidste, det gjorde ondt, men at det kun var et lille, kort øjeblik, og at vi kunne tælle, indtil det var slut. Han kiggede skeptisk

Side 37

på mig. Så okay da, men så skulle han også holde både mor og mig i hånden. Det var jo bare helt fint. Jeg spurgte moderen, om de plejede at synge, og det gjorde de. Så Mathias valgte sin yndlingssang, og hans mor, jeg og lægen stod og sang ''Se den lille kattekilling'' og så lå den venflon der.

Mathias havde en bamse med, som havde en stor gul mave. Jeg tog bamsen op og legede lidt med den på hans dyne. Jeg lod, som om at den også havde ondt i sin mave, og at den var kommet på sygehuset, fordi den havde kastet op hele dagen. Det fangede hurtigt hans interesse, og til sidst sad han oppe og legede med. Lægen kom nu ind igen og var helt overrasket over, hvor godt Mathias havde det, desuden havde hun nu bestilt røntgenundersøgelse af abdomen. Mathias blev straks opmærksom på, at der skulle ske noget nyt igen og blev derfor urolig. Men bamsen klarede sagerne, den skulle selvfølgelig også have taget billeder af sin mave, og det fik den. Begge var trygge ved det. Da alt dette var overstået, kørte Mathias, bamse, læge og jeg op til en stue på børneafdelingen. Jeg fandt lidt mad og drikke til moderen og Mathias, der nu kunne tage den lidt mere med ro. Moderen var helt utrolig glad for min måde at håndtere situationen på:

''Det kunne man se, du havde prøvet nogle gange, sagde hun.

''Aldrig,'' var jeg fristet til at sige. Hun gav mig megen ros og var helt berørt af situationen. Jeg forklarede, at jeg nok ikke kom til at se dem igen, da jeg havde nogle studiedage, hvilket resulterede i, at både moderen og Mathias gav mig en ordentlig knuser, inden jeg gik ud af stuen.

Tina Hansen læser ved sygeplejeskolen i Nykøbing Falster.