En vildtvoksende have

Forskning, udvikling, evidensbasering. Sygeplejersker over det ganske land kaster sig ud i det ene projekt efter det andet. Men det får ikke de mere etablerede forskere til at klappe i hænderne og sige ''Godt gået, piger.'' Tværtimod faldt der knubbede ord om vildtvoksende haver, ukrudt, udskud og andre metaforer af samme skuffe, da Dansk Sygeplejeråd havde inviteret til en konference på Vilvorde Kursus Center om forskningsprioritering som opfølgning på en høringskonference i 1999 om en national delstrategi for sygeplejeforskningen.

''Vilde haver kan se dejlige ud, men for at få det fulde udbytte af dem, er det nødvendigt med nogle gartnere, som kan trimme og gøde efter nogle almene principper, så væksterne rigtigt kommer til deres ret. De samme forhold, mener jeg, gør sig gældende for videnskabeligt arbejde. Her er der også nogle almene principper, der skal følges, for at der er tale om videnskab,'' fastslog lektor, mag.art. og ph.d. Tine Rask Eriksen, Københavns Universitet, i sit oplæg på konferencen.

Hun pegede bl.a. på, at videnskaben må være kritisk over for det bestående og henviste til teoretikerne Popper og Kuhn, som begge beskæftigede sig med falcificering og verificering. Ifølge Popper skal forskeren ikke se det som sin opgave at verificere, dvs. bekræfte, men at afsløre en metodes falskhed og dermed gå nye veje. Kuhns pointe er, at vidensudvikling sker i spring, når - eller hvis - der f.eks. udvikles anomalier, som ikke kan indpasses i et givet paradigme.

''Der sker utroligt meget i disse år, men spørgsmålet er, om de mange forskellige projekter kan leve op til disse kritiske grundregler for videnskab,'' spurgte hun og fyrede en bredside af mod den evidensbaserede sygepleje, hvor den kritiske bevisførelse efter hendes mening ofte er en mangelvare:

''I så fald er der tale om en empiristisk (erfaringsbaseret) forskning, som kvantitativt kortlægger arbejdsprocedurer og arbejdsgange i faget. I stedet for at få indsigt forenkles den viden, man prøver på at udvikle.Vi må have fjernet disse vildskud, og derfor er der brug for en række gartnere og væksthuse for vidensudvikling, så vi kan sikre kvaliteten i sygeplejeforskningen,'' sagde hun.

Djævelens advokat

Lektor, mag.scient. og ph.d. Helle Ploug Hansen, Syddansk Universitet, brugte udtrykket Djævelens advokat om sin rolle som oplægsholder og ordstyrer i den efterfølgende debat. Hun koncentrerede sig om spørgsmålet, om sygeplejersker kan siges at have patent på at forske i sygepleje:

''Ud fra en politisk og fagforeningsmæssig synsvinkel er det vigtigt, at sygeplejersker positionerer sig og f.eks. opnår stillinger ved diverse institutioner i primær og sekundær praksis og bliver repræsenteret i råd og udvalg, når det drejer sig om forskning og udvikling, men der er ikke nogen naturlov, som siger, at det kun er sygeplejersker, som kan forske i sygepleje. Det vil ofte være sådan, og ofte er det en god ide, men der er lige så mange gode grunde til, at det f.eks. er en pædagog, en psykolog, en sociolog, en antropolog eller en filosof, der udforsker sygeplejen ud fra disse fags respektive teorier og metoder.

Når jeg derfor jævnligt hører fra sygeplejersker, at de må være de absolut bedste til at forske i sygepleje, må jeg påpege, at der mig bekendt ikke eksisterer nogle undersøgelser, der dokumenterer, at sygeplejeforskernes resultater er mere troværdige, mere gennemskuelige og mere generaliserbare end andre forskeres.''

Helle Ploug Hansen mener, det kan være svært at nå frem til fælles nationale indsatsområder for sygeplejeforskningen, sådan som konferencen gerne skulle give et input

Side 13

til. Selv satte hun spørgsmålstegn ved, om der skal satses på monofaglige forskningsaktiviteter:

''Forskningsministeren lægger op til tværgående forskergrupper, og forskningsrådene giver oftere og oftere støtte til større tværgående forskningsprojekter. Jeg vil derfor gerne foreslå, at dansk sygeplejeforskning følger disse politiske udmeldinger, for det er dér, pengene er,'' sagde hun og pegede på indsatsområderne i den nationale forskningsstrategi (NASTRA), regeringens folkesundhedsprogram samt kommunernes og amternes strategier for forskning og udvikling.

Problemer i klinikken

Også forsknings- og udviklingssygeplejerske, cand.cur. Tove Lindhardt fra Amtssygehuset i Gentofte brugte udtrykket ''vilde blomster'' om de mange forsknings- og udviklingsaktiviteter, der ''blomstrer'' i amtet og inden for på sygehuset:

''Men der har været tale om sporadiske tiltag uden et overordnet mål eller strategi fra centralt hold,'' sagde hun og fortalte om arbejdet med at udvikle en lokal strategi for udvikling og forskning i sygeplejen. Der er tale om et strategisk værktøj, der tager udgangspunkt i den nationale delstrategi for sygeplejeforskning:

''Formålet med strategien er ikke, at alle sygeplejersker på Gentofte Amtssygehus skal forske, men at skabe forudsætninger for, at de med tiden kan basere deres praksis på forskningsresultater,'' sagde hun og fortsatte:

''Når vi fokuserer så meget på forsknings- og evidensbaseret sygepleje, hænger det sammen med de problemer, vi har i klinikken:

Meget unge sygeplejersker med lavt erfaringsgrundlag, en stor udskiftning og rekrutteringsproblemer i det hele taget. Derfor er det vigtigt, at vi kan kvalitetssikre patientplejen,'' sagde hun og understregede, at det er ledelsen på sygehusene, som må tilvejebringe vilkårene for udvikling og forskning.

Forskningsstrategien er godkendt i en tværfaglig udviklings- og forskningsenhed, og de områder, der skal styrkes, er foruden den evidensbaserede praksis en styrkelse af de kliniske retningslinier samt udarbejdelse af standardplejeplaner ud fra den såkaldte VIPS-model.

På kryds og tværs

Forskningslektor, ph.d. Ingegerd Harder, Århus Universitetshospital, brugte pile og x'er og y'er til at skildre den danske sygeplejeforsknings brogede forhold:

''Det er jo sådan i forskningsverdenen, at somme tider ved man, at pilen fører den vej, at x er årsag til y. Men det kan også være, at pilen går den modsatte vej, at y fører til x. Eller måske forholder det sig sådan, at hverken x eller y fører til hinanden, at x og y kan siges at finde sted samtidigt. Der er måske sammenhæng, men intet årsags-virkningsforhold. Pilene flyver på kryds og tværs. Det samme gør forskningsudviklingen i Danmark,'' sagde hun og fremhævede, at det vil være politisk og fagligt fornuftigt, hvis sygeplejen rundt omkring lokalt bruger den fælles nationale delstrategi for sygeplejeforskning:

''Den skal betragtes som en ramme, hvor indhold og handleplaner kan være forskellige.

Gør vi det, er der god mulighed for at inspirere og støtte hinanden på tværs af lokale grænser.''

Ingegerd Harder omtalte nogle bærende ideer i forskningsstrategien på Århus Universitetshospital:

Flere sygeplejersker bør have en kandidat-, mastergrad eller ph.d.-grad. Samtidig bør der udvikles eller omdefineres klinisk attraktive stillinger til de højtuddannede sygeplejersker.

Videnskabelige aktiviteter bør bestå både af udvikling af ny viden og brug af eksisterende forskningsresultater samt kritisk gennemgang af forskningslitteratur med henblik på brug eller afvisning af den i klinikken.

Der bør oprettes en enhed for klinisk sygeplejeforskning, hvor forskende sygeplejersker på flere niveauer har lektorkvalificerede sygeplejersker som sparringspartnere og vejledere.

Strategien i Århus lægger også op til et konkret forskningssamarbejde mellem skole og klinik samt et ønske om samarbejde med Institut for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet. Endelig er strategien kendetegnet ved, at den søger at placere et ansvar hos ledelse og praktikere i forhold til, at tingene skal føres ud i livet.

Normale betingelser

Institutleder, ph.d. Regner Birkelund, Institut for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet, glædede sig over oprettelsen af instituttet, der nu har gennemlevet sit første kvartal efter fornuftsskilsmissen fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole:

''Jeg tror, der med overflytningen er sat en vigtig udvikling i gang. Vi får nu mere normale videnskabelige og forskningsmæssige betingelser, bl.a. fordi vi nu har fået nogle

Side 14

 formelle rammer, der svarer til en uddannelse på kandidatniveau.''

Også Regner Birkelund satte spørsmålstegn ved den evidensbaserede sygepleje. Hvad er det egentlig? spurgte han og fortsatte:

''Integration af forskning og praksis er et ømtåleligt område. På et universitetsinstitut skal der være plads til anden forskning end den, der direkte kan omsættes i praktiske sammenhænge. Der skal være plads til den slags forskning, som i den nationale delstrategi kaldes grundforskning, altså forskning med henblik på at skaffe ny viden til veje uden på forhånd at have den ambition, at den skal kunne bruges i praksis. Jeg tror, at integrationen mellem forskning og praksis bedst kommer i stand gennem de studerende på instituttet. De skal i kraft af deres uddannelse medvirke til at kvalificere den praksis, de er eller bliver en del af,'' sagde han og understregede, at instituttet vil få en stærk sygeplejefaglig profil med vægt på den kliniske forskning. Men også andre satsningsområder kommer på tale.

Regner Birkelund fortalte, at optaget af kandidatstuderende ved instituttet øges fra 20 til 50 til september, samt at uddannelsen, der nu alene foregår i Århus, kortes ned til en toårig overbygning. Til gengæld lægges der en etårig suppleringsuddannelse foran. Instituttet vil arbejde for, at der i relation til ph.d.-uddannelsen oprettes forskerskole, ligesom man vil søge at få et samarbejde i gang med sygeplejeskolerne i forbindelse med virkeliggørelsen af Loven om de Videregående Uddannelsescentre.

Et ordentligt spark

''Sommetider skal der et ordentligt spark til, før man begynder at tænke og handle anderledes,'' fortalte uddannelseskonsulent, cand.cur. Anne Lichtenberg fra sundhedsafdelingen i Københavns Amt.

Sparket fik hun og de ledende sundhedsplejersker i amtet for fire år siden, da den børnepsykiatriske afdeling på Københavns Amtssygehus i Glostrup gerne ville have en undersøgelse af, om sundhedsplejerskens vurdering af barnets fysiske, psykiske og sociale udvikling i det første leveår kan vise eller afdække symptomer på psykisk fejludvikling, og hvis ja, om det så er muligt at foretage en målrettet tidlig indsats.

''Vi havde noget at byde på, syntes vi, men vores dokumentation var ikke tilstrækkelig. Vi vidste alt for godt, at selv om det har været lovpligtigt at føre journaler siden 1929, så havde vi ikke nogen præcis model for indholdet. Vi gik derfor i gang med at kvalitetsudvikle journalsystemet, og for at lette processen er der oprettet en database. Den skal senere ændres til en tværkommunal database med navnet Børns Sundhed i Københavns Amt og være hjemmehørende på Center for Sygdomsforebyggelse ved amtssygehuset i Glostrup,'' fortalte hun.

I Viborg behøver man ikke noget spark. Her har man været hyperaktiv, før den nationale delstrategi for sygeplejeforskning var en realitet, og før undervisningsministeriet fik sin lov igennem om Centre for Videregående uddannelser.

''Vores udgangspunkt har været Evalueringsrapportens kritik af sygeplejerskeuddannelsen og de debatoplæg om uddannelse og forskning, som er sendt ud fra Undervisningsministeriet. Det fik os til allerede i 97/98 at udarbejde en lokal handlingsplan for sygeplejeforskning,'' fortalte rektor, cand.cur. Aase Lydiksen fra Viborg Sygeplejeskole, som både har etableret ph.d.-netværk og samarbejdsaftaler med Københavns Universitet og et universitet i Melbourne i Australien. Strategien i Viborg har haft fokus på en ny studieordning, hvor læseplanerne indeholder udviklings- og forskningsbaserede elementer samt en opkvalificering af lærerkvalifikationerne.

Svar på tiltale

Tine Rask Eriksen fik svar på tiltale i den efterfølgende debat:

''Tine, af og til kan man få en fornemmelse af, at det gælder om at hyppe egne kartofler. I hvert fald må jeg spørge mig selv, hvorfor jeg er taget til København i dag. Her har jeg siddet og hørt landets fremmeste sygeplejeforskere trække de samme gamle travere frem, som vi har hørt om de sidste 10 år,'' sagde konstitueret chefsygeplejerske ved Kolding Sygehus Ditte Maarbjerg Thinggård.

Selv kunne hun ønske sig, at man begyndte at interessere sig for kernen i hele foretagendet, nemlig sygeplejen, og mindre for struktur, organisation og metoder:

''I praksis har vi i den grad brug for, at der kommer kompetente folk ud og sætter spørgsmålstegn ved det, vi gør. Jeg har heldigvis set gode eksempler på praksisforskning, men det, jeg har hørt i dag, synes jeg ikke peger i den retning. Jeg tror ikke på, at vi får penge til sygeplejeforskning, hvis vi ikke kan fremvise resultater. Så jeg må opfordre til, at sygeplejeforskningen kommer til at handle om sygepleje til patienten. Samtidig vil jeg også gerne appellere til, at den kliniske sygepleje virkelig bliver flagskibet på det nye sygeplejeinstitut i Århus, for instituttet her er det eneste i Danmark, hvor man kan studere sygepleje på højt monofagligt niveau.''

Tine Rask Eriksen:

''Jeg har stået i skæringspunktet mellem at være sygeplejerske og forsker i mange år og har eksempelvis set, hvordan retorikken har ændret sig over tid. Pludselig skyder den evidensbaserede sygepleje frem. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod evidensbaseret sygepleje. Jeg spørger bare, om vi ved, hvad det er, og om hvordan vi bruger det. Hvis vi følger Poppers principper er det fint, men gør vi det? Det kan naurligvis være synd at kritisere de mange initiativer, vi ser alle vegne, men vi bliver nødt til at have nogle grundlæggende principper på plads.''

Studieleder, ph.d. Agnes Bjørn, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, pointerede, at hvis man overhovedet skal have en forskningsbaseret sygepleje, må det i hvert fald kræve, at sygeplejersker kan læse og forstå forskningslitteraturen. Og det kan mange ikke, når hun møder dem på videreuddannelse på højskolen. Derfor opfordrede hun til at være opmærksom på problemet ved tilrettelæggelsen af den nye sygeplejerskeuddannelse. Med hensyn til forskningspenge syntes hun, at man burde undersøge muligheden for at få del i nogle af de mange millioner kroner, som den svenske Vårdalstiftelse hvert år afsætter til projekter om pleje, omsorg og behandling.

Konferencen mundede ud i, at følgegruppen, der er blevet nedsat af Dansk Sygeplejeråd til at arbejde videre med den nationale delstrategi for sygeplejeforskning, skal prøve at få sygeplejersker repræsenteret i landets tre videnskabelige forskningsfora. Der blev også opfordret til, at man rundt om i højere grad baserer sine fremtidige forskningsaktiviteter på de nationale udmeldinger som eksempelvis NASTRAs prioteringsområder end hidtil.

Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad sluttede af med at fortælle, at der bliver en evaluering af delstrategien i slutningen af år 2002.

Læs også "Det handler om at have en strategi"