Faglig kommentar: Sagovælling pinselørdag

Pinselørdag fik jeg sagovælling og stegt lever.'' Svigerfar var en dannet mand, og det hørte ikke hans aldersklasse til at klage over maden. Han havde selv prøvet at gå sulten i seng under første verdenskrig. Måltiderne betød noget for ham. Altid i bad og omklædt inden aftensmaden. Han kunne lide at spise. Flæskesteg med sprød svær og surt, wokstegte grønsager, kærnemælksfromage med kirsebærsyltetøj, grillstegte hvidløg.

Når sarte sjæle gispede, som havde de en flammekaster i svælget efter indisk curry med chili, slikkede Lars sig om munden og sagde, at det gav god luft i hans emfysematiske lunger. Han kunne lide de traditionelle retter, han var vokset op med, og han kunne lide at smage nyt. Før en ferie ville jeg sikre, at Lars fik rigtig mad i mit fravær. Vi bestilte mad fra kommunen, som leverede fra plejehjemmet.

Lars kritiserede ikke direkte. Han nøjedes med at sige, at det jo ikke var min mad. Men han kunne dårligt undertrykke sit ubehag over menuen pinselørdag: Sagovælling og lever.

125.000 gamle får offentlig mad

''Bedre mad til ældre'' hedder en pjece fra Fødevare- og Socialministeriet, og det er ikke for tidligt at begynde at interessere sig for, hvordan 125.000 gamle bespises af det offentlige. På egen regning. Fra stålspande eller mikrobølgeovnsoptøet frysekost i eget hjem. Fra et amtsligt centralkøkken, der leverer samme standardvare til hver af amtets institutioner. Hevet op af kæmpekedler på rulleborde og slasket på tallerkener.

Der findes også steder, hvor der kræses om mad og servering. Andre steder er det så ringe, at borgmesteren må have særforplejning, når han er på valgrunde. Fælles for de offentligt bespiste gamle er, at måltiderne vil fortsætte på samme måde resten af deres dage. Det er ikke et midlertidigt problem, som f.eks. hospitalsmåltider. Et godt måltid øger livskvaliteten, og i et godt måltid indgår madens kvalitet, omgivelser, servering og selskab.

Folk prioriterer mad og måltider vidt forskelligt. Nogle stiller sig tilfredse med at blive mætte med et minimum af besvær et passende antal gange om dagen. Andre bruger oceaner af tid og penge på at udvikle sig til feinschmeckere. Hansen spiser kun frikadeller efter moders opskrift, Jensen kan lide kicket ved en krokodillekotelet. Hos Pedersen er kosten en mindre post på budgettet, hos Nielsen den største.

Kan en kommune finde ud af at tilbyde mad til forskellige priser? Billig og ernæringsmæssigt tilstrækkelig kost til de ligeglade. Dyrere og mere oplevelsesrige måltider til dem, der prioriterer det kulinariske, og som vil betale for det? Hvad med plejehjemmene? Kan køkkenassistenter og skaldede kokke færdes mellem hinanden? Et plejehjem med sociale skel som ude i samfundet? Så er det ulige nemmere at holde sig til almindelige fordomme om, at de fleste gamle er glade for sagosuppe, og hvad de fleste kan lide, skal alle kunne lide.

Kvalitet koster

Bedre mad og bedre måltider til ældre. Det største problem er formentlig, at vi stiller så forskellige krav til et godt måltid. Nogle er til salt, andre vil have sukker. I stedet får alle konsensusmad. Mange er glade for at få færdiglavet mad bragt hjem. Andre ville elske at få den nødvendige hjælp til selv at gøre indkøb og lave mad i eget køkken. Men hvor meget er der råd til? Sammenholdt med, at de samme mennesker må nøjes med at få vasket undertøj en gang om måneden.

Bedre madkvalitet koster. Valgmuligheder koster. Bedre omgivelser og servering koster. Økonomien er ikke berørt i pjecen. Regeringens bevillinger skal gå til projekter, belønning, inspirations- og undervisningsmateriale, pjecer, databaser og konferencer. Kommunerne kan få regningen, og hvis folk rimeligt nok selv skal betale for herligheder og valgmuligheder, skal der differentieres, og det koster også.

Så er der den uforudsete udgift: Folkepension til flere i endnu mange år. Ved at give de gamle bedre mad og bedre måltider, risikerer man, at de får lyst og energi til at leve længere.