Sygeplejersken
Iført to pelse og revolverbælte
Omkring 100 sygeplejersker er omtalt i det nye Dansk Kvindebiografisk Leksikon, hvor bind 2 netop er udkommet. Værket giver gennem ca. 2.000 biografier en oversigt over kvindeforskningens resultater inden for alle områder.
Sygeplejersken 2001 nr. 20, s. 36-39
Af:
Jytte Larsen, redaktør, Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Historien om sygeplejerske Lena Tidemand (1882-1958) er medtaget i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Da Florence Nightingale-medaljen for ekstraordinær indsats under krig blev uddelt for første gang i 1920, var den danske sygeplejerske Lena Tidemand (1882-1958) blandt modtagerne. Hun havde arbejdet for Dansk Røde Kors i Grækenland 1912-13, men det var i Første Verdenskrig, hun for alvor udmærkede sig.
Hun gjorde tjeneste ved Den danske Hjælpeambulancekomité i Frankrig, Serbien og Rusland, indtil hun 1916 overtog det sundhedsfaglige ansvar for 3.000 deporterede civile tyskere og den russiske befolkning i Basjkortostan - et stort, øde, iskoldt distrikt ved Uralbjergenes fod med 300 km til nærmeste læge.
Sygeplejerske Lena Tidemand, kvinden i pelsen, fotograferet på banegården i Charkow, Ukraine, 1922. Hun arbejdede dengang for Dansk Røde Kors sammen med lægen Carl Krebs og løjtnant Th. Eibye, Store Nordiske Telegraf-Selskab med den opgave at bespise sultende børn under den russiske borgerkrig. Folkeforbundet havde bedt nordmanden Fritjoff Nansen (manden på togvognens trappe) om at organisere bespisning af den sultende russiske befolkning, og han bad bl.a. Dansk Røde Kors om hjælp til opgaven. Manden til højre for Lena Tidemand er danskeren Hermod Lannung, som var sidste medarbejder på den danske ambassade i Rusland, da de diplomatiske forbindelser blev afbrudt pga. revolutionen. Arkivfoto: Dansk Røde Kors' fotoarkiv
Dertil red hun hele vejen fra Skt. Petersborg iført to pelse og et revolverbælte. Her fik hun stablet et lille hospital på benene, hvor Side 37
hun behandlede den udbredte malaria, plettyfus og dysenteri, samtidig med at hun underviste i hygiejne og lusebekæmpelse.
Den russiske revolution, der udbrød i 1917, udløste efter afslutningen af verdenskrigen en borgerkrig, som forlængede den retsløse tilstand; Tidemands hospital blev besat og udplyndret flere gange. Hun lå inde med 1 mio. rubler, der var sendt fra Tyskland til de internerede, og da hun blev overfaldet af en flok soldater, måtte hun aflevere et mindre beløb.
''Resten var skjult paa min Person,'' skrev hun i en indberetning, hvor hun i øvrigt var mest optaget af ærgrelsen over det lidte tab. Først efter at have skaffet de internerede hjælp rejste hun 1919 hjem til Danmark. Men hun lagde sig ikke til hvile på laurbærrene. 1922 vendte hun tilbage i Rusland, hvor der var hungersnød, og fra 1927-29 arbejdede hun som sundhedsplejerske og jordemoder i Mongoliet.
En ud af 100
Lena Tidemand er en af de ca. 100 sygeplejersker, der er med i ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon.'' Hun er biograferet af historikeren Barbara Zalewski, som har skrevet ph.d.-afhandling om Dansk Røde Kors. Det har været muligt at følge Tidemands virke under og efter krigen tæt, fordi hun sendte artikler hjem til aviser og blade, bl.a. Tidsskrift for Sygepleje. Her fortalte hun bl.a., at hun i ventetiden, inden en fødsel gik i gang, gik ''en lille Tur ud med Bøssen'' og i ''mit første Skud til en Fisk'' nedlagde en kæmpelaks.
Barbara Zalewski karakteriserer effektfuldt holdningen bag denne eventyrlige indsats med Karen Blixens valgsprog: ''At ride godt, skyde godt og tale sandhed.''
Det er småt med kilder til Lena Tidemands opvækst og ungdom. F.eks. ved vi ikke, om hun havde en sygeplejerskeuddannelse. Men en mor, der var udlænding, og en far, der havde været sømand, kan have givet hjemmet et kosmopolitisk præg og de 10 børn gode sprogkundskaber. De sidste 30 år af Lena Tidemands liv er helt mørklagt, sporet fortaber sig, da hun som ca. 47-årig giftede sig med en nordmand.
Med optagelsen i ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' er Lena Tidemand skrevet ind i nationalbiografien, det katalog over fremtrædende personer, der udgør en del af den nationale historieskrivning.
Marie Jacobsen (1882-1960) skrev sig ind i det armenske folks historie gennem sin dagbog ''Diary 1907-1919,'' som blev udgivet af Det Armeniske Patriarkat i Libanon i 1979. Det er en enstående øjenvidneberetning om tyrkiske massakrer på kristne armeniere under Første Verdenskrig. Omkring 1 mio. mennesker blev myrdet, deporteret eller døde af sult; den danske missionær bogførte rædslerne med stort ubehag, men stærkt forpligtet: ''Ingen, ingen kan tænke sig Tilstandene i dette Land, hvor frygtelige Lidelser der er. Vejene er fulde af Menneskelig, og de Millioner af Hjem er fulde af sørgende Kvinder og Børn uden Trøst, uden Føde, og aldrig faar de deres kære at se mere.''
Hun ledede det amerikanske missionshospital i Harput i det nordøstlige Tyrkiet, og da de amerikanske missionærer rejste, fordi USA gik ind i krigen 1917, var hun den eneste europæiske kvinde i byen. Situationen var så kritisk, at der flere gange står i dagbogen: ''Denne Dag kan blive min sidste.''
Skønt tyrkerne efterlod den armenske bydel i ruiner, lykkedes det hende at holde liv i 2.000 børn, indtil amerikanerne vendte tilbage med hjælp efter afslutningen af krigen. I mellemkrigstiden fortsatte hun arbejdet med armenske flygtningebørn i Libanon, hvor hun døde som 77-årig i 1960.
Historien om Marie Jacobsen er medtaget i ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon''
Side 38
Den danske nationalbiografi blev grundlagt med 1. udgave af ''Dansk Biografisk Leksikon,'' som udkom 1887-1905. Værket udkom i en revideret 2. udgave fra 1933-44 og i 3. udgave fra 1975-84. I 1. udgave var der udelukkende mandlige forfattere og kun biografi af en enkelt sygeplejerske, Louise Conring, den første forstander på Diakonissestiftelsen. Når 4. udgave af ''Dansk Biografisk Leksikon'' engang skal udkomme, er det med forventning om, at biografierne i ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' vil blive indarbejdet i en samlet dansk nationalbiografi.
Historiens betydning i den faglige kamp
I 1899 oprettedes Dansk Sygeplejeråd med det formål at skabe en stærk sygeplejerskestand, og sygeplejerskernes organisation udviste tidligt en for danske kvindeorganisationer usædvanlig forståelse for, at historieskrivning er et vigtigt våben i den faglige kamp. Provinssygeplejerskernes formand, Cornelia Petersen, udgav 1928 den første sygeplejerskehistorie, ''Den danske Sygeplejes Historie i korte Træk.'' Hun gled dermed naturligt ind iblandt forfatterne til 2. udgave af ''Dansk Biografisk Leksikon,'' der rummede omtale af fem af de tidligste ledere i Dansk Sygeplejeråd: Henny Tcherning, Charlotte Munck, Margrethe Koch, Cecilie Lütken og Thora Fiedler foruden Louise Conring og stifteren af Skt. Lukas, Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm.
I 3. udgave af ''Dansk Biografisk Leksikon'' er antallet af sygeplejersker nået op på 30, og udvælgelsen afspejler klart Dansk Sygeplejeråds idealtype: Forstanderen for sygeplejen på de store offentlige hospitaler og for sygeplejerskeuddannelsen, der tillige bestred centrale tillidsposter i Dansk Sygeplejeråd.
''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' har i tæt samarbejde med Dansk Sygeplejeråds arkivar Esther Petersen forsat og udbygget, hvad man kunne kalde Dansk Sygeplejeråds linie i sygeplejerskehistorien. Det har betydet flere biografier af ledere på hospitaler og organisationer.
Redaktionen af ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' har været særlig interesseret i pionerer som Charlotte Larsen (1849-1907), en af de første plejemødre på Frederiks Hospital. Hun arbejdede på en kirurgisk afdeling og gik i spidsen for indførelsen af de nye antiseptiske metoder på sygeplejeområdet. Efter mange eksperimenter med jodoformgazen lykkedes det hende at fremstille den helt ren, og det var hende, der begyndte at fremstille pakker i to lag papir, så gazen holdt sig sterilt. Charlotte Larsen blev den første protokolfører i Dansk Sygeplejeråd.
Desværre måtte vi opgive at berette om flere af Charlotte Larsens samtidige pga. mangelfulde oplysninger, bl.a. om Kommunehospitalets første plejemoder.
Biografien om Laura Feyring, en af hovedaktørerne bag oprettelsen af Dansk Sygeplejeråd, blev reddet på målstregen, fordi hendes datter henvendte sig til redaktionen. Takket være oplysninger i familiens arkiv rummer leksikonet en glimrende biografi af Feyring, der viste sig også at være stifter af Montebello.
Monopolet på sygeplejerskehistorie brudt
Den mest markante fornyelse med ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' er, at Dansk Sygeplejeråds monopol på frem til og med 3. udgave af ''Dansk Biografisk Leksikon'' at fortælle sygeplejehistorien er brudt. Kvindeforskere har i forbindelse med filantropistudier beskæftiget sig med sygeplejerskeuddannelsen i diakonissestiftelserne og Dansk Røde Kors. De har vist, at hjemmesygeplejen voksede ud af det omfattende sociale arbejde, der udgik fra menighederne, og peget på den indsats, private katolske hospitaler som Sct. Joseph-søstrenes har ydet. Dansk Sygeplejeråd er i den forbindelse placeret i forhold til tidens øvrige kvindeorganisationer.
I takt med akademiseringen af sygeplejerskeuddannelsen har cand.cur.-studerende skrevet en række historiske afhandlinger. ''Dansk Kvindebiografisk Leksikon'' har altså kunnet trække på et stort forfatterkorps med repræsentanter fra såvel Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejerskehøjskolen som universiteter og andre forskningsinstitutioner.
Det billede, som Dansk Sygeplejeråds historie giver af den danske sygeplejerskestand, tegner sig særligt klart, når man sammenligner med andre kvindegrupper, der kæmpede for uddannelse
Side 39
og bedre arbejdsvilkår i årtierne omkring 1900, specielt lærerinderne. De anlagde en bred ligestillingsstrategi, dannede fortrop i kvindeorganisationerne og stillede op, efterhånden som kvinder fik adgang til offentlige tillidshverv som menighedsrådsmedlemmer, kommunalpolitikere og folketingsmedlemmer. Ved det første kommunalvalg med kvindedeltagelse var ca. 20 pct. af de valgte kvinder lærerinder.
Sygeplejerskerne derimod valgte den smalle professionsstrategi: Kampen for en tre-årig statsautoriseret uddannelse, der kvalificerede sygeplejersker til at lede plejen på hospitalerne. De valgte at lægge afstand til såvel kvinde- som fagbevægelsen og gjorde nærmest engagement uden for hospitalets mure uforeneligt med sygeplejerskeidealet. Livtag med det store samfund blev en bremseklods i karrieren og førte til udelukkelse fra Dansk Sygeplejeråds historie.Derfor er det kvindehistorikere, der leverer biografier om Røde Kors-sygeplejersker som Lena Tidemand.
Om sygeplejersker i modstandskampen som Ellen Christensen, der efter redningsaktionen for de danske jøder i 1943 forlod Bispebjerg Hospital for at arbejde illegalt på fuld tid. Om de danske sygeplejersker i Grønland og om missionærsygeplejersker - se de to små artikler om Marie Jacobsen og Karen Gormsen.
Karen Gormsen (1880-1960), som fik sin uddannelse på Kommunehospitalet og derefter en tid var ansat i valgmenigheden i Kerteminde, rejste i 1906 til den kinesiske by Dandong i Liaoningprovinsen i Manchuriet. Her drev Dansk Missionsselskab et hospital, hvor hun arbejdede som sygeplejerske og jordemoder, oplærte kinesiske kvinder og kastede sig over børnearbejdet.
Det startede med, at hun tog et forældreløst pigebarn til sig og viste en udvej i en kultur, der plejede at dræbe eller sælge uønskede børn. Nu dukkede de op på hospitalets trappe, indtil der af hensyn til deres sikkerhed blev bygget en skuffe i muren ligesom på Fødselsstiftelsen i København. I 1916 var trafikken blevet så stor, at Karen Gormsen flyttede ud af hospitalet og ind i et børnehjem, der med tiden fik plads til 200 børn. Det var samfinansieret af danske missionsvenner og Dandong Kommune, der selv henviste til mønsterinstitutionen, hvor børnene også fik undervisning.
1931-49 var området i permanent krigstilstand, og Karen Gormsen måtte udvikle et nyt repertoire. Ved at tigge, snyde og handle sortbørs reddede hun sig og børnene igennem den japanske og russiske besættelse. Da kommunisterne 1949 kom til magten, blev hun imidlertid stemplet som kontrarevolutionær og udvist. Hendes erindringer ''Mine børn i Kina'' udkom 1961.
Historien om Karen Gormsen er medtaget i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Bind 1 og 4 af Dansk Kvindebiografisk Leksikon udkom i 2000, bind 2 er netop udkommet og bind 3 udkommer til efteråret.
Jytte Larsen er hovedredaktør af Dansk Kvindebiografisk Leksikon.