Faglig kommentar: Men undulaten har det godt

Udskrives i velbefindende med skånekost. To Pipper-stænger ugentligt og frisk vand dagligt. Flotte farver, skriger normalt og hakker habituelt efter fingeren.''

Nej, det er ikke en patient, der bliver udskrevet her. Det er patientens undulat. Patienten hedder Lise. Hun var indlagt i et kort forløb over tre dage, hvor hun nåede at få forkert medicin og aldrig så den sygeplejerske igen, der foretog den omfattende indlæggelsessamtale. Hun måtte passe sig selv, og det begræd hun ikke, da hun havde overlevet den uhæmmede spørgelyst hos indlæggelsessamtaleførende sygeplejerske.

"Har du nogle husdyr?" lød et af de borende spørgsmål.

Lise prøvede med lidt ironi. "Nej, men det har min datter."

''Godt, så tager vi dem. Hvad er det for nogle?'' svarede sygeplejersken til Lises udtalte forbløffelse.

"Hun har en undulat," sagde Lise, mens latteren boblede i hende.

Der blev sat et kryds og tilføjet artsbetegnelse. 40 minutter senere rejste Lise sig, hun kunne ikke holde udspørgningen ud længere, men hun opdagede, at hun var faldet i søvn, da hun hørte sin egen snorken på vej væk fra den stærkt behovsorienterede og noterende sygeplejerske.

Samme aften var Lise taget hjem for at sove i sin egen seng. Aftenteen var serveret, og alt var idyl, indtil hendes mand sprang op og med nød og næppe undgik at vælte sofabordet. ''Du har glemt hønsene,'' råbte han. ''Du har glemt at fortælle, at vi har høns.''

Sygepleje uden grænser

Indlæggelsessamtaler bliver ført med ildhu og mange behov noteret ned. Bliver samtalerne brugt? Skal sygeplejersker have alting at vide om patienterne, før der er tale om ordentlig sygepleje? Eller er sygeplejersker ved at gå over gevind i bestræbelserne på at nå rundt om det hele menneske og i deres trang til at løse alle problemer, før de er opstået?

Lise eksisterer i bedste velgående, hun er ikke særlig gammel og i høj grad i stand til at tage vare på sig selv og eventuelle husdyr. Hun ville gerne have undværet turen gennem spørgemøllen og i stedet have fået den rigtige medicin og bedre information om behandlingen af den sygeplejerske, der spurgte og spurgte.

Men jagten på patienternes behov har ingen sæson. Den er skudt ind for mange år siden og ser kun ud til at blive intensiveret. I dag findes papirer og skemaer til indlæggelsessamtalen. Fremtiden bringer måske en behovsscanner eller et behovstrækpapir, der på kort tid kan udsige eller ekstrahere alle patientens behov, så sygeplejersken kan etablere en sygeplejejournal på patienten, dennes familie og husdyr.

Der er forskel på folk, dermed også på patienter. Der er mange patienter, der gerne vil modtage pleje og behandling, men som, stik imod gældende normer i sygeplejen, ikke ønsker utidig indblanding i deres liv. De kan selv løse deres problemer. Det kan endda være, at de behov, sygeplejersken synes, patienten har, ikke er genkendelige for patienten.

Hvis det er alvor med helhedssygepleje, må det betyde accept af, at vi ser meget forskelligt på, hvordan livet skal leves og problemer løses. Indlæggelsessamtaler må have et fokus, og det kræver overblik at føre dem. Alle skal ikke spørges om alt, og sygeplejersker hverken kan eller skal forsøge at løse alle problemer for patienterne. Er det i sidste ende ikke en form for magtmisbrug at foregive, at det er muligt? De fleste patienter har familie eller venner, der kan hjælpe dem, og sygeplejersker har travlt nok i forvejen, så lad en lille behovsrest være til de andre.

Da Lise skulle udskrives, kom hendes datter og undulaten for at hente hende. Sygeplejersken vendte sig imod buret og skrev: Udskrives i velbefindende...