Hvidbog med sort indhold

Side 16

Billede

Side 17

Etik, omsorg, helhedssyn, ligeværdighed, ansvarlighed. Der er langt imellem sygeplejens hurraord i den hvidbog, der udkom i januar i år. Ved man ikke, at der findes velfungerende plejehjem, kunne man tro, at ældreplejen var under afvikling og ikke under udvikling.

Pårørendegruppen for Svage Ældre blev stiftet i marts 2000 som en reaktion på de uværdige forhold i form af pleje- og omsorgssvigt, som de pårørende har oplevet.

Gruppen har indsamlet dokumentation om forholdene på danske plejehjem og modtog mere end 1.000 hånd- og maskinskrevne sider, langt flere bidrag, end bogen kunne rumme.

Det er vidnesbyrd fra pårørende til svage og demente ældre, og der er langt mellem de rosende kommentarer, selv om der findes nogle enkelte. De er alle bragt i bogen.

Pårørendegruppen håber, at bogen vil få betydning for den fremtidige politik på ældreområdet, men også at den vil føre til selvransagelse og ændringer på de plejehjem, hvor sygeplejen er mangelfuld eller helt igennem usynlig.

Pårørendes retsstilling

Et af bidragene sætter spørgsmålstegn ved det retlige grundlag, som personalet handler på, når det forbyder den pårørende at færdes normalt på plejehjemmet.

En ældre mand beskriver, hvordan han i afmagt tager sin 81-årige demente kone med hjem, fordi han har været vidne til, at to personalemedlemmer forsøgte at tvinge hende på toilettet. Han kan ikke magte at passe hende derhjemme, og personalet indvilger i, at hun kan komme tilbage på plejehjemmet på følgende betingelser:

''Jeg må ikke mere komme i den fælles opholdsstue. Jeg må ikke på afdelingen tale med andre pårørende. Jeg må kun føre samtaler med de to kontaktpersoner blandt personalet, som min kone er tildelt. Det ses helst, at jeg ikke deltager i fælles arrangementer. Jeg må ikke gå ind til min egen kone, hvis hun er i opholdsstuen.'' (1) (Side 29).

På hvilket grundlag udsteder personalet på et plejehjem den type forbud?

Hvilken lov giver offentligt ansatte den slags beføjelser?

Moderne ældrepleje

Sygeplejersken har med henvisning til eksempler fra hvidbogen valgt at vise, hvordan Virginia Hendersons (2) komponenter i grundlæggende sygepleje bliver tilgodeset i dele af dansk ældrepleje. Modellen er valgt, fordi den viser, hvordan det at hjælpe patienten kan tænkes ind i en systematik. En bevidst anvendelse af modellen kan sikre, at patienten/beboeren modtager sygepleje overhovedet. (Sidetallene i eksemplerne henviser alle til Pårørendegruppens hvidbog).

1. At hjælpe patienten med respirationen.
''Min moder sad i sengen med vildt opspilede øjne og bare så på mig. Personalet sad med kaffen i opholdsstuen, så jeg løb ud og ledte efter hjælp. Jeg fandt en sygeplejerske og sagde, at jeg troede, at min moder var ved at dø. Jeg spurgte, om min moder ikke kunne få lidt ilt, men det havde man ikke på afdelingen, men sygeplejersken troede nu også, at det skulle suges op fra halsen. Da hun kom med sugeapparatet, var min moder død i mine arme.'' (Side 30).

2. At hjælpe patienten med at spise og drikke.
''Min kone har nu endelig fået nedtrappet medicinen, og hun er begyndt at kunne meget mere. Hun kan nu holde på et glas og selv drikke af en kop - det har hun ikke kunnet i et år ellers. Personalet her

Side 18

er ualmindeligt flinke, det er helt mærkeligt, når man er blevet vant til de gale sygehjælpere og sygeplejersker, der regerede det andet sted. Her kan man tale med personalet uden at blive svinet til, besøgstiden er ubegrænset, og maden er ren luksus i forhold til det, de serverede det andet sted.'' (Side 38).

3. At hjælpe patienten med at udskille affaldsstoffer.
''Det første, hun siger, da hun ser mig, er, at hun vil op. Da jeg slår dynen til side, slår en stank af afføring og urin op i hovedet på mig. Hele sengen er smurt ind i det. Jeg fik hende op at sidde på sengekanten og ringede efter personalet, de kommer og spørger om, hvad de kan hjælpe med. Jeg beder om hjælp til at få hende vasket og givet tøj på, så siger de fandeme, at hun er blevet vasket i dag.'' (Side 35).

4. At hjælpe patienten til at bevare en ønskelig stilling, når han går, sidder og ligger - og at skifte fra en stilling til en anden.
''Siden min far kom på plejehjemmet for fire måneder siden, har han ikke været uden for en dør. Der har ikke været en eneste aktivitet med ham. Min far havde en stor have, som han var vant til at passe, nu kan han ingenting, fordi han ingenting har kunnet få lov til i fire måneder. Det er den mest effektive dødsvej, jeg nogen sinde har set. Han var en glad aktiv mand, som nu sidder passivt og venter.'' (Side 35)

5. At hjælpe patienten til at hvile og sove.
''Gennem lang tid kæmpede mor for selv at få lov at bestemme sin sengetid. Personalet havde lavet et system for hurtigt at få alle beboere i seng umiddelbart efter aftenkaffen - dvs. allerede mellem kl. 19 og 20. Mor ville så gerne beholde tøjet på og være oppe til kl. 22 og se tv. Men det kunne ikke lade sig gøre.'' (Side 83).

6. At hjælpe patienten med at vælge tøj og at klæde sig på og af.
''Min mor var begyndt at sidde i joggingdragt. Hvorfor, spurgte jeg min søster. Fordi det er nemmere for personalet, når hun skal på toilettet. Min mor i joggingdragt, noget hun aldrig ville gå i, hvis hun selv kunne bestemme.'' (Side 93).

7. At hjælpe patienten til at holde kropstemperaturen inden for normale grænser.
''Ledelsen er ikke noget at råbe hurra for, der skal spares og spares. O.k., det skal der, men jeg synes, det er forkert, at der på plejehjem bliver lukket for varmen om sommeren. Der er mange kolde dage, og når man kun kan sidde ét sted, skal der mere varme til. Da jeg påtalte dette til en af aftenvagterne, fik jeg at vide, at så kunne døren ind til min søster blive lukket, hvilket min søster er panisk angst for. Hun kan ikke tale, ikke gå, forstår ikke at ringe og får tit krampeanfald.'' (Side 26).

8. At hjælpe patienten med at holde kroppen ren og velsoigneret og beskytte huden.
"Når han ringer efter hjælp til toiletbesøg, får han bare den besked, at han må vente, til der kommer et nyt hold på vagt. Dagvagten havde ikke tid til at hjælpe ham, selvom han skulle på toilettet NU, så han får bare besked på at blive siddende i sin stol og gøre i bleen.'' (Side 25).

9. At hjælpe patienten til at undgå farer i omgivelserne og beskytte andre mod potentiel fare fra patienten, som f.eks. infektion eller vold.
''Den 18. juni er jeg som vanligt på besøg hos min mand og ser, at han har store blodudtrækninger på venstre kind og øre. Jeg forhører mig hos to personalemedlemmer, som ikke har set eller hørt noget. Først nummer tre er ærlig og svarer, at et personalemedlem har slået min mand.'' (Side 23).

10. At hjælpe patienten med at kommunikere med andre og udtrykke sine behov og følelser.
''Kamma prøvede at gøre sig gældende, fortælle om sine få, men bestemte ønsker for at trives, men det var som at tale til en dør. Hun kunne godt lide blomster og at have det pænt omkring sig, men havde ikke kræfter til selv at ordne tingene. Så når jeg kom, vaskede jeg bordet af, fjernede alle de evindelige ulækre glas med rester af saftevand i alle farver (sikkert smadder usundt) og tænkte vemodigt på hendes hang til god hvidvin. Blomsterne visnede, og det gjorde gamle Kamma også.'' (Side 18).

11. At hjælpe patienten til at dyrke sin religion eller at handle ud fra sin opfattelse af ret og uret.
''Så en dag kom jeg, og da lå hun i sengen uden tøj på og var helt afklaret. Hvis dette skulle kaldes liv, så ønskede hun at dø. Hun tog konsekvensen af, at hendes opfattelse af pleje og kærlighed og respekt for individet og intellektet ikke var den samme som ''hjemmets,'' og derfor ville hun ikke hverken spise eller drikke noget mere.'' (Side 19).

12. At hjælpe patienten med arbejde eller produktiv beskæftigelse.
''Min far blev indkvarteret, han var meget urolig og gik op og ned ad gangene, men blev dysset ned med medicin. På det tidspunkt var der en ergoterapeut, der tog sig af min far. Hun gav ham små opgaver såsom at hente kaffe og bringe kopper og tallerkener fra den ene etage til den anden. Det var en stor opgave for min far, men han var stolt som en pave.

Side 19

Han begyndte også at væve små tæpper og var glad og faldt godt til.'' (Side 32).

13. At hjælpe patienten med fritidsaktiviteter.
''Han er blind, dement og efterhånden meget svækket. Det er ikke muligt at føre en fornuftig samtale med ham, alligevel er det tydeligt, at han nyder hyggeligt samvær med andre mennesker. Det bedste, han kan opleve, er, når han kan være med ved et arrangement med sang og musik omkring sig. Det samme gælder for mange af de andre svækkede bebeoere på stedet, hvorfor gør man ikke mere ud af det? Så det ikke kun er ved særlige, festlige lejligheder, der er musik og sang - det må kunne laves i det daglige.'' (Side 84).

14. At hjælpe patienten til at lære.
''På det plejehjem, jeg kender til, må beboerne ikke medbringe reoler med bøger. Selv de gamle mennesker, for hvem læsning og bøger har været en væsentlig i visse tilfælde altafgørende del af livet, nægtes denne ''luksus.'' Det er for besværligt for rengøringen.'' (Side 27).

Ingen gårdtur til gamle

''Hvorfor gør man ikke mere ud af det?'' spørger en pårørende i det næstsidste citat.

Mange af indlæggene forsøger at svare på spørgsmålet. De nævner, at der ikke er nogen etik på plejehjemmene, problemer med usynlig eller mangelfuld ledelse og en stærk kollektiv trang til socialt samvær de ansatte imellem. En tendens, der betyder, at de gamle sidder alene de fleste af døgnets 24 timer.

Mange af de pårørende kæmper med forbløffende styrke og energi for deres gamle. De klager til personalet, til ledelsen, til Ældre Sagen, politikere og til borgmestre. Lige lidt hjælper det. Mange af dem ender med en følelse af afmagt, og de bliver bange for at hjælpe andre gamle på plejehjemmet, for det synes at være fælles for personalet, at de ikke bryder sig om, at pårørende gør noget for dem, de ikke direkte er i familie med.

Det pirker måske til den dårlige samvittighed at se frivillige udføre sygepleje.

De steder, hvor plejen lykkes, er det alt for ofte resultatet ef en enkelt persons indsats, ikke en følge af en fælles holdning til arbejdet. Se f.eks. under punkt 12.

Her gør en ergoterapeut hele forskellen på et aktivt og et passivt liv på plejehjemmet. Da hun rejser, går det galt igen, og den gamle mand bliver medicineret for at holde sig i ro. Datteren foreslår, at han får lov til at skrælle kartofler i stedet for, men den løsning er ikke acceptabel.

På nogle områder har de indsatte i fængslerne mere veldefinerede rettigheder end gamle mennesker på plejehjem. I fængslerne kommer fangerne ud på gårdtur i afmålte tidsrum. Pårørende klager i bogen over, at der kan gå måneder, hvor en beboer ikke får frisk luft.

Arbejdskulturen afgørende

''Svage ældres vilkår'' rundes af i en selvstændig del med titlen ''Bud på omsorg.''

Bent Rold Andersen, forhenværende socialminister, leverer et af de ni bidrag. Han beskriver, hvordan det gode plejehjem fungerer. Udgangspunktet er den forskning, han selv har været med til at udføre om forskellen på de gode og de dårlige plejehjem. Han er varm fortaler for den samværsorienterede arbejdskultur og har beskæftiget sig med spørgsmålet: ''Hvordan opfatter personalet deres opgave, og hvordan udfører de den?''

Han svar er:

''På det gode plejehjem opfatter personalet det som én af de vigtigste opgaver at skabe et dagligt samvær for og med beboerne. Personalet bringer beboerne sammen og deltager selv så meget som muligt i samværet. Det er ikke alle beboere, der kan deltage aktivt i samtalen eller aktiviteterne, men de fleste kan, og personalet presser ikke på. Selv for meget dårlige er det en tilfredsstillelse og en livskvalitet at sidde et stykke tid sammen med andre i stedet for i timevis at sidde alene på sit værelse.''

Bent Rold Andersen fortsætter: ''På de mindre gode plejehjem er journalerne fyldt med beretninger om den enkelte beboers sygdomme, helbredsproblemer og alt det, de ikke kan.

På de gode plejehjem er der beretninger om det liv, hver enkelt har levet, om de holdninger og værdier, der har præget det, om de interesser, der har betydet noget for dem livet igennem, om de roller, de har haft i familien, i arbejdslivet, i fritiden. Man ved nemlig, at i de oplysninger ligger nøglen til at kalde de ældres ressourcer frem.''

Den gerontologiske efteruddannelse for sygeplejersker kan måske få nogle flere sygeplejersker til at finde den nøgle.

Litteratur

1. Pårørendegruppen for svage ældre. Svage ældres vilkår i Danmark år 2000 - en hvidbog. Århus: Forlaget Klim; 2001.
2. ICN. Henderson V. Sygeplejens grundlæggende principper. København: Dansk Sygeplejeråd; 2000.