Synspunkt: Social integration af psykisk svage

Dansk Sygeplejeråd udsendte i maj 2000 ''Strategier for psykiatriområdet.''Strategien er så gennemsyret af handlingsforslag til at disciplinere og normalisere psykisk svage patienter, at den situation, de står i, forværres.

I store træk handler strategien om decentralisering. De store institutioner med lange indlæggelsesforløb er gradvist omlagt til højere grad af ambulant behandling i nærmiljøet kombineret med sociale foranstaltninger. Formålet med decentraliseringen er at styrke den enkeltes muligheder for personlig udvikling, aktivering og social integration.

For en stor del af de bedst stillede psykisk syge har det ifølge pjecen været en rigtig god ide, men de svagest stillede har ikke kunnet følge med. De spiller ikke deres rolle, som de skal.

En svaghed ved strategien er, at Dansk Sygeplejeråd ikke har gjort sig klart, hvad det er for en restgruppe af psykisk svage, der nu skal integreres. Ud over at de ofte har en kronisk sindssygdom, der er svær at behandle, er de ofte også mennesker med dobbeltdiagnoser som alkoholisme og narkomani, og de kan have sociale problemer som f.eks. hjemløshed, kriminalitet og prostitution. I social sammenhæng er de en udskilt og ofte udstødt gruppe, der har meget svært ved at fungere inden for normale rammer. De psykisk svage bor i de dårligste boliger i byens mest belastede kvarterer, hvis de da har en bolig. De ses i gadebilledet og i byens parker som ensomme tiggere, flaskesamlere og posedamer. Vi ønsker dem ikke, hvor vi selv er.

Strategien har løsningen på, hvordan sygeplejersker skal guide denne gruppe frem til det gode, normale liv. Eksempelvis nævner Dansk Sygeplejeråd, at vi skal få medierne til at omtale psykisk syge mere positivt. Uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet skal via integrationspolitikker arbejde for, at psykisk syge ikke udstødes: ''Der er behov for, at mennesker med psykiske lidelser får del i de tilbud, der vedrører arbejdsmarkedet eller relaterer til dette,'' hedder det i strategien.

"Hvis behov?" kunne man med rette spørge.

Den omtalte psykisk svage gruppe kan ikke indordne sig efter arbejdsmarkedets eller uddannelsessystemets krav. De kan ikke honorere krav om mødetider og aftaler, og socialt kan de ikke ''komme hinanden ved'' på en arbejdsplads, og de ønsker det heller ikke.

Det er meget problematisk, at man kan opstille en strategi, der ikke på et eneste punkt, ud fra loyalitet og indlevelse, medtænker brugernes egne mål og livsværdier. Dansk Sygeplejeråd opererer ud fra et ukendt sundhedsbegreb.

''Sygeplejersker skal arbejde aktivt for, at patienter med psykiske lidelser får muligheder for at få en værdig og hensigtsmæssig bolig. Derved forebygges risikoen for isolation i forhold til naboer, venner, familie og det øvrige samfund,'' står der i pjecen.

Er det ikke utopi at tro, at en værdig og hensigtsmæssig bolig kan forebygge isolation og ensomhed? De psykisk svage kommer, uanset boligens udseende og standard, aldrig ind i et fællesskab, dertil er vi andre alt for selvoptagne.

Et andet problem er alle de krav, der stilles for at have en selvstændig bolig. Man skal betale husleje til tiden, lade være med at spille høj musik om natten og at lave om på nat og dag, man skal holde boligen i en vis standard og ikke lade den gro til i skidt og reklamer, heller ikke i dårlige perioder, hvor man ikke har brug for ''hjernemedicin'' og derfor ikke åbner døren.

De venner, man lukker ind, skal gå igen og ikke lave lejligheden om til en hashbule.

Ifølge strategien skal vi etablere udrykningsteam, der kan behandle alvorligt psykisk syge i eget hjem, både i den akutte fase og i opfølgningen, så indlæggelse på sygehus så vidt muligt undgås. Noget siger mig, at vi er ved at lukke de sidste sengepladser. Er det mon fordi, psykiatriske afdelinger er et onde for den psykisk svage, eller handler det om økonomi?

Hvis vores restgruppe bliver sat på gaden, og et professionelt team rykker ud og tror, de kan skabe kvalitet og gode resultater, tager de grueligt fejl. Man kunne spørge, om det overhovedet skal være sygeplejersker, der skal varetage opgaven.

Dansk Sygeplejeråd kan simpelthen ikke være klar over, hvad det er for en gruppe, de lægger strategi for. De forstår ikke, at de svageste tabes, og de har åbenbart en idé om, at hvis vi bare bombarderer dem med mere skyts, der drejer dem mod en normalisering, så går det. Indlæggelse som stødpude, når livet bliver for svært, er slut. At tro, at vi ønsker denne integration, hvor de psykisk syge skal tæmmes, for at vi kan have nogle unormale gående rundt blandt os, så vi kan føle os mere normale, er måske at tænke for vidt. Men det giver selvfølgelig en form for balance.

Der står, at strategien skal justeres og opdateres, og Dansk Sygeplejeråd håber, at sygeplejersker ansat i psykiatrien lokalt i kommuner og amter ultimo år 2002 vil evaluere effekten med det fælles sigte, at der afholdes en evalueringskonference år 2003. Det er altså nu, vi skal i gang med at sige vores mening.

Britta Hjermitslev er ansat ved Slagelse Sygeplejeskole.