Vuggedød - et historisk tilbageblik

Helt tilbage til før vores tidsregning findes der beretninger om pludselig spædbarnsdød. Ihjel-ligning var længe en forklaring på, at et spædbarn blev fundet liggende død i moderens seng. Senere blev dødsfaldene forklaret ved andre mekanismer og blev sjældent opfattet som en og samme tilstand.

Det var først i midten af dette århundrede, at dødsfaldene blev samlet i en særlig kategori som pludselige og uforklarlige. I Danmark blev de første studier af pludselig spædbarnsdød publiceret i 1950'erne, udgået fra Københavns Universitets Retsmedicinske Institut. Herfra kom også den første disputats om vuggedød af Gertinger i 1965.

Den første internationale kongres om pludselig spædbarnsdød blev afholdt i starten af 1970'erne, og gruppen af disse dødsfald blev defineret som Sudden Infant Death Syndrome, SIDS, dvs. dødsfald, der indtræder pludseligt og uventet i alderen en uge til et år, og som er uforklarlige ud fra en fuldstændig obduktion og den kliniske historie. Dødsfaldene fik siden en særlig kode i WHOs internationale sygdomsklassifikation.

1940-1975
I Danmark var den registrerede hyppighed af uforklarlig spædbarnsdød omtrent uforandret fra 1940'erne frem til midten af 1970'erne. Den varierede fra år til år mellem 0,2 og 0,5 pr. 1.000 levendefødte. Dødsfaldene udgjorde indtil 1950'erne kun en lille del af den samlede spædbarnsdødelighed, men i modsætning til faldet i spædbarnsdødelighed som følge af infektioner, misdannelser og andre forklarlige årsager, var der ikke noget fald i hyppigheden af uforklarlig spædbarnsdød, som derved fik relativt større betydning for den samlede spædbarnsdødelighed.

1976-1991

I perioden 1976-1980 steg hyppigheden af vuggedød til ca. 0,8 pr. 1.000 levendefødte for i løbet af den første halvdel af 1980'erne at stige til ca. 1,5 pr. 1.000 levendefødte. En vis del af stigningen kan antages at skyldes ændring i dødsårsagsklassifikationen. Pludselig spædbarnsdød skal ifølge den danske Ligsynslov anmeldes til politiet, og det anbefales, at der foretages en retslægelig obduktion med henblik på at afklare dødsmåde og dødsårsag. Dødsfaldene undersøges derfor på landets tre retsmedicinske institutter. Det er konstateret, at der i 1970'erne og starten af 1980'erne var betydelige regionale forskelle i registreringen af dødsårsag, svarende til de tre optageområder til de retsmedicinske institutter. Hyppigheden var højest i det østlige Danmark, hvor man tidligst havde interesseret sig for denne gruppe dødsfald. I den vestlige del af landet blev tolkningen af obduktionsfund i forhold til dødsårsag ændret i starten af 1980'erne, og det forklarer en del af stigningen. Den væsentligste årsag må dog søges i andre forhold, først og fremmest ændringer i sundhedsvæsenets anbefalinger om spædbørns sovestilling.

Sundhedsfaglig rådgivning 1930-98

Sundhedsstyrelsen har i det meste af dette århundrede formidlet anbefalinger om spædbarnspleje gennem sundhedspersonale, først og fremmest sundhedsplejersker, og i rådgivningsmateriale til gravide og nybagte forældre (se oversigt tabel 2).

De anbefalinger, der blev givet i perioden frem til 1973, adskiller sig kun lidt fra de nuværende retningslinjer. Spædbarnet skulle sove på ryg eller side, ligge på fast underlag, sove i egen seng og sove i et veludluftet værelse, der ikke var for varmt. Det blev fra 1960 anbefalet at lade barnet ligge i maveleje om dagen i en kort periode.

Men fra 1973 blev anbefalingerne ændret. Rygleje blev frarådet, og anbefalinger vedrørende sengeleje og soveværelsets temperatur udgik. Da Sundhedsstyrelsens pjece om spædbarnets pleje blev revideret i 1979, blev det anbefalet at lægge barnet til at sove på maven.

Fra december 1991 til september 1998 var rådgivningen enten side- eller rygleje, men med baggrund i resultaterne fra den nordiske undersøgelse af pludselig spædbarnsdød anbefales nu kun rygleje som sovestilling til børn i de første 5-6 måneder.

Ændringer i 1970'erne

Energikrisen i midten af 1970'erne antages at have medført betydelige ændringer i indeklimaet i danske boliger. Det kan have haft betydning for udviklingen i vuggedød. Der findes dog kun begrænsede oplysninger om udluftningsgraden, temperatur i soveværelser, varmekilder m.m., som kan belyse denne problemstilling.

Varmt og isolerende sengetøj blev mere almindeligt, f.eks. blev det i løbet af 1980'erne mere almindeligt at lejre spædbørn på lammeskind, også når de sov indendørs. Brug af syntetisk dynemateriale, skumgummimadrasser m.m. kan også antages at have øget temperaturen i barnets omgivelser, og syntetiske materialer nedsætter spædbarnets mulighed for at afgive varme, specielt i forbindelse med feber.

Der var andre ting, der ændrede sig i løbet af

Side 31

1970'erne. Kvindernes erhvervsfrekvens var høj, og en stor andel af spædbørn blev passet uden for eget hjem allerede i de første levemåneder. I 1970'erne var mulighederne for barselsorlov betydeligt dårligere, end de er nu. Inden for mange overenskomstområder var der ikke adgang til barsel med fuld lønkompensation, og for dem, der havde ret hertil, var graviditets- og barselsorlov samlet maksimalt 10 uger.

I 1980'erne blev barselsorloven forlænget, men blev først i 1990'erne på 24 uger. En stor andel af spædbørn blev passet uden for eget hjem allerede i 3-4-måneders alderen og blev derfor mere udsat for infektioner, end det er tilfældet nu.

Når det fremhæves, er det fordi, det er en del af forklaringen på, at vuggedødshyppigheden var lavere i Sverige igennem 1970'erne og 1980'erne, på trods af at der var lige så mange svenske som danske spædbørn, der sov i maveleje.

De svenske regler for barselsorlov var allerede fra starten af 1970'erne betydeligt bedre end i Danmark. Dels var barselsorloven på seks måneder, dels havde mødrene adgang til forlænget barselsorlov med delvis lønkompensation, mulighed for deltidsarbejde og ret til at passe sygt barn i op til 120 dage årligt. Det var ikke muligt i Danmark.

Udviklingen i vuggedød betragtes som et fantastisk godt eksempel på forebyggelse. Velgennemførte epidemiologiske undersøgelser påviste sikre risikofaktorer for vuggedød, og sundhedsmyndighederne reagerede hurtigt med effektiv rådgivning. Men udviklingen kan også delvist betragtes som et resultat af dårlig rådgivning ud fra enkeltstående case-stories i 1970'erne om faren ved rygleje.