Dansk livsstil giver indvandrere diabetes

''Jeg må ikke spise sukker og slik, det siger lægen. Men jeg spiser lidt smør og olie hver dag, er det skidt?'' Maryan Camir trækker spørgende på skuldrene.

Hun er 43 år og har i et halvt år haft diabetes type 2. Hun er fra Somalia, men har boet i Danmark i næsten 10 år. Maryan har ikke fået meget at vide af sin læge om diabetes, i hvert fald ikke meget, der har med hendes hverdag at gøre. Derfor er hun ikke sikker på, hvad hun skal gøre, og hvorfor det overhovedet er nødvendigt at gøre noget.

Maryan Camir sidder sammen med to andre somaliske kvinder i Flerkulturelt Kvindecenter på Falster. Sofaerne er slidte, og det lille brune bord har set bedre dage. Der er en atmosfære af ro og hygge i opholdsstuen. Den ene af kvinderne har taget tørklædet af og nulrer det i hænderne.

De snakker om sukkersyge og lægebesøg, og der er mange ting, de er i tvivl om.

Maryan har aldrig fået en pjece om diabetes. Hun ved kun det, lægen har fortalt hende. Begge Maryans forældre havde diabetes type 2, da de levede, men hun har

Side 12

ikke fået noget at vide om, at hun selv kan gøre noget for, at hendes egne børn ikke også får diabetes.

Maryan Camirs situation er ikke enestående. Diabetes type 2 er langt mere udbredt blandt indvandrere fra Den tredje verdens lande end blandt danskere. Nogle indvandrergrupper er arveligt anlagt for sygdommen, men samtidig indebærer flytningen til Danmark ofte federe madvaner og mindre fysisk aktivitet. Det betyder, at tilfældene af diabetes er endnu flere her end i oprindelseslandene.

'Jeg laver ikke motion, det har jeg ikke tid til. Jeg bruger tiden på mine børn.'' Maryan Camir glatter den sorte kjole og smiler forlegent. Hun har ikke snakket med lægen om, at det er vigtigt at dyrke motion, når man har diabetes.

''Lægen siger til mig, at jeg kun må spise kage, når der er fødselsdag, og så det med lidt sukker og slik,'' forklarer hun.

Indvandrere har ofte en anden opfattelse af motion end danskere, fordi mange kommer fra lande, hvor det at bevæge sig er forbundet med fattigdom. Hårdt fysisk arbejde og lange gåafstande er almindeligt. Derfor er der f.eks. prestige i at køre bil i stedet for at cykle, når de kommer til et rigere land som Danmark.

Skal kende kulturen

Forskellen mellem andelen af danskere og andelen af indvandrere, der har diabetes, er markant. Blandt pakistanere i Danmark har omkring 25 pct. diabetes type 2 mod kun fire pct. af danskere. Der findes endnu ikke tal for de øvrige minoriteter i landet, men alt tyder på, at de også er meget belastede af sygdommen.

Jette Vibe-Petersen er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital i København. Her har man, som et af de få steder i landet, lavet undervisning og materiale målrettet til pakistanere med diabetes.

''Førstegenerationsindvandrere har kun lidt viden om, hvordan kroppen fungerer. Derfor forstår de ikke, at diabetes er en farlig sygdom. Det er lægen nødt til at forklare, og det kan man kun gøre ved at tage udgangspunkt i deres egen kultur,'' forklarer Jette Vibe-Petersen.

Det samme gælder råd om kost. Indvandrere vil ganske naturligt holde fast i nogle af deres traditioner for mad, selv om de også tager nye ting til sig. En persons spisevaner er i forvejen meget vanskelige at lave om på, derfor er det en næsten umulig opgave, hvis det oven i købet sker ud fra et forkert udgangspunkt:

''Hvis du vejleder en patient ud fra ting, der slet ikke hører til i hans verden, så forstår han det ikke. Du kan f.eks. ikke spørge en pakistansk patient med diabetes, om han spiser meget sovs. Man er nødt til at vide, hvad der kendetegner pakistansk madkultur for at kunne vejlede ham, og lige sådan med andre befolkningsgrupper,'' siger Jette Vibe-Petersen.

Anna Saakwa er projektkoordinator i indvandrerorganisationen IND-sam. Hun påpeger, at mangel på viden om minoriteternes kultur har afgørende betydning for vejledningen af indvandrere med diabetes:

''Lægen tror, at patienten på forhånd ved, hvad der er vigtigt at gøre, f.eks. at dyrke motion og spare på fedtet. Det ved mange indvandrere ikke, fordi de kommer fra et land, hvor det ikke er nødvendigt at spare på fedtet pga. ringe kår. Derfor er det også af stor betydning at forklare grunden til, at man skal gøre det,'' forklarer hun.

''Jeg tror godt, at sundhedsvæsenet er klar over, at det er et reelt problem. De ved bare ikke, hvordan de skal takle det,'' konstaterer Anna Saakwa.

Få politiske tiltag

Det er da også en del af Sundhedsministeriets folkesundhedsprogram, at etniske minoriteter skal vejledes ud fra deres egen kultur.

''Det er klart, at alle patienter skal behandles ud fra, hvor de selv er. Det gælder både etniske minoriteter og danskere,'' forklarer sundhedsminister Arne Rolighed.

I realiteten er det dog meget forskelligt fra amt til amt, hvor stor en indsats, der bliver gjort for at give indvandrere en brugbar vejledning. Ingen af landets 14 amter nævner emnet i deres folkesundhedsplaner. Kun Københavns Kommune har det med som et særskilt indsatsområde.

Nogle få sygehuse arbejder med at forbedre vejledningen og behandlingen af indvandrere med diabetes. Hos de praktiserende læger er det op til den enkelte læge at vurdere, hvordan vejledningen skal foregå.

Udfordringen er altså at give indvandrere

Side 13

med diabetes de rigtige råd og den nødvendige viden. Men lige så vigtigt er det at sørge for at sætte ind med forebyggelse, ellers vil sundhedsvæsenet stå over for nye problemer om nogle år, understreger afdelingslæge Jette Vibe-Petersen.

"Hvis vi ikke sørger for at give den rigtige vejledning om kost, motion og sundhed til indvandrere, vil der ske en stigning i antallet af patienter med følgesygdomme af diabetes.''

Manglende forebyggelse

Diabetesforeningen er meget opmærksom på udviklingen af diabetes blandt indvandrere. Børne- og ungekonsulent i foreningen, sygeplejerske Anni Rasmussen, synes, at det er godt, der bliver arbejdet med området på nogle sygehuse, men ser gerne en bredere landsdækkende indsats.

''Når vi ved, at nogle indvandrergrupper er arveligt disponerede for at få diabetes type 2, er det underligt, at vi ikke er bedre til at tage fat om problemet fra den dag, de kommer her til landet. Sprogskoler kunne f.eks. være med til at vejlede om kost, det er der i forvejen nogle få, der gør indimellem,'' forklarer hun.

Arne Rolighed er enig i, at det er vigtigt at gribe fat om problemet nu, så antallet af patienter med hjerte-kar-sygdomme ikke eksploderer. Han mener ikke, det er nødvendigt at lave en landsdækkende forebyggende indsats.

''Det er klart, at vi skal vejlede indvandrere med diabetes, så de ikke senere skal indlægges med følgesygdomme og belaste sundhedssystemet unødigt. Men indtil videre er det op til amterne og de enkelte læger at sørge for, at det sker,'' siger han.

''Vi har udstukket retningslinierne, og så er det op til amterne derudfra at sørge for, at der bliver taget hånd om det,'' fastslår sundhedsministeren.

Afdelingslæge Jette Vibe-Petersen undrer sig over den manglende politiske interesse, der er for problemet.

''Det er ikke kun diabetes, men livsstilssygdomme som sådan, hvor vi skal have øjnene op for, at indvandrere har en meget højere sygelighed. Når vi ved det, bør vi også forebygge på området,'' understreger hun.

Bispebjerg Hospitals undervisningskoncept består af en håndbog for sundhedspersonale, en planchebog og en vejledning til patient og familie. 

Læs også artiklen "Sundhedspersonale ved for lidt om indvandrere".