Hvedebrødsdage i et psykiatrisk botilbud

Den 1. september i år åbnede Københavns Amt et socialpsykiatrisk botilbud i Glostrup. Botilbuddet er bemandet hele døgnet og har til huse i et tidligere plejehjem, der nu er renoveret til formålet. Her bliver plads til 56 mennesker fra 20 år og opefter med almenpsykiatriske lidelser. Huset består af to fløje med hver to etager, og hver etage rummer 14 boliger a 22 m2. Der er knyttet et flerfagligt personaleteam til hver etage, som er navngivet efter de fire årstider.

"Vi mangler en opvaskebalje og en opvaskebørste til tekøkkenet."

"Der er stadig ikke elektricitet i kontoret."

''Hvordan får vi lavet en aftale med Edith om at hjælpe hende med et bad i hvert fald en gang om ugen?''

"Hov, hvor er Karl nu henne?"

"Flyttemændene siger, at de har fået røde pletter på armene efter at have bakset med Johannes' flyttelæs.''

Koordinatormøde på Vintergangen. Klokken er et kvarter over otte. Det svirrer i luften med spørgsmål, meningstilkendegivelser, oplevelser, frustrationer. Sortere, prioritere, vejlede og uddelegere er nøgleordene, og efterhånden tegner der sig en plan for den arbejdsdag, der ligger forude.

De første beboere

Det har taget halvanden måned at nå hertil. For vores forstander mere end et halvt år. De første 20 beboere er flyttet ind. Endnu mangler otte beboere at flytte ind, før den første af botilbuddets to fløje er fyldt op. Den anden fløj fyldes op i løbet af januar måned. Der er ingen risiko for, at nogle boliger kommer til at stå tomme. De kommende beboere venter derude. På hospitalernes psykiatriske afsnit, derhjemme, på andre institutioner - og måske andre steder. Nogle har ventet op til 31/2 år på en stue med fire senge.

Og hvad er der så sket i de 90 dage, vi har eksisteret? Den 1. august blev der ansat personale til de to flerfaglige team, der skal yde service til beboerne i den ene fløj. Social- og sundhedsassistenter, pædagoger, en plejehjemsassistent - og hvor blev sygeplejerskerne dog af?

Meget få henvendelser trods gentagen annoncering - og ingen ansættelser ud over forstander, viceforstander og den ene af to afdelingsledere (mig selv). Ærgerligt!

Tre ugers fælles introduktion blev styret sikkert og varsomt af en konsulent hyret til lejligheden. Rammerne var botilbuddets fælles spisestue møbleret med havemøbler og gamle møbler fra kælderen, da de nye møbler endnu ikke kunne leveres. I alle andre rum var håndværkere i fuld gang. August viste sig fra sin mest sommerlige side, hvilket gav mulighed for at bruge den store have til gruppearbejde. Flipoverpapir kan sagtens hænges op i træerne! Opfindsomhed, velvillighed og pionerånd blomstrede om kap med ukrudt, roser og morgenfruer. Hvedebrødsdagene var på sit højeste.

Ønsker om et hjem

Vi ønsker at skabe et sted, hvor beboerne kan få hjælp og støtte til, så godt det er muligt, at realisere deres ønsker om at have et hjem. Personalets holdninger og handlinger i forhold til beboerne skal tage udgangspunkt i dokumenteret faglig viden inden for psykiatrisk sygepleje, pædagogik, ledelse og arbejdsmiljø samt Lov om Social Service. Med andre ord: Det skal ikke være op til tilfældige erfaringer eller normer, hvordan man tilrettelægger arbejdet. Derfor blev der i starten af introduktionsforløbet arbejdet intenst med stedets formulerede menneskesyn og værdigrundlag.

I den forbindelse færdedes karakteren ''Birthe'' blandt personalet i et par dage. Bag Birthes spraglede tøj, skæve makeup, aparte motorik og evigt osende smøger gemte sig vores viceforstander, der har mange års praktisk erfaring inden for psykiatrisk sygepleje.

Birthe fik i den grad gennem rollespil udfordret holdningerne til, hvordan man omgås vores kommende beboere. Og passede de holdninger, der kom frem, nu også til det formulerede menneskesyn og værdigrundlag?

Personalepolitik om bl.a. rygning, samarbejde, sygefravær, alkohol og arbejdsmiljø blev ved hjælp af

Side 27

hårdt arbejde udfærdiget af dertil oprettede arbejdsgrupper. Og så var vi nået til månedens reality-show: Personalegruppen fik til opgave at dele sig op i to flerfaglige team - et til etagen med beboere fra ca. 60 år og opefter og et til etagen med en gruppe beboere i alderen ca. 40-60 år. Det var svært, og vi fik set lidt flere sider af hinanden end i hvedebrødsdagene. Men opgaven blev flot løst inden for den givne tidsramme.

På lidt længere sigt deltager alt plejepersonalet i en rotationsordning inden for huset, således at alle medarbejdere får mulighed for kompetenceudvikling, der bl.a. omfatter omsorg og vejledning til beboere i alle aldersklasser samt koordinatorfunktion i de forskellige team.

Frustrationerne meldte sig

Så skulle der laves vagtplaner. Også dette blev lagt ud til de to team, og der blev igen arbejdet intenst. Frustrationerne meldte sig. De forskellige faggrupper havde forskellige traditioner og overenskomster med sig, hvilket først i detaljer blev klart i denne fase. Og så var der jo de personlige motiver for lige netop at arbejde sådan eller sådan. Og hensynet til kontinuitet for beboerne. Og arbejdsmiljøundersøgelser om, hvad der er mest nedslidende. Og de vedtagne personalepolitikker. Og vi mangler stadigvæk personale og må kalkulere med brug af vikarer. Og så videre.

På dette tidspunkt længtes mange efter at kunne forholde sig til andet end teorier og visioner. Det var indimellem svært at styre fantasierne om, hvor godt eller skidt det hele ville blive. Den følgende fase var derfor ventet med længsel: Vi tog i små grupper ud for at besøge de kommende beboere der, hvor de på daværende tidspunkt befandt sig. Først på dette tidspunkt fik vi den endelige liste over beboerne.

De pårørende deltog på vores opfordring også i dette første møde, hvis vigtigste formål var at give mulighed for et gensidigt første indtryk - det første skridt hen imod en relation. Mange glædede sig til at flytte ind.

Der var mange eksempler på, at tilsyneladende små ting var af stor vigtighed:

"Kan jeg få en liter skummetmælk hver dag?"

''Mener du virkelig, at jeg ikke bliver vækket kl. 8 - det er næsten for godt til at være sandt!''

"Hvordan fungerer bruseren?"

''Jeg vil gerne derud selv om der stadig er håndværkere - hvis de altså er pæne!''

Først lige begyndt

Indflytningen startede. Ikke på en gang, men gradvist, så der var tid til hver enkelt. En flytning er belastende, når man som udgangspunkt har det me-ste af sin energi bundet til sindslidelse. I nogle boliger havde kærlige pårørende arbejdet ihærdigt med at pakke ud og indrette. Andre beboere kom med offentligt pakkede flyttekasser ledsaget af personale fra hospital eller distriktspsykiatri. Vores pedel og husassistenter lå vandret i luften i disse dage.

Og nu er vi her. Vi er nået langt, men alligevel først lige begyndt. -

Lillian L. Larsen er ansat på det socialpsykiatriske botilbud Parkvænget i Glostrup.

Dette er den første af et antal planlagte artikler, som beskriver personalets bestræbelser på at give kronisk psykisk syge mennesker en værdig tilværelse i en helt ny institution.