Kvinden bag sygeplejens nobelpris

Christiane Reimann tog en Bachelor of Science og en Master of Arts og blev dermed den første danske sygeplejerske med en akademisk grad. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Den danskfødte Christiane Reimann (1888-1979) var i perioden 1922-34 en fremtrædende personlighed i internationale sygeplejekredse pga. sin bemærkelsesværdige og utrættelige indsats som sekretær i International Council of Nurses (ICN). Hun testamenterede ved sin død en betragtelig sum penge til en fond, hvorfra en international sygeplejepris skulle uddeles ved ICNs kongresser. Christiane Reimann-prisen, også kaldet sygeplejens nobelpris, blev uddelt første gang i 1985. Men hvem var Christiane Reimann?

Christiane Reimann blev født 6. maj 1888 og voksede op i København i det velhavende borgerskab. Forældrene var vekselerer Carl Christian Reimann (1853-1929) og Margit (f. Meisterlin 1863-1927). Hendes barndom og ungdom faldt i en tid, hvor det danske samfund dels var kendetegnet ved en stærk tilknytning til Den danske Folkekirke og dels ved en patriarkalsk struktur. Herfra blev de værdier og egenskaber, der var ønskelige for en kvinde, dikteret. Gennem sin opvækst skulle hun tilegne sig disse dyder for at kunne påtage sig det kald, der var hende givet gennem sit køn: at blive hustru, husmor og mor. En kvinde forblev i barndomshjemmet, til hun blev gift. Dermed sagt, at for en kvinde af Christiane Reimanns herkomst var det at forlade hjemmet og blive sygeplejerske på ingen måde velset, men blot en respektabel nødløsning, hvis det glippede med ægteskabet (1,2).

Der vides ikke meget om Christiane Reimanns barndom og opvækst, men hendes egen udtalelse i forbindelse med ansøgning om optagelse i Dansk Sygeplejeråd 1917 vidner om overensstemmelse med datidens normer. I ansøgningen anførte hun nemlig: ''Som sekstenaarig har jeg taget 4de Klasses Hovedeksamen. Fra den tid og indtil mit 25ende Aar, har jeg med Undtagelse af circa to Aar, hvor jeg opholdt mig henholdsvis i Tyskland og England for at lære Sprog, boet i mit Hjem og taget Undervisning i Sang, Klaverspil og Musiktheori''(3).

Fra dame til sygeplejerske

Christiane Reimann voksede op i den tid, hvor den faglærte sygepleje begyndte at etablere sig. Hun var 25 år, da hun inspireret af tidens filan-tropi besluttede at blive sygeplejerske. Familien var stærkt imod hendes beslutning. Hendes

Side 29

klasse - det bedre borgerskab - beskæftigede sig ikke med den slags arbejde. Som beskrevet af hende selv: ''Da jeg bestemte mig for at blive sygeplejerske, var mine forældre fortvivlede, min onkel ville ikke engang tage mig i hånden, ''for en sygeplejerske er ikke en dame'' (4).

Trods modstanden forfulgte hun sit mål. I 1913 blev hun optaget som sygeplejeelev på det nyligt åbnede Bispebjerg Hospital i København, hvor Charlotte Munck1 netop var udnævnt som forstanderinde. Christiane Reimann var en ønske-elev for Charlotte Munck, der mente, at ''en stærkere Tilgang fra de dannede Klasser vilde betyde en Højnelse af Sygeplejestanden'' (5:75). Hun gav da også den nyuddannede Christiane Reimann følgende skudsmål i 1917: ''Er et Emne til en overordnet Stilling med Tiden'' (3). På Charlotte Muncks anbefaling var vejen dertil i første omgang videreuddannelse i USA, og hun hjalp derfor med at arrangere et studieophold og overtalte tillige Christiane Reimanns noget modvillige far til at finansiere studierne (4).

Fra ICNs hovedkvarter i Geneve. Christiane Reimann er nummer fem fra venstre på bageste række. Dansk Sygeplejeråds daværende formand, Charlotte Munck, står til venstre for hende. Billedet er ikke dateret. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Efter ankomsten til USA arbejdede hun nogle måneder ved Presbytarian Hospital i New York, hvor Charlotte Munck var uddannet. Dernæst blev hun hjemmesygeplejerske ved Henry Street Settlement. Hun blev indskrevet ved Teachers College, Columbia University, hvor sygeplejepionerer som Adelaide Nutting og Isabel Stewart var medlemmer af lærerstaben. De var, som Christiane Reimann udtrykte det, ''store personligheder, der ofte inviterede mig hjem til sig privat'' (4:273). I 1921 tog hun en Bachelor of Science og i 1925 en Master of Arts og blev dermed den første danske sygeplejerske med en akademisk grad. Først i slutningen af 1930\64erne fulgte andre efter. I perioden mellem de to uddannelser 1921-23 var hun atter i Danmark, ansat af Charlotte Munck som Bispebjerg Hospitals første instruktionssygeplejerske. Det var ikke noget 

Side 30

helt nemt job, fordi stedets oversygeplejersker var skeptiske over for hendes teoretiske undervisning. F.eks. fandt de faget bakteriologi ganske unødvendigt. Tiden i Danmark indebar også andre muligheder for et fremtidigt virke. Christiane Reimann blev nemlig valgt som sekretær for ICN i 1922 (4).

International organisering

De vestlige samfunds sociale fremskridt og iværksættelse af sundhedsreformer i løbet af 1800-tallet medførte, at den professionelle sygepleje var en realitet hen mod slutningen af århundredet. Organiseringen af sygeplejen var en anden sag. En del nationale sygeplejeorganisationer var oprettet, og i 1899 oprettedes det internationale sygeplejeråd. Visionen var, at ICN skulle være en sammenslutning af nationale sygeplejerskeforeninger, der var ledet af og kun repræsenterede sygeplejersker. En provisorisk komité blev nedsat, og året efter blev initiativtageren til ICN Ethel Fenwick valgt som første præsident (6,7).

Danmark blev medlem af ICN i 1909 - som den første nordiske sygeplejerskeorganisation. I 1915 blev formanden for Dansk Sygeplejeråd Henny Tscherning første danske præsident i ICN. Hun forblev på posten frem til 1922, fordi en verdenskrig kom på tværs af det sædvanlige nyvalg. Henny Tscherning gjorde i sin valgperiode det bedste, hun kunne, for at holde sammen på ICN, der var ved at falde fra hinanden pga. krigen. På opfordring fra ICNs afgående sekretær Lavinia Dock lykkedes det i 1922 Henny Tscherning at arrangere rådsmøde i København. Her overdrog hun den finske Sophie Mannerheim sit præsidentskab, og her blev Christiane Reimann valgt som sekretær, en ulønnet tillidspost. Valget kom efter sigende i stand, fordi Lavinia Dock, som Christiane Reimann havde mødt under sit ophold på Henry Street Settlement, anbefalede hende til posten (8,9,10).

De følgende tre år varetog Christiane Reimann dette tillidshverv sideløbende med arbejde og studier. På ICNs kongres i Helsingfors i 1925 blev hun genvalgt med den ændring, at hun blev organisationens første lønnede sekretær. Hun fik sæde i Geneve, hvor ICN på hendes anbefaling oprettede hovedkontor samme år (6,11).

Mærkesagerne

Fuld af energi og entusiasme gik Christiane Reimann i gang med genopbygningen af ICN, der næsten var ophørt med at fungere under 1. Verdenskrig. Hun fik til fulde brug for sin store arbejdskapacitet, intelligens og sprogkyndighed. Hun var et godt valg til posten, fordi hun var fagligt kompetent og internationalt erfaren og dertil formåede at fastholde visioner og være realistisk på en og samme tid. Hendes forældre var i mellemtiden døde, og derfor havde hun en stor personlig formue, som hun generøst brugte af, en generøsitet, som senere blev et problem for ICN (12).

En del af Christiane Reimanns tid blev brugt til at følge op på ICNs møder, men hendes altoverskyggende mål var synliggørelse og markering af ICN som et internationalt talerør for sygeplejestanden: ''at gøre ICN til en anerkendt international organisation, sygeplejerskernes internationale talsmand, et internationalt center for syge- og sundhedspleje'' (12:22).

Christiane Reimanns måde at forfølge dette mål kan beskrives gennem tre af hendes mærkesager.

Den første mærkesag var dels at etablere rådgivende virksomhed i sygeplejespørgsmål for regeringer og sundhedsmyndigheder, dels at etab-lere samarbejdsrelationer til internationale organisationer, der ansatte sygeplejersker eller havde med sundhedsanliggender at gøre, f.eks. internationalt Røde Kors. I 1929 indledte hun et samarbejde med International Labour Organisation (ILO), der var oprettet for at fremme freden, modvirke uretfærdighed og undertrykkende arbejdsforhold. Dette samarbejde misbilligede Ethel Fenwick i høj grad. Hun fandt det skandaløst, at en agtværdig og intellektuel profession som sygeplejen havde forbindelse med ILO, der var en politisk og socialistisk organisation, der kun inspirerede til klassekamp (11:87). Kun få bestyrelsesmedlemmer bakkede Christiane Reimann op, men hun fortsatte ufortrødent samarbejdet. Efter hendes afgang 1934 blev det afbrudt og først genoptaget efter 2. Verdenskrig (10,13).

Den anden mærkesag var at holde kontakt til ICNs medlemsorganisationer og generelt inspirere sygeplejersker verden over til at organisere sig. Det mål søgte Christiane Reimann at indfri gennem en omfattende rejsevirksomhed, f.eks. besøgte hun for egen regning 20 europæiske sygeplejeorganisationer mellem 1925 og 1927. Hendes politik gav bonus, idet antallet af medlemsorganisationer voksede fra 13 til 29 i løbet af hendes 12 år som sekretær. Dertil kom, at hun stod bag etablering af internationale udvekslingsprogrammer for sygeplejersker (12,13).

Side 31

Den tredje mærkesag var, at ICN fik eget tidsskrift. Allerede i 1922 tog Christiane Reimann initiativ til og udgav for egen regning ICNs første officielle organ ''The Bulletin.'' Dette ændrede i 1926 navn til ''The ICN'' og i 1930 til det i dag velkendte ''International Nursing Review.'' Christiane Reimann var selv redaktør på bladet, og hun skrev de fleste artikler. Dertil oprettede og finansierede hun et omfattende fagbibliotek ved hovedkontoret i Geneve, hvorfra der var udlån til sygeplejersker over hele verden (14).

Christiane Reimann i Villa Fergottas have på Sicilien. Arkivfoto: Fra Tidsskrift for Sygepleje 1960.

De tre mærkesager satte Christiane Reimann i værk i løbet af sine første år som sekretær. Det var en bemærkelsesværdig indsats og ganske forståeligt, at bestyrelsen ved ICNs møde i 1927 anerkendte hendes arbejde med ordene: ''en nærmest overmenneskelig arbejdsindsats'' (6:84). På samme møde bad Reimann om, at midlerne til tidsskriftet kunne blive administreret direkte fra hovedkontoret i Geneve i stedet for den hidtidige praksis, at kassereren i England tog sig af dette anliggende. Både kassereren Ellen Musson og Ethel Fenwick afviste dette, selvom de fortsat tog mod hendes økonomiske støtte. Afvisningen beroede sandsynligvis på, at de ville fastholde egen magtposition - eller i hvert fald begrænse Christiane Reimanns magt. Det var nemlig en ikke ubetydelig magtposition, Christiane Reimann efterhånden havde tiltaget sig i ICN. Hun handlede på mange områder enevældigt, fordi hun både bestred posten som sekretær og samtidig var stemmeberettiget medlem af ICNs bestyrelse. Det gav magt. Dertil var organisationen afhængig af hendes personlige midler. På den måde fik hun i stigende grad indflydelse på organisationens beslutninger og ofte på en sådan måde, at hun tog væsentlige beslutninger uden om bestyrelsen. Det var et problem, og en del af bestyrelsesmedlemmerne var derfor - og i stigende grad - ambivalente over for Christaine Reimanns rolle (6). Selv mente hun velsagtens, at hun var i sin fulde ret til at disponere, som hun gjorde, eftersom hun selv betalte. Men så enkelt var det ikke. Bestyrelsens damer var nemlig ikke ''Fru hvem som helst,'' hvilket understreges med en udtalelse fra ICNs forhenværende præsident Margrethe Kruse:

''Nem'' var Christiane Reimann sikkert ikke, og det var de ''matrons'' og ''directors,'' som den-gang udgjorde ICNs bestyrelse, nok heller ikke altid. Gnidningerne var mangfoldige, og Christiane Reimann var af natur kompromisløs'' (12:23).

Side 32

Afvikling og vejen til Sicilien

I årene, der fulgte, var Christiane Reimanns arbejdsindsats i opbygningen af ICN enorm. Trods uoverensstemmelser satte bestyrelsen stor pris på hendes indsats. Foruden funktionen som sekretær varetog hun nemlig også funktioner som organisationens bibliotekar, redaktør, skribent m.m. Områder, der i sig selv kunne beskæftige adskillige personer (11:90). Derfor var det med stor beklagelse, bestyrelsen i 1933 modtog en meddelelse fra Christiane Reimann om, at hun grundet svigtende helbred fratrådte sin post 1. januar 1934. Afgangen trak dog ud, men i 1935 sagde ICN officielt farvel gennem resolutionen:

''Bestyrelsen ønsker at tilkendegive sin påskønnelse af Miss Reimanns selvopofrende indsats i ICN, specielt i forhold til hendes indsats over for sygeplejeorganisationer i mindre lande. Som redaktør af International Nursing Review var hun fremragende dygtig. Vi håber at fritagelse fra alt arbejde og ansvar vil medføre, at hun snarest muligt genvinder sit helbred'' (11:93).

Christiane Reimanns begrundelse for sin afgang var dårligt helbred - tilsyneladende uden nærmere forklaring. Fra forskellig side menes det dog, at hendes uoverensstemmelser med bestyrelsen også var udslagsgivende. Som beskrevet af Margrethe Kruse: ''En skønne dag faldt huset sammen. Man beskyldte hende for at have ''uorden i regnskaberne;'' det havde hun sikkert også. I hvert fald havde hun brugt mange flere penge, end der var kommet ind i ICNs kasse, men underskud var der aldrig'' (12:23). Margrethe Kruse konkluderer derfor, at det var en bitter og skuffet Christiane Reimann, der forlod ICN. Spørgsmålet er, om det er rigtigt? For det første efterlod Christiane Reimann på et senere tidspunkt en formue til ICN - det tyder ikke på bitterhed. For det andet giftede hun sig i 1934, altså samme år hun forlod ICN. Men den begivenhed holdt hun af ukendte grunde hemmelig, f.eks. blev hun i nævnte resolution omtalt som Miss Reimann og ikke Mrs.

Christiane Reimann giftede sig i august 1934. I det danske Tidsskift for Sygeplejersker blev dette meddelt oktober 1934:

''Det internationale Sygeplejeraads Sekretær i Geneve, Frk. Christiane Reimann, har i august Maaned indgaaet Ægteskab med Herr. Dr. Wilhelm F.C. Alter''(15). Men når det er sagt, så er ægteskabet et mysterium. Der findes intet vidnesbyrd om det ud over nævnte meddelelse og en bekræftelse herpå i et brev, skrevet af Margrethe Kruse få måneder efter Christiane Reimanns død. I brevet henvises til et fotografi fra en hospitalskongres afholdt i Wien 1931, som dr. Alter angiveligt er med på (3). Men dermed slutter sporet. Det har ikke været muligt at opspore yderligere oplysninger om ham - ikke engang hans nationalitet. Tilbage står det, at ægteskabet og en eventuel skilsmisse blev forbigået i tavshed. Men hvorfor? Var det et proformaægteskab? Var der uoverskuelige divergerende politiske opfattelser mellem ægtefællerne? Det var jo en tid, hvor nationalsocialismen tog sit greb om Europa. Var det en fejltagelse, der skulle glemmes hurtigst muligt?

Christiane Reimann levede så vidt vides alene resten af sit liv og under eget navn. Ægteskabet var tilsyneladende et intermezzo i hendes liv. Efter sin afgang fra ICN tog hun på et rekreationsophold på Sicilien. Her købte hun Villa Fergotta, en smuk, men forfalden ejendom uden for Siracusa. Ejendommen blev beslaglagt af englænderne under 2. Verdenskrig, men hun fik lov til at beholde et par værelser mod at være privatsekretær for den øverstbefalende. Samtidig afskar krigen hende fra Danmark og de midler, hun havde her, så for at tjene til livets ophold plantede hun i tusindvis af citron- og appelsintræer, og lige til sin død ledede hun arbejdet på sine plantager (4).

Christiane Reimann-prisen blev uddelt første gang i 1985. Den blev ikke uddelt ved ICN-kongressen i København i 2001. I stedet fik Dame Sheila Quinn og Mo-Im Kim som de eneste nulevende prisvindere overrakt en nydesignet æresnål.

Reimann-prisen

Sin interesse for ICN fastholdt Christiane Reimann ufortrødent, og hun fulgte nøje udviklin-gen i årene fremover (12). I 1967 modtog den daværende præsident for ICN Alice Girad et brev fra hende med to tilbud. Det ene var, at hun donerede ICN sin ejendom på Sicilien som rekreations- og feriested for sygeplejersker. Det andet var donation af midler til en international prestigegivende sygeplejepris - en nobelpris i sygepleje kaldte hun det. Til førstnævnte tilbud var betingelsen, at ejendommen skulle anvendes til nævnte formål og ikke måtte sælges. Der var ikke ubetinget glæde i ICN over det generøse tilbud. Ét var tilbuddet om prisen - det tog man med glæde imod, noget andet var at overtage den noget forfaldne ejendom. Det var og ville fremtidigt være en bekostelig affære for ICN (13).

Alice Girad og direktør i ICN Sheila Quinn rejste til Sicilien for at diskutere tilbuddet med den næsten 80-årige Christiane Reimann. Hun var urokkelig i sine betingelser vedrørende ejendommen og upåvirkelig af argumenter (13). Det næste årti fortsatte denne diskussion. Da Adele

Side 33

Herwitz blev direktør 1970, fortsatte hun forhandlingerne, men først i 1977 kom parterne frem til en løsning. Christiane Reimann bestemte sig for at donere sit hus og de omgivende plantager til universitetet i Siracusa. Samtidig afsatte hun testamentarisk en del af sin formue til en legatfond. Renten fra denne skulle efter hendes død finansiere en sygeplejepris, der bar hendes navn: Christiane Reimann-prisen (13).

Christiane Reimann døde 12. april 1979 i en alder af 92 år. Hun forblev til det sidste i Siracusa, hvor hun også er begravet. Med hendes død blev den testamentariske bestemmelse om en sygeplejepris indfriet. De følgende år lagde ICN i samarbejde med Christiane Reimanns sagførere de rammer og betingelser, der skulle være gældende for prisen. For at øge fondens afkast blev man enige om, at den skulle uddeles første gang på ICNs kongres i 1985 og efterfølgende hvert fjerde år på ICNs kongresser. Hvad angik nominering og tildeling af prisen, blev følgende regler opsat:

Nominering kan foretages af enkeltpersoner eller grupper, med undtagelse af ICNs bestyrelse, repræsentantskab og ansatte (inklusive de nationale sygeplejeorganisationer), som kun må foretage en enkelt nominering (16).

Prisen kan tildeles en eller flere sygeplejersker, som har udført en betydningsfuld indsats enten i forhold til selve sygeplejefaget - gennem forskning eller praktisk sygepleje til gavn for menneskeheden - eller i forhold til sygeplejeprofessionen generelt (16).

I 1985 blev Christiane Reimann-prisen uddelt for første gang. Den gik til Virginia Henderson fra USA. Efterfølgende er den tildelt Dame Nita Barrow fra Barbados i 1989, Dame Sheila Quinn fra United Kingdom i 1993 og som delt pris til Hildegard Peplau fra USA og Mo-Im Kim fra Korea i 1997 (6).

Prisen blev ikke uddelt ved ICN-kongressen i København i 2001. I stedet fik Quinn og Kim som de eneste nulevende prisvindere overrakt en nydesignet æresnål som symbol på Christiane Reimann-prisen.

Dette er historien om personen Christiane Reimann og hendes pris, om en af den internationale sygeplejes pionerer. Det er historien om damen, der trodsede sit ophav og blev sygeplejerske. Hun havde nok ikke forestillet sig, at det valg ville føre hende ind i et internationalt sygeplejesamfund, men Christiane Reimann var med sine evner på rette tid og sted, nemlig da ICN havde brug for en person, der ihærdigt kunne arbejde med opbygningen af en internationalt velfungerende sygeplejeorganisation. Christiane Reimann satte sit grundige mærke på organisationen dengang. I dag er hendes navn på læberne, hver gang hendes pris uddeles til en sygeplejerske, der som hun selv går foran i udviklingen af det internationale sygeplejesamfund.-

Note

1. Charlotte Munk (1876-1932) fik stillingen, den første af sin art i Danmark, på baggrund af en amerikansk sygeplejerskeuddannelse, og her iværksatte hun bl.a. landets første ordnede treårige uddannelse. Hun var desuden formand for Dansk Sygeplejeråd 1927-32.

Susanne Malchau er ansat ved Institut for Sygeplejevidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Litteratur

1. Malchau S. Kaldet, som historisk kategori. In: Anette Warring, editor. Køn, religion og kvinder i bevægelse. Roskilde: Institut for historie og samfundsforhold; 2000:p. 13-19.
2. Hammar I. Emancipation och religion. Den svenska kvinnorörelsens pionjärer i debatt om kvinnans kallelse ca. 1860-1900. Stockholm: Carlssons; 1999.
3. Dansk Sygeplejeråds arkiv.
4. En kosmopolit fortæller. Tidsskrift for Sygeplejersker 1960:272-74.
5. Koch M. Charlotte Munck. København: G.E.C. Gads Forlag; 1941.
6. Brush BL, Lynaugh JE, editors. Nurses of all nations. A history of the International Council of Nurses, 1899-1999. Philadelphia, New York, Baltimore: Lippincott; 1999.
7. Stallknecht K. ICNs historie 1899-1999. Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs Nyhedsbrev 1999;(5):3-6.
8. Petersen E. Over grænser. Om danske sygeplejerskers arbejde og studier i udlandet 1899-1940. København: Dansk Sygeplejeråd; 1990.
9. Petersen E. Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932. København: Dansk Sygeplejeråd; 1998.
10. Wingender NB. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999. København: Dansk Sygeplejeråd; 1999.
11. Bridges DC. A history of the International Council of Nurses 1899-1964. London: Pitman Medical Publishing Co.Ltd.; 1967.
12. Kruse M. In memoriam. Tidskrift for Sygeplejersker 1979;(18):22-3.
13. Quinn S. ICN. Past and Present. Middlesex: Scutari Press in co-operation with ICN; 1989.
14. Malchau S. Christiane Reimann. In: Jytte Larsen (editor). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. København: Rosinante; 2001.
15. Tidsskrift for Sygepleje 1934;(21):483.
16. https://www.icn.ch/what-we-do/awards