Synspunkt: Uhæderlige vilkår

Den 1. september 2001 blev en skelsættende dato for mig. En ny bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen trådte i kraft. Uddannelse til sygeplejerske giver for fremtiden ret til betegnelsen professionsbachelor i sygepleje. Konsekvensen er, at lærerkorpset skal have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelsen.

Det er der vel ikke noget galt i?

Jo, hvis det får den konsekvens, at nogle sygeplejelærere fra den ene dag til den anden ikke formelt er kvalificerede til at varetage deres job mere. Jeg har været sygeplejelærer i 10 år og har dermed lang erfaring som underviser i sygeplejerskeuddannelsen. Erfaring, som ikke kan sidestilles med en formel akademisk kompetence og derfor ikke er nok.

Da jeg spurgte min arbejdsgiver, om jeg kunne beholde mit job som sygeplejelærer uden formel akademisk uddannelse, var svaret nej.

Mine erfaringer fra tidligere job, uddannelser, kurser, diplomeksamen ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole i ledelse osv. har ingen faglig værdi mere.

Jeg fik følelsen af ikke at kunne leve op til de krav, som fulgte med den nye bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen. Konklusionen på mine frustrationer blev, at jeg søgte ind på suppleringsuddannelsen i sygepleje på Danmarks Sygeplejerskehøjskole. En beslutning, jeg blev tvun-get til at tage, hvis jeg ville beholde mit job.

Mange spørgsmål meldte sig. Hvordan får jeg det til at løbe rundt derhjemme med mand, børn og faste udgifter, hvis jeg skal på uddannelsesstøtte? En lønnedgang på ca. 19.000 kr. brutto pr. måned. Kunne vores budget klare det?

Nej. Derfor blev valget det første halve år at arbejde på fuld tid samtidig med et fuldtidsstudium, hvor jeg fik lidt timereduktion i opgaverne på sygeplejeskolen. Et halvt år gik, så var det slut. Hvis jeg skulle overleve studiet og ikke få tegn på diverse stresssymptomer, måtte jeg gå på uddannelsesstøtte. Men hvorfor var det mit problem, at sygeplejerskeuddannelsen fik ny bekendtgørelse og blev ændret til en professionsbachelor? Hvorfor skal min indkomst reduceres med 75 pct., selvom jeg stadig har de samme udgifter til hus, kost, børn m.m.? Mange spurgte hvorfor, uden at jeg kunne give et fornuftigt svar.

Vi kunne selvfølgelig sælge huset og på den måde skaffe penge til uddannelsen, som jeg har hørt andre gøre. Suppleringsuddannelsen blev afsluttet, og ansøgning til cand.cur.studiet sendt. Jeg var heldig at komme ind på studiet.

Men hvorfor var det nu, jeg var heldig? Var det, fordi jeg ellers mistede mit job? Var det, fordi jeg kom på dagpengesats de næste ni måneder uden optjening af anciennitet eller feriepenge og in-gen indbetaling af pensionsbidrag? Til tider føler jeg, at der må stå idiot på ryggen af mig.

I Sygeplejersken nr. 31/2001 står der, at der er afsat ressourcer svarende til et årsværk for 280 sygeplejelærere. Et beløb på 38,2 mio. over fem år. Desuden er der afsat yderligere ressourcer til underviserne, uden at det er konkretiseret, om det er undervisere på sygeplejeskolen eller klinisk praksis, der er tale om, men hvor er pengene?

Nogle rektorer har ikke set pengene endnu. Men det er nu, vi er i gang med at kvalificere os til at varetage undervisningen af kommende og nuværende sygeplejestuderende. Det er nu, der er brug for pengene. Hvilken rolle har Dansk Sygeplejeråd? Hvordan sikrer man sig centralt og lokalt, at pengene bliver anvendt til opkvalificering af sygeplejelærerne? Eller skal det enkelte medlem kæmpe sig til pengene i decentraliserin-gens hellige navn?

Det må være arbejdsgiverne, der skal finde pengene, så vi kan få fuld løn under hele studiet.

Hvis jeg kunne se frem til en stor lønforhøjelse efter endt uddannelse, var det måske rimeligt, at jeg finansierede noget af studieforløbet.

Men to løntrin svarende til ca. 800 kr. pr. måned dækker ikke efterslæbet igennem tre år.

Ny løn giver muligheder, får jeg ofte at vide. Men hvilke muligheder, når der ikke er nogen penge at forhandle med?

Det pres, den nye bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen skaber i de forskellige organisationer, får store konsekvenser for det psykosoci-ale arbejdsmiljø, vi taler og skriver så meget om.

Derfor, kære kollegaer, opfordrer jeg til, at vi står sammen om at stille fælles krav om fuld lønkompensation i den periode, vi uddanner os. Nogle amter har faktisk fået øjnene op for, at medarbejderne er en vigtig ressource og giver derfor fuld løn under hele uddannelsen til f.eks. cand.cur.

Else Møller er sygeplejelærer ved sygeplejeskolen i Silkeborg.