Det er børn vi myrder

Side 22

Der er intet, der kan forberede et menneske på at skulle henrette et andet menneske, sider den tidligere amreikanske bøddel, Donald Cabana. Foto: Casper Dalhoff

Side 23

''Der sker ting i øjeblikket, som jeg for et år siden ikke troede ville være muligt i USA. For første gang i flere år blæser der politiske vinde imod dødsstraffen.''

Donald Cabana siger ordene med en glæde og en ægthed, der ikke efterlader tvivl om hans hensigter: Den 55-årige tidligere bøddel er imod dødsstraf i enhver henseende.

''Det nye er, at guvernøren i staten Illinois har fremsat et moratorium, der har stoppet henrettelserne i staten, indtil det bliver grundigt undersøgt, om der er uskyldige på statens dødsgang. Baggrunden for hans beslutning er, at en professor på Northwestern University i Chicago sammen med sine elever har undersøgt en række dødsstrafsager. Det viste sig, at ikke færre end 14 af disse sager var ukorrekt dømt. De dømte var simpelthen uskyldige. Det krævede mod af guvernøren at sige stop, men han gjorde det,'' siger Donald Cabana og tilføjer:

''Det har fået en god del af den amerikanske befolkning op af stolene. For ganske vist vil de gerne hævne for et godt ord, men de vil alligevel ikke have blod på hænderne. Og her har vi kernen i kampen mod dødsstraffen. Vi skal vinde på argumentet om risikoen for at henrette uskyldige. Jeg lover dig, at man i USA vil få endnu mere at blive rystet over, for der bliver begået så mange fejl i det amerikanske retssystem, at man næppe tror det muligt.''

Tid til at sige stop

Edward Earl Johnson var en af de mange, der sandsynligvis blev offer for det amerikanske retssystem. Edward var dømt for mord, men til det sidste fastholdt han sin uskyld.

''Det sidste, Edward sagde til mig, var: ''Du er ved at blive morder. Jeg er uskyldig.'' Normalt er de sidste ord fra en dødsdømt ellers et ønske om tilgivelse eller medfølelse fra ofrets efterladte, men ikke fra Edward.''

''Hans sidste ord til mig var: ''Jeg er i ro med min Gud. Er du i ro med din?'' Det var rædselsfuldt. Vi bødler søger ellers vores egen ro netop gennem fangens sidste tilgivende ord, men den ro fik jeg ikke fra Edward. Det overbeviste mig samtidig om hans uskyld. For dødsdømte erkender normalt deres skyld i de sidste minutter. Det gjorde Edward ikke.''

Et tv-hold fra engelske BBC fulgte Edwards to sidste uger på dødsgangen, og det blev til filmen ''14 dage i maj,'' som flere gange blevet vist på dansk tv.

Den henrettelse tog hårdt på Cabana. Næste morgen fik Cabana et chok: Connie Ray Evans var den næste, der skulle i gaskammeret i Cabanas fængsel.

''Connie var det tætteste, man kommer på en stedsøn. Jeg havde fornægtet enhver tanke om, at han kunne blive henrettet, selv om Connie altid havde stået ved sin forbrydelse. Alligevel blev det alvor godt to uger senere.''

Ansvaret for den dødsdømte

''Jeg har aldrig gået med kolde mordere til gaskammeret, men med skræmte børn. Connie Ray Evans var et af dem. Nu var det slut, jeg ville ikke mere.''

Cabana sagde op 14 måneder senere. Han fik ganske vist et lignende job i Florida, men omkring 1990 forlod han fængselsvæsenet.

''Det var hårdt. Jeg elskede mit job, elskede kontakten med fangerne og personalet ­ ikke det politiske spil. Jeg har aldrig været chefen bag skrivebordet. Jeg skulle ud og sikre mig, at tingene kørte. Måske er jeg af den grund tit blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor nægtede du så ikke bare at gennemføre en henrettelse?''

''For at besvare det spørgsmål skal man forstå fængselsvæsenet i USA. Politifolk er synlige, fængselspersonalet derimod ser man aldrig. Vi fungerer i stedet som en slags familie. Mange af os bor på fængselsområdet, som ofte ligger et ganske øde sted. Jeg følte derfor et ansvar for mine folk. Hvis jeg sagde fra, ville det blive min stedfortrædendes opgave at henrette. Det ville jeg ikke byde ham. Tænk også på, at alle, der er involveret i en henrettelse, er påvirkede. Det er noget sludder at tro, at vi ønsker at se fangen i stolen. Faktisk er de fleste i fængselsvæsenet imod dødsstraf. Derfor lænede medarbejderne sig op ad den autoritet og tryghed, jeg skulle give dem. Dertil kommer hensynet til den dødsdømte.''

''Som jeg sagde, er det børn, vi myrder. Connie sagde til mig, at jeg var den eneste voksne, der nogensinde havde taget ham alvorligt. Skulle jeg have ladet ham gå i døden med et menneske, han ikke var tryg ved?''

Donald Cabana er et interessant menneske. Skarp i analysen ­ hele tiden et skridt foran dem, der omgiver ham. Gift med sygeplejersken Mariam, der tydeligvis betyder alt for ham. Efter Vietnam-krigen, hvor han gjorde tjeneste i en helikopterstyrke og i

Side 24

øvrigt mødte sin Mariam, læste han jura og bestod første del af studiet. Så skulle der tjenes nogle penge, og det job, der bare skulle have været midlertidigt, blev Cabanas levevej de følgende 25 år: Det amerikanske fængselsvæsen.

Vi vinder ikke kampen mod dødsstraf på moralske holdninger om, at staten skal være bedre end de mordere, vi henretter. Vi vinder kun p åspørgsmålet om en dødsdømts uskyld.

De første henrettelser

''Da jeg blev ansat, var dødsstraffen afskaffet på nationalt plan. Da de enkelte stater nogle år senere i 1976 igen fik mulighed for at anvende den, var dødsstraffen for mig og for mange andre fængselsinspektører noget fjernt, noget, man aldrig ville komme i berøring med. Jeg tog grueligt fejl.''

Cabana begyndte sin karriere i staten Massachusetts. Karrieren førte ham til Mississippi og siden til Florida:

''På det tidspunkt var Gary Gilmore blevet henrettet i Utah i januar 1977, men jeg mente stadig, at det kun var en teoretisk mulighed, at dødsstraffen skulle nå os i Florida. Jeg var jo modstander af dødsstraf allerede dengang. Ikke mindst pga. oplevelserne i Vietnam. Man hører meget om at skulle i krig, men når du står over for kuglerne første gang, får du et chok. Døden får en anden mening.''

Men staten Florida havde andre planer med dødsstraffen. John Spinkeling skulle i den elektriske stol.

''Spinkeling var en flink fyr. Han var blevet katolik, og jeg ønskede egentlig ikke at skulle henrette ham. Det var anderledes med Ted Bundy (næste fange Cabana skulle henrette, red.). En aften på dødsgangen spurgte han til min kone og mine tre døtre. Når en ungpigemorder gør det, så føler man sig intimideret. Det var med til at ændre mit syn på dødsstraffen ­ her var pludselig en person, jeg gerne så ekspederet væk.''

Næste skridt i Cabanas karriere var en kort afstikker til Missouri for så at nå det sted, der skulle blive afgørende for ham: Mississippi State Penitentiary in Parchman. USAs største fængsel med 6.000 indsatte og en geografisk længde på mere end 10 km, et såkaldt maksimalt sikkerhedsfængsel ­ med sin egen dødsgang.

''Den første, jeg skulle henrette i Parchman, var Jimmy Lee Gray. En barnemorder, der ligefrem pralede af sine gerninger. Jeg kunne ikke lide ham. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på hans barndom og de konsekvenser, den havde haft for Jimmy.

Det var henrettelserne af Edward Earl Johnson og Connie Ray Evans i Parchman fængslet, der ændrede Cabanas holdning til dødsstraffen.

De skyldige skal ikke ud

''Jeg har oplevet nogle velmenende mennesker her i Danmark blive forfærdede over, at jeg kan mene, at de skyldige dødsdømte under ingen omstændigheder skal have mulighed for en anden straf end livstid. Men du kan altså ikke fremstille disse mordere som sympatiske mennesker, hvis du vil have en chance for at vinde kampen imod dødsstraf. Så er du nødt til at erkende mange menneskers frygt for, at morderne pludselig en dag står foran dig på gaden. ''

''Men hvis du som dødsstrafmodstander er pragmatisk og imødekommende over for tilhængernes synspunkter, så er vi nået langt. Dermed også sagt, at det ikke nytter at blive ved at bruge de traditionelle argumenter om, at dødsstraffen ikke virker forebyggende, at den har social slagside, og at det er en grusom straf. Hvis folk vil have hævn, og det vil amerikanerne, så tæller de argumenter ikke. De amerikanske retssale har også forlængst afvist dem, så det bliver ikke ved dommerens bord, kampen skal vindes. Det er befolkningen, der skal påvirkes og oplyses.''

''Personligt mener jeg, at dødsstraffen er et moralsk spørgsmål. Staten bør være bedre end de mordere, den ønsker at henrette. Men heller ikke det argument vinder vi nogen kamp på, det gør vi kun på spørgsmålet om en dødsdømts uskyld.''

''Alligevel er jeg bange for, at 300 til 400 mennesker vil blive henrettet årligt i de nærmeste år. For der vil gå nogle år, før den nye holdning slår igennem i alle stater,'' siger Cabana.

Guds mening med mit liv

I dag er Cabana professor i strafferet i University of Southern Mississippi og bor i Hattiesburg i samme stat. Helbredet er ikke det bedste. Ud over sukkersygen præger tre hjerteanfald og to hjerteoperationer hans liv. Hans læge er ikke i tvivl om, at fængselsvæsenet og ikke mindst henrettelserne tog mange år af Cabanas eget liv.

Cabana er tydeligvis ikke stolt af sine tidligere gerninger. Han er også ganske klar over, at mange dødsstrafmodstandere i USA indtil for få år siden havde svært ved at acceptere ham i deres kreds.

''Jeg var bøddel og følte mig som bøddel, og det faktum er svært at acceptere for den mor eller far, hvis søn er blevet henrettet.''

Det billede er vendt i dag. Når Cabana ikke underviser på universitetet, rejser han USA og Europa tyndt for at tale imod dødsstraffen. Han er en af mange stemmer imod, men netop hans baggrund er en vigtig og ret så enestående stemme. Der er nemlig ikke andre af USAs efterhånden mange bødler, der står frem. De holder deres oplevelser for sig selv. Desværre!

''Som tidligere bøddel har du brug for hjælp, og jeg er overbevist om, at fortsætter det store antal henrettelser, så vil USA stå med et relativt stort problem med tidligere bødler, der har brug for hjælp til at håndtere deres indre problemer.''

Cabana har selv håndteret sine psykiske problemer.

''Jeg har talt med Mariam og med min præst. Og så siger jeg sådan: Gud udvalgte mig til at være det humane ansigt i den lille verden, der hedder dødsgangen. Men bare han havde valgt anderledes ­ og gjort mig til ofret.'' 

Læs også artiklen ''Dødelig injektion ­ Sygeplejerskers deltagelse i henrettelser'' side 28.